Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Arbejdsmiljø

Forskningsgruppeleder: Vi skal tøjle vores indre herremænd m/k, så vores studerende kan blomstre

#Pleasedontstealmywork — Som seniorforskere kan vi vælge at trække på skuldrene af kampagnen #pleasedontstealmywork. Men vi kunne også forsøge at blive klogere. Jeg kender ingen af de implicerede i kampagnen, men genkender alle mekanismerne.

Vejledere er forskellige. Der findes vejledere, der ser deres opgave, som at være en, der leder på vej, tilbyder den studerende den mesterlære det er at beherske, hvordan et forskningsdesign og en videnskabelig artikel bedst snedkereres.

Som vejleder støtter vi den ph.d.-studerende, når denne skal vriste sig fri og vokse fra sine vejledere og begynde at lede sin forskning selvstændigt. Det vil sige en som faktisk giver den ph.d.-studerende den plads, der skal til, for at udvikle sig til en selvstændig forsker. En vejleder, som taler og tier de rigtige steder, holder snitterne for sig selv, og støtter førsteforfatteren, når denne skal få forfatterskabskabalen til at gå op.

LÆS OGSÅ: Lad være med at stjæle mit arbejde

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

I den anden grøft findes vejledere, som agerer herremænd m/k, hvor den ph.d.-studerende aldrig får mulighed for at træde ud af vejlederens skygge, fordi herremanden opererer i et feudalt system, hvor det aldrig var meningen, at dem længere nede i systemet skulle bryde loftet og rykke op i hierarkiet – ultimativt op på herremandens niveau.

Herremanden samler publikationer som en nidkær filatelist samler frimærker; uden rigtigt at spørge sig selv, hvad meningen egentlig er. I begyndelsen er meningen åbenlys: postdoc’en samler publikationer til at kvalificere sig til at blive adjunkt, og adjunkten samler publikationer til at kvalificere sig til at blive lektor; lektoren til at blive professor osv.

Herremanden m/k kan aldrig få nok publikationer

Men undervejs bliver antallet af publikationer en ting i sig selv. Og der er brug for beredvillig arbejdskraft til produktionsapparatet. I herremandsrollen er man som vejleder i risiko for at erhverve sig et antal uvaner med tiden. Uvanerne tæller fx at lade ulønnet arbejdskraft lave en væsentlig del af det grove arbejde på en videnskabelig undersøgelse med minimal vejledning i bytte. Men uvanerne er også mere subtile. Vejlederen behøver ikke at bevæge sig ud af sin vidensmæssige komfortzone. Når han/hun vejleder, bliver nye ideer og metoder ofte afskrevet som letbenede.

Herremanden har også svært ved at indtage rollen som samarbejdende medforfatter, da han/hun helst bidrager med ‘det kunne også være interessant at undersøge x’-kommenterer i artikelmanuskriptets kommentarspor og ikke forstår, at rollen som medforfatter – i modsætning til fx specialevejleder – er omfattet af Vancouver-reglerne.

Det forstår mesterlæreren til gengæld. Mesterlæreren forstår, at en del af pointen med en ph.d.-uddannelse er, at stipendiaten skal lære at lede en forskningsproces. Det indbefatter altså uvægerligt, at vejlederen på et tidspunkt skal underkaste sig sin egen ph.d.-studerendes ledelse. Ellers får de det jo ikke lært, vel?

Vi former fremtidens forskere – hvilke typer vil vi have?

Som vejleder står man med et valg, når man skal beslutte, om man vil spille sin vejlederrolle som mesterlærer eller som herremand. I et system, som fortsat belønner antal af publikationer højt, er det fristende at købe ind på herremandsrollen: Få en skare af ph.d.-studerende til at lave det grove arbejde og beholde frugtplantagen selv.

Herremanden findes i alle os, der har passeret ph.d.-niveau, og fortsat hæver vores hyre på universitetet. Men vi bestemmer selv, hvor meget den stil skal gennemsyre vores vejledning, og hvor meget mesterlæren får plads. Ind imellem kan herremanden i os tro, at vi intet valg har. At vi blot opererer i et system, hvor  publikationer i rigt mål er afgørende for en akademisk karriere. Men. Vi bestemmer altså selv, hvor feudalt vi vil spille spillet.

Ligesom vejledere er forskellige, er ph.d.-studerende selvfølgelig også forskellige. Det kan ikke udelukkes, at enkelte forventer en urimelig høj grad af vejlederservice. Men man når ikke ret langt i akademia, hvis man forventer at blive curlet af sine vejledere, så lad os antage, at flertallet af ph.d.-studerende bare er dygtige og gerne vil gøre det godt og gøre deres vejledere stolte.

I en af artiklerne fra #pleasedontstealmywork nævnes det, at har verden brug for skarpe, selvstændige og opfindsomme forskere. Vi – mesterlærerne og herremændene – har en ganske stor indflydelse på, hvor selvstændige, opfindsomme og robuste morgendagens forskere bliver. Vi har brug for hinanden – unge som ældre – vi har gensidigt brug for hinandens arbejde og omtanke. I det lange løb er der ikke plads til gratis ture og sweet deals for nogen af parterne. Lad os derfor bruge anledningen til at tøjle vores indre feudalherre og sætte mesterlærerne fri.

Hvis vi er heldige, kommer der bedre forskning ud af det.

Seneste