Fængsel, fange, menneske

Cæsar skal dø udspiller sig i det italienske højsikkerhedsfængsel Rebibbia. Her skal teaterstykket Julius Cæsar opføres inden for murene, og det er de indsatte selv, der står på scenen.

Det hårdkogte ensemble af fanger/amatørskuespillere tilegner sig teksten og lever sig ind i rollerne, mens fængslet danner de æstetiske og symbolske rammer for den menneskelige fortælling.

Æstetisk udtryk

Anders Biel er umiddelbart begejstret over filmens konsistente fokus på Shakespeares fortælling og den æstetiske sans den formidles med:

»Filmen er meget smukt filmet. Kameraet er til stede på en særdeles bevidst og præcis måde, der tilfører filmen en visuel dimension udover det sædvanlige,« siger han.

Fængslets symmetriske linjer og stemningsfulde locations tilbyder den sort-hvide æstetik en særlig nuance og skaber en tidløs atmosfære af historiefortælling – både i filmens overordnede udtryk og i opsætningen i fortællingen.

Fokuseret fortælling

Shakespeares dramatik bliver ofte brugt som led i terapeutiske forløb, fortæller Anders Biel:

»Der er blandt andet lavet en dokumentarfilm, hvor fanger i et amerikansk fængsel opfører Shakespeare. Men til forskel fra Cæsar Skal Dø så fokuserer dokumentarfilmen udelukkende på, hvordan de indsatte kan få et udbytte af at fortolke Shakespeare. Den handler med andre ord om hvordan Shakespeare virker på dem,« siger han og fortsætter:

»Rent kunstnerisk og som Shakespeare-forsker synes jeg det er mere interessant at finde ud af, hvad fanger kan tilføre Shakespeare, end at få præsenteret hvordan Shakespeare kan påvirke enkeltpersoner. Derfor finder jeg denne films fokus mere frugtbart. Som tilskuer skal man være forberedt på, at den forholdsvis korte film ikke indeholder hele stykket. Den giver et kronologisk snit af de vigtigste scener, og det kan være en fordel at støve sin Cæsar af hjemmefra«

Dygtige amatørskuespillere

En af de oplagte ting, som Anders Biel synes de indsatte – på formidabel vis – kan tilføre Shakespeares dramatik, er intenst og nærværende skuespil:

»De spiller suverænt godt. Man kan tydeligt mærke, at karaktererne spilles af mennesker, der indeholder den særlige shakespeareske ambivalens, som gør sig så gældende i det dramatiske forløb,« siger forskeren.

Et filmisk greb som forstærker udtrykket og skildringen af den indre menneskelige konflikt og det samfund disse udleves i, er at fangerne/skuespillerne henvender sig til kameraet og taler direkte til beskueren:

»Det skaber en form for oprigtighed der forstærker den underliggende præmis om, at både ‘karakter’ og ‘fange’ er to påtrængende tilstande.«

Shakespeare i fængsel

På grund af hvad Anders Biel kalder ‘en stor vitalitet i fremførelsen af Shakespeare’ bliver man i stand til, at frigøre sig fra hele fængselskonteksten:

»Det muliggør en ren oplevelse af Julius Cæsar og stykkets personkarakteristikker. Jeg får rum til at mærke deres ambivalens, deres udvikling og dramaets knudepunkter,« siger han.

Alligevel kan man ikke fratage fængslet sin symbolske og betydningsfulde tilstedeværelse, påpeger Anders Biel:

»Fængselet som ramme spiller godt med nogle af de centrale tematikker i Julius Cæsar, som magt, ære og indbyrdes magtforhold mellem mænd.«

Det dobbelte i mennesket

Som Shakespeares karakterer er kontrapunktiske, ambivalente og ofte i konflikt med sig selv, er også fangerne, der gestalter dem:

»Der er et element af identifikation og indlevelse, som antagelig kommer af, at skuespillerne selv har en presserende baggrund. Det gør det ekstra stærkt for dem, men også for tilskueren, fordi man ser den menneskelige side af forbryderen,« siger Anders Biel.

Således bliver både karaktererne i Julius Cæsar og fangerne i filmen udtryk for en menneskelig tvetydighed, hvor der altid er flere lag af sandhed – måske noget særligt ‘menneskeligt’?

Fritaget det private

Cæsar skal dø viser hvordan de indsatte lever sig fuldstændig ind i karaktererne og dramaet, men til Anders Biels fornøjelse gør den det subtilt og uden at svælge i det private:

»Det er nemt at fortabe sig i fangernes personlige baggrund. I stedet antyder filmen en forhistorie ved at tydeliggøre, hvor påvirkede de medvirkende bliver af skuespillet og historien. Deres indlevelse, behov for at udtrykke sig og evne til at sætte sig ind i væsentlige menneskelige problemstillinger siger i sig selv noget om fangerne. Men i de sparsomme øjeblikke, hvor fangerne reflekterer over stykkets virkning, skærer de ind til benet. Som når en fange mod slutningen siger: “Efter jeg har lært kunsten at kende, er denne celle blevet et fængsel.”«

Som sådan gør filmen ingen bestræbelser for at ville portrættere et katarsisforløb – den giver snarere et indblik i en speciel tilstand.

Det gode og det dårlige indeni

Shakespeares udødelige og eviggyldige dramatik rummer karakterer, der bærer det meste af dramaets konfliktstof i sig selv.

Den indre kamp – ambivalensen, der hærger mellem det gode og det onde og alt derimellem – er det, der er med til at gøre karaktererne og dilemmaerne interessante i dag. I de dømtes standhaftige portrættering bliver disse igen aktualiseret.

Man sidder tilbage med en lille naiv drøm om, at flere turde vise kompleksiteten i mennesket og gøre indre dimensioner til genstand for et narrativt forløb, frem for altid at fedte rundt i konflikterne i mellemmenneskelige relationer.

God versus ond er simpelthen bedre selskab, når skurken og helten begge findes i den enkelte.

Line.hjorth@adm.ku.dk