Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
KRONIK - Hvilken social klasse, ens forældre tilhører, har stor betydning for chancerne for at blive forsker. Det viser den første bredt dækkende undersøgelse af emnet. Eliteforskerpriser forstærker skævheden.
Forskerne i Danmark kommer fra den lille snævre elite, som man kan kalde den kulturelle overklasse.
Den defineres her som en gruppe, der for det første har en akademisk uddannelse, og for det andet er inden for uddannelse, forskning, vidensformidling, kultur, medier og lignende.
De 20 procent skal sammenholdes med, at den tilsvarende gruppe kun udgør godt to procent af hele den danske befolkning (forældregenerationen, tilsvarende aldersgrupper).
Omvendt har kun seks procent af forskerne en ufaglært arbejder som far, mod 25 procent af hele befolkningen. Det betyder, at børn fra den kulturelle overklasse har cirka 35 gange så høje odds for at være blevet universitetsforsker som børn af ufaglærte.
Sammenlignet med så mange andre forhold, der har at gøre med ulighed i levevilkår og chancer i livet at gøre, er skævheden sjældent stor.
Disse tal stammer fra den første bredt dækkende undersøgelse i Danmark. Den er baseret på registerdata fra Center for Forskningsanalyse og Danmarks Statistik, og omfatter alle i ordinære VIP-stillinger ved danske universiteter i årene 2000-2002.
Dog indgår kun personer, der er født senere end 1954, idet der for ældre årgange savnes forældreoplysninger. Altså den yngre del af forskerstaben, der har afsluttet lang videregående uddannelse cirka 1980 eller senere, og som i år 2000 (første observationsår) var cirka 45 år eller yngre. De vil typisk være ansat i perioden 1980–2000.
Et andet datasæt i undersøgelsen er ansøgninger til forskningsråd 2000-2006.
Se nu på figuren (vedlagt som pdf nederst i artiklen, red.). Her er forskernes sociale oprindelse sammenlignet med 1) alle med lang videregående uddannelse og 2) hele befolkningen. Figuren giver et visuelt indtryk af styrken af selektioner på to af de trin, der passeres for at blive forsker.
Venstre blok i bjælkerne viser, hvordan gruppen med arbejderklassebaggrund (her både faglærte og ufaglærte, sammen med personer uden for arbejdsmarked) skrumper fra at udgøre 42 procent af hele befolkningen til under det halve, 16 procent, af dem med lang videregående uddannelse, for endelig at blive reduceret til 13 procent af forskerpopulationen.
I den anden ende, i højre side af bjælkerne, har vi børn fra den lille kulturelle overklasse, der fra at udgøre to procent af hele befolkningen seksdobles til 13 procent af dem med LVU og yderligere forøges til at udgøre 20 procent af forskerpopulationen.
Bemærk den dramatiske forskel mellem trin 1 (selektion til LVU) og trin 2 (selektion til forskerkarriere): Trin 1 sørger primært for en voldsom frasortering af unge fra arbejderklasse eller med forældre uden for arbejdsmarkedet, og vindere er her alle andre sociale klassers børn; men dog i særlig grad dem fra den kulturelle overklasse.
Anderledes på trin 2, der kun har en vindergruppe, nemlig unge fra kulturel overklasse. Her igen på bekostning af arbejderklasse, men også, omend i mindre grad, funktionærer, øvrige og økonomisk overklasse.
Københavns Universitet er det af landets universiteter, der udviser den største skævhed i forskerrekruttering. Her udgår godt en fjerdedel (26 procent) af forskerstaben fra den lille kulturelle overklasse på to procent af totalbefolkningen.
Nok er der ikke tale om dramatisk store forskelle mellem universiteterne – andelen på Aarhus Universitet er således næsten lige så høj, 22 procent, men Aalborg Universitet og Syddansk Universitet er dog nede på henholdsvis 13 procent og 14 procent, altså mindre skævhed. Lavest andel har Handelshøjskolen i Aarhus (syv procent).
Det spiller selvfølgelig en rolle, at store dele af den kulturelle overklasse simpelthen bor klumpet sammen i enklaver i hovedstadens nordlige omegn, og at dens afkom, der søger universitetskarriere, er tilbøjelige til at gøre det i nærheden.
Men geografien giver dog ikke hele forklaringen. CBS har således kun 18 procent, der kommer fra kulturel overklasse (DTU og Danmarks Farmaceutiske Universitet har 20-22 procent).
Det spørgsmål, der først rejser sig, er selvfølgelig, hvad forklaringen kan være på den store skævhed. I bogen Hereditary Genious (1864) hævdede Francis Galton – en af eugenikkes store pionerer og ham, der udmøntede udtrykket ’Nature versus Nurture’ – at vise, at mentale evner såsom storhed inden for videnskab, var bestemt af ’nature’, altså biologisk arv, præcis på samme måde som fysiske træk.
Selvom debatten om ’Nature versus Nurture’ stadig pågår, har sociologiske faktorer nok været tillagt størst betydning i nyere tid. Her opererer man i hovedsagen med to, delvist rivaliserende, typer af forklaringer.
Den ene, reproduktionsteorien, lægger vægt på strukturelt betingede forskelle i socialisering og i økonomisk, social og kulturel kapital.
Den anden, valghandlingsteorien, lægger vægt på, at unge vælger forskelligt, fordi de afhængig af klassebaggrund vurderer fremtidsudsigter ved karriereveje forskelligt, og herunder især risiko for ikke at kunne gennemføre. Jeg bruger her begrebet ’socialt betinget selvselektion’.
Disse teorier har især været anvendt til at forklare social selektion op gennem uddannelsessystemet, altså det første trin i figuren, og de efterhånden ret omfattende undersøgelser tyder på, at begge har noget for sig.
Meget lidt undersøgt er det imidlertid, hvilken effekt social oprindelse har for karrierechancer, efter at man har gennemført en lang videregående uddannelse.
Umiddelbart ville mange nok forvente, at effekten, efter et par årtiers socialisering og sortering i uddannelsessystemet med gentagne test, eksaminer og selektioner, var elimineret. Men det er den altså ikke, når det gælder adgang til forskerkarriere.
Og det ser ud til at gælde uanset akademiske kvalifikationer, så vidt det kan belyses med undersøgelsens få indikatorer: studentereksamenskarakter, succes med ansøgninger til forskningsråd og avancement, hvis man først er blevet universitetsansat.
Faktisk er det sådan, at forskere med arbejderklassebaggrund har større chancer end andre for at få held med ansøgninger om ph.d.- eller postdoc-stipendier, hvis de endelig vælger at søge – de vælger det blot langt sjældnere end unge fra kulturel overklasse. Og ellers er succesrater ved forskningsrådsansøgninger (med en enkelt iøjnefaldende undtagelse, jævnfør nedenfor) såvel som chancer for avancement til lektor- og professorstillinger uafhængige af forældrebaggrund.
Det ser altså mest ud til at den forstærkede skævhed, der indtræder på trin 2, skyldes socialt betinget selvselektion: at unges valg, efter afsluttet LVU, stadig er påvirket af social oprindelse.
Det er plausibelt, at forskelle i risikovurdering spiller en rolle. Forskerkarrieren er vitterligt et risikabelt forhindringsløb, med korttidsansættelser i årevis, gentagne ansøgninger og evalueringer, og risikoen vil forekomme større, jo mindre kontakt man har haft med akademiske normer, omgangsformer og miljøer.
Men også socialt betingede forskelle i vurderinger af, hvor interessant og værdifuld forskning som livsgerning er, kan gøre sig gældende.
En enkelt af de selektioner i forskningskarriereforløb, som undersøgelsen belyser, skal afslutningsvis nævnes, fordi den overgår alle andre i overrepræsentation af unge fra den kulturelle overklasse.
Det drejer sig om Ung Eliteforskerpris, en pris, der er blevet uddelt af Det Frie Forskningsråd siden 2005 til yngre forskere, håndplukket blandt ansøgere til postdoc-stipendier (jeg har selv som medlem af forskningsrådet været med til udvælgelsen; denne pris indgår nu i det såkaldte Sapere Aude-program).
Der uddeles cirka 25 per år, og i materialet indgik 69 prismodtagere, hvoraf dog kun findes forældreoplysninger om 47. Af disse 47 prismodtagere har 17, svarende til 36 procent, en forældrebaggrund i den kulturelle overklasse. Det er altså en andel, der er næsten dobbelt så stor som blandt ansøgere i det hele taget, og forskellen er faktisk så stor, at den er statistisk signifikant (trods det lille antal personer).
Desværre kan vi ikke afgøre, om der her er tale om en skævhed med hensyn til, hvem der vælger at søge eliteforskerpris, eller en skævhed i forskningsrådenes udvælgelse, blandt dem, der har søgt. Under alle omstændigheder forstærker ordningen den i forvejen betydelige ulighed.
Den er skabt for at skabe (mere) elite, og det virker efter al sandsynlighed. Eliteforskerpriser er (stadig, trods Penkowa-skandalen) prestigiøse, og er tænkt at være det, for at skabe publicity og kaste glans over forskningen.
Forskningsrådene (og lignende allokeringsmekanismer) er i forvejen effektive ulighedsmaskiner, institutionaliseret Mattæus-princip, og eliteforskerpriserne er et element, der yderligere cementerer dette. Ydermere hviler bedømmelserne på et spinkelt grundlag (projektansøgninger og cv, mere end allerede opnåede fremragende resultater), og der er en betydelig vilkårlighed i, hvem der lige søger.
Da det samtidig er uklart, hvilket formål, der egentlig tilgodeses, skulle man overveje, om disse penge fra en i forvejen slunken kasse er givet rigtigt ud.
Baseret på artikel i Dansk Sociologi, nr. 2, 2012: ”Forskere, karriere og social baggrund”.