Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Indeklima — Kaffebarer er åbnet op til studiestart – auditorierne følger snart, mens saneringsarbejdet fortsætter resten af efteråret.
Efter otte måneder med skimmelproblemer og en sommer med lukkede etager er de første lokaler på Søndre Campus nu igen klar til brug.
En meddelelse på KUnet afslører nemlig, at de berørte kaffebarer blev genåbnet den 22. august, mens auditorierne forventes klar snarligt.
»Vi er rigtig glade for at være nået i mål med netop disse lokaler før studiestart, så de studerende kan mødes i deres kaffebarer fra semesterets begyndelse,« siger Karen Dilling, vicedirektør for Bygninger på Københavns Universitet.
Ifølge KU er lokalerne skimmelsaneret og rengjort, men ikke færdigrenoveret. Flere steder mangler der linoleum på gulvene, og adgangen til nogle lokaler sker udefra, da gangarealerne endnu ikke er klar.
LÆS OGSÅ: Studerende i krydspres mellem skimmelsvamp og eksamen
»Vi har vurderet, at det vigtigste her og nu er, at vi kan få lokalerne gjort klar til brug. Så må finishen vente, til vi er i mål med det store projekt,« siger Karen Dilling.
KU oplyser samtidig, at lokalerne er sikre at opholde sig i og kan benyttes som før – selvom de »ser ufærdige ud«.
Problemerne med skimmelsvamp begyndte i december 2024 med et fund i et enkelt kontor. Siden har KU gentagne gange udvidet afspærringerne, og hen over sommeren har hele stueetagen og første sal i bygning 21, 22 og 27 været spærret af.
LÆS OGSÅ: Skimmelproblemer lukker dele af Søndre Campus hen over sommeren
Saneringsarbejdet fortsætter i løbet af sensommeren og efteråret i fire etaper. Først skal resten af stueetagen og første sal gøres klar, og derefter følger de øverste etager i bygningerne – dog uden konkrete datoer endnu.
»Det er et stort projekt, vi står overfor, men det er dejligt, at vi nu er i gang med udbedringerne, og at flere lokaler snart kan blive brugt til undervisning og gruppearbejde igen,« siger Karen Dilling.