Nina Smith vil forkorte for at bevare

Økonomiprofessor ved Aarhus Universitet og formand for Reformkommissionen, Nina Smith, har en konkret argumentationskæde, når hun plæderer for at forkorte en lang række kandidatuddannelser. Først forklarer hun, at forskningen har påvist, at kvalitet trumfer kvantitet, når det gælder uddannelse og produktivitet i et land. Længde er ikke et mål i sig selv, men det er kvalitet.

Så fortæller hun, at det stadig kræver en toårig kandidatuddannelse, hvis man i fremtiden skal forske eller have et job med dyb specialisering eksempelvis inden for sundhed, dele af det naturvidenskabelige felt eller teknik. Og til sidst slutter hun af med en sammenligning:

»Blandt ingeniører har man hele tiden haft ingeniører med mere bred uddannelse og så specialiserede ingeniører fra DTU. Forslaget med flere kandidatuddannelser er ikke meget anderledes end diplomingeniørerne versus DTU-ingeniørerne,« siger hun.

Den sammenligning skal illustrere, hvordan kandidatuddannelserne i fremtiden skal se ud, hvis Reformkommissionens anbefalinger, og dermed store dele af regerings reformudspil om kortere kandidatuddannelser, bliver en realitet. Den dybe specialisering begrænses, så man i fremtiden vil have flere erhvervsorienterede generalister og enkelte specialister. For Nina Smith er det ikke A- og B-hold, som eksempelvis Dansk Magisterforening frygter, men det samfundet har brug for.

»Det er ofte fornuftigt at forsøge sig med et pilotprojekt. Her er jeg dog overbevist om, at hvis man ikke laver en volumen af etårige kandidater, så vil det blive et b-hold. Men er det derimod 70 procent af alle humanister og samfundsvidere, der kommer ud med en etårig kandidat, så er det bare sådan, universiteterne ser ud.«

Sejret sig selv ihjel?

Forkortelsen af kandidatuddannelserne er en absolut nødvendighed. Aldrig har de danske universiteter været så befolkede, som de er i dag. Der bliver uddannet flere bachelorer og flere kandidater end nogensinde før, og det ser ud til at stige de næste mange år, hvis der ikke bliver gjort noget. Sådan kan Reformkommissionens rapport fra april opsummeres. Kommissionen skulle kigge nærmere på universiteternes tilstand i et bredt samfundsperspektiv. Anbefalingerne, som i dag er blevet brugt i et hyppigt kritiseret reformudspil fra regeringen, skulle modernisere, reformere og forandre universiteterne for at bevare dem.

»Jeg er formand for en kommission, der skal tage hele samfundets interesser i betragtning. Når jeg gør det, så bliver udgangspunktet, og det skal vi som universiteter indse, at vi ikke uddanner for universiteternes egen skyld. Vi har et offentligt, skattefinansieret uddannelsessystem med SU, som uddanner for samfundets skyld,« siger hun.

Reformkommissionens anbefalinger skabte stor furore på universiteterne, i fagbevægelserne, hos arbejdsgivere og blandt studerende, da de første gang blev fremlangt i april. Hvordan skulle en etårig kandidatuddannelse føre en historiestuderende i relevant job? spurgte Dansk Erhverv i et debatindlæg. Og hos Dansk Magisterforening forstod man, »hvis man på universiteterne er reformtrætte.«

Nina Smith tog og tager nogle bank for Reformkommissionens vidtrækkende anbefalinger. Det gør hun gerne, fortæller hun. Men tæskene skal falde på et oplyst grundlag, og hun mener, at hun har sit på det tørre.

I Helle Thornings regeringsgrundlag ’Et Danmark, der står sammen’ fra 2011, bliver der opstillet en række mål for et bedre, mere produktivt og yderst uddannet samfund. Et af målene var dengang, at 60 procent af en ungdomsårgang i fremtiden skulle have en videregående uddannelse, mens 25 procent skulle uddannes på bachelor- og kandidatniveau. Den målsætning blev, ifølge en pressemeddelelse fra uddannelses- og forskningsministeriet, stort set indfriet tilbage i 2012. Spørgsmålet er derfor, om universiteterne har sejret sig selv til kandidatforkortelse?

I 1995 havde seks procent af befolkningen en universitetsuddannelse. I 2020 havde 16 procent færdiggjort en uddannelse på universitetet. Og i 2050 vil knap hver tredje på det danske arbejdsmarked have en universitetsgrad ifølge Reformkommissionens fremskrivning.

Samtidig er antallet af nyuddannede kandidater mere end fordoblet fra 1990 til 2019 på tværs af fakulteter. Mest markant er udviklingen på samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser, hvor der i 2019 blev uddannet 7.400 kandidater mod 2.000 i 1990. Inden for humaniora blev der uddannet 4.200 i 2019, mens tallet var 1.300 i 1990. Stigningen i antallet af pladser på samfundsfaglige og humanistiske uddannelser tilskriver Nina Smith blandt andet en stor ungdomsarbejdsløshed i 1990’erne.

»Dengang kom Bertel Haarder med en politisk erklæring om, at vi bare skulle sætte nogle flere stole ind på de billige uddannelser. Endepunktet er, at Humaniora og Samfundsvidenskab er blevet firdoblet siden 1990.

Det har ført til to forskellige problemstillinger inden for hvert område:

»På humaniora er der et beskæftigelsesproblem, fordi der ikke er nok efterspørgsel på humanister med en femårig specialistuddannelse. De kan ikke i tilstrækkelig grad bruge det, deres meget specialiserede uddannelse lægger op til.«

De er simpelthen overuddannede?

»Det siger du. Jeg kan bare sige, at humanister ofte ender i job, hvor de ikke udnytter deres lange, specialiserede uddannelse. Kandidaterne finder nogle andre huller i arbejdsmarkedet efter nogle år, men i de job, får de ikke brugt deres specialiserede viden eller får en løn, der er tilsvarende uddannelsesniveauet. På de samfundsvidenskabelige kan de sagtens finde beskæftigelse, men de job de kommer ud i, kræver ofte ikke en dyb forskningsmæssig specialisering. Det kræver masser videre- og efteruddannelse senere i livet. Og det er der for lidt af.«

Specialiserede konsekvenser

Danmark skal fortsat være et videnssamfund, hvis man spørger Nina Smith. Hun påpeger, at problemet er, at universiteterne gaber over en stadig større gruppe unge. Og hvis det ikke bliver ændret, så vil det have vidtrækkende konsekvenser for samfundet.

»Vi har kæmpe problemer med at rekruttere folk til velfærdsuddannelserne på professionsskolerne. Der er mangel på socialrådgivere, pædagoger, sygeplejersker, og lærere. Den mangel vil kun blive større i fremtiden. Vi har også en stor mangel på faglærte fra erhvervsuddannelserne. Universiteterne kan i fremtiden ikke spise så stor en del af en ungdomsårgang uden at kigge på, om dem de uddanner, også passer ind i samfundsudviklingen,« siger Nina Smith.

Det er baggrunden for den erhvervsorienterede etårige kandidatuddannelse, for ifølge Nina Smith var alternativet at skære markant i, hvor mange der skal gå på universitetet. Det vil i særligt høj grad ramme Humaniora, hvor dimittendledigheden for 2019-årgangen lå på 25,3 procent.

Når det gælder den etårige kandidatoverbygning, har Nina Smith en klar idé om, hvordan den kunne tage sig ud. Det kunne være en bacheloruddannet Antropolog, som tog en overbygning på IT-universitetet for at gøre den mere erhvervsorienteret. På den måde får en humanist en tværfaglig kombination.

»Jeg tror sådan set, at det kunne være en virkelig nyttig uddannelse, hvor man kunne udgøre bindeledet mellem it-uddannede og de mennesker, der sidder ude i virksomhederne, offentlige styrelser eller institutioner. Det går jo gang på gang galt, fordi it-udviklerne ikke altid er gode til at forstå brugernes eller organisationens behov,« siger Nina Smith

Et andet eksempel kunne være en etårig kandidat på CBS, som skal give den studerende praktiske og økonomiske redskaber oven på en humanistisk bachelor.

»Det vil utvivlsomt øge jobmulighederne i små- og mellemstore virksomheder, som i dag ofte har svært ved at se mulighederne i en meget specialiseret humanistisk uddannelse.«

Mod markedet

Nina Smith vil ikke kalde anbefalingerne og reformudspillet for et eksperiment, som flere andre i debatten ellers gør. I stedet siger hun, at »selvfølgelig er det en større omlægning.«

»Men det er jo kun halvdelen i vores og regeringens forslag. Sammenligner man med 1990 vil der stadig være betydeligt flere, som går ud med en femårig kandidatuddannelse end dengang. Det er jeg ikke synderligt bekymret for.«

Er det her fremtiden for universiteterne i Danmark?

»Selvom det kan gøre ondt på nogle, så må der gøres noget. Jeg kender udmærket argumenterne, for jeg har fået rigtig mange henvendelser fra folk, som mener, at det er helt forfærdeligt, at man ikke kan få al den fordybning, man engang fik. Som formand for kommissionen er min tilgang, at universiteterne er nødt til at tilpasse sig det, der er samfundets behov på langt sigt. Der mener jeg klart, at vores model kan være en vej.«

Det handler vel også om at få flere til at droppe universitetet og tage en erhvervsakademi- eller professionsuddannelse?

»Det arbejder vi på lige nu. Vores næste anbefalingsrapport kommer blandt andet til at handle om, hvordan vi styrker professionsskolerne, erhvervsakademierne og erhvervsuddannelserne. Min vurdering er, at hvis man ikke bryder sig om at skære i kandidaternes længde, så er alternativet at skære ned på, hvor mange der skal gå på universitetet.«

Det er også en stor politisk beslutning at skære drastisk i optaget.

Ja, men det er alternativet. Kommissionen har fået en del skældud og kritik fra forskellig side af vores forslag, fordi vi ikke bare har skåret ned på optaget på universiteterne. Vi mener, at vores forslag er bedre end at fortsætte ad dimensioneringsvejen, som det jo allerede er sket.«