Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Forskningsfrit Område: Naturfag ? en fest!

Stand-up kemi og hands-on fysik har et godt tag i de unge. Skoler og gymnasier over hele landet oplevede naturvidenskabens tillokkelser på årets naturvidenskabsfestival

Robotter kan også parallelparkere. Man kan hoppe på en trampolin af glas. Tøj kan vaskes rent i spyt. Det kunne man blandt meget andet erfare da Kongens Nytorv i sidste uge af september var omdannet til en naturvidenskabelig basar med fireogtyve stande hvor allehånde mere eller mindre kulørte eksperimenter fandt sted.

Den naturvidenskabelige Landsby, hed basaren, og det gamle torv summede af liv. Standene dannede tilsammen en interaktiv laboratorieudstilling hvor unge københavnske forskere inviterede skoleelever og andre nysgerrige gæster ind i deres faglige univers for forhåbentlig at smitte dem med deres glæde.

Danmarks store festival for naturvidenskab og teknik har nemlig til formål at skabe begejstring for naturvidenskab blandt børn og unge ved at stimulere fantasien og præsentere en palet af fagområdets opsigtsvækkende opdagelser og opfindelser.

I ugens løb løfter 185 forskere blikket fra deres bevillingsansøgninger, forlader kontoret og drager ud på landevejen for på skoler i hele landet at fortælle om deres forskning. 500 foredrag for skole- og gymnasieelever bliver det til i løbet af festivalugen.

Armeret chokoladekage
Festivalen er en succes.
»De mange aktiviteter i hele landet viser at rigtig mange lærere og elever har lyst til at arbejde kreativt med naturvidenskab,« siger direktør Mikkel Bohm, Dansk Naturvidenskabsformidling, der står bag festivalen.

Temaet for dette års festival var Jorden Rundt – blandt andet inspireret af Galathea-ekspeditionen. På skolerne arbejdede eleverne med emner som opdagelsesrejser, satellitter, dyr i andre lande, ekspeditioner, trækfugle, GPS, flyvemaskiner og jordens omkreds.

I Den naturvidenskabelige Landsby kunne man folde et protein, tage på GPS-skattejagt eller teste sin viden om gensplejsning. Nåede man ikke om ad Kongens Nytorv i sidste uge, skal man dog ikke fortvivle.

Piloterne fra Den naturvidenskabelige Landsby har skabt et varigt inspirationsmateriale med 23 naturvidenskabelige eksperimenter og aktiviteter.

Her har alle adgang til opskriften på en spaghetti-armeret chokoladekagebjælke der kan bære en belastning på to kilo. Og lægmænd kan lære at betragte dna med det blotte øje.

En serie almindelige køkkenredskaber, et rødløg og et par dråber af enzymet protease er alt der skal til, for at isolere dna’et der til forveksling ligner en snotklat. Hent inspiration til dette og andre forsøg på www.dennaturvidenskabeligelandsby.dk.

Seneste