Fest og foragt i Florida

Miami, midnat. Jeg befinder mig på en af South Beach’s utallige klubber. Ikke mondæn, men med fri entre. I baren slår det mig, at jeg, ud over to stærkt overvægtige russiske piger, er den eneste ikke-afroamerikaner her. Med ironi-overskæg og skinnyjeans føler jeg mig iøjnefaldende WASP (hvid protestant af angelsaksisk etnicitet, red.) sammenlignet med de øvrige herreres lavthængende bukser og bling.

Den kvindelige garderobe er først og fremmest begrænset. Til venstre er pigen iført et net(?) og underpermissioner, der dækker cirka 35 procent af et ikke uanseeligt sæt balder, der ER kommet for at danse: Uden varsel presses de mod mit, pludseligt så uanseelige, denimskridt, mens de rystes.

Jeg forsøger at holde min øl (med begge hænder) samt underlivet i absolut, akavet, ro: Jeg mumler om hun altid danser sådan? Samtale. Hun nikker, afbryder med et overbærende smil og bevæger sig videre til en fyr, der ubornert stanger til. Jeg ser den anden vej. Her viser russerne større vilje til integration: Engageret doggystyler de hver deres ungersvend mens sveden hagler.

Senere fortæller jeg min ferie-roomie Sasha om episoden. Sasha laver damer. To i løbet af sin første uge her. Han er ikke særligt forstående.. »Don’t you like girls without clothes on?« spørger han, »isn’t you here to party?«

Tjo.

Artikel retur/tur

Pitchet til nærværende artikel var knivskarpt. Fokus på de socio-økonomiske skel, man som velfærds-KU’er på Ivy League-eventyr i USA ikke kan ignorere. Og Spring Break, dekadence i recessionsland, måtte om noget kunne illustrere denne modsætning!

Men. Samtidig med at jeg returnerede til mit andet semester på Brown University, tog min kæreste gennem to år på fire ugers research til Buenos Aires. Her fik hun følelser for samt, well, sweet, sweet loving af en fyr, hvilket hun meddelte mig – sammen med min nye civilstatus – over Skype, samme dag hun returnerede til DK. Bum.

Så kan man råbe, ringe, tude. Man kan glæde sig over, hvor god Atlanten er at forbande, hvor godt det er at drikke. Man kan FB-stalke argentinske Gérminal. Man kan tage sig sammen. Løbe nogle ture, spise noget frugt.
Man kan FOR-DY-BE sig. Man kan føle sig sådan ca. ok. Men man kan ikke tage på Spring Break med den planlagte alt-observerende-men-åbensindede distance. Med i bagagen er i stedet den dumpedes modsatrettede følelser af patetisk (anerkendelses)liderlighed + almen mistantropi. Med andre ord: Blikket rettet stift mod egen navle m.v.

Men, bevares. Trods denne horisont, er det svært at overse kontrasten mellem badegæster og det store antal hjemløse, der hviler i palmernes skygge. Og man bliver da indigneret når botox-fruer diskuterer Versace, alt imens en lille fugl nipper til en udsovende ældre mands dreadlock.

Det søde liv

Men indignationen er aldrig dominant – dertil virker Miami for godt. Overfladen er glat men også uhyre solid og indtagende: Stranden er lækker, menneskene ditto, art deco-arkitekturen smuk, butikkerne tillokkende, restauranterne gode, drinksene ditto.

Med en ansigtsstor Mojito og the Times lader man sig gerne overbevise om, at det her faktisk er én. Man er da typen der køber begge jeans, lader skjorten (hvid, let bomuld naturligvis) stå umanerligt åben, bestiller den sundowner ekstra. Når Visakortets friktion ikke findes for nogen andre, så gør den det heller ikke for mig.

For selv om Miami, selvfølgelig, rummer alskens segmenter, så er det auraen af overskud, der lokker, og mens man lytter til de uendelige studentersamtaler på stranden, luller man sig ind i en verden af veltrænethed, internships i New York og startløn på 80.000 dollars. Og man kan så altid vælge at ignorere, at servitricen (Amy, Alabama) på burgerbaren er universitetsdimittend og knivskarpt refererer den Habermas, man selv bladrer i.

Fem minutters limo

Sigende indeholder hostellets natklubsarrangement en tur i limousine. Ok, vi bliver så nødt til at gå et kvarter for at få et lift på fem minutter til The Mansion, der ligger ti minutters gang fra hostellet. Men så kan vi også, tæt sammenpressede, få lov til at huje ud mod menneskene på Ocean Drive.

Jeg sludrer med tyske Anna. Hun roser min sommerhat, jeg Heidelberg. Hun tager et billede af mig til sin modeblog, jeg fortæller jeg skriver en artikel til en større dansk avis. Vi ler. Hendes grønne øjenskygge er pænt tung, synes jeg.

På klubben er der sort af mennesker. Undtagen i VIP-områderne hvor få selskaber hygger sig i selskab med mange flasker. Vi andre nøjes med dyre drinks i plastikkopper og uhyre mængder kropskontakt. Ikke så meget plads, færre dagsordener.

Don’t we all?

Og det her en endda den stille spring break-uge. Ugen inden skulle have været bomben! Det fortæller amerikanske Kathy mig tidligere på dagen. Klimaks havde været et tre dages rave på stranden. »Fucking awesome,« ifølge Kathy, der havde været »fucked up on coke and alcohol«.

Og det var cool at hendes »boyfriend« havde måttet blive i Denver, for så kunne hun »do some girls,« hvilket hun gør sig i »occasionally«. »Don’t we all?«, forsøger jeg mig. Hun gaber, tjekker sine iPhone.

Stilleuge eller ej. På natklubben bliver der gået godt til den. Lange blikke, tætte danse. Europæere snaver, mens de rent amerikanske par nøjes med at danse tættere – PDA (Public Display of Affection)? Til gengæld har hostelmutter fortalt mig, at de fleste opdagede par er pan-atlantiske.

Anna danser med en fyr, men vinker til mig. Jeg bestiller drinks, og tænker over lighedens sære fremtrædelsesformer. Næste morgen mangler jeg mit Dankort, falder i søvn på stranden, vågner rød.

Den bedste af verdener

Middag, Miami. Det er sidste dag her, og jeg er taknemmelig for at det er overskyet. Bag mig skraldgriner TJ og Ryan af den gang, de sloges, fordi TJ knaldede Ryans søster bag en brændestabel i Aspen. En pige fortæller om sit fitnessprogram til en fyr, der sporter en T-shirt med påskriften: »I survived Spring Break 2011«. Jaja, og hvad der ikke dræber en, gør en stærkere men ikke nødvendigvis klogere.

Jeg tænker på, hvordan en fyr (jeg fangede aldrig konteksten) med bugnende køletaske grinende råbte til en, ligeså grinende, hjemløs: »It’s the best of worlds!« Det kan jeg hverken af- eller bekræfte. Men lige nu er jeg træt. I horisonten glider et skib mod Miamis oprigtigt skønne containerhavn. Hvis vi ellers kunne høre dets kalden, tror jeg det ville bede om at få stoppet al den snak.

Vejrguderne er enige, for med ét står regnen ned i stænger. Folk flygter. Jeg bliver siddende et kort øjeblik. På vej tilbage er promenadens overdækkede restauranter stuvende fulde og kneveren lyder lystigt. Butikkerne lukker først 22, happy hour varer til 23,og ingen kan for alvor tvivle på, at solen snart igen skinner over South Beach.

uni-avis@adm.ku.dk