Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Fangen

Portræt — Om aftenen er han studerende, om dagen prøver han at undgå at blive bandemedlem i fængslet, og på besøgsdagene giver han den som familiemand.

Der findes ikke mange universitetsstuderende med en historie og baggrund som Michaels.

Vi møder ham på et lille, men velmøbleret værelse med tekøkken og flisebadeværelse på et pensionat nord for København. Målt på faciliteter er det en studenterbolig, de fleste af hans medstuderende ville misunde ham. Her afsoner han den sidste del af sin dom og må kun forlade området for at tage toget ind til byen for at passe studierne på Københavns Universitet.

Da Michaels hus for år tilbage blev stormet af politiet, var de fleste af hans medstuderende i konfirmationsalderen. Hård narkokriminalitet gav ham en mangeårig dom, hvoraf de første seks blev afsonet i nogle af Danmarks hårdeste fængsler. Om de år siger Michael:

»I værste fald risikerer du at blive stukket ned. Samtidig er der sabotagen: Bøger der rives i stykker, radioer der skrues op, systematisk banken på dørene. Hele tiden, hele tiden, hele tiden. Når det sker, kan du ikke bare vende den anden kind til.«

En gang imellem blev folk hamret ned med billardkugler, husker Michael. Og alternative stikvåben er i høj kurs i fængslerne:

»Det kan være kartoffelskrællere, afspidsede tandbørster, gafler eller kuglepenne. Jeg har så vidt muligt prøvet at holde mig uden for slagsmål, men de her steder kan det ikke undgås. Man er nødt til at være parat til at gøre forfærdelige ting for at komme igennem.«

Indsmuglede undervisningstekster

Michaels historier fra seks års fængsling står i skarp kontrast til den dagligdag, han efter års kampe mod medfanger og personale har tilkæmpet sig.

»Det har været enormt hårdt at nå hertil,« siger han, der begyndte sin vej mod universitetet ved at tage en HF i fængslet.

»I et lukket fængsel har du ikke fri adgang til internettet på computere eller telefoner, så der er nul Google eller Wikipedia. Selv undervisningsbøger har jeg haft svært ved at få godkendt, så nogle gange måtte jeg få hjælp til at smugle tekster ind for at bestå mine eksamener,« siger Michael om et fængselssystem, hvor oddsene for at nå hele vejen til universitetet er omend meget dårlige.

»Jeg har så vidt muligt prøvet at holde mig uden for slagsmål, men de her steder kan det ikke undgås. Man er nødt til at være parat til at gøre forfærdelige ting for at komme igennem.«

Tre år måtte han vente på tilladelse til at tage sit første HF-fag. Kemi- og fysikbøger var helt udelukket på grund af hans historie med narkotika. En telefonboks på gangen med ti numre på venner og familie var det netværk, som Michael havde adgang til, hvis han havde brug for hjælp til informationssøgningen.

»Det er som et anker, der forsøger at trække en ned. Systemet er konstrueret til at slukke drømme. Alt er langtrukkent, og jo mere jeg laver, desto mere papirarbejde er der til dem på kontorerne. Det er en lang kamp, både med det faglige og med systemet og medfangerne.«

Med sin omfattende kriminelle baggrund er Michael opmærksom på, at han ligger, som han har redt. Alligevel har den benhårde tone og voldelige kultur i de danske fængsler været overraskende – selv for en mand, der inden sin dom var vant til at færdes i kriminelle subkulturer.

»Det første problem er fængselssystemet, hvor alle på nær nogle få ildsjæle nøler processen. Der er ikke megen hjælp at hente. Oveni kommer kampene med de andre indsatte,« siger han og kigger med et lille smil ud på to fodboldmål i pensionatets frodige have.

»Det her sted er jo helt vildt i forhold til hvad jeg har gennemlevet i de seneste par år,« siger han, mens tankerne vandrer tilbage:

»Alt der har med autoriteter at gøre, er bandlyst i miljøet – og det gælder også skolesystemet. Der er en meget, meget negativ og voldelig kultur i fængslerne. Der er ikke slagsmål hver dag, men ofte. Og selve uvisheden er enormt udmattende at forholde sig til konstant,« siger Michael og kommer med et eksempel på det psykiske pres, der følger af at læse i et fængsel:

»Dagens første problem er døren ind til min celle. Skal den være åben? Så får jeg lidt frisk luft ind, men samtidig kan folk pludselig løbe ind uden jeg kan nå at forsvare mig. Man skal hele tide afveje og mærke stemningen i fængslet; er der optræk til problemer, eller kan jeg slappe lidt af i dag?«

Michael opsummerer sine år som studerende i de lukkede fængsler sådan her:

»Om aftenen er du studerende, om dagen prøver du at undgå at blive bandemedlem, og på besøgsdagene skal du give den som familiemand. Det er virkelig, virkelig hårdt.«

Den dobbelte identitet

På trods af mildest talt udfordrende vilkår endte Michael med at afslutte HF med et fint karaktergennemsnit, og så søgte han med succes ind på Københavns Universitet.

Her har han valgt at holde sin dom skjult for sine medstuderende, der ikke ved, at han hver dag efter undervisningen tager direkte tilbage til sit åbne fængsel.

Det kræver snilde at holde dobbeltlivet skjult, fortæller Michael.

»Man bliver hurtigt god til at undgå for mange spørgsmål. Men det er svært, for efter så mange år er jeg blevet mærket.«

I den lette afdeling er der problemer med computere og smartphones: »Folk kigger og kigger, når jeg ikke kan finde ud af det tekniske,« griner Michael, der før overflytningen til et åbent fængsel aldrig havde set en smartphone.

»Jeg syntes simpelthen det var så fedt, da jeg startede på universitetet. At være sammen med nogen, der ikke spyttede på gulvet.«

Det store psykiske pres ved at omgås mange mennesker på én gang tynger dog særligt i mødet med verden udenfor.

»Det har mærket mig, det har det virkelig. Jeg bruger enormt meget tid og energi på at forholde mig til ligegyldige ting, men jeg kan bare ikke lade være. Jeg kan ikke tage, at andre mennesker går bag mig uden lige at registrere hvem og hvor mange, de er. Hurtige bevægelser er jeg ikke meget for, kan jeg mærke,« siger han. Værst er dog raslen med nøgler:

»Forestil dig en forelæsningssal med 200 mennesker og masser af snak i krogene. Lige pludselig kan jeg mærke, at det gibber i mig, for helt nede foran kan jeg høre en nøgleraslen.« Michael trækker vejret dybt:

»Jeg bliver vanvittig af den lyd. Den minder mig om fængselsbetjente, døre der går op, visitationer og afstribning. Alle de mennesker og lyde er stressende, når man har siddet inde, og jeg er simpelthen så træt, når jeg kommer tilbage hertil.«

Vil dømmes på sin faglighed

Prisen for at holde sin dom skjult for de medstuderende har endnu ikke været høj nok til, at Michael har fortrudt sit valg. Han frygter stigmatiseringen og fordommene, der følger biografien som mangeårig indsat med en dybt kriminel baggrund.

Og så er der de fremtidige arbejdsgivere, som han så vidt muligt ønsker at holde sin fortid skjult for:

»Jeg har brug for en fast indtægt, når jeg er færdiguddannet. Af den grund, og af hensyn til mine medstuderende vil jeg gerne undgå opmærksomheden der følger med dommen,« siger Michael.

Det koster dog kræfter at holde dobbeltlivet kørende, og hverdagen på studiet er langt mindre social, end den ellers ville have været.

»Jeg har ikke rigtig nogen medstuderende at støtte mig op ad, og det er ellers vigtigt på et universitetsstudie som er mere krævende end hvad jeg ellers har lavet. Men jeg tør ikke rigtig bevæge mig for tæt på, for så kan jeg ende i situationer, hvor jeg bliver nødt til at fortælle, at jeg sidder inde,« siger Michael, der ikke vil måles og vejes på baggrund af sin dom, men på sin faglige kunnen.

 

Lyst til at kramme alle på uni

Godt hjulpet på vej af familie og de få venner han har beholdt i årene bag tremmer, er Michael langsomt ved at vænne sig til livet som studerende.

»Jamen jeg elsker det, det gør jeg,« siger han.

En ting er, at folk ikke hopper over hvor gærdet er lavest, fortæller Michael. Noget andet tonen og glæden på studiet, som næppe kan være mere forskellig fra det, han oplevede i de lukkede danske fængsler.

»Jeg syntes simpelthen det var så fedt, da jeg startede. At være sammen med nogen, der ikke spyttede på gulvet. Jeg havde næsten lyst til bare at kramme alle,« griner han.

»I et lukket fængsel […] er der nul Google eller Wikipedia. Selv undervisningsbøger har jeg haft svært ved at få godkendt, så nogle gange måtte jeg få hjælp til at smugle tekster ind for at bestå mine eksamener.«

På universitetet får han thumbs up for godt arbejde i stedet for at blive rakket ned. ’Tror du nogensinde du kan få et job?’, ’Tror du virkelig, at du kan finde ud af noget?’, lød det hånligt fra medfangerne.

»Ikke alle, men mange af dem jeg læste med i fængslet, var meget, meget vanvittige. Folk rejser sig simpelthen bare og går. Flere lægger sig til at sove fra begyndelsen, mens andre begynder at tage armbøjninger midt i undervisningen. Det er selvfølgelig bare en helt anden verden på studiet, det er klart.«

Michael har et år tilbage af sin afsoning på det åbne pensionat, inden han ryger i elektronisk fodlænke den sidste del af sin dom. Han understreger, at han har følt sig godt hjulpet af Røde Kors’ frivillige studiehjælp og har mødt opbakning hos kriminalforsorgen i sidste del af sin afsoning. Det gør ham meget taknemmelig, siger han, for det tager han ikke for givet.

Selv om han først nu er begyndt at vænne sig til livet i det åbne pensionat med adgang til have og fuglekvidder, glæder han sig til at færdes nogenlunde frit blandt familie og venner.

Årene i fængslet havde han selvsagt gerne undværet – alligevel nævner Michael afslutningsvis en enkelt lektie fra fængslet, han vil tage med sig på sin videre færd:

»Storkriminelle, sølle narkomaner der skider i bukserne og psykisk syge. Alle typer af mennesker har jeg boet side om side med og lært at håndtere, og det er altså ikke noget, som man kan læse sig til i en bog. Det er forhåbentligt en kvalitet, som jeg kan tage med videre, når jeg skal give noget tilbage til samfundet.«

Den medvirkende i denne artikel har ikke ønsket at stå frem med navn eller oplysninger, der kan afsløre hans identitet. Michael er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med både navn og studieretning.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste