Korrektion: Der er foretaget mindre ændringer i en passage af denne artikel 11. marts kl. 14:47.

Amani Meaidi husker tilbage på en specifik scene, der kickstartede hendes drøm om at blive læge.

I scenen sidder hendes egen mor som forstenet foran fjernsynet og græder.

»Lige siden jeg har været helt lille, har min mor grædt over palæstinensernes situation, når billederne rullede over skærmen. Mit barnlige jeg tænkte, at hvis jeg blev læge, kunne jeg måske fikse uretfærdighederne og hjælpe de mennesker, der kommer til skade i krig og ødelæggelse,« husker Amani Meaidi.

»Jeg er sådan skruet sammen, at hvis jeg først har sat mig noget for, så har jeg kun det mål for øje,« tilføjer hun.

Det mål kom hun tættere på, da hun i 2010 blev superstudent med et gennemsnit på 13,2, der gav direkte adgang til medicinstudiet. Men allerede kort tid efter den søde studiestart på Københavns Universitet samme år, kom hun til at kede sig.

»Jeg vidste, at jeg skulle være læge, men jeg fandt så også ud af, at medicin ikke var noget for mig. Jeg kedede mig på studiet. Der er meget udenadslære, hvor der ikke er plads til de større diskussioner. Medicin er ikke rocket science. Det er ikke hardcore fysik eller matematik, hvor ting kan være meget avancerede. Kroppen er meget intuitiv og simpel, og for mig giver biologien umiddelbar mening. Det kræver selvfølgelig tid og disciplin,« siger Amani Meaidi.

Uniavisen har mødt den disciplinerede læge på Center for Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse til en snak om hendes forskning, der har trukket overskrifter de seneste år. Hendes bedrifter tæller blandt andet et forskningsgennembrud om sikkerheden ved hormonel prævention til kvinder.

Her fandt Amani Meaidi ud af, at den hormonspiral, der indeholder mindst hormon, faktisk er den største skurk, når det gælder graviditeter uden for livmoderen. Senest har hun udgivet resultaterne af et forskningsprojekt, der slår fast, at vaginal hormonbehandling med stikpiller ikke øger risikoen for at udvikle brystkræft.

I dag er 32-årige Amani Meaidi læge og medinitiativtager til Safe Choice, et forskningssamarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse, Nordsjællands Hospital og Københavns Universitet, som har til hensigt at kortlægge bivirkninger ved hormonel prævention.

Underbelyste risici

Allerede sommeren inden hun startede på medicinstudiet, blev Amani Meaidi tilknyttet en gynækologisk praksis. En gymnasiekammerats far, der var klinisk gynækolog, var imponeret over hendes høje gennemsnit og tilbød hende arbejde i sin klinik.

Her stiftede hun i løbet af kort tid bekendtskab med forskellige patientgrupper, der tændte hendes nysgerrighed. I dag har hun, der er 32 år, sammenlagt 13 års erfaring fra klinikken, og undervejs er hun stødt på diverse udfordringer, som hverken lærebøger eller forskning har kunnet give tilfredsstillende svar på.

For eksempel da hun akut skulle behandle en kvinde, der led af kraftige menstruationsblødninger.

En pågående kraftig menstruationsblødning kræver behandling med lægemidlet tranexamsyre. Det får blødningen til at stoppe, men medicinen har også den potentielle bivirkning, at der kan opstå blodpropper andre steder i kroppen – i hjertet blandt andet. Men Amani Meaidi var i tvivl om, hvor stor risikoen egentlig var.

»At der var en plausibel risiko for, at behandlingen af min patient kunne få dødelig udgang, havde jeg meget svært ved at forstå. Indlægssedlen til medicinen var ikke til megen hjælp, og der var ikke fyldestgørende evidens. Hvorfor havde ingen sat sig for at undersøge det til bunds,« spørger Amani Meaidi med et fast blik.

Den undren blev startskuddet til hendes ph.d.-forløb, hvor Amani Meaidi undersøgte 60.000 brugere af lægemidlet tranexamsyre. På baggrund af de solide registerdata kunne hun konkludere, at en kortvarig behandling med lægemidlet var sikker. På den måde blev patientsikkerheden bedre.

»Jeg kan stadig den dag i dag forbløffes over, at bivirkningerne ved medicin til kvinder kan være så underbelyst. Det taler desværre ind i den historiske kendsgerning, at man med lægemidler rettet mod kvinder ofte først er blevet opmærksom på deres invaliderende bivirkninger, efter de er kommet på markedet,« siger Amani Meaidi.

»Og der kan skaderne allerede være irreversible,« tilføjer hun

Studiet indbragte hende en førsteplads ved forskningsformidlingskonkurrencen Ph.d. Cup i 2022. Over for en fagjury skulle hun på bare tre minutter præsentere sin forskning om kvinder med kraftige menstruationsblødninger. Amani Meaidi havde tilmeldt sig konkurrencen, mens hun var på barsel, og hun havde ingen forventninger om, at hendes arbejde ville blive taget så godt imod.

Politiseret kvindekrop

Amani Meaidi siger, at hormonel prævention er stærkt politiseret. Hun har oplevet, at det kan være svært at formidle forskningsfund om bivirkninger ved hormonel prævention uden at det af nogle bliver udlagt som et angreb mod kvindens seksuelle frihed og ret til familieplanlægning.

Men kvinder skal ikke betale for deres seksuelle frihed ved at gamble med deres helbred, siger hun:

Jeg kan virkelig godt blive ærgerlig over, at vi har accepteret, at kvinder skal leve med øgede bivirkninger ved hormonel prævention. Det tror jeg ikke, at mænd ville gå med til.

Amani Meaidi

»Når vores forskning viser en mulig sammenhæng mellem hormonel prævention og en alvorlig lidelse som depression, oplever jeg ofte en enorm mistro til forskningen. Mange vil hellere tro på, at det er andre forhold end p-piller eller hormonspiral, såsom problemer med kæresten, der udløser depression blandt kvinder.«

Når en kvinde tager en p-pille, lukker hun for sin egen hormonproduktion, og hendes æggestokke går i dvale. De går nærmest på pension, siger Amani Meaidi. Det har stor betydning for alle processer i kvindekroppen, fordi hormonerne fra æggestokkene påvirker mange af kvindens organer, lige fra hjernen til leveren.

»Jeg kan virkelig godt blive ærgerlig over, at vi har accepteret, at kvinder skal leve med øgede bivirkninger ved hormonel prævention. Det tror jeg ikke, at mænd ville gå med til,« siger hun og tilføjer, at skulle der blive udviklet en p-pille til manden, ville hun have store betænkeligheder ved at udskrive den til sine to sønner.

Kvindens krop, kvindens informerede valg

Amani Meaidis videnskabelige ærinde er som udgangspunkt hverken feministisk eller aktivistisk, understreger hun, det handler slet og ret om at udfylde huller i den eksisterende viden om kvindens helbred. Derfor hepper hun på, at hendes forskning fremover kan give kvinder bedre forudsætninger for at træffe informerede valg.

I dag er hun i gang med omkring ti projekter. Et af dem handler om abort. Hvert år får omkring 10.000 kvinder en tidlig medicinsk abort. En af fordelene ved medicinsk abort frem for kirurgisk abort er mindre risiko for underlivsbetændelse, der en af de hyppigste kendte årsager til infertilitet.

Desværre bliver en andel af de medicinske aborter efterfulgt af et kirurgisk indgreb.

»Jeg har undersøgt årsagen til, at nogle kvinder, der får en medicinsk abort, alligevel ender med et kirurgisk indgreb, og min forskning indikerede, at de fleste kirurgiske indgreb efter medicinsk abort højst sandsynligt var unødvendige og undgåelige,« siger Amani Meaidi.

Derfor ​står Amani Meaidi i samarbejde med Region Hovedstaden bag et kursus, der har haft som mål at mindske unødvendige kirurgiske indgreb. På landsplan har hundredvis af fagkyndige gennemført kurset siden lanceringen, og i perioden er antallet af kirurgiske indgreb faldet markant.

»Vi har hidtil, langt hen ad vejen, ladet det være op til kvinden at vælge mellem typer af abortprocedure eller hormonel prævention. Men vi er lægefaglige eksperter. Vi skal anbefale den behandling, der er mest skånsom. Det er kvindens valg i sidste ende, men jeg vil gerne bidrage med forskningsbaseret viden til vores retningslinjer, så vi kan guide kvinder til at passe bedre på deres krop og sundhed. Samtidig med at vi har respekt for deres seksualitet og deres familieplanlægning.«

Berøringsangst

Når Amani Meaidi har puttet sine børn, hiver hun oftest computeren frem for at arbejde videre. Arbejdet er en hobby, og dedikationen har gjort, at hendes kollegaer har bedt Amani Meaidi om at slappe lidt af.

»Folk spørger mig, om de der røde pletter på mine hænder egentlig er stresspletter. Men jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg har ikke diagnosticeret mig selv,« griner hun.

Hvor hendes mor i barndommen skulle tvinge Amani Meaidis søskende til at lave lektier, lavede Amani Meaidi dem uden opfordring. Sommetider var det endda et problem, når Amani Meaidi hellere ville bruge tid på skolearbejde end for eksempel samvær med familien.

»Jeg fik ofte skældud af min mor på grund af mit engagement. Men i dag sætter hun pris på det,« siger Amani Meaidi og forklarer, at hendes forældre i dag bor i gåafstand fra hendes eget hjem. På den måde letter bedsteforældrene en del af presset fra den lille småbørnsfamilie, så Amani Meaidi kan have fuld fokus på sin forskning.

»Men når jeg kigger ud i verden og ser, hvordan palæstinensiske børn bliver dræbt, får jeg lyst til at give op på det hele og tage derned for at arbejde som læge,« siger Amani Meaidi.

Hvordan bliver dit liv påvirket af det, der sker i Gaza lige nu?

»Jeg er i dyb sorg over uhyrlighederne og målløs over berøringsangsten. Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke kan tale åbent om det,« siger Amani Meaidi.

Vil du allerhelst arbejde som læge i klinikken eller forske? 

»Begge dele! Man bliver en langt bedre forsker, når man henter erfaring fra det virkelige liv. Ideelt set ville jeg have det bedst med både at se patienter og forske. Jeg synes, at der er masser af kvindesygdomme, som kræver yderligere forskning. Og jeg er først lige kommet i gang.«