Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
#videnerfandmeikkeetsynspunkt — Professor Peter C. Kjærgaard beskriver, at løgnen fortsatte efter interview. DR afviser al kritik.
Mandag eftermiddag klokken 15.40 fik Peter C. Kjærgaard endelig svar på sin klage til DR over TV-programmet ‘Ellen Imellem’. Han havde ventet 11 dage på at få svar på, om mediekoncernen ville slette det program, han selv mener, at han har deltaget i under falsk præmis.
Klagen, som Uniavisen har set, blev ikke en succes for professoren i evolutionshistorie, der er direktør på Statens Naturhistoriske Museum. I svaret fra redaktionschef på DR Ung, Malene Birkebæk, fremgår det, at DR ikke kan behandle klagen, fordi programmet ikke er sendt endnu. Det siger Peter C. Kjærgaard, som er skuffet over den respons:
»Man ved jo ikke, om man skal grine eller græde. Jeg kan jo kun konstatere, at den er helt galt med både logikken og etikken på DR Ung. Det virker som satire, når de skriver, at de ikke kan vurdere, om et program skal sendes, før det er blevet sendt,« siger han.
Svaret fra DR betyder imidlertid, at programmet nu er sat til offentliggørelse onsdag morgen til Peter C. Kjærgaards store utilfredshed.
Peter C. Kjærgaard er ikke den eneste, der har klaget over programrækken til DR. Det samme har fysikprofessor Anja C. Andersen, som endnu ikke har fået svar på den klage, hun sendte ind til mediehuset for 14 dage siden, selvom hendes udsendelse er blevet offentliggjort. Hun siger, at hun er uforstående over for DR’s respons til forskerne.
Med hjælp fra fagforeningen Dansk Magisterforening er forskerne nu gået sammen om at skrive en klage til Pressenævnet, som bliver sendt afsted onsdag. De håber på, at sagen er principiel nok til, at pressenævnet vil tage sagen.
Peter C. Kjærgaard beskriver også, at programmets studievært Ellen Kirstine Jensen har talt usandt over for ham gentagne gange under optagelserne. Efter interviewet gik hun blandt andet bekendelse og fortalt ham, at hun skulle spille rollen som kreationist:
»Til sidst i optagelserne bliver jeg vred, fordi det er et helt andet interview, end jeg er blevet inviteret ind til. Journalisten stopper optagelserne og siger, at hun er ked af det og flov over sin opførsel. Hun siger, at hun har skulle spille rollen som kreationist, og ikke ville sige det til mig, for ellers ville interviewet ikke fungere,« siger Peter C. Kjærgaard.
Efter selve interviewet er endt, kan Peter C. Kjærgaard ikke forlade optagelserne. Der skal nemlig filmes en lang exit-sekvens, hvor han og studieværten skal følges ned af DR’s rulletrappe. I forbindelse med det bliver han blandt andet opfordret til at smile, fordi det skal se ud som om, at han er i godt humør. I den seance fastholder studieværten, at hun har været nødsaget til at spille rollen som kreationist. Først senere går det op for Peter C. Kjærgaard, at exit-scenen i al hemmelighed er iscenesat, så hans ‘angriber’ står bag ved ham på rulletrappen.
»Det løber koldt ned af ryggen på mig, når jeg tænker på det«, siger Peter C. Kjærgaard, som kalder oplevelsen for et »dobbeltbedrag«.
Han siger, at det underminerer DR’s egen forklaring af, hvorfor programmet ikke overskrider de presseetiske retningslinjer:
»DR’s ledelse forsvar går på, at journalisten ikke har spillet en fiktiv karakter. Men hvordan kan hun overfor mig sige, at hun spiller en rolle – og så forsvarer ledelsen sig med, at hun ikke har spillet en rolle? Det hænger ikke sammen.«
Uniavisen har forelagt kritikken for DR. Ledende redaktionschef for DR Ung, Malene Birkebæk, skriver i en mail, at DR ikke klagebehandler indhold, der ikke er publiceret, blandt andet fordi de ofte arbejder på programmerne helt op til deadline. Hun vil ikke kommentere, hvorvidt studievært Ellen Kirstine Jensen overholdt de presseetiske regler, da hun angiveligt løj over for Peter C. Kjærgaard. Malene Birkebæk fastholder, at hun mener, programmet overholder de presseetiske regler samt DR’s egne etiske regler.
Peter C. Kjærgaard blev i kraft af sin ekspertise inviteret ind i TV-programmet for at tale om evolutionshistorie. Eller det troede han i hvert fald. For i virkeligheden blev han interviewet af
I klagen til DR skrev Peter C. Kjærgaard blandt andet, at han følte sig misledt gennem processen med optagelserne af programmet. Han mener derfor, at han uden accept er blevet narret til at deltage i en samtale med en gruppe, som han bevidst har undgået at kommunikere med i hele sin videnskabelige karriere.
»Jeg bliver inviteret til at tale om evolution, men i virkeligheden handler det om noget helt andet, nemlig kreationisme. Det svarer til, at en fysiker er inviteret til at tale om kvantemekanik, og så handler det i stedet om krystalhealing,« siger han.
DR mener dog ikke, at interviewet er foregået under falske præmisser. De henviser til, at der er vide rammer for presseetik, når det gælder satire, og vurderer, at det samtykke, Peter Kjærgaard har givet, da han sagde ja til at deltage, også er dækkende for, at DR kan offentliggøre programmet.
I mellemtiden må Peter C. Kjærgaard acceptere, at det program, som han modvilligt deltager i, er sat til offentliggørelse onsdag. Og han afventer slutproduktet med bekymring:
»Det er en times optagelse med mig, men jeg ved fra de andre programmer, at de klipper det på den mest kompromitterede måde. Så jeg forventer mig det værste. Det er meget ubehageligt.«