Fælles front mod frafald

ET STORT FRAFALD præger mange af de små fag på Københavns Universitet. Flere ville være direkte lukningstruede, hvis ikke de blev holdt oppe af institutsamarbejde med de større fag med flere midler.

Det udråbes igen og igen fra magtens tinder, at Danmark skal være verdens førende vidensamfund, men den politiske retorik står i grel modsætning til den faktiske ageren på det uddannelsespolitiske område.

Der gøres ofte nok opmærksom på universiteternes dybt problematiske situation, men tilsyneladende vækker de hyppige advarsler ingen større genklang på Christiansborg.

Men hvad er konsekvenserne af nedskæringer, taxameterordning og den deraf følgende kamp om forskningsmidler for en studerende på et lille fag?

Jeg kan kun tage udgangspunkt i mine egne erfaringer på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk. Den mest iøjnefaldende konsekvens er et nærmest uanstændigt lavt antal undervisnings- og vejledningstimer, særligt på uddannelsens senere år.

En anden er det meget snævre fagudbud på kandidatuddannelsen. I et vist omfang kan tværfagligt samarbejde afhjælpe dette, og der gøres på institutniveau meget for at bøde på problemet. Men det ændrer dog ikke på, at manglen på midler kun muliggør et minimalt fagudbud, der hovedsageligt baseres på de meget specialiserede fagområder, der momentant forskes i.

PÅ DET UNDERLIGGENDE plan er konsekvensen af de politiske ændringer en begyndende opløsning af den fælles faglige identitet, som ethvert fags forskere og studerende bør være bærere af, hvis der skal være håb om en fremtid for faget.

Da universitetet ikke længere er en skole for samfundseliten og en intellektuel overklasse, men derimod åben for en stor del af samfundets unge, skal det kunne imødekomme såvel de meget dygtige som de gennemsnitlige studerende. Problemet er, at universitetet på de nuværende vilkår ser ud til at tabe begge grupper på gulvet.

På grund af taxameterordningens kræmmeragtige credo om kvantitet frem for kvalitet, stilles der alt for få krav til den virkelig dygtige studerende, som uudfordret kan dovne sig igennem studiet, mens det af den gennemsnitsstuderende forventes, at han/hun uden videre skal kunne klare sig igennem det, som reelt er et selvstudium med minimal præsens af faglige forbilleder.

Konsekvensen bliver hurtigt, at den dygtige studerende mister respekten for et studium, der ikke kræver nogen videre indsats, og at den gennemsnitlige studerende mister lysten til at studere – hvilket turde være ganske forståeligt!

INDTIL POLITIKERNE FÅR øjnene op for, at det nuværende systems kortsigtede perspektiver er i gang med at underminere uddannelsessystemet, bør institutterne og fagene gribe i egen barm.

Hvis de små fag skal overleve på de minimale midler, der er til rådighed, er konkrete tiltag nødvendige. Der bør derfor satses stærkt på at fremelske og dyrke en faglig identitet og stolthed, som er fælles for forskere, undervisere (fastansatte såvel som ikke-fastansatte!) og studerende på de små fag.

Oplever de studerende ikke at være en del af et solidt fagligt fællesskab, er det klart, at de ikke føler et tilhørsforhold, som byder dem at hænge på trods de trange kår. Et øget fokus på inddragelse af alle grupper i faglig-sociale arrangementer, som ville muliggøre en friere og bredere faglig diskussion end i undervisningens præcist afmålte minutter, kunne måske bidrage hertil.

Det bør ikke glemmes, at de nuværende studerende er kommende ambassadører for fagene – og kommende kolleger!

Et godt studiemiljø er indtil videre den eneste vej til at fastholde de studerende – og et godt studiemiljø udgøres ikke udelukkende af nye designer-sofagrupper.

Hvis frafaldet på de små fag skal stoppes, bør det ske gennem en aktiv formidling af et stærkt og solidarisk fagligt fællesskab med rod i fagenes historie og tradition.