Forskeren, der blev politiker, fordi han savnede videnskabelige stemmer på Borgen

I Stinus Lindgreens hjem står der et skab, der nok vil få de fleste til at spærre øjnene op. Det er et gammelt tandlægeskab, der rummer en række besynderlige ting på glashylderne, fossiler, udstoppede dyr, et stykke af en meteor for at nævne nogle af dem.

Skabet har også et navn: Videnskabet.

Stinus Lindgreen kigger ofte på skabet sammen med sine børn, der spidser ører, når far fortæller om naturvidenskabens vidundere.

»De synes, det er dybt fascinerende,« siger han.

Når han fortæller om skabet, lyder han som alt andet end en folketingspolitiker. Men så igen: Hvis der var en af de folkevalgte på Christiansborg, der skulle have et ’videnskab’ i sit hjem, er det ikke så underligt, at det er Stinus Lindgreen.

Han har viet sit arbejdsliv til videnskaben. Som forsker har han nærstuderet dna og kortlagt udvandringer sammen med Eske Willerslev, han har undersøgt klimapåvirkningen af bakterier i jorden i New Zealand, og han har haft en artikel på forsiden af Nature, et af verdens førende videnskabelige tidsskrifter.

Han har været ansat på Københavns Universitet, i Steno Diabetes Center og i medicinalvirksomheden Lundbeck.

Men han forlod det hele, da han tidligere på sommeren blev valgt til Folketinget for Radikale Venstre. Nu sidder han på sit kontor på Slotsholmen og ved, at han befinder sig i det, man kalder et point of no return:

»Lige siden jeg startede på universitetet tilbage i år 2000, har jeg vidst, at det var der, jeg hørte til. Den akademiske verden var lige mig. Det var den vej, jeg så mig selv gå, og det er jo også den vej, jeg er gået,« siger Stinus Lindgreen med hestehalen skjult bag den sorte skjorte og albuerne hvilende på bordet.

»Men jeg kan jo ikke holde mig opdateret på forskningen på samme måde som tidligere. Så lige meget hvad kommer jeg ikke til at gå tilbage til den type forskning, jeg lavede før. Det var en svær beslutning.«

Evidensfetichist

Den tunge pose med breve, som hans personlige assistent netop har slæbt ind på hans skrivebord, antyder, at tiden er knap til at nørde forskning. Han prøver nu alligevel: Han læser stadig videnskabelige tidsskrifter, også i andre fag end det, han skrev ph.d. i, nemlig bioinformatik. Blandt andet følger han lidt med i astronomi.

Det er der nok ikke ret mange af kollegerne på Christiansborg, der gør. Og det er faktisk en af grundene til, at han overhovedet stillede op til Folketinget.

»Der mangler stemmer i den politiske debat, der har en naturvidenskabelig baggrund og kender forskningsverden indefra. De kan jo tælles på én hånd herinde,« siger Stinus Lindgreen.

Det kræver virkelig, at man har den konspiratoriske sølvhat langt nede om ørerne for at se en interessekonflikt i, at jeg arbejder med diabetes og så blander mig i en debat om vaccine.

Stinus Lindgreen, forskningsordfører, Radikale Venstre

»Det er ikke en konkurrence. Jeg siger ikke, at det ville være bedre, hvis alle var forskere, men det er vigtigt, at forskellige baggrunde og erfaringer er repræsenteret. Og jeg synes, der er politikområder, hvor mit perspektiv er om ikke det rigtige, så i hvert fald vigtigt at få med i debatten.«

Han er blevet ordfører for et nogle af de områder: forskning, sundhed, psykiatri og ældre.

Allerede nu, her over en måned før Folketingets officielle åbning, har han holdt de første møder med sundhedsministeren, fordi han ønsker at gribe ind i markedet for alternativ behandling, hvis påståede effekt ikke bliver bakket op af forskningen.

»Nu sker der noget, og det er vigtigt, at jeg kan være med til at præge et område, der har manglet i debatten,« siger han.

Man skal heller ikke stalke Stinus Lindgreen længe på de sociale medier, før man får et indtryk af hans mission som politiker – og måske adskiller den sig ikke så meget fra den, han havde som forsker: På Facebook har han indsat Radikale Venstre-credoet »Vi lytter. Også til forskere« over sit profilbillede, og på Twitter kalder han sig selv »evidensfetichist«.

Det handler om menneskeliv

Han gik netop ind i politik, fordi han savnede viden og evidens i debatten.

Det startede med, at han sad i New Zealand og forskede i, hvordan klimaforandringer påvirker bakterier i jordbunden. Dengang drog han til klimakonferencer, han læste artikler om klimaforandringer og gennemtærskede den seneste rapport fra FN’s klimapanel, IPCC.

Med andre ord vidste han pludselig meget om global opvarmning. Det virkede det bare ikke til, at der var mange andre, der gjorde, når han fulgte med i den politiske debat, der rasede i Danmark.

»Det slog mig, at hele klimadebatten var blevet så politiseret. Det generede mig, at der ikke var nogen, der havde fokus på data og på at forstå, hvad problematikken egentlig handler om,« siger han.

Han meldte sig ind i Radikale Venstre efter valget i 2015, fordi han synes, det var det parti, der tog emnet mest alvorligt og kom med flest konkrete løsninger. I øvrigt havde han altid stemt på partiet.

Det var ikke, fordi han drømte stort om en politisk karriere. Men som han siger med et smil: »Hvis man er til de der generalforsamlinger og hoster på det forkerte tidspunkt, så er man pludselig kasserer eller næstformand.«

Stinus Lindgreen steg i graderne i partiet, han blev medlem af hovedbestyrelsen, valgt ind som medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden, og nu er han altså forskningsordfører på Christiansborg.

Men det er ikke sådan, at han er kommet ind fra højre i de ophedede samfundsdebatter. Faktisk har han brugt en god del af det seneste årti på at blande sig i dem.

Først som formand for Ateistisk Selskab, hvor han talte imod kreationister og andre, der afviste naturvidenskabens udlægning af verdens opståen.

Senere har han skrevet indlæg om alternativ behandling og HPV-vaccinen, debatter, han kalder bizarre, fordi forskning og evidens på den ene side og personlige anekdoter på den anden tit ses som ligeværdige positioner.

Da HPV-debatten var på sit højeste – og længe før han stillede op til Folketinget – skrev han en aften et Facebook-opslag.

»Jeg skrev, at jeg var bange for, at de her debatter kan koste menneskeliv på sigt. Så gik jeg i seng, og dagen efter var der sindssygt mange kommentarer, og det var blevet liket og delt – og det var også blevet det modsatte af liket, om du vil. Det havde jeg slet ikke set komme, og jeg tænkte: Det var alligevel interessant,« siger Stinus Lindgreen.

»Men det er jo interessant, fordi det handler om menneskeliv – det gør det jo. Alle, der har en mor, en søster eller en datter bør jo engagere sig i en sådan debat.«

Sølvhatten langt nede om ørerne

Det bør forskere især, siger Stinus Lindgreen. Forskere, der som han selv har fået en lang uddannelse betalt af staten og ved meget om det fag, de har fordybet sig i.

»Det er et eller andet sted et fair krav, at jeg deltager og bruger den viden, jeg har fået. Også i de emner …«

Han holder en kort pause.

»… eller måske især i de emner, der er svære og kontroversielle, for det er der, at der er brug for, at der kommer nogen og siger: Det her ved vi, og det her ved vi ikke.«

Hvordan, spørger han, skal de mennesker, der ikke har forsket i klima, sundhed, ja, snart sagt hvilket som helst emne, ellers skelne mellem fup og fakta?

Man har glemt fødekæden i dansk forskning.

Stinus Lindgreen, forskningsordfører, Radikale Venstre

Målet er ikke at overbevise dem, der lader anekdoter eller holdninger trumfe evidens. Målet er at overbevise alle andre end dem.

»Hvis en eller anden siger, at vacciner er superfarlige, så kan jeg komme med nok så mange fakta, det vil ikke ændre deres holdninger. Det ved jeg. Og alligevel gør jeg det. Er det så ikke fuldstændig åndssvagt? Det kan man mene, men pointen er, at det er publikum, der er vigtig at få fat i. Jeg kan jo se, at det virker. Alene HPV-debatten har jo virkelig flyttet folk. Så det nytter noget. Det er bare et langt sejt træk.«

Han mener ikke, der i dag er nok forskere, der er villige til at tage slæbet.

Det kan måske have noget at gøre med tonen i debatten. Stinus Lindgreen er selv blevet kaldt et utal af ukvemsord i sin tid som debattør, og så er han blevet beskyldt for at være i lommen på industrien, fordi han arbejdede i Steno Diabetes Center, samtidig med at han blandede sig i vaccinedebatten.

»Det var ret vildt at opleve. Det var så langt ude. Det kræver virkelig, at man har den konspiratoriske sølvhat langt nede om ørerne for at se en interessekonflikt i, at jeg arbejder med diabetes og så blander mig i en debat om vaccine.«

Flere penge til fri forskning

Men der kan også være en anden grund til, at forskere ofte skyr de svære samfundsdebatter. Det handler ikke om det politiske miljø, men om forskningslandskabet.

Det er et landskab, der er præget af stigende privat finansiering og faldende basismidler. Mange forskere sidder i løse stillinger på universiteterne og kan i værste fald se frem til at ryge ud i kulden, når deres bevilling slipper op.

I den situation vil de fleste måske tøve med at fare ind i betændte debatter.

»Jeg kan godt forstå, at du som universitetsansat forsker ikke blander dig, fordi du er bange for at lægge dig ud med nogle af dem, der skal behandle din næste fondsansøgning. Men det er jo ekstremt problematisk,« siger Stinus Lindgreen.

Det er en af hans mærkesager at investere i forskning og sikre en bedre balance mellem de fri og de private midler.

Ubalancen skader nemlig ikke bare forskernes debativer, siger han. Den skader også forskningsfriheden og -kvaliteten og den selektion, der er blandt yngre forskere.

Det seneste eksempel er debatten om Carlsbergfondet, der ikke længere vil støtte postdocer, som ønsker at blive i Danmark for at forske i egne ideer. Det betyder, at det nu næsten er umuligt at få et frit postdocstipendium herhjemme.

»Man har glemt fødekæden i dansk forskning. Vi er nødt til at have alle led med. Det, man nogle gange glemmer eller ikke ved, hvis man sidder på Christiansborg og ikke har været i forskning, er, at der er en verden til forskel på at sige, at man har taget en postdoc i en professors gruppe og så at sige, at man har lavet sit eget projekt. Det betyder bare noget,« siger Stinus Lindgreen.

»Det andet er, at man glemmer, at der sidder nogle folk med helt vildt gode ideer, der bliver forbigået. Det kan være det næste store Vestas-gennembrud i Danmark. Hvis de ikke kan få penge, bliver det aldrig til noget.«

Så er løsningen vel at give flere penge til fri forskning?

»Ja. Præcis hvor snittet skal ligge tør jeg ikke sige. Men jeg synes, at man har skruet for meget ned for den fri forskning og givet for få penge til den. Danmarks Frie Forskningsfond er jo blevet skåret helt vildt, særligt da Esben Lunde Larsen var såkaldt forskningsminister.«

Men en ting er fonde – hvis man virkelig vil løse nogle af problemerne, skal man vel sørge for, at universiteterne får flere basismidler, så de kan oprette flere faste stillinger?

»Jeg er helt enig, og jeg vil meget gerne gå i den retning, selv om det bliver et langt sejt træk.«

»Du får ikke de bedste resultater ved at stresse folk unødigt, og det bliver de, når de kun er ansat i et eller to år og så skal søge penge igen. Det er ikke fede vilkår at arbejde under. Det kunne jeg godt tænke mig, at man blev mere bevidst om. Sådan behøver det for pokker ikke at være.«

Hvis man læser forståelsespapiret, er der rigtig mange visioner for Danmark, og der er også nogle dyre poster – for eksempel på klima – der nok kommer før forskning?

»Der er nogle prioriteringssager her, det er klart. En af de ting, der står relativt konkret i forståelsespapiret er dog, at vi skal op på én procent af BNP til forskning. Der er det for mig vigtigt, at det er, hvad vi giver fra det offentlige. Det skal ikke været et mål, det skal være et minimum. For det er ikke nok på sigt. Jeg vil gerne have, vi kommer derop, og så tager vi den derfra.«

Men er det realistisk?

»Det tror jeg. Om det bliver i den her finanslov, ved jeg ikke, men det er da klart noget, vi arbejder for. Under SR-regeringen var vi oppe på 1,08 procent. Det kunne man under dårlige tider. Så røg det ned under den efterfølgende regering. Selvfølgelig kan vi det. Det kan godt være, det er dyrt, men det er fandeme dyrere at lade være. Det glemmer folk nogle gange.«

Vi kan fandeme sende folk til månen

Et ord, Stinus Lindgreen bruger flere gange er begejstring. Begejstringen for forskningen. Begejstringen for naturvidenskaben.

Den mangler, siger han, også hvis man for alvor skal have politikerne til at investere i forskningen. En undersøgelse, som valgforsker Kasper Møller Hansen, lavede i 2015 satte tal på problemet: 0,04 procent af befolkningen så på det tidspunkt forskningspolitik som ét af de fire vigtigste emner.

Det kan have ændret sig siden, men: Intet tyder på, at der er mange stemmer i at kaste millioner i forskning.

At se ens artikel på forsiden af Nature er en ret fed følelse. Den burde jeg få op at hænge

Stinus Lindgreen, forskningsordfører, Radikale Venstre

Stinus Lindgreen mener egentlig, at begejstringen ulmer et sted i befolkningen. Det mærker han, når han fortæller om de forskningsprojekter, han har lavet, ikke mindst de dna-studier af gamle grønlændere og aboriginere, han lavede sammen med blandt andre Eske Willerslev.

Han mærker det også, når han står foran ’videnskabet’ og ser sine børns øjne blive store.

»Det er vigtigt, at vi indser, at forståelsen for videnskaben og for verden omkring os har en værdi i sig selv. Nu var der jo lige jubilæum for månelandingen … måske mangler vi sådan nogle historier i dag. ’Prøv at se, vi kan fandeme sende folk til månen og få dem hjem igen’.«

Han savner særligt en bred erkendelse af den værdi, hans eget felt har: naturvidenskaben. Ikke i forskningsmiljøer, men som en del af vores dannelsesbegreb.

»Man snakker meget om litteratur, teater, kunst og film, når man snakker om dannelse. Men naturvidenskaben mangler. Dannelse er også naturvidenskab. Hvordan ved vi, hvad vi ved. Hvordan ved vi, at jorden flyver rundt om solen. Hvordan ved vi, at den er rund. Det er så fundamentalt for alt, vi laver.«

Hans kropssprog antyder, at han ikke har mistet begejstringen, bare fordi han har forladt forskningen.

Tror du ikke, du kommer til at savne at sidde med din egen forskning?

»Det kunne jeg godt forestille mig. Nu sidder jeg jo i det vigtigste udvalg for forskning, men jo, jeg synes, det er dybt fascinerende. Det er bare en indgroet del af mig.«

Hvad er egentlig størst for dig – et forskningsgennembrud eller en politisk sejr?

»At se ens artikel på forsiden af Nature er en ret fed følelse. Den burde jeg få op at hænge … hvis jeg kun tænkte på mig selv, ville jeg nok have fortsat ad den vej, jeg gik. Den er nemmere og sikrere end det her. Men jeg synes, politik er vigtigt, og jeg tror, jeg har en baggrund og erfaring, der mangler.«

Så smiler han skævt.

»Og så har jeg stadig til gode at få min første store politiske sejr, men når jeg får 2 procent af BNP til forskning eller får gjort noget ved hele området for alternativ behandling, så kan du jo spørge mig igen.«