Allan Randrup Thomsen taler med journalister døgnet rundt: »Jeg er enormt ræd for at udstille mig selv«

Allan Randrup Thomsens telefon begynder at ringe klokken halv syv om morgenen, og det bliver den så ved med, indtil klokken har passeret ni om aftenen.

Sådan har det været næsten hver dag, siden coronavirussen for alvor begyndte at sprede sig i samfundet.

I starten styrtede han rundt efter den bimlende telefon det meste af døgnet, men som dagene er gået, og stormen af opkald fra journalister er blevet hverdag, har han lært sig selv at acceptere, at han ikke kan nå at besvare alle henvendelser, siger han.

Det kan dog være svært at koble af alligevel.

»Bare det at åbne en flaske vin skal jeg tænke over, for hver gang man drikker et glas, bliver ens tankegang lidt sløvet. Nogle gange får jeg spørgsmål, der kan være politisk delikate, og det gør, at jeg skal være klar i hovedet,« siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Hvis man er i tvivl om, at der er et før og et efter coronavirus for Allan Randrup Thomsen – mere end for de fleste – fortæller et par tal historien.

Fra at have været helt ude af top-20, klatrede professoren op på en andenplads på den liste over det seneste års mest citerede forskere fra Københavns Universitet, som Uniavisen offentliggjorde i sidste uge. 622 ud af de i alt 753 optrædener, han har haft i medierne i de seneste tolv måneder, stammer fra marts eller april.

LÆS OGSÅ: Top-20: Disse forskere fra Københavns Universitet er allermest i medierne

Hvis udviklingen fortsætter, er det kun et spørgsmål om tid, før han er den mest citerede forsker overhovedet på universitetet.

Med andre ord: Hvor han tidligere stod i et laboratorium og forskede i noget, de færreste havde hørt om, kender de fleste danskere i dag hans navn.

Overtræder spillereglerne

Det usædvanlige er dog ikke kun, at Allan Randrup Thomsen må svare på så mange spørgsmål fra journalister, at han dårligt nok har tid til at tænke på den forskningsgruppe, han leder til daglig – og som ellers er under pres, fordi de ikke kan lave deres forsøg i Mærsk Tårnet.

Det er også usædvanligt, at professoren må forholde sig til en virus, der er opstået så pludseligt, at videnskaben endnu ikke har fortrængt den tåge af mystik, der indhyller den.  Ingen ved, hvordan coronavirussen vil opføre sig i de kommende måneder, heller ikke Allan Randrup Thomsen. Det er nyt terræn.

Bare det at åbne en flaske vin skal jeg tænke over, for hver gang man drikker et glas, bliver ens tankegang lidt sløvet.

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi

Når professoren betræder det og udtaler sig om virussen, kan han derfor ikke som vanligt trække på tung evidens. Han må antage nogle ting, trække på sin baggrundsviden og bygge tankerækker på et så kvalificeret grundlag, som det nu lader sig gøre.

»Normalt ville jeg jo have nogle præcise data at forholde mig til, men her bliver jeg nødt til at konkludere på et løsere grundlag. Det er jo ikke sådan, man normalt gør inden for videnskaben. Når jeg har udtalt mig, kan jeg bagefter komme til at tænke på, om der nu er et eller andet, jeg har glemt eller ikke har taget højde for. Er der noget, der udstiller, at jeg ikke har tænkt mig om? Det skaber også en vis stress.«

Han giver et eksempel:

Lige nu kan forskere ikke med sikkerhed sige, hvad det betyder, at en antistoftest er positiv. Fra tidligere virus ved man, at kroppen danner antistoffer efter infektionen, der giver en modstandskraft over for den pågældende virus, men indtil videre må man bare antage, at noget lignende gør sig gældende for Covid-19.

LÆS OGSÅ: De første danske coronapatienter har nu fået lovende medicin

Det næste spørgsmål er så, hvorfor man overhovedet laver antistoftestene, når man ikke er i stand til at sige, hvad den betyder? Svaret er selvfølgelig, at man laver dem for at blive klogere, et skridt ad gangen, men det er en »mærkelig ufærdig situation« at tale ud fra, siger Allan Randrup Thomsen.

Når han udtaler sig om antistoftest – eller om mulige genåbninger af alt fra børnehaver til restauranter og om første og anden bølge af virussen – kan han ikke lade være med at frygte, hvordan det bliver modtaget:

»Jeg er enormt ræd for at udstille mig selv, og for at jeg dummer mig. Jeg føler mig ekstra sårbar, fordi mine kolleger let vil kunne pege fingre ad mig, hvis jeg siger noget dumt. Jeg har jo i forvejen overtrådt spillereglerne, idet jeg udtaler mig om noget, der ikke er videnskabeligt dokumenteret.«

Hvad er grunden til, at du alligevel vælger at udtale dig i de fleste tilfælde?

»Det er simpelthen, fordi det er en krise, vi befinder os i. Det var jo meget fornuftigt, da Mette Frederiksen sagde, at hun hellere ville handle hurtigt end slet ikke at handle. Det er det samme billede, jeg har. Vi kan ikke bare sidde med hænderne i skødet. Jeg er nødt til at sige noget, så folk får så megen afklaring som overhovedet muligt, samtidig med at jeg giver udtryk for den usikkerhed, der er.«

Han sammenligner sin rolle med det fag, han oprindeligt er uddannet til: lægefaget.

En læge er ikke velsignet med et ufejlbarligt røntgensyn, der kan give svar på, hvad alle patienter fejler. Ofte må lægen sjusse sig frem og vurdere, hvad den rigtige behandling er, ud fra den viden, han eller hun nu engang har.

»Man kan jo ikke sige til patienten: Nu kan du bare ligge med din sygdom, indtil jeg finder svaret,« siger Allan Randrup Thomsen.

Lidt mere bombastisk

Han har endda flere gange udtalt sig i slagkraftige vendinger.

Da regeringen besluttede sig for at åbne vuggestuer, børnehaver og de mindste folkeskoleklasser, udtrykte han sin skepsis og sagde, at man havde taget »kikkerten for det blinde øje«. Senere sagde han, at det var »hul i hovedet« overhovedet at overveje at gennemføre cykelløb som Tour de France inden årets udgang.

LÆS OGSÅ: Coronakrisen truer utallige forskningsprojekter og hele universitetets økonomi

Og senest har han i uforblommede vendinger givet udtryk for at være »irriteret« over, at indehaverne af zoologiske haver og forlystelsesparker nu agter at slå portene op igen for masserne. »Politikerne skulle simpelthen sige: ‘Nu stopper I’,« sagde Allan Randrup Thomsen til Ritzau.

De udmeldinger er måske et udtryk for, at han er kommet længere ind i en verden, hvor man udtrykker sig anderledes, end man har for vane inden for laboratoriets grænser.

»Det bliver lidt mere bombastisk,« siger han selv.

Jeg er nødt til at sige noget, så folk får så megen afklaring som overhovedet muligt.

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi

»Og det kan nogle gange være svært at få alle hvis’er og måske’er med, særligt når man snakker med journalister, der gerne vil have det hele udtrykt i fem eller ti ord.«

I lyset af den usikkerhed, du snakker om, kan du så ikke være bange for at formulere dig skarpt?

»Jo, selvfølgelig. Og jeg mener også, at jeg kun har gjort det, når jeg har været så sikker, som man nu kan være, på, at jeg har ret,« siger han.

Han tilføjer, at han så vidt muligt prøver at udtale sig i vendinger, der ikke kan opfattes som politiske. Da han udtrykte sin skepsis over for genåbningen af vuggestuer, børnehaver og de mindste folkeskoleklasser, undlod han bevidst at sige, at beslutningen var direkte forkert, ligesom han ikke sagde, hvad man burde gøre i stedet for.

Ellers ville han have talt sig ind i gabet mellem de politiske partier på Christiansborg, siger han. »Og det er ikke min opgave.«

Konspirationsteorier i indbakken

Lige inden vores snak har Randrup Thomsen fortalt to journalister, at han er enig med Kåre Mølbak, faglig direktør i Statens Serum Institut, når han siger, at danskerne skal forvente mindst et år med social afstand. Andre gange, som i tilfældet med de zoologiske haver, har han udfordret styringen af coronakrisen.

Allan Randrup Thomsen skal balancere. For på den ene side skal han tænke over effekten af sine ord: Betyder de, at befolkningen i mindre grad vil respektere anbefalingerne? På den anden side har han en pligt til at sige, hvad han mener.

Hvis folk skal stole på mig, er jeg også nødt til at kunne sige noget, der ikke altid falder i god jord hos alle.

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi

»Det er en balance, jeg hele tiden tænker over, og hvis jeg kritiserer noget, så er det, fordi jeg har tænkt meget over, hvilken effekt det har på befolkningen. Det er en anden årsag til, at det har været nogle stressende uger, for jeg overvejer hele tiden, hvad jeg kan tillade mig at sige, og når jeg har sagt det, tænker jeg over, om det nu også var fornuftigt,« siger Allan Randrup Thomsen.

»Jeg har dog et overordnet ansvar for at være ærlig både over for dem, der lytter, og mig selv, og det er også i den sammenhæng, at nogle af mine kolleger nok synes, at jeg er for åbenmundet. Men hvis folk skal stole på mig, er jeg også nødt til at kunne sige noget, der ikke altid falder i god jord hos alle.«

LÆS OGSÅ: Laboratorier kan genåbne for – nogle – kritisk ramte forskere og studerende

Senest er han også begyndt at få mails fra privatpersoner, der kommenterer hans optrædener i medierne.

De fleste er positive, siger han, men for nylig fik han en opsang fra en person, der mente, at han ikke tog højde for de økonomiske konsekvenser, når han frarådede en for hurtig åbning af samfundet. Han måtte svare, at hans perspektiv begrænsede sig til det sundhedsfaglige, og at han altid prøver at gøre opmærksom på det, når han bliver interviewet

Andre gange er han blevet kontaktet af folk, der vil høre, om virussen mon kan sprede sig over 5G-nettet, men så langt strækker hans svarvillighed sig ikke:

»Jeg orker ikke at forholde mig til alle mulige konspirationsteorier, når jeg i forvejen har problemer med at nå alt med substans i,« siger han.

Af samme årsag har han ikke en Facebook-profil, for man kunne snildt forestille sig, at han ville blive overdænget med henvendelser fra bekymrede privatpersoner.

Og sådan er der sket en hel del, siden han var en virolog, de færreste havde hørt om.