Københavns Universitets helt egen Eurovision-ekspert forklarer geopolitikken bag glimmeret

Semifinalerne til Eurovision 2019 er i fuld gang, og lørdag løber det storladne finaleshow i Israel af stablen. 200 millioner seere verden rundt er estimeret til at se med.

Nogle rammes hårdere af melodi grand prix-feberen end andre. Nogle forstår ikke, hvad der er så spændende ved at se på den ene klichefyldte optræden prøve at overgå den anden. Og hvorfor er Israel og Australien overhovedet med?

Ifølge Københavns Universitets egen Eurovision-ekspert er Eurovision meget mere end en sangkonkurrence. Eurovision kan også sige noget om geopolitiske forhold, og (igen) i år er der interne stridigheder gemt bag glimmer og store kjoler.

Eurovision skulle samle Europa

Eurovision blev til efter en lang periode med krig. Inspireret af den italienske San Remo festival havde Eurovision, der startede som en musikfestival i 1951, det formål at skulle samle Europa. I 1956, som er året for første tv-show, besluttede den europæiske broadcasting union (EBU), at en sangkonkurrence kunne få europæerne til at konkurrere på en venskabelig måde.

Man ville gerne have en begivenhed, som handlede om noget andet end konflikter, og for at lave et socialt fællesskab på tværs af nationale grænser

Clara Christiansen, Eurovsion-ekspert

»Man ville gerne have en begivenhed, som handlede om noget andet end konflikter, og for at lave et socialt fællesskab på tværs af nationale grænser lavede man denne her konkurrence,« siger Clara Christiansen, der er ansat på Københavns Universitet som underviser i hørelære og brugsklaver på Institut for Kunst og Kulturvidenskab. Hun er uddannet i musikvidenskab med speciale i Eurovision.

Selv om konkurrencen oprindeligt har været til for at samle Europa, så er Eurovision i dag en musikkonkurrence, hvor lande uden for Europa kan stille op, så længe de har økonomi og interesse til at være med. Landet skal være medlem af EBU, og alle der betaler til dem kan stille op. Det forklarer, hvorfor du kan møde lande som Israel og Australien i konkurrencen, hvis du tænder dit fjernsyn lørdag den 18. maj.

Siden 1956 har formatet ændret sig. Fra 7 deltagende lande første år til 41 lande i år. At det er blevet en så stor begivenhed skyldes blandt andet Berlinsmurens fald og Sovjetunionens samt Jugoslaviens nedbrud, som har resulteret i et mere åbent Europa:

»Pludselig opstod en masse mindre lande, som alle ville have deres egen særegne nationale identitet og vise den igennem det her show. Så kom der lande med som Estland, Letland, Litauen, Kroatien og Slovenien, der alle kom med i 90’erne,« siger Clara Christiansen.

Politiske hårdknuder

I EBU’s regelsæt står der blandt andet, at showet skal være apolitisk, men ifølge Clara Christiansen er der flere politiske konflikter imellem bestemte deltagerlande.

Folk er skide utilfredse med, at man negligerer hele den politiske situation i Israel og tager derned for at holde fest

Clara Christiansen, Eurovision-ekspert

»Virkeligheden er meget anderledes. Bare se på, hvor mange protester der er, fordi det skal holdes i Israel i år. Der er folk, der er fuldstændig ligeglade med, at det bare skal være et musikshow, folk er skide utilfredse med, at man negligerer hele den politiske situation i Israel og tager derned for at holde fest,« siger Clara Christiansen.

Sidste år sagde Israels Netta, der vandt med ‘Toy’, efter sejren: »Vi ses næste år i Jerusalem«, hvilket også kan betragtes som et politisk statement i forsøget på at manifestere Jerusalem som en del af Israel – og ikke Palæstina.

Kampen om Krim

Også Ukraines vindersang i 2016 havde et stærkt politisk budskab om et emne, der var særligt betændt på tidspunktet:

»Ukraine vandt med et nummeret ‘1944’, der handler om deportationen af tatarer fra Krim-halvøen til andre dele af Sovjet. Og det var jo Rusland, der stod for den deportation, så det her nummer var en kritik af russiske politiske valg i annektering af Krim,« siger Clara Christiansen.

»Og det, at det her nummer vandt Eurovison, bliver lidt et blåstempel fra resten af Europa. Det signalerer, at Europa støtter op om den ukrainske situation.«

At sangen har kunnet komme igennem EBU’s nåleøje på trods af det politiske budskab skyldes, at man pakker budskabet ind i, hvad der nemt kan opfattes som en personlig historie. Den ukrainske solist sagde, at sangen handlede om hendes bedstefars oplevelser med at blive deporteret.

Da Ukraine året efter var værtsland for begivenheden, havde den russiske deltager, Julia Samoylova, indrejseforbud i landet, fordi hun tidligere havde optrådt på Krim-halvøen. Rusland kunne sende 2. – eller 3. pladsen i stedet, men valgte at trække sig.

»Det var et politisk valg for at se, om det er politikken eller showet, der tæller mest. Ville Ukraine gå på kompromis med deres egen lovgivning for at undgå denne politiske hårdknude? Det ville de ikke,« siger Clara Christiansen.

Og magtkampen forsatte året efter: I 2018 sendte Rusland Julia Samoylova igen, ifølge Clara Christiansen i et forsøg på at presse Ukraine ud af konkurrencen. I Ukraine er lovgivningen nemlig sådan, at personer med indrejseforbud ikke må vises på tv.

EBU har ligeledes en regel om, at deltagerlande skal vise showet i dets fulde længde for at have lov til at deltage, hvilket naturligvis bragte Ukraine i en værre suppedas. Ukraine endte dog med at stille op på trods af Julia Samoylovas deltagen.

Sverige vinder

På trods af alle de skjulte budskaber og interne stridigheder, som Eurovision-showet bærer, så er der ét land, hvis deltager kan gå jublende fra arenaen i Israel som vindere af Eurovision 2019. Spørgsmålet er hvem?

Jeg har personligt oddset 100 kr. på, at Sverige vinder

Clara Christiansen, Eurovision-ekspert

Nogle Eurovision-kyndige spår Holland til at vinde, men den køber Clara Christiansen ikke.

»Jeg har personligt oddset 100 kroner på, at Sverige vinder,« siger hun.

»Nummeret er så musikalsk overlegent. Han (Sveriges deltager, John Lundvik, red.) er så dygtig en performer, sangerne synger fantastisk, og jeg havde nummeret på hjernen i en uge efter at have hørt det første gang.«

I år er Danmarks repræsentant den 20-årige Leonora, der med sit androgyne look og spæde stemme vil forsøge at overbevise Europa (og Australien og Israel) om, at venskab i alle henseender er vejen frem. Clara Christianssen har blandt andet været med til at sende hende afsted mod Israel som medlem i den danske jury til Melodi Grand Prixet. Hun tror på en flot 10. plads til Danmarks sang.

»Jeg tror, det skiller sig ud ved at være nærmest minimalistisk i sit udtryk. I år er der rigtig mange ballader og mange sange, som går i mol, der nærmest ikke kan blive dramatiske nok. Det her er bare en sød melodi om, om vi ikke bare alle sammen skal være venner. Det tror jeg, der er mange, der synes er meget befriende.«