Hvad gør forskningen, når vi ikke tror på den?

På Allinge Havn dribler danskerne rundt, hele tiden på vej mod nye debatter i teltene, hvor de sætter sig få meter fra de debattører, de er enige med, og dem, de ikke kan fordrage.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde i sin åbningstale på Cirkuspladsen, at det er en del af Folkemødets sjæl og eksistensberettigelse, at vi lytter til hinanden og særligt til dem, vi ikke er enige med. Han kvitterede selv med at hylde LO-formanden Lizette Risgaard og den tidligere SF’er og nuværende storforbruger af dialogkaffe Özlem Cekic.

Spørgsmålet er dog, om statsministerens ønske er realistisk?

I KU-debatten Hvorfor taber videnskaben til holdninger? sagde filosofiprofessor Klemens Kappel, at vi i mødet med modstridende forskning på et politisk betændt område vil forkaste fakta, der udfordrer vores verdensbillede og sværge til de konklusioner, der bekræfter det.

Vi stoler i det hele taget ikke blindt på forskningen. Det kan forklare, hvorfor store dele af befolkningen frygter HPV-vaccinen, selv om forskerne vender tomlen op, og hvorfor halvdelen af republikanerne i USA afviser klimaforandringerne som en fupfortælling. Og hvorfor mange af os tror, at ulve er dødsens farlige for mennesker.

Selv har Kappel fået 10 millioner kroner af Novo Nordisk Fonden til at undersøge befolkningens skepsis over for genmodificerede afgrøder, en skepsis, der trives på trods af forskningen og ikke på grund af den.

Problemet er vores hoveder

Videnskabens udfordring er hvis ikke blevet forstærket, så udpenslet i de sociale mediers æra, hvor forargelse uden forankring i fakta vælter ud, mens valget af den amerikanske præsident Donald Trump og briternes exit fra EU var et opgør med de klassiske autoriteter.

Tvivlerne er de sande demokrater

Kasper Møller Hansen, professor og valgforsker, Institut for Statskundskab

Under debatten tegnede professor Kasper Møller Hansen et dystert billede og begræd de traditionelle mediers erosion i det digitale mediebillede.

Efter debatten sagde Klemens Kappel dog, at han ikke abonnerer på forfaldsfortællingen.

»Videnskabsskepsis er et lokalt fænomen, for vi tror faktisk på langt den meste forskning. Men der er nogle enkelte værdiladede emner, der er stærkt politiserede, og hvor forskningen har svært ved at trumfe modtagernes ideologi eller identitet. Det skyldes hverken, at folk er dumme, eller at forskerne har lidt et autoritetstab. Det er snarere et udtryk for politisk motiveret kognition,« siger Kappel under solhatten, mens han slentrer væk fra KU-teltet og ud på havnens trafikerede gågader.

Ifølge Kappel er det altså ikke (kun) de sociale mediers skyld. Når vi afviser forskning, der udfordrer vores identitet og verdensbillede, skyldes det snarere mekanismer i vores hoved – mekanismer, der paradoksalt nok kun bliver stærkere, i takt med at vi opsøger ny viden og spidsformulerer vores egne standpunkter.

»Tvivlerne er de sande demokrater,« som Kasper Møller Hansen sagde under debatten med et smil.

Spørgsmålet er, hvordan man bekæmper noget, der er så dybt indlejret i mennesket.

Klemens Kappel tager sine forbehold, når han fremsætter mulige løsninger og understreger flere gange, at der ikke er en enkelt »fix it-skrue«.

»Jeg tror ikke, man kan overbevise folk om, at de skal lægge deres egen ideologi væk. Og generelt synes jeg, det er et lidt åbent empirisk spørgsmål, hvilke tiltag der virker. Men man ved, at det virker at sætte folk i passende grupper, hvor de diskuterer med folk, de ikke er ideologisk enige med. Det har faktisk en modererende effekt,« siger han.

En anden ting, der har vist sig at virke, er at booste folks identitet. Identitetsbekræftende information gør os mere villige til at sluge konklusioner, som truer vores identitet.

For eksempel kan man ved hjælp af spørgeskemaer finde ud af, hvilke værdier der er væsentlige for testpersonerne. Hvis det viser sig, at det er venskab, stiller man personerne en række spørgsmål, der handler om den værdi. Bagefter udsætter man dem for evidens, der strider imod deres verdensbillede.

»I de tilfælde har testpersonerne vist sig at være mere modtagelige, fordi de identitetsbekræftende værdier er kommet helt frem i deres hoveder,« siger Kappel, mens han drejer væk fra mylderet på havnen og træder ind på en af Allinges stejle bakker.

Klimaforandringer som en forretningsmulighed

Det er bare sjældent, at vi booster vores identitet eller sørger for at placere os i en gruppe af mennesker, vi ikke er enige med, før vi modtager ny information. Klemens Kappel erkender i det hele taget, at det er svært at vide, om strategierne fungerer uden for laboratoriet.

I den ideelle verden skulle man undgå, at områderne overhovedet blev politiseret – og det er ikke en simpel mission.

»Det er svært, og mig bekendt er der ikke robust evidens på området,« siger Kappel og holder en kort pause. »Men der var en diskussion vedrørende fri abort i Frankrig, hvor noget af det, der mindskede polariseringen, var, at man fandt nogle måder at argumentere på, som både modstandere og tilhængere kunne se sig selv i. På samme måde kan man præsentere klimaforandringer som en forretningsmulighed i stedet for noget, der kræver statslig regulering. Det vil eksempelvis kunne fange flere republikanere i USA. På den måde får vi lidt forskellige perspektiver på udfordringen, men fordi det spiller sammen med vores identitet, så bliver den faktuelle del af debatten afpolitiseret.«

Ja, jeg er bestemt optimist. Det passer jo ikke, når folk siger, at vi er faktaresistente. Vi er det på nogle få udvalgte områder. Og det er i øvrigt forbigående

Klemens Kappel, professor i filosofi, KU

Han understreger dog, at ansvaret ikke kun kan placeres hos forskerne og afviser, at dem, der står bag videnskabelige artikler på politiserede områder, er tvunget til at tænke mere på modtagerne, når de udformer deres forskningsspørgsmål.

Tværtimod mener han, at det største ansvar hviler på de offentlige debattører, der går til angreb på videnskabelige kendsgerninger for egen vindings skyld. Som når Donald Trump kalder klimaforandringer a hoax, og når visse danske politikere fremstiller ulven som menneskets værste fjende.

»De skal lade være med at politisere kendsgerninger. Det er ofte dem, der er skyld i det, når områder bliver politiseret, og de må tage et større ansvar på sig. Men det er jo ikke nemt at styre,« siger han.

I bund og grund er det, du siger vel, at det er svært at føre konkrete løsninger ud i livet. Er der grund til at være andet end pessimistisk?

»Ja, jeg er bestemt optimist. Det passer jo ikke, når folk siger, at vi er faktaresistente. Vi er det på nogle få udvalgte områder. Og det er i øvrigt forbigående. Hvis du så på diskussionen om kunstig befrugtning i 1983, så var det ligeså politiseret, som andre emner i dag. Men det er fuldstændig glemt i dag, og sådan tror jeg også, det kan gå med de nutidige spørgsmål. Politiseringen opstår, når evidensen griber ind i vores værdimæssige synspunkter, men det kan være kontingente forhold, der forårsager det, og det betyder, at de kan forsvinde igen,« siger han og slutter:

»Jeg tror, vi begår en fejl ved at fokusere på de tilfælde, hvor der er stærk polarisering og så generaliserer ud fra dem. Vi er nødt til at se på hele spektret af situationer – i 98 procent af tilfældene er emnerne hverken politiserede eller polariserede. Og så er vi nødt til at forstå, hvad der gør, at nogle ganske få emner bliver det. Det er blandt andet det, vi ønsker at opnå i vores forskningsprojekt.«