For mange tavse eksperter og snakkende holdningsmennesker i corona-dækningen

Hvor har alle Københavns Universitets forskere gemt sig under nedlukningen af samfundet? Hvorfor har kun nogle få stukket hovedet frem af busken? Og hvorfor har pressen misset de vigtigste historier i deres jagt efter »eksperternes« holdninger?

De seneste fire måneder har vi været gennem en meget udfordrende tid. Allerede i februar var vi mange med indsigt i digitalisering, epidemiologi og sundhedsvidenskab, der spændt fulgte med i rapporter fra især Kina og Sydkorea. De udenlandske medier, tidsskrifter og sociale medier gav os et ganske godt grundlag for at forstå, hvordan SARS-Cov2 var på vej mod Europa. Et eksempel var, hvordan Sundhedsstyrelsen holdt møder og lagde planer – et forløb, som minder om mange tidligere epidemier inklusiv SARS.

En lang række lande gik i selvsving over de historier, der dukkede op fra bl.a. Italien. Den danske regering gik ud den 11. marts og lukkede landet ned.

Her skete noget meget forunderligt. Fra at læger og andre sundhedseksperter åbent kunne tale om overdødelighed i forbindelse med fx influenzaepidemier blandt ældre, kom der et skifte, hvor kun enkelte spæde stemmer har turdet pippe om overdødelighed ved epidemier.

Mange af os, der er seriøse forskere, holder os tilbage.

Samfundet og den offentlige mening samt hele den frie presse og alle politiske partier på Christiansborg sloges om at støtte op om en fuld nedlukning og en retorik, der gik i retning af, at al tvivl skulle omsættes til begrænsninger. En kraftig demokratisk udfordring, som kun få har udfordret offentligt.

Det bringer så det centrale spørgsmål i dette debatindlæg frem: Hvor har alle Københavns Universitets eksperter været henne? Hvorfor er det først nu, længe efter at man begynder at høre om det stærkt udemokratiske i særlovgivningen og de muligheder for indgreb over for befolkningen, loven åbnede? Hvor var vores epidemiologer henne?

Der var langt imellem de fagligt funderede udmeldinger, som har været en mangelvare. Deres manglende tilstedeværelse har åbnet for, at andre uden faglig indsigt, men med fine titler, kom på banen.

Det, vi har set, er, at der har været nogle professorer fra hospitalerne, som har givet vigtige vinkler på sagen, og at andre professorer fra eksperimentelle områder uden konkret klinisk indsigt eller epidemiologisk viden har fået taleplads og udtalt sig på et mildt sagt løst grundlag.

Baggrunden er nok, at mange af os, der er seriøse forskere, holder os tilbage, indtil vi har haft mulighed for at lave egen forskning eller sikre os, at vi er ude i alle krogene i den eksisterende litteratur. Det er faktisk en stor udfordring, når det drejer sig om pandemier.

En anden forklaring kan være, at vi forskere er bekymrede for at skubbe til politiske processer eller at blive hængt ud, hvis vi ikke taler ind i den offentlige mening. Sidstnævnte er desværre en tendens, der gennem de seneste år er blevet forstærket af andre trends i verden, fx hele den identitetspolitiske debat.

Vi har derfor i foråret oplevet en række meget velkvalificerede tavse forskere på den ene side, og på den anden side har enkelte været friske på at dele ud af deres meninger om alt pakket ind i en titel.

Det må give anledning til selvransagelse. Hvordan kan Københavns Universitet med nye initiativer og politikker sikre:

At vores store skare af dygtige og kvalificerede forskere i højere grad kommer ud og er med til at skabe et nuanceret grundlag for, at befolkningen kan forstå, hvad der sker og i højere grad finde ud af, hvad der er politiske beslutninger, og hvad der er evidens for.

Og at vi fra fx det sundhedsvidenskabelige område kan italesætte, at mennesker dør, og at der hver eneste dag træffes valg, der er betinget af stramme økonomiske rammer, om, hvem der kan behandles, og hvem der ikke kan.

Det er nødvendigt, at befolkningen ikke får indtryk af, at vi er udødelige, eller at samfundet har en overordnet pligt til at behandle alle. Det er der ikke mulighed for i dag, og det er det nødvendigt at tale åbent om.

Forårets forløb kunne netop have været en god lejlighed til, at vi på tværs af fakulteter gik ud som forskere og indledte en debat om sundhedsperspektivet versus de økonomiske og etiske perspektiver.

I stedet fremstår vi nu som et universitet med kun enkelte stærke profiler, som har ytret nogle personlige meninger pakket ind i ekspertise. Det er et problem.

Et godt eksempel er fx KU-professor Allan Randrup Thomsens mange personligt prægede udmeldinger ved fx at delagtiggøre befolkningen i, at han hellere vil køre bil end flyve, og at hans mobiltelefon er over fem år gammel. Disse ekspertudtalelser vedrører hhv. et epidemiologisk ekspertområde og et sundhedsinformatikområde, og baggrunden er dels historien om cirka 36 smittede i Hjørringområdet og dels frigivelsen af en ny app fra Digitaliseringsstyrelsen til opsporing af Covid-19-udsattte.

Dette er et eksempel på en meget eksponeret professor, der ifølge eget udsagn (både til TV 2 og Uniavisen) udtaler sig på et forsigtighedsgrundlag og ofte på trods af et manglende vidensgrundlag. Når det sker, betyder det, at muligheden for at sprede den rette information til den vigtige debat, går tabt.

Journalisterne søger nu per automatik frem mod samme enkeltpersoner og spørger til deres holdning. Måske mangler journalister et endnu bedre redskab fra universitetet, der kan hjælpe dem i kontakt med de rette forskere, og måske burde de mest benyttede eksperter i højere grad henvise journalisterne til deres kollegaer.

LÆS OGSÅ: Allan Randrup taler med journalister døgnet rundt: »Jeg er enormt ræd for at udstille mig selv«

Den nye app er en spændende historie, som journalisterne nu gennem forkert ekspertanvendelse er kørt fast i. Ved henvendelse til de rette, kunne de både være blevet guidet i retning af historien om prisen for produktet og hele anskaffelsesprocessen og historien om, at det kommer bag på sundheds- og ældreministeren, at knap ti procent af befolkningen ikke har smartphones eller adgang til NemID, hvilket ellers er almenviden, og at der er en klage på vej fra flere lande til Google og Apple, der ikke vil udvikle til over fem år gamle telefoner.

Med baggrund i forårets forløb og den aktuelle case, vil jeg opfordre til følgende:

1. At vi som forskere bliver mere ydmyge i forhold til, hvad vi reelt er eksperter i, og ikke lader os lokke til at udtale os om noget, som vi kun har et tyndt grundlag for. Her skal vi være ærlige og sige, at det ved vi ikke, og henvise til andre, hvis vi kan. Forskere skal Ikke komme med udmeldinger i retning af, at hvis vi ikke ved noget med sikkerhed, så skal vi lukke ned eller ikke åbne. Udmeldinger om handlinger kan kun bygge på egen forskning eller et solidt grundlag af viden.
2. At vi som forskere bliver endnu bedre til at melde ind til universitetets kommunikationsafdelinger, så både fakulteterne og den centrale kommunikationsafdeling kender de enkeltes ekspertise og mulighed for kontakt til pressen.
3. At vi som forskere får plads til og fortsat rum til at udtale os også imod bevægelser i befolkningen som fx identitets- eller coronabølger. Vi skal turde og ikke være bange for, at der er nogen over os, der ikke vil stå på mål for os, hvis vi arbejder på et forskningsbaseret grundlag. Vi er et universitet, og vi har pligt til at stå som en kritisk uafhængig vidensinstitution, hvis vi skal være med til at udvikle samfundet.
4. Og endelig, og her griber jeg også i egen barm, skal vi ikke være bange for at udtale os, at vi ikke bliver ramt af impostor-syndromet, og at mange os måske skulle overveje at komme på et presseteknisk kursus. Dermed sikrer vi samfundet og pressen en bedre adgang til den rette viden til tiden.

Med ønsket til alle om en god sommer i håbet om, at vi ikke her til efteråret går ud og puster til en ny Covid-19-ild, medmindre vi har et solidt grundlag at stå på.