Cand. psych. Nikolaj Lunøe: Personlighedstests: Et ufærdigt projekt?

Foredraget gennemgår følgende postulater – og lægger op ti diskussion

– Det er sandt, at evneprøver er mere pålidelige psykometriske måleinstrumenter end personlighedsprøver ― men dette er næppe årsagen til, at evneprøverne også er bedre end personlighedsprøverne, når det gælder om at forudsige, hvor godt en person vil klare sig (og finde sig til rette) i et bestemt job. Årsagen ligger snarere i “genstanden” selv: Vore evner har (stadig) som oftest større betydning for det, vi kalder arbejde, end vores personlighed.

– Det er altså sandt, at evneprøver er bedre til at forudsige “job performance” end personlighedsprøver. Alligevel er de dårligere til at forudsige specifik adfærd. Forklaringen på dette ligger imidlertid ― igen! ― ikke i prøverne (måleinstrumenterne), men i genstanden: Variationen i den adfærd, der kan produceres af en given evne, er nemlig (især når den pågældende evne er høj) enorm ― mens variationen i den adfærd, der kan produceres af et personlighedstræk, i sammenligning hermed er beskeden.

– De eksisterende personlighedsprøver er dårligere, end de kunne være, fordi vi i psykologien den dag i dag mangler en nogenlunde pålidelig konsensusmodel for, hvor mange og hvilke følelser, vi mennesker overhovedet kan nære eller have – samt især for om nogle af disse er “grundfølelser” (a la fysikkens grundstoffer) og andre “kombinations-følelser” (a la fysikkens kemiske forbindelser)?

– De eksisterende personlighedsprøver er dårligere, end de kunne være, fordi deres konstruktion i al for høj grad er baseret på én bestemt metode: Nemlig Francis Galton’s såkaldt “leksikalske” hypotese. Denne metode var en fremragende idé for sin tid (og kan naturligvis stadig bruges), men den har altid været utilstrækkelig. IT-teknologien har gjort det muligt at supplere denne med fx omfattende litterære tekstanalyser. Det ved test-firmaerne – men resultatet lader vente på sig.