Vi har kun lige sat os til rette ved sofabordet, da Benny Lautrup rejser sig igen, trasker ud af stuen og forsvinder i mørket i et rum på den anden side af gangen.

Han pusler ved en bogreol. Stønner så irriteret, nok fordi han ikke kan finde den bog, han leder efter, eller måske fordi han i et flygtigt øjeblik har glemt, hvilken bog han gik ind for at finde.

Så udbryder han nogle stavelser i triumf og trasker tilbage til sofaarrangementet.

»Der er en lille bog her,« siger han og lægger et monumentalt værk i skødet på mig.

Physics of Continuous Matter står der på det røde omslag og nederst: B. Lautrup. Kort for Benny Lautrup.

Forfatteren bag den nu ti år gamle lærebog sætter sig ved siden af mig i sofaen og bladrer gennem bogen, mens han nysgerrigt læser sine egne ord højt og kommenterer de billeder, han har valgt. Noget kan han huske, andet virker fremmed for ham.

Han peger på en passage om Bermuda-trekanten og griner, da han ser et billede af en fysiker, han har mødt. Så undersøger han en algoritme, han har nedfældet ved siden af et billede af en californisk bro, der er ved at styrte sammen.

»Der står et Strohal-tal … Span thickness er lig med fire meter, Strohal er lig med 0,2,« mumler Benny Lautrup, mens han fører fingeren over algoritmen.

»Det kan jeg ikke huske hvad betyder.«

Han griner.

»Jeg kan ikke huske det. Det står sikkert et sted.«

Så bladrer han videre, fortæller, at der er noget, han vil vise mig, noget, der var oppe for nylig, det var en bestemt bemærkning, en kritik af en teori, han havde fremsat som en af de første vistnok, han kan bare ikke lige huske, hvor det står henne.

Han bladrer og bladrer, men må give op.

Der er sket meget, siden 80-årige Benny Lautrup sidst holdt foredrag. Det var i 2013, hvor han underholdt et hujende, sikkert ganske beruset, ungt publikum på en scene på Christiania, hvor videnskabelige foredrag og cocktails mødte hinanden i lystig forening.

Dengang talte han i højt tempo om kvantefysik med et væld af spontane jokes og en fortælleglæde, der i hvert fald smittede det unge publikum.

Benny Lautrup var god at diskutere med, fordi han gik lige til sagen, og han var meget skarp i sine argumenter.

Lektor Claus Emmeche

Fortælleglæden har han ikke mistet, men han taber ofte tråden og famler efter den tankerække, der er smuttet fra ham, han glemmer tal, navne og steder, og han ville have svært ved at uddybe, hvad det var, han holdt foredrag om på Christiania, om man så viste ham hans slides.

Det er alt sammen på grund af udyret.

Benny Lautrup tager sine sorte briller af og banker på den venstre side af sit hoved.

Det er derinde, det sidder og gnaver i hukommelsen. Udyret har også et navn: Alzheimers.

Det var efter foredraget på Christiania, at sygdommen begyndte at vise sig.

Birthe Østerlund, som Benny Lautrups kone hedder, opdagede, at noget var galt. Midt om natten fandt hun ham foran fyret i deres bondehus på Falster, hvor han forsøgte at overbevise hende om, at det var gået i stykker. En anden gang sagde han, at der var ild i huset. Han dækkede sig til med dyner på årets hedeste sommerdag, og han blev vred og aggressiv, når noget forvirrede ham, selv hvis det bare var, at en potteplante ikke stod, hvor den plejede.

»Jeg forstod ikke rigtig, hvad der foregik. Normalt var jeg klar og skarp, og det var jeg altså ikke mere. Jeg kom ikke til lægen, fordi jeg tænkte, at det måtte holde op og gå væk af sig selv. Langsomt blev jeg dog klar over, at der var et eller andet galt,« siger Benny Lautrup.

»Så sagde jeg til Birthe: Jeg tror, at jeg skal stoppe nu.«

Han kunne ikke holde ud at bo i det store bondehus, som konen ellers elskede af hele sit hjerte. Så han solgte det til sine sønner og rykkede permanent til lejligheden på Østerbro, hvor han nu sidder ved sofabordet.

Han kunne heller ikke holde ud at komme på Niels Bohr Institutet, hvor han havde tilbragt det meste af sit professionelle liv.

»På et tidspunkt lukkede jeg helt ned. Det gider jeg ikke mere, sagde jeg. Jeg er ødelagt. Jeg kan ikke bruge det længere.«

»Jeg følte ikke, at jeg kunne udøve noget af det, jeg plejede, nemlig skarpheden i fysikken. Indtil da havde jeg ellers altid sat fysikken først. Det måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne længere, og derfor tænkte jeg: Jeg vil slet ikke ind på instituttet.«

»Så … så … «

Han søger efter den rigtige sætning.

»Jeg smed det ud.«

»Jeg var klar over, at jeg ikke længere kunne bidrage. Det var det, jeg følte. Jeg var ked af det. Jeg var faktisk ked af det i lange tider.«

Han er ikke ked af det mere.

Før vores aftale går han smilende hjem fra gymnastik i efterårssolen, han stopper og taler lystigt med manden, der laver vejarbejde foran hans lejlighed, og trasker så videre op mod opgangen med sportstasken over skuldrene. Indenfor tager han imod i døråbningen med et bredt smil.

Både tøjet og ansigtet hænger mere end dengang på Christiania, men ilden er ikke slukket i øjnene.

Han taler ikke ret meget om det, han har tabt, selv om man kan mene, at det tabte var en stor del af hans identitet: den overlegne tankevirksomhed. I stedet siger han flere gange, at han er stolt af det, han har opnået.

Han skæver mod den store bog om continuous matter, der hviler på bordet.

»Jeg spurgte for nylig ude på DTU (Danmarks Tekniske Universitet, red.), om der er nogen, der ser min bog. Ja, det gør alle, fik jeg at vide. Det er jo, fordi den er skarp og til at forstå, og det er de studerende glade for,« siger han.

»De sidste studerende, jeg havde, de er alle sammen blevet professorer nu,« griner han så.

En del af forklaringen på det gode humør finder han i det tilstødende værelse, hvor han gafler en Läkerol-blikæske fra en hylde. Han glemmer et øjeblik, hvad han var i gang med, han standser, og stilheden breder sig, inden hans blik igen fanger blikæsken i hans hånd. »Nå ja,« siger han, åbner den og viser de piller, han sluger hver dag.

Dem fik han, da han endelig fik diagnosen på Rigshospitalet i november sidste år efter måneder med test, fra de helt simple huskeøvelser til et par hjernescanninger og en rygmarvsprøve.

For andre kan diagnosen være traumatiserende, og Benny Lautrup siger også, at han var chokeret. Mærkatet Alzheimers, hvor mørkt og tungt det end er at bære, gav dog også en vished efter flere år med forvildelse og frustration.

»Efter jeg har fået den medicin, er jeg begyndt at se min verden på en anden måde.«

»Før tænkte jeg på døden og den slags, og jeg kunne slet ikke forstå, hvad det var, der gjorde, at min hjerne ikke fungerede ordentligt længere. Jeg er godt klar over, at min Alzheimers ligger et sted derinde, men mit humør er blevet meget bedre. I dag har jeg det godt.«

Han er vendt tilbage til Niels Bohr Institutet, hvor det hele startede for ham, da han blev magister i 1967 og efterfølgende blev ansat på instituttet. Hver fredag cykler han selv til et foredrag og kan konstatere, at de unge forskere stadig er skarpe – det adjektiv, Benny Lautrup bruger flittigst og med heftigst tryk.

»Det er dejligt med de unge mænd. De er aggressive. De går til sagen. Det er den måde, man forbedrer tingene på,« siger han, mens han fægter med armene.

Mellem linjerne fornemmer man, at han selv gik til stålet i forelæsningslokalerne.

»Jeg var en skarp ung mand,« siger han.

På trods af hullerne i hans hukommelse, på trods af de ord, der gemmer sig i dunkle kamre og nægter at lade sig føre ud over læberne, og på trods af at de tanker, der engang myldrede i hans hoved, forsvinder som dug på en bilrude, fortæller Benny Lautrup.

»Jeg har lidt svært ved at få tingene til at hænge sammen i hovedet, men det kommer. Mens jeg fortæller, så kommer det,« siger han.

Faktisk vælter det ud med brudstykker fra et hårdt og rigt liv, levet af en mand med en særlig evne til ikke at lade sig kue af modgang.

Han fortæller om sin fattige barndom i Istedgade, hvor hans første videnskabelige interesse blev pirret, på det mest usandsynlige sted. Som dreng fremstillede han et instrument, så han fra sit vindue kunne måle afstanden over til sexarbejderne på modsatte fortov.

Han fortæller om sine forskningsophold i USA, Schweiz og Frankrig. Fra CERN, Den Europæiske Organisation for Højenergifysik og velsagtens fysikerens mekka, husker han en episode, hvor den verdensberømte nobelprismodtager Murray Gell-Mann stod og bankede ham i brystet, fordi han var uenig med ham i et eller andet, Lautrup ikke kan huske.

»Jeg har været en vild mand. Jeg er gået skarpe veje. Rejst og det hele. I USA. Holdt foredrag, hvor de fine folk er …. Harvard! Der hvor de store folk har været. Det har været … det er sjovt, at du får mig til at tænke over de ting. Min kone har hørt det så mange gange, men du er jo ny,« siger Benny Lautrup og smiler bredt.

Benny var skarp. Allerede som 12-årig begyndte han at studere latin i de tidlige morgentimer før skoledagen, han læste om solen og stjernerne på det lokale bibliotek, og da han var færdig i børneafdelingen, gik han ind til de voksne.

Benny Lautrup var den sidste, der ville gå efter et emne, fordi der var penge at søge i det. Han var drevet af sin nysgerrighed

Professor Søren Brunak

Hans far havde et voldeligt temperament; en dag, efter forældrene var blevet skilt, vendte han tilbage til lejligheden og rev så hårdt i dørhåndtaget, at det røg af.

Knytnæverne sad løst i den fattige del af København, og Benny Lautrup kom flere gange hjem med et blåt øje efter nærkontakt med gadens eksistenser. I sommerferierne blev han sat på bornholmerbåden, første gang lige efter krigen, med et navneskilt om halsen, og hele vejen gennem sin barndom og ungdom holdt han ferie på et husmandssted på øen, indtil skolen begyndte igen.

Familien ønskede, at han skulle i lære som tømrer eller arbejde på det lokale postkontor, men unge Benny insisterede på at bruge hjernen.

I skolen fik han så fine karakterer, at hans lærer gav ham ret: »Benny skal have lov til at læse!« sagde han, og sådan blev det.

Som den ene af blot to i sin folkeskoleklasse fortsatte drengen fra Vesterbro på gymnasiet, hvor han fik en hårdhændet behandling fra nogle af de mere velstillede børn. En af dem mobbede ham så groft, at han bad Benny Lautrup om forladelse, da klassen spiste middag sammen tidligere i år, over et halvt århundrede senere.

Lautrup endte med en så iøjnefaldende afgangseksamen, at han fik præmier af skoleledelsen.

Nok målte han afstanden til de gadeprostituerede, og nok lavede han små bomber i en garage med bedstevennen Johnny, men han troede, at han skulle læse en sproglig uddannelse, indtil en vikar i gymnasiet en dag i 1950’erne tog ham med på Niels Bohr Institutet.

Benny Lautrup husker, at »hele bøtten vendte den dag« og at han med ét vidste, at han ville være fysiker, men han har svært ved at sætte ord på hvorfor.

Det har hans tidligere kollega lektor Claus Emmeche et bud på.

Han siger, at Benny Lautrup troede på fysikken som en forklaringsmodel til at forstå verden, og med tiden troede han også, at faget ville løse mysteriet om den menneskelige bevidsthed, som Emmeche og Lautrup brugte meget tid på at diskutere.

De var grundlæggende uenige, men de delte nysgerrigheden, og sammen oprettede de et tilvalgsfag om naturfilosofi.

»Benny var altid oplagt, nysgerrig og ivrig efter at diskutere ting, der ikke bare var kernefysik. Han var god at diskutere med, fordi han gik lige til sagen, og han var meget skarp i sine argumenter,« siger Claus Emmeche.

Lautrup havde stor betydning for mange yngre forskere, ikke kun ham selv, siger Emmeche.

Professor Søren Brunak, der har skrevet bogen Neurale Netværk: Computere med intuition sammen med Benny Lautrup, siger, at den tidligere professor var – og er – »en stor inspiration« for ham.

»Han var den sidste, der ville gå efter et emne, fordi der var penge at søge i det. Han var drevet af sin nysgerrighed,« siger han.

Brunak husker, at han og Lautrup blev kaldt »narrehatte« i en sal fyldt med tre hundrede mennesker, fordi datidens dataloger ikke synes godt om de to fysikeres forskning i machine learning, som det er kommet til at hedde.

Lautrup nægtede dog at dreje af for modvinden og blev ved med at forfølge sin interesse.

»Vi var interesserede i det, der hedder komplekse systemer, og vi prøvede at kigge på systemer, der er så komplekse som overhovedet muligt. Det var oplagt at beskæftige sig med hjernen, fordi den nok er det mest komplekse objekt i universitet,« siger Søren Brunak.

»Så prøvede vi med en fysikersvensknøgle at forsimple det hele, og også mere end godt var, men det, der kom ud af det, var jo en masse inspiration til machine learning-revolutionen – altså til hvordan man kan lave computerprogrammer ved hjælp af data. Også selv om man ikke har knækket koden til, hvordan hjernen fungerer generelt.«

Det er Benny Lautrup selv et eksempel på, som han sidder og forsøger at fylde hullerne bag pandebrasken. Pludselig er det den hjerne, der hjalp ham ud af Istedgades slum og ind på Niels Bohr Institutet, der har forrådt ham og givet ham en ny kamp at kæmpe.

Den her er svær at vinde: Man kan mene, at Alzheimers altid angriber patientens identitet og fjerner det menneske, der var engang, stykke for stykke. For Benny Lautrup var hjernen en stor del af hans identitet.

Hans kone joker med, at han vidste mere om sprog, end hun gjorde, selv om netop det sproglige er hendes felt: »Han er et af de der vidunderbørn,« siger hun.

I dag har han svært ved at læse.

Han går ind til bogreolen igen og pusler i et halvt minuts tid og kommer tilbage med bogen The Universe Speaks in Numbers.

»Det er den her bog, der interesserer mig for tiden. Jeg vil gerne læse lidt fra den, men det er ikke sikkert, at jeg kan holde til det.«

Er du bange for at komme i gang med den?

»Nej, det er mere, at jeg går i stå. Og jeg kan ikke huske, hvad der står.«

Kan du nyde at læse, selv om du ved, du ikke kommer til at huske det?

»Nej … nej … jeg ved det ikke,« siger han, nu lidt langsommere og lavere, som om han helst vil snakke om noget andet. Så det gør han:

»Tv kan jeg klare. Og ved du hvad noget af det bedste, jeg kan lave er?«

Nej.

»Wow.«

Wow?

»World of Warcraft. Det kender du da formodentlig,« siger han forbløffet.

»Der er jeg fuldstændig med. Den del af min hjerne mangler ikke, det kan jeg konstatere. Sådan er det. Der kan jeg træne mig selv, og det morer mig gevaldigt. Jeg har en stor kærlighed til det.«

Er det en ny interesse?

»Nej, jeg har kendt til det længe, men nu har jeg fået mig en ordentlig, stor maskine,« siger han og skæver mod hjørnet af stuen, hvor en stationær PC står klinet op ad endnu en bogreol.

Så flytter han blikket tilbage på bogen om universet.

»Men den her bog er jeg altså ikke sikker på, at jeg kommer til at læse,« siger han.

Hver fredag holder han fast i den, han var.

Han møder op på Niels Bohr Institutet og lytter til de skarpe unge mænd og kvinder, der holder foredrag få meter fra det kontor, Benny Lautrup sad på, da han forskede.

Det var her, han studerede, det var her, han blev magister, og det var her, han blev professor – i år 2009, mange år for sent, hvis man spørger hans tidligere kolleger Claus Emmeche og Søren Brunak.

At vende tilbage til instituttet er alene hans beslutning.

»Det er ikke sådan, at jeg presser ham til det. Han er jo også en viljestærk mand, en stolt mand, som man ikke skal bestemme for meget over, men jeg er rigtig glad for, at han gør det,« smiler Birthe Østerlund.

»At være der. At sidde i den stol, jeg sad i, da jeg startede med fysik på instituttet … Jeg føler mig hjemme, når jeg er der. Det gør mig i godt humør,« siger hendes mand.

»Men jeg tier stille. Jeg blander mig ikke i diskussionerne.«

Hvorfor ikke?

Jeg er ikke bange. Jeg ser mig som et levende menneske, og en dag er jeg død. Det tager jeg roligt.

Benny Lautrup

»Fordi jeg ikke er klar i hovedet. Jeg holder min kæft og lytter til de unge.«

Kan du følge med i, hvad de siger?

»Ja … nah, kun delvis, men jeg sidder og snakker med dem, der lige har talt, også dem fra udlandet. Det har jeg sådan set haft det vældig godt med. Fysikerne ved jo 100 procent, hvad Alzheimers er, og at det ikke er en farlig sygdom for andre.«

For nylig talte en foredragsholder fra Hong Kong, der forsker i USA. Han var på vej til det kæmpestore hvide i nærheden af Amerika, det der med sne, som Benny Lautrup siger, mens han irriteret tager sig til hovedet.

»Det er ikke Alaska, det er længere ude, et stort dansk område.«

Grønland?

»Ja! Der skal han så hen og lave målinger, så man kan se, om der er sorte huller. Man kan ikke se sorte huller, men hvis der er noget, der gløder uden om, hvis der er noget, der brænder, så kan man se dem. Det er nyt. Det er meget spændende.««

Nysgerrigheden emmer fra de betonede stavelser, og han snakker i en hakkende højhastighed, som om talestrømmen tvinger hjernen til at halse efter, sætning for sætning, ord for ord.

Så hvisker han, næsten fortroligt:

»Vi stod altså og snakkede i timer efter hans foredrag. Han ville gerne vide, hvad jeg syntes om det. Ved du hvad, sagde jeg, jeg synes, det var sjovt, men jeg kan ikke lave en rigtig bedømmelse. Det kan jeg ikke mere.«

»Det gør da heller ikke noget, sagde han. Så snakkede vi om alle mulige andre ting.«

Sygdommen har ikke kun ført tab med sig.

Benny Lautrup siger, at han er blevet mere venlig og åben over for de mennesker, han møder, han taler med folk, også selv om de ikke ved det fjerneste om fysik eller videnskab. Sådan har det ikke altid været, siger han.

Når han møder andre Alzheimers-patienter, bliver han mindet om, at sygdommen har mange ansigter, og at det, der indtil videre har vist sig hos ham, hører til i den milde ende.

Han ved, at udyret kommer til at æde det, han har tilbage af sin erindring, det er bare et spørgsmål om hvornår. »Men,« tilføjer han: »Jeg har ikke mistet mig selv. Der er ting, der er svækket, men jeg er mig selv.«

Er du bange for at miste dig selv i fremtiden?

»Jeg er ikke bange,« siger han og gentager: »Jeg er ikke bange. Jeg ser mig som et levende menneske, og en dag er jeg død. Det tager jeg roligt.«

»Jeg ser ud i min fremtid, og jeg ved godt, hvad der kan ske i den fremtid. Der kommer et tidspunkt, hvor jeg ikke kommer til at kunne genkende min kone. Jeg vil ikke vide, hvem nogen er.«

Han kigger over på Birthe i sofaen.

»Men det kan vare længe, op til ti år, før det går skævt. Og ved du hvad? Til den tid er jeg 90, så let it be.

***

(Denne artikel er bragt i Uniavisen 5 2019, du kan finde magasinet her – og læse de øvrige historier).