Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Danmarks Forskningspolitiske Råd anbefaler at alle forskere får en grundbevilling så de har tid til at forfølge egne ideer af ren nysgerrighed. Målet er at sikre den frie forskning
Den bedste forskning opstår på baggrund af nysgerrighed og egne ideer, så det er bekymrende at forskerne i stigende grad oplever det som en kraftig hæmsko at ledelsen på universiteterne og eksterne institutioner styrer og kontrollerer deres arbejde.
Det slår Danmarks Forskningspolitiske Råd (DFR) fast i sin årsrapport der blev præsenteret på en konference tirsdag den 10. marts.
Rådet anbefaler derfor at alle forskere får en grundbevilling hvor der er afsat tid til de projekter som vedkommende alene følger af nysgerrighed.
»En grundbevilling kunne tage brodden af noget af kritikken af at mange i dag føler sig kostet rundt med af ledelserne. Jeg tror ikke man skal tænke i kroner og ører, men i tid. Der skal være en sikret tid hvor man kan bedrive sin egen forskning uafhængig af hvilke strategier der ligger for instituttet eller universitetet,« siger medlem af DFR og professor på Copenhagen Business School Svend Erik Hougaard Jensen.
Han vil dog ikke lægge sig fast på hvor stor en andel af arbejdstiden der skal være fri tid til at udforske egne ideer. »Det kan ordnes lokalt på de enkelte universiteter og institutter. Det kan sagtens lade sig gøre hvis der er en god ledelse,« siger han.
Behersket glæde
Peter Harder, professor på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet (KU) og medforfatter til en hvidbog om problemerne med universitetsloven fra 2003 udgivet af Videnskabernes Selskab, glæder sig over anbefalingen fra DFR, som han håber videnskabsministeren vil lytte til.
»Rådet fokuserer på samme problem som vi gør i Videnskabernes Selskab, nemlig truslen mod oplevelsen af ejerskab til forskningsaktiviteten. Den voldsomt øgede ledelsesaktivitet fører til fragmentering og tab af identifikation med arbejdspladsen,« siger Peter Harder.
Claus Emmeche, lektor på KU og en af initiativtagerne til en underskriftsindsamling for en revision af universitetsloven, mener at forslaget umiddelbart virker som en fornuftig måde at skabe bedre rammer for den frie forskning, men han er alligevel skeptisk.
»Diagnosen er korrekt, tiden til den frie forskning eroderer bort, og medicinen virker fornuftig, men jeg mangler konkret at få at vide hvor meget fri tid til forskning der er tale om. Det løser heller ikke det reelle problem at ledelsen mangler legitimitet,« siger Claus Emmeche.
Han foreslår derfor at man indfører et nyt ledelsessystem med demokratisk valgte råd på institut- og fakultetsniveau. De skal blandt andet have til opgave at ansætte dygtige professionelle fagpersoner til at stå for den daglige ledelse.
Garanterer for friheden
Rektor Ralf Hemmingsen ønsker ikke at udtale sig om emnet da KU er i gang med en intern evaluering af universitetsloven som afsluttes med et debatmøde torsdag den 26. marts i Festsalen.
Han skriver dog i en kronik i Politiken fredag den 13. marts forfattet sammen med rektorerne fra Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Roskilde Universitet, Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Copenhagen Business School og IT-Universitetet at:
»Vi ØNSKER at være rektorer for uafhængige universiteter med den størst mulige faglige troværdighed. Derfor er det vores vigtigste opgave at være garanter for forskningsfriheden.«
Videnskabsminister Helge Sander (V) sagde på konferencen arrangeret af Danmarks Forskningspolitiske Råd at han er villig til se på mindre justeringer af loven, men at han vil fastholde den nuværende ledelsesform.
clba@adm.ku.dk