Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Fem fortællinger fra toppen

UNIVALG15 - Hvad laver man egentlig i KU’s bestyrelse? De to studenterrepræsentanter i universitetets øverste organ deler her ud af deres historier.

Spørger man et bredt udsnit af studerende på KU, vil de færreste nok kunne svare, hvad der stod på sidste mødedagsorden hos universitetets bestyrelse. Ikke meget af det, der foregår, når de elleve medlemmer mødes i et af byens ældste huse ved Frue Plads, siver ud til KU’s 40.000 studerende.

Men nu er universitetsvalget på trapperne, og på valglisten er én af de to studenterposter i bestyrelsen. Og findes der en mere oplagt anledning til at spørge: hvad laver man egentlig som studerende i bestyrelsen?

For at få svar på det spørgsmål, har vi mødt de to repræsentanter: Gwen Gruner-Widding, og Søren Axel Petersen. De læser henholdsvis jura og filosofi. Søren blev valgt sidste år, Gwen i 2013, og det er hendes efterfølger, der skal findes ved valget denne november.

Ud fra deres fortælling om bestyrelsens arbejde, kommer her fem historier om fem sager, der alle siger noget om, hvad bestyrelsen er for en størrelse, og hvordan man får indflydelse som studerende.

Fremdriftsreformen

(om at kalde sine kommende bestyrelseskolleger for kujonagtige)
Gwen Gruner-Widding er ikke i tvivl. Højdepunktet i hendes kamp mod fremdriftsreformen var, da hun holdt årsfesttalen for de studerende i 2013. Som studenterrådets formand havde hun haft et år til at forberede sig på talen, og hun havde ligget vågen hele sommerferien.

Men to dage inden årsfesten kom så fremdriftsreformen, og Gwen besluttede, at talen måtte skrives om. Det var vigtigt at få sagt fra, mente hun. Og det gjorde hun med et ordvalg, som angiveligt fik salen til at spærre øjnene op.

»Jeg kaldte ministeren for en cowbøjder, der piskede de studerende som kvæg, og jeg kaldte dele af ledelsen for kujonagtige, fordi de ikke sagde fra over for reformen,« siger Gwen.

På talerstolen var hun samtidig klar over, at hun stillede op til bestyrelsen, hvor hun, hvis hun blev valgt ind, ville sidde sammen med de personer, hun netop havde kaldt kujonagtige.

»Jeg overvejede det et splitsekund, før jeg sagde det: De skal kunne tage mig seriøst de næste to år,« siger Gwen og tilføjer: »Men hvis jeg ikke sagde, at de er kujonagtige bare at sidde der i deres kapper og deres guldkæder, ville jeg ikke kunne tage mig selv seriøst.«

I virkeligheden har implementeringen af fremdriftsreformen ikke været oppe at vende på bestyrelsens dagsorden særlig tit. Spørgsmål som: hvordan administrerer man obligatorisk tilmelding? er i stedet blevet taget op i Københavns Universitets Uddannelsesstrategiske råd, fortæller Søren.

Armbevægelserne i festsalen blev erstattet af nørdet talknuseri i bestyrelsens mødelokale. »Det, at vi sidder med i bestyrelsen gør, at vi har indsigt i økonomien, der bliver brugt som påskud for alt det, de truede med at indføre, men som blev rullet tilbage,« siger Gwen og refererer til et udspil, der ville fjerne muligheden for orlov og indføre fælles studieaktivitetskrav på 45 årlige ECTS på hele KU.

»Når man holder orlov, koster det KU penge. Men vi vidste, at de tal, KU opererede med, indimellem, var baseret på et worst case senario, hvor vi overhovedet ikke ville sænke gennemførselstiden, for at de økonomiske konsekvenser ville blive som der blev argumenteret for, fra KUs side.«

»Der er rigtig mange, der bliver glade, når man viser nogle ambitioner og tager initiativ og ikke bare er der for at administrere.« Søren Axel Petersen

Feedback

(Om vejen til at få en dagsorden igennem)
»Noget af det der optog mig meget, da jeg stillede op, var feedback,« siger Søren Axel Petersen. Derfor startede han sin tid i bestyrelsen med en succesoplevelse.

Allerede på Sørens første møde blev det nemlig vedtaget, at KU skulle nedsætte en taskforce der skulle komme med anbefalinger til, hvordan undervisningspædagogikken kunne styrkes – blandt andet gennem mere respons på opgaver.

Men tror man at historien om feedback-taskforcen også er historien om, hvordan et nyvalgt medlem får et dagsorden trumfet sin igennem fra dag ét, så må man tro om. »Vi kommer ikke bare ind og sætter noget på agendaen i universitetsbestyrelsen,« siger Søren. Vejen til indflydelse som studenterrepræsentant går igennem et grundigt forarbejde, siger han.

Første skridt til at få feedback på dagsordenen var en studenterrådskampagne, som satte fokus på, hvordan man kunne udvikle fagmiljøerne på KU. Her viste det sig, at der var stor efterspørgsel på feedback. Næste skridt var at tale med de eksterne og interne medlemmer af bestyrelsen om, hvorvidt de kunne genkende de studerendes oplevelser.

»Det handler om at finde sager, som er vigtige for de studerende, og hvor der også er fælles fodslag med andre bestyrelsesmedlemmer,« siger Gwen Gruner-Widding om studenterrepræsentanternes strategi. Feedback var et populært punkt, forklarer Søren Axel Petersen: »Der er rigtig mange, der bliver glade, når man viser nogle ambitioner og tager initiativ og ikke bare er der for at administrere.«

Dyrehospitalet

(om kommunikation og manglen på samme)
For at blive uddannet dyrlæge, skal man i praktik på et dyrehospital. Men fordi der ikke er nogen statslige dyrehospitaler, skal KU selv drive et. »Og det er en mega dårlig forretning,« siger Gwen Gruner-Widding. Derfor fik bestyrelsen forelagt tre forslag til, hvad man kunne gøre ved problemet.

Bestyrelsen var blandt de første til at få forslagene at se. »Det er jo fedt, at vi kan skrive til SUNDrådets formand lige efter mødet,« siger Gwen. SUNDrådets studerende meldte hurtigt ud, at de foretrak, at KU investerede i dyrehospitalet. Den besked bragte Gwen og Søren videre til bestyrelsen.

Historien om dyrehospitalet er et klassisk eksempel på kommunikationen mellem studenterne i bestyrelsen og på universitetet. Det kan være en effektiv måde at sprede information inden for den studenterpolitiske sfære. Men ofte når den ikke længere ud.

»Jeg tror, universitetsbestyrelsens arbejde kan virke enormt lukket for mange. Og det synes jeg er synd,« siger Søren Axel Petersen. Når de ikke selv er bedre til at formidle deres arbejde ud til den brede studenteroffentlighed skyldes det, siger han, at bestyrelsens arbejde er langsommeligt og tit ret teknisk.

»Meget af det er jo røvsygt«, griner Gwen ironisk og refererer til de mange årshjul, og økonomiske statusopgørelser, som bestyrelsen bruger en stor del af sin tid på at gennemgå, og som kræver lang forberedelsestid før møderne.

Derfor forstår de begge godt, hvorfor der ikke er nogen studerende, der dukker op for at overvære møderne, selv om de er offentlige. »Der er deltagere, som ikke er bestyrelsesmedlemmer, men det er nogle vi har inviteret, fordi vi vil have deres input,« siger Gwen.

Søren vender tilbage til sagen om dyrehospitalet. »Vores ansvar er, at når de veterinærstuderende har et økonomisk problem, tager vi det op i bestyrelsen og leverer output tilbage til dem.«

Studenterambassadøren

(om vigtigheden i at præsentere ting fra de studerendes synspunkt)
»Studenterambassadørens årsrapport er noget af det vigtigste, vi har behandlet,« siger Søren Axel Petersen.
Studenterambassadøren er en jurist, som giver vejledning til studerende, der er kommet i klemme i administrationen.

»Vi talte meget om, hvad studenterambassadøren kunne gøre i de enkelte sager, fra det tidspunkt, hvor den studerende henvender sig, til at der er kommet en løsning på problemet,« siger han. Og netop her ligger studenterrepræsentanternes måske største force: viden om livet som studerende.

Han tilføjer: »Universitetsbestyrelsen er et helt vildt mærkeligt organ. Det er ikke en virksomhedsbestyrelse. Men det er heller ikke ligesom i gamle dage, hvor det var en demokratisk valgt ledende forsamling.«

Gwen Gruner-Widding er enig: »hvis man arbejder i en eller anden velkørende maskine i Novo Nordisk, så kan man have svært ved at forestille sig, hvordan det er at blive tabt i bureaukratiet på KU. Den der kafkaske oplevelse,«

Fakultetsbesøgene

(om muligheden for at gå bestyrelsen på klingen)
Til spørgsmålet om, hvad hun kunne have gjort bedre i sin tid, svarer Gwen Gruner-Widding:

»Jeg kunne godt tænke mig, hvis man kunne bruge besøgene på fakulteterne til at gå ledelsen lidt mere på klingen«.

Bestyrelsen holder otte møder om året. Tre af dem er de på besøg hos et fakultet. »Vi har været på mit eget faktultet, Jura, og i sidste uge var vi på SCIENCE,« siger Gwen. Ude på fakulteterne er det ledelsen, der står og fremlægger deres strategier, mål og bevillinger.

Men, bemærker hun: »Vi hører for eksempel, at ude på Idræt har de ikke borde og stole nok. Og så sidder vi med bestyrelsen ude på SCIENCE og hører et stort shiny oplæg.«

»Man får lyst til at sige: »Hey, jeg kunne tænke mig at vise jer, hvordan en læsesal på jura ser ud, hvor proppet der er, hvor lidt luft der er.«

uni-avis@adm.ku.dk

Annonce

Seneste