Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Fem gode råd: Sådan undgår du at plagiere

Mange studerende er i tvivl om, hvad der er op og ned i plagiatreglerne. Her deler en ekspert sine bedste tips.

En ny videnskabelig artikel viser, at mange studerende er grundlæggende i tvivl om eksamensreglernes mange nuancer. Knapt halvdelen af de studerende i undersøgelsen havde for eksempel været i tvivl om korrekt citationspraksis, ligesom mange studerende udviste manglende viden, når de blev præsenteret for konkrete eksempler på plagiat og lignende.

LÆS OGSÅ: Ny forskning: Studerende kender »overraskende« lidt til eksamensregler

Men hvad kan du selv gøre for at undgå at lægge dig ud med plagiatreglerne?

Mads Paludan Goddiksen er postdoc på Sektion for Forbrug, Bioetik og Regulering ved Københavns Universitet, og han underviser studerende på en række uddannelser i de gældende regler. Han kommer her med fem konkrete råd, der kan hjælpe dig på vej til at undgå plagiatsager.

Læg kilden fra dig

»Vi ser, at de studerende kommer til at læse i deres bøger eller andre kilder, mens de skriver deres tekst. Og det kan betyde, at de kommer til at lægge sig lidt for tæt op ad teksten – og ender med at plagiere ordlyden eller sætningskonstruktionerne. Mit råd er derfor, at du lukker bogen, inden du begynder at skrive.«

Skriv med læseren i tankerne

»Spørg dig selv, om det er klart for læseren, hvor din information kommer fra, og om det fremgår klart, om det er din egen tekst eller et citat. Vi ser desværre, at studerende kommer med uklare referencer, og ikke markerer citater tydeligt.«

Spørg, hvis du er tvivl

»De studerende har en tendens til at tro, at de er dumme, hvis de kommer i tvivl. Men i praksis er mange ting uklare og et spørgsmål om vurderinger. Selv om jeg underviser i det her, kan jeg også komme i tvivl om, hvordan jeg i en konkret tekst skal referere. Hvis du er tvivl, skal du vide, at det er helt normalt og enten spørge din underviser eller søge hjælp i en af de mange guides til, hvordan man laver referencer.«

Skriv teksten to gange

»Det er altid en god idé at skrive teksten igennem flere gange. Det er samme princip, som når du lægger kilden fra dig, mens du skriver. Første gang du skriver teksten, ligger den typisk tættere på kilden end anden gang. Det bliver også en bedre tekst af en gennemskrivning, fordi informationen bliver indarbejdet i opgavens kontekst.«

Gør som de professionelle

»Det er altid en god idé at have for øje, hvordan forskere henviser til deres kilder. Én ting er at læse en videnskabelig artikel for dens indhold, men du kan også læse for at forstå stilen. Hvordan håndterer de parafraser og henvisninger?«

Seneste