Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

De frie postdocstipendier forsvinder fra Danmark

Karriereveje — Carlsbergfondet deler ikke længere midler ud til nyudklækkede ph.d.’er, der ønsker at blive i Danmark, så nu bliver det svært at forfølge egne ideer som postdoc herhjemme. Det rammer unge forskere med familie, lyder kritikken.

Carlsbergfondet havde nok ikke forventet, at en lille ændring i deres uddeling af postdocmidler, ville vække et ramaskrig. Men det har det gjort.

Modsat sidste år støtter fonden i år ikke nyslåede ph.d.’er, der ønsker at blive i Danmark for at lave deres egne postdocprojekter. De giver i stedet midler til unge forskere, der søger mod udlandet, foruden dem, der har været ude af landet og vil forske videre i Danmark.

På Twitter reagerede flere forskere skarpt på nyheden.

»Muligheden for internationalisering er selvfølgelig fin, men for folk med familie og børn er det oftest ikke en reel mulighed. Dette er noget som landets forskningspolitikere burde se alvorligt på,« skrev Rune Møller Stahl, postdoc på Københavns Universitet.

Vores økonomi muliggør ikke, at vi sætter særlige penge af til at udbyde frie postdocpuljer til danskere, der ikke har mulighed for at rejse til udlandet

Kim Brinckmann, vicedirektør for forskning og innovation, Københavns Universitet

Christoph Ellersgaard skrev, at han og de øvrige forfattere bag Magteliten: Hvordan 423 danskere styrer landet ikke ville have været i stand til at lave projektet uden deres postdocbevillinger.

Og over for Uniavisen giver et par unge forskere udtryk for, at ændringen enten rammer eller ville have ramt dem. En af dem er Simon Bager, der allerede er i gang med en ph.d. på et belgisk universitet, mens hans kone og barn har fast base i Danmark.

»Jeg kan mærke, hvor hårdt det er både for mig og familien, at jeg laver noget, hvor jeg påtvinger min kone mit karrierevalg, fordi jeg gerne vil forske,« siger han.

»Dem, der gerne vil til udlandet skal selvfølgelig kunne komme det, men at gøre det til et rigidt krav, låser folk og fjerner måske også lysten til at forske hos nogen.«

Det handler ikke nødvendigvis om Carlsbergfondet. Fondens beslutning er kun et skvulp i den bølge, der har forringet mulighederne for at lave egne projekter som postdoc herhjemme. Allerede i 2016 lukkede Danmarks Frie Forskningsfond for en tilsvarende pulje i kølvandet på heftige nedskæringer.

Men:

»Det var nok dråben, der fik bægeret til at flyde over,« siger Hjalte Bonde Meilvang, tidligere ph.d.-studerende på Københavns Universitet.

Eller som Kim Brinckmann, vicedirektør for forskning og innovation sammesteds, siger om udviklingen:

»Det udtrykker meget godt det danske forskningslandskab, som det tegner sig i dag.«

Læs også: Tidligere ph.d.-studerende: »Udvælgelsen blandt unge forskere er uhensigtsmæssig«

Udlandsophold en nødvendighed

Det er netop det forskningslandskab, som Carlsbergfondet selv mener, at de har tilpasset sig. Universiteternes sange om internationalisering har betydet, at forskere sjældent bliver ansat, hvis de ikke har erfaring fra udlandet.

Det skriver fondens bestyrelsesformand, Flemming Besenbacher, i en mail til Uniavisen.

»Derfor ville det være at gøre de unge forskertalenter en bjørnetjeneste at lade dem forblive i forestillingen om, at et postdoc-forløb i Danmark er tilstrækkeligt kvalificerende til senere hen at føre til fastansættelse.«

Jeg synes, man har kortsluttet lidt af snakken om, hvad der skal til for at få en universitetskarriere. Det er i udgangspunktet, at man bliver adjunkt

David Dreyer Lassen, bestyrelsesformand, Danmarks Frie Forskningsfond

Efter kritikken fra forskningsmiljøet oprettede Carlsbergfondet en webside med spørgsmål og svar, hvor de forklarede, at de stadig støtter danske postdocer, der vender tilbage fra udlandet, og i øvrigt giver ekstra støtte til forskere med familie, der rykker til udlandet.

Ifølge de unge forskere, Uniavisen har talt med, vil mange dog slet ikke søge midlerne, hvis det betyder, at de skal til udlandet. Økonomisk støtte eller ej.

Det er specielt et problem i Danmark, hvor forskerne gennemsnitligt er ældre end i andre lande, når de afleverer deres ph.d.

Læs også: Postdocerne har fået nok (feature om prekarisering af forskere).

»Ifølge mange af de ansøgere til Carlsbergfondet, som vi har talt med, er det bedst at komme afsted til udlandet så hurtigt som muligt efter afsluttet ph.d.-eksamen, for jo længere tid, man venter, jo vanskeligere bliver det pga. familiemæssige forpligtelser,« skriver Besenbacher.

»Men [man] må gøre sig klart, at hvis man har ambitioner om en forskerkarriere, er et udlandsophold en nødvendig investering i ens karrieremuligheder og fremtiden. Gode investeringer giver ofte et højt langsigtet afkast.«

Læs også: Dansk ph.d.-studerende i Belgien: »Det er et problem, at udlandet er et krav og ikke en mulighed«

Pengene rækker ikke til postdocpuljer

Kim Brinckmann, vicedirektør for forskning og innovation på Københavns Universitet, erkender, at det er svært at få ansættelse på et universitet, hvis man ikke har erfaring fra udlandet – og at det kan skabe en sortering, der ikke altid er hensigtsmæssig.

»Det er en strukturel udfordring i Danmark, hvor færdige ph.d.’er i gennemsnit har en høj alder. Nogle har eksempelvis allerede etableret familie og sat sig i gæld, og det kan føre til, at folk vælger en postdoc-stilling fra. Derfor er det selvfølgelig godt, hvis der også er private eller offentlige virkemidler, der kan støtte forskningstalenter mere nationalt,« siger Kim Brinckmann.

Jeg kan sagtens forstå, at mange gerne vil fortsætte med forskerkarrieren, når de står med en ph.d. i hånden, men jeg er ikke sikker på, at vi gør det bedste ved at holde nogle i limbo i to år mere.
David Dreyer Lassen, bestyrelsesformand, Danmarks Frie Forskningsfond

Det er netop, fordi det var en af de sidste muligheder for at søge frie postdocmidler i Danmark, at Carlsbergfondets nye bevillingspraksis har tændt en ild i forskningsmiljøet. Fonde som VELUX, Lundbeckfonden og også Ny Carlsbergfondet giver stadig danske postdocstipendier, men det er midler, der knytter sig til bestemte projekter eller emner.

Læs også: Her er det moderne universitets forretningsmodel.

På Københavns Universitet er det i øjeblikket heller ikke en prioritet at give nye postdocstipendier i Danmark.

»Vores økonomi muliggør ikke, at vi sætter særlige penge af til at udbyde frie postdocpuljer til danskere, der ikke har mulighed for at rejse til udlandet. Der er mange andre udfordringer, vi også skal løse. På den måde opstår der et problem, når der er et virkemiddel, der hører op i det samlede landskab,« siger Kim Brinckmann.

Postdocsumpen

Danmarks Frie Forskningsfond lukkede også for en pulje til danske postdocstipendier i 2016, efter fondens budget havde fået et gevaldigt snit med sparekniven. Formand David Dreyer Lassen mener, at debatten om postdocmidler ofte drejer sig om det forkerte.

»Det er en meget dansk ting at tænke, at man starter sin karriere som uafhængig ung forsker som postdoc. I andre lande bliver man postdoc på et eksisterende projekt, hvor der er en professor i spidsen, eller også bliver man adjunkt, hvor man kan forfølge sine egne forskningsideer.«

Han siger, at fonden løbende diskuterer, om postdoc-programmet »gør det rigtige« for dansk forskning. Lige nu er svaret ikke nødvendigvis ja.

»Hvis man vil forfølge en karriere som forsker, så gøres det altså bedst i en fast stilling på universitetet, som det ser ud i øjeblikket.«

Muligheden for internationalisering er selvfølgelig fin, men for folk med familie og børn er det oftest ikke en reel mulighed.

Rune Møller Stahl, postdoc, Københavns Universitet

Men de unge forskere kan med rette indvende, at der ikke er nogen faste stillinger, de kan få?

»Så kan man sige, at hvis det er tilfældet, så er der jo ikke nogle stillinger efter postdocen,« siger han.

»Jeg kan sagtens forstå, at mange gerne vil fortsætte med forskerkarrieren, når de står med en ph.d. i hånden, men jeg er ikke sikker på, at vi gør det bedste ved at holde nogle i limbo i to år mere.«

Han nævner den nylige rapport fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, der taler om en regulær ’postdocsump’. Den vækst i ph.d.-stillinger, der er et resultat af globaliseringsaftalen i 2006 og stigningen i ekstern finansiering, har betydet, at mange unge forskere er endt i løse ansættelser uden udsigt til fastansættelse på universitetet.

Det har heller ikke hjulpet, at universiteternes budgetter er blevet beskåret med to procent årligt siden 2016. Men ifølge David Dreyer Lassen er det ikke fondenes ansvar at sætte plastre på universiteternes sår.

»Jeg synes, man har kortsluttet lidt af snakken om, hvad der skal til for at få en universitetskarriere. Det er i udgangspunktet, at man bliver adjunkt, hvor man i en tidsbegrænset stilling bliver set lidt an i en periode,« siger han.

Ikke flere adjunkter

De unge forskere er omvendt afhængige af at skaffe eksterne penge hos fondene. Fonde, der vurderer et projekt, men ikke tager stilling til ansøgerens portefølje eller evne til at undervise, som man gør på universitetet.

»Det, der sker i et vist omfang, når fondene udbyder postdocstillinger er, at universiteterne tænker, at de så ikke behøver at have lige så mange adjunkturer. Det er det, der er sket. For så er der unge mennesker, universiteterne kan holde fast i og føre frem til en lektorstilling,« siger David Dreyer Lassen.

»Men hvis man alene lader fremtidens lektorer være folk, der har fået en postdoc i en fond, så udliciterer man reelt beslutningen til nogen, der kun kigger på et enkelt projekt. Jeg synes næsten, det er det største problem ved det her.«

Han mener, at det i høj grad er universiteternes ansvar at lave flere adjunktstillinger, også selv om de er hårdt presset økonomisk.

Men det er tvivlsomt, om det kommer til at ske, i hvert fald på Københavns Universitet. Midlerne er ikke til det, siger Kim Brinckmann.

»Vi kigger på vores karriereveje, og i den forbindelse kigger vi også på karriereudvikling for vores postdoc-ansatte, men det kommer hele tiden tilbage til de økonomiske muligheder, vi har på universitetet.«

Så I forventer ikke at oprette flere adjunktstillinger i den nærmeste fremtid?

»Nej, det er ikke det økonomiske scenarie, vi kigger ind i.«

Men er det ikke et problem, at dem, der ender med at få de faste stillinger, så er dem, der har haft held til at få penge hos en fond og har haft mulighed for at tage til udlandet?

»Lige nu er det klogest at iagttage udviklingen og se, om det er noget, der går ud over kvaliteten og talentudviklingen på universitetet.«

Finansieringen koster

Det er ikke kun i udvælgelsen af fremtidens forskere, at de private fonde har fået større indflydelse på universitetet. Det er sket over en bred kam.

Som Jyllands-Posten skrev i sidste uge, er den samlede andel af private midler steget eksplosivt på universiteterne – fra 274 millioner til 1,2 milliarder kroner siden 2007, alene på Københavns Universitet. Det betyder, at universiteterne kan kaste sig over ambitiøse projekter, som de ikke selv ville have råd til. Men det har også konsekvenser.

Fondene dækker nemlig sjældent de fulde følgeomkostninger af de projekter, de finansierer, og det betyder, at universiteterne må bruge basismidler på at dække hullet. Midler, der kunne gå til at sikre flere faste stillinger på universitetet, blandt andet til unge forskere.

Det er ikke et problem, at Carlsbergfondet og andre fonde støtter fremragende dansk forskning. Problemet er, at de offentlige basismidler har faktisk været faldende.

Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand, Carlsbergfondet

Kim Brinckmann mener, at der er en sammenhæng mellem den begrænsede udbetaling af overhead og universiteternes manglende evne til at fastholde talentfulde forskere, og Københavns Universitet prøver at få flere følgeomkostninger dækket fremover. Det er netop tanken bag den nye budgetmodel, der pålægger fakulteterne at indbetale en skat til fælleskassen, når de modtager eksterne midler.

Men Brinckmann afviser, at Københavns Universitet bør sige nej til en del af den private finansiering for at frigøre basismidler.

»Hvis man siger nej til de private midler, siger man også nej til at deltage i nogle rigtig vigtige forskningsprojekter, som vi meget gerne vil være med i. Det er en lidt kortsigtet strategi at sige nej til de muligheder, der ligger der.«

Carlsbergfondets bestyrelsesformand, Flemming Besenbacher, siger, at fonden dækker projektrelaterede udgifter, der er beskrevet i ansøgningen, men ikke vil give »uspecificeret overhead«.

»Det er ikke et problem, at Carlsbergfondet og andre fonde støtter fremragende dansk forskning. Fondenes bidrag er med til at hæve kvaliteten af dansk forskning, og i Carlsbergfondet har forskerne total frihed, når de har fået en bevilling,« skriver han i en mail.

»Problemet er snarere, at de offentlige basismidler ikke er øget tilsvarende og har faktisk været faldende. Vi burde arbejde for, at det offentlige bidrag til dansk forskning over de næste 10 år øges til 1,5 procent af BNP.«

Seneste