Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Lene Koch: Mangel på anerkendelse er måske et skjult tema

Tusserne — Præsteslægt, reagensglasbefrugtning og racehygiejne. Den 75-årige emerita og dr.phil. Lene Koch er støbt af mange grundstoffer. Her fortæller hun om, at vokse op i en oprørsk tid, om at skifte spor på halvvejen og om at kulturbevare, selv om man er autonom.

Lene Koch har udsigt over Kastellet fra sin hjørnelejlighed på indre Østerbro, en armslængde fra den Neapolitanske Vandbærer af Theobald Stein og den irakiske ambassade. Hoveddøren er boltet og udfærdiget som i en middelalderfæstning, og dørtelefonen, som ofte er i udu, er af messing. Det er ikke mange år siden den 75-årige dr.phil. flyttede hertil fra Krusemyntegade ved Nyboders gamle militærboliger på grund af dårlige knæ og en snørklet trappe.

I mere end 40 år boede hun i et skævt byhus, som hun elskede for sin knirkende charme og den lille gårdhave med beplantning allevegne. Men da hun alligevel så sig nødsaget til at flytte, måtte hun genfinde lidt af den historiske stemning i den nye lejlighed med elevator. Så mere eller mindre ubevidst besluttede hun, at væggene måtte blive gule i spisestuen og røde i opholdsstuen, som travede hun rundt ved Kastellet.

Tusserne

Med denne serie fortæller vi Københavns Universitets historie gennem nogle af de stærke profiler, der har været med til at skabe den. De er egentlig gået på pension, men de arbejder fortsat derudad: emeritusserne. Dr.phil. emerita Lene Koch er seriens andet portræt.

Lene Koch er lige dele reaktionær og revolutionær, siger hun. Tilbageskuende og progressiv. Men aldrig hverken pladderromantisk eller sentimental, og hun serverer teen med mælk og kaffen med fløde.

»Jeg er i virkeligheden meget konservativ og gammeldags. Jeg har gamle billeder på væggene, mine forfædres gebrækkelige møbler, og jeg føler bestemt, at jeg er arvtager til mine forældres kristelige, venstreorienterede, pacifistiske og kulturelle åbenhed. Når man er gammel, tænker man jo ofte på det, der er gået tabt,« siger hun og betoner, at hun udelukkende er kulturkonservativ, for hun er venstreøjet, når det kommer til politik.

Og der er virkelig meget, der er tabt, siden hun først betrådte universitetet. Forskningsfriheden til at gå i dybden med et emne, som ikke har anden værdi end viden i sig selv. De fantastiske, gamle professorvillaer på Juliane Maries Vej, hvor hun havde sit første kontor, der blev revet ned, fordi det ikke økonomisk gav mening at istandsætte dem. Politikeres ønske om at forkorte en række kandidatuddannelser for at øge arbejdsudbuddet og dermed fjerne et års fordybelse til fordel for samfundsøkonomisk spekulation.

»Frihed og åbenhed og kreativitet er gået tabt på universitetet, fordi man ikke længere selv kan skabe sit eget forskerliv. Det er blevet en pølsemaskine. Hurtigt ind, hurtigt ud. Da jeg kom på universitetet, kunne man gå til fag og kurser, som overhovedet ikke havde noget med noget at gøre. Et kursus om Shakespeare og Dickens og så videre til sociologi, uden straf, hvis studiet tog et eller to år ekstra. Alle de fede esoteriske fag. Nu afskaffer de oldnordisk! Hvor vover de, at ødelægge gamle traditioner. Jeg er virkelig vred over det.«

Nedrivningsarbejde

Før hun skrev ph.d. om moderne reproduktionsteknologi og disputats om racehygiejne og tvangssterilisation i Danmark. Og inden hun blev opslugt af akademia, brugte Lene Koch alle sine sparepenge på kolber, reagensglas og kemiske væsker hos et lille laboratorium i Skindergade.

Det var dengang i 1950’erne, hvor en patriciervilla i Hellerup kunne erhverves af en lærer og en bibliotekar som hendes mor og far. Hjemmet var kristent, og både salmebog og højskolesange blev prist, og arvestykkerne fyldte stuen, fordi der ikke var ret mange penge. På overetagen boede hendes bedsteforældre, og i kælderen fik den unge Lene Koch, døbt Anna Magdalene Koch, lov at indrette kemisk laboratorium, hvor hun med hjælp fra Paul Bergsøs lærebog Kemi på en anden måde lavede forsøg dagligt.

»Jeg huserede i kælderen morgen, middag og aften. Jeg lavede alle mulige kemiske forsøg. Det eksploderede også en enkelt gang, hvor huset var ved at styrte sammen.«

Men med det gryende ungdomsoprør og en stærk studenterbevægelse fulgte, ifølge Lene Koch, en mere eller mindre udtalt modvilje mod naturvidenskaben.

»Jeg oplevede, at der hvor det sneede, og hvor ungdomsoprøret havde sin gang, var på de humanistiske uddannelser. Det blev jeg meget optaget af, selv om jeg var matematisk student og interesseret i kemi. Jeg er fra en præsteslægt på Falster med forældre, der var aktive i den kristne del af fredsbevægelsen, men jeg var oprørsk. Jeg var autonom. Jeg ville selv bestemme alting. Og naturvidenskabsfagene var nok … i lidt for faste rammer til min smag.«

Der er heller ikke så meget anarkisme over kolbekemi.

»Nej, der er noget, der hedder naturlove, og de er svære at pille ved. Jeg var mere interesseret i samfundets love.«

Forskning for folket

Det blev begyndelsen på engelskstudiet i 1967 efter et fjumreår, hvor hun læste græsk, latin og fulgte »et fabelagtigt kursus i oldslavisk mysticisme.« Hun kalder Engelsk for »et katastrofalt studium,« som udelukkende beskæftigede sig med »the major works og den fine litteratur.« Foruden oldengelsk, middelengelsk og det interne hierarki mellem en Duke, Earl, Count og Viscount.

Hun fandt studiet håbløst gammeldags, og lærte mere af kapitallæsning og kvindelitteratur i studentergrupperne om aftenen end på studiet. Med den indstilling fik hun et sæde i studienævnet for at gøre studieordningen mere relevant og tidssvarende. Hun var med til at indføre feministiske studier og et fag om engelske og amerikanske samfundsforhold.

»Vi protesterede mod den finkulturelle orientering for at få noget ind, der var mere folkeligt og samfundsrelevant. FORSKNING FOR FOLKET IKKE FOR PROFITTEN, lød vores dominerende slagord.«

Jeg vil ikke sige, at jeg er bitter, men sådan noget sætter sig i kødet.
Lene Koch, dr.phil. emerita på Københavns Universitet

Det kulminerede i marts 1970, hvor hun som medlem af Studenterrådets præsidium var med til at besætte Københavns Universitet. Hun husker, hvordan en ledende skikkelse »stod på trappen under ørnen« på Frue Plads, og befalede demonstranterne at gå ind og indtage rektors kontor, hvorefter de mange studerende med brede bukser og beatles-hår myldrede ind.

»Vi overnattede i Konsistoriesalen, som dengang var der, den ledende forsamling på universitetet sad. Det var en fantastisk oplevelse, fordi det var så grænseoverskridende og samfundsskubbende. Det betød noget. Og så var der altså nogen, som fandt rektors sherry og cigarer.«

Men det hele var ikke fest, besættelse og forandring. Lene Koch oplevede også en enorm ensretning på venstrefløjen, som ikke stemte overens med hendes feministiske ønske om at samle kvinder på tværs af studierne for at styrke kvindebevægelsen. Ved flere lejligheder blev det italesat, at hun skulle overveje om dem, hun kontaktede, nu også var socialistiske allierede.

»Da jeg ville gerne inddrage de kvindelige jurister, fik jeg at vide, at den og den ikke var socialist. Jeg oplevede det som et overgreb, og det pissede os af som kvinder. Socialismen var vigtigere end feminismen. Der var så mange mænd, for hvem det vigtigste var at vælte kapitalismen. Retorikken var chokerende. Jeg var både socialist og feminist, så jeg ville ikke rette ind.«

En ravnemor

Lene Koch kalder sit studie og forskerliv for en »long and winding road«. Hun blev cand.mag. i 1976 efter otte år på Københavns Universitet, så nogen pølsefabrik kom hun ikke fra. Hun tog dog et år ud af kalenderen for at dyrke studenterpolitikken, og i 1972 blev hun mor, en oplevelse der senere skulle danne grundlag for hendes forskningsinteresse.

Blå bog

Født 1947

2004: Professor på Københavns Universitet

2000: Dr.phil. (Racehygiejne i Danmark 1920-67 og Tvangssterilisation i Danmark 1929-67) sammesteds og fastansat forsker.

1993-99: Medlem af Det Etiske Råd

1991: Ph.d. (Kvinder og reagensglasbfrugtning)

1988-90: Centerleder for Kvinfo

Interesser: Kirkehistorie, oldslavisk mysticisme, samfundets regler og moderne reproduktionsteknologier. Har blandt andet forsket i de etiske dilemmaer, der opstår, når moderskabet forandres af moderne teknologi.

Udvalgte bøger: Ravnemødre (1983), Hendes egen verden (1984) og Racehygiejne i Danmark 1920-1956 (1996) samt Tvangssterilisation i Danmark 1929-67 (2000).

Publikationer: For tiden har Lene Koch vendt medicinens ryggen. Hun er i stedet vendt tilbage til sin tidlige interesse for kirkehistorier. Hun er netop i gang med en række artikler om de danske fondskirker, hvor hendes egen oldefar var arkitektonisk rådgiver.

Med undtagelse af to år som centerleder på Kvinfo har hun levet et helt arbejdsliv inden for universitetets 500 år gamle mure, til trods for at hun først fik en fast stilling efter sin doktordisputats i 2000 som 53-årig. Indtil da var det »snoldede stillinger« som deltidslærer, ekstern lektor og et liv på stipendier.

Det skortede på anerkendelsen, mener hun, fordi universitetet simpelthen »ikke fattede« hendes tværfaglige arbejde inden for først engelsk, historie og samfundsvidenskab og senere historie og medicin. Hun søgte flere ph.d.-stipendier men fik afslag, fordi emnet ikke passede ind i kasserne.

»Jeg fik at vide, at jeg ikke havde internationalt potentiale. Jeg vil ikke sige, at jeg er bitter, men sådan noget sætter sig i kødet.«

Det store gennembrud kom med hendes to første udgivelser. Ravnemødre: Et opgør med modermyten fra 1983 i samarbejde med Susi Frastein, hvor de interviewede kvinder, som overlod forældremyndigheden til deres mænd, og Hendes egen verden: Kvindelighed og kvindelige fællesskaber i det viktorianske USA fra 1984.

LÆS OGSÅ: Tania Ørum, den eksperimenterende emeritus

Førstnævnte kom sig af hendes egen oplevelse med at blive mor for første gang i 1972. Da hendes datter var et år, brød forholdet til faren sammen, og de besluttede i fællesskab, at faren skulle være primær forælder.

»Jeg blev meget optaget af kvindens ’plads’ i samfundet, fordi jeg selv havde overladt et barn til faren. Min første mand havde et meget stort ønske om at beholde vores barn, og der var ikke noget, der hed delt forældremyndighed dengang. Med tiden mødte jeg andre kvinder, der havde gjort det samme og oplevede en voldsom skam ved at have brudt med den konventionelle kvinderolle.«

Oplevede du også det?

»Ja, det gjorde jeg. Det har været en meget sorgfuld og konfliktfyldt beslutning. Efterfølgende var jeg meget optaget af at finde historiske forbilleder for den ’forkerte’ beslutning. Der viste sig at være rigtig mange. Lige fra Calamity Jane til Thomasine Gyllembourg. Det blev til Ravnemødre

Et etisk dilemma

Med de to udgivelser blev reguleringen af moderskabet Lene Kochs primære interesse, og siden fulgte både en ph.d om reagensglasbefrugtningens betydning og de nye reproduktionsteknologiers etiske dilemmaer.

»Den nye teknologi gjorde, at man kunne lave børn på andre måder end den gode gamle. Farens rolle har altid været usikker, fordi han aldrig kunne vide, om han virkelig var far til barnet. Kvinden var altid sikker. Men det var hun så ikke med de nye teknologier. Pludselig kunne man tage æg ud, befrugte dem i en petriskål og lægge dem tilbage befrugtet med en anden mands sæd. Der kom surrogatmødre og donoræg. Det, der var en biologisk selvfølgelighed, blev pludselig brudt op og ned. Det blev genstand for politisk forhandling. Hvem er far og mor? Hvem skal have juridiske rettigheder? Alt blev totalt dekonstrueret og rekonstrueret. Og hvad er ’den gode mor’ i alt det? Bliver barnet eksempelvis en vare, hvis man betaler surrogatmoderen?«

Var det derfor, du blev så interesseret i etik og endte som medlem af Etisk Råd?

»Ja, pludselig var der et reflektionsrum, som handlede om, hvad der var rigtigt og forkert.«

Med de historiske portrætter i dine bøger forsøger du at nedbryde sociale regler, normer og tabuer. Er etikken ikke en måde at opstille nye regler på?

»Godt set. Nu begynder jeg selv at sætte nye tabuer op. Det jeg oprindelig gjorde oprør imod var konventioner, som fremmede nogle interesser og undertrykte andre. Reagensglasmetoden blev betragtet som en måde at frigøre kvinder på. Vi kan få børn uden mænd, og den lesbiske kreds i kvindebevægelsen så det som et kæmpe fremskridt. I dag vil jeg næsten sige, at assisteret befrugtning er blevet et marked og en ny undertrykkelsesform. Så jeg er ikke imod regler. Spørgsmålet blev, hvem der skulle have adgang til de nye teknologier. Jeg kunne have brugt resten af mit liv på at forske i den udvikling.«

Lene Kochs ph.d. om reagensglasbefrugtning ledte hende videre ind i medicinens etiske dilemmaer. I sin disputats diskuterer hun de moderne befrugtningsmetoder i et racehygiejnisk perspektiv: Genetisk diagnostik for arvelige sygdomme. Fravalg af fostre med Downs Syndrom. Ægsortering. Designerbabyer. Er det ikke alt sammen racehygiejne? Hvad er rigtigt og forkert i de sammenhænge, og hvad individets ret og statens magt, spurgte hun.

For evigt misforstået

Lene Koch brugte otte år på sin disputats, hvor hun pendlede mellem Institut for Socialmedicin, i dag Folkesundhedsvidenskab, og Rigsarkivet for at opdrive støvede journaler om Danmarks rolle og stærke samspil med Tyskland i eugenikken.

»Min disputats på 800 sider blev mit erkendelsesgennembrud. Jeg gennemgik 11.000 patientjournaler, og havde fire unge mennesker til at lave statistik over antallet af steriliserede. Jeg rejste til Tyskland og USA. Faktisk endte jeg med at rehabilitere mange af de gamle danske racehygiejnikere, men det var der meget få, der fattede. De fleste troede, at vi havde afsløret, at Socialdemokratiet og forskningen havde nazistiske tilbøjeligheder. Pointen var faktisk den stik modsatte.«

I stedet konkluderede hun, at racehygiejne ikke per automatik er hverken nazisme eller ondskab. Der er afarter, der er problematiske, men langt hen ad vejen ligger rimelige etiske og politiske beslutninger til grund.

»Når vi sorterer æg eller fravælger fostre, vurderer vi det ud fra subjektive kvalitetsparametre. De handler i virkeligheden om magt og normer. Skal udviklingshæmmede have lov til at få en masse børn, de ikke kan passe på? Hvad er det for et liv, de børn får? Når jeg fortæller, at jeg har skrevet disputats om racehygiejne, siger folk altid: »Gud, det var jo helt forfærdeligt.« Så svarer jeg: »at ja, noget var forfærdeligt, men noget var også politisk fornuftigt.«

Studenteroprøret har et betydeligt ansvar for den udvikling, jeg i dag finder problematisk.
Lene Koch, dr.phil. emerita på Københavns Universitet

Med ph.d., disputats og fast lektorstilling kom endelig den anerkendelse, som Lene Koch havde ønsket, siden hun begyndte på universitetet. Men hun nævner selv medlemskabet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, som det sidste rygstød.

»Der ligger måske et skjult tema i min videnskabelige karriere, der hedder manglen på anerkendelse, fordi universitetet ikke var klar til tværfaglig forskning. I dag kan man nærmest ikke få midler foruden. Det var meget op ad bakke, fordi jeg hverken blev anset som historiker eller mediciner. Jeg satte mig mellem to stole. Men jeg var også luddoven på mit studium, indtil det sjove begyndte at ske, og så blev jeg flittig.«

Hvad har det betydet for dig at blive medlem af Videnskabernes Selskab?

»At jeg har en akademisk nørdeklub og nogle legekammerater, efter jeg er blevet enke og pensionist. Vi mødes hver anden torsdag aften for at høre foredrag og spise aftensmad sammen. Det er et pissesjovt og fantastisk miljø.«

Fondskirker og informeret samtykke

For tiden har Lene Koch vendt medicinen og moderskabsforskningen ryggen. I stedet er hun vendt tilbage til en tidlig interesse for kirkehistorie. I gangen står en tung træreol med arkivkasser, hendes forfædres dagbøger, fotografier og breve.

Du fuldender simpelthen cirklen?

»Fuldstændig. Min oldefar var kirkearkitekt, og han tegnede en del kirker i København i 1890’erne, efter voldene blev sløjfet. Der var ikke kirker nok til alle de mange mennesker, som søgte ind til byen, og de skulle jo have kirker for ikke at blive ofre for socialisme og vantro. Han var arkitektonisk rådgiver for den kirkefond, som byggede billige kirker, der skulle appellere til de fattige, uuddannede, ubelæste indvandrere.«

Oldefaren var også akvarelmaler, og hans akvareller fra Rom og Sicilien hænger i dag på spisestuens gule væg skråt over for datterens meget abstrakte og moderne gengivelser af pyramiderne. Lene Koch fortæller, at hun selv har været i Italien for at finde motiverne, og det lykkedes ved flere lejligheder.

»Jeg kunne ikke altid se værdien af det gamle, da jeg var ung og oprørsk,« siger hun.

»Studenteroprøret har et betydeligt ansvar for den udvikling, jeg i dag finder problematisk. Men det er ikke altid let at gennemskue konsekvenserne af sine synspunkter.«

På vej ud nævner hun, at vi slet ikke har talt nok om det informerede samtykke, der er et stort etisk dilemma, som hun kunne skrive en helt ny disputats om.

Når du at skrive den?

»Neeeeej da,« svarer hun.

»Nu gælder det kirkerne.«

De fem faste

Hvilken bog ville du ønske, du havde skrevet?

Jens Engbergs bog Dansk guldalder, som handler om tugt-, rasp- og forbedringshuset. Det er en fantastisk ironisk titel om guldalderen, som er bøgeskovene, de gyldne kornmarker og Eckersberg, hvor kulturen blomstrede. Men bagsiden af guldalderen var fattigdommen, forbrydelserne, kriminaliteten, mishandlingen og udbytningen af underklassen. Den bog handler om ulighed og synliggjorde bagsiden af en periode, vi alle sammen har idealiseret. Folk blev lagt i jern og slæbt ud på Bremerholmen, hvor de knoklede. Meget af København er jo bygget af slavearbejdere.

Hvad handlede din tiltrædelsesforelæsning om?

Racehygiejne. Muligvis også fosterdiagnostik. Jeg blev først professor som 57-årig i 2004.

Og din afskedsforelæsning?

Hvordan man kan forstå historien om racehygiejne med flere nuancer. Jeg koblede den gamle racehygiejne og den nye for at gøre op med det frie valgs velsignelser.

Har du et yndlingssted på Københavns Universitet?

Det var den gamle læsesal på Det Kongelige Bibliotek, før den blev ødelagt. Det er godt nok ikke KU, men den blev fuldstændig ødelagt med det nye byggeri, Diamanten. Ødelæggelsernes antal er uendeligt. Jeg skrev speciale på den gamle læsesal, en fortidslomme, hvor man gik musestille ind og hviskede til personalet bag mahognidisken. De rigtig fine og gamle nørder havde fast plads og egen vogn. Jeg sad i perioder ved siden af en, der oversatte salmebogen til runer.

Hvilken emeritus skal Uniavisen besøge næste gang?

Jeg vil foreslå Katarina Juselius, som er økonom. Hun er lidt en outsider på Det Økonomiske Institut, fordi hun sætter spørgsmålstegn ved hele den liberale økonomi. Hun er finsk, superbegavet og meget interessant. Hun skrev den lille debatbog Økonomien og virkeligheden i 2019, der er et opgør med den etablerede økonomiske tankegang.

Seneste