Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Arbejdsmiljø

Lad være med at stjæle mit arbejde

Forskning — Knokler unge forskere for bare at se ældre forskere tage æren for deres arbejde? Den nye kampagne #pleasedontstealmywork vil kickstarte en diskussion om forskningstyveri og undersøge, hvor ofte det sker. Ph.d.-studerende Maria Toft har selv været i konflikt med kolleger og har taget initiativ til kampagnen, selv om den kan koste hende karrieren.

Maria Toft har sat sig for at kaste lys over et fænomen.

Hun er ph.d.-studerende på et projekt ved Institut for Statskundskab og Institut for Antropologi og forsker egentlig i, hvordan fællesskaber påvirker vores klimamæssige aftryk på planeten, men den seneste tid har hun også arbejdet på et andet projekt.

Sammen med foreningen Phd Association Network of Denmark (PAND) har hun taget initiativ til en ny kampagne. #Pleasedontstealmywork hedder den, hvilket kan oversættes til noget i retning af ’vær sød at lade være med at stjæle mit arbejde’.

»Det sker desværre oftere, end man skulle tro, at forskere plagierer andres arbejde eller idéer. Jeg har hørt fra mange andre, der også har oplevet det, men som ikke kan eller tør sige fra,« siger hun.

Hun har selv været i konflikt med to seniorforskere om, hvem der havde ret til at udgive hvilke forskningsartikler i det forskningsprojekt, de arbejdede sammen om. Hendes historie kommer vi tilbage til.

For noget tyder på, at fænomenet er i vækst. Forklaringen på hvorfor er kompliceret og kræver, at man holder tungen lige i munden. Det handler både om en ny forskningsstil, der sniger sig ind på forskergangene, om et kæmpe publikationspres på forskerne og om et næsten filosofisk spørgsmål: Kan man eje en idé?

LÆS OGSÅ: Ole Wæver om dansk forskning: »Vi er på vej til at tabe tyve år, vi ikke kan få tilbage«

Ikke onde professorer

Inspireret af #MeToo-kampagnen vil #pleasedontstealmywork indsamle vidnesbyrd fra ph.d.-studerende og yngre forskere, der fx har skrevet en videnskabelig artikel selv, men har følt sig presset til at dele forfatterskabet med andre – ofte ældre – forskere.

Det kan også være oplevelsen af at se en anden tage æren for de originale idéer eller hypoteser, man selv er kommet frem til.

Ifølge Luisa Hedler, der er medforperson for PAND, er fænomenet velkendt blandt yngre forskere.

»Det er desværre ikke første gang, jeg hører om det. Det her er et problem, som mange af os ph.d.-studerende i den grad er klar over eksisterer, og som vi diskuterer imellem os.«

»Det sker ikke, fordi professorerne er onde,« forsikrer hun.

»Det er et produkt af en akademisk kultur og et pres på forskere til altid at publicere. I sådan en situation, der ikke er ideel for nogen, er det de unge forskere, det går ud over. Vi er det svageste led.«

Som ph.d.-studerende kan det være svært at sige fra over for ældre forskere, for man kan føle sig temmelig alene i verden, når man er gravet ned i sit ph.d.-projekt, siger Luisa Hedler.

»Det er allerede en stressende og sårbar tid, man går igennem, når man skriver ph.d., og vi vil gerne undgå, at den tid bliver værre ved at opleve at få ens arbejde stjålet af andre. Enhver ph.d.-studerende skal kunne indgå i samarbejder i det akademiske miljø med tillid og uden frygt. Det kan ikke passe, at man skal være bange for at tale med sine kolleger af frygt for tyveri. Det er ikke bare uheldigt, det er forkert. Det er ikke en naturlig del af processen eller en ny måde, man bare lige skal vænne sig til at arbejde på.«

Idéernes ejermand

Da Maria Toft kom tilbage fra sine to barselsorlover, havde hun begge gange en idé med sig. Hun ville både kigge nærmere på et særligt aspekt af, hvordan fællesskaber påvirker vores klimaaftryk og på, hvordan coronapandemien påvirker klimaholdninger. Hun satte spørgeskemaundersøgelser i gang og fik hjælp af projektleder og professor Quentin Gausset og hendes ph.d.-vejleder, professor Jens Hoff, til at skaffe fondsmidler til at undersøge pandemi-vinklen. Men så gik noget galt i samarbejdet.

På de tørre områder har man traditionelt kun været medforfatter, hvis man var med til at skrive ordene, mens man på de våde områder godt kan blive skrevet på, hvis man fx har været med til at få ideerne.

Morten Rosenmeier, professor i Jura.

»Det er selvstændige idéer, men det vil de ikke anerkende. Min vejleder vil være medforfatter på begge artikler, selv om han har lavet nærmest ingenting, og jeg har virkelig en følelse af, at han tænker ’går den, så går den’,« siger Maria Toft.

Morten Rosenmeier, der er professor på Det Juridiske Fakultet kender til den slags tvister.

Han er named person på sit fakultet, hvilket vil sige, at man kan komme til ham, hvis man er i tvivl om, man har oplevet noget, der er i strid med god videnskabelig praksis. Og det gør folk. Kommer til ham. Oftere og oftere handler henvendelserne om tyveri af ord, idéer eller forfatterskaber.

»Plagiat og forfatterangivelser er nogle af de issues, der fylder rigtig meget i forskningsverdenen. Det er afgørende for forskeres karrierer, at de har mange publikationer de rette steder, og derfor er det stadig mere almindeligt, at forskere skriver sammen, og at mange forskere er nævnt. Spørgsmålet om, hvad der skal til, for at man kan kræve at blive nævnt er noget, der giver anledning til rigtig mange sager og uenigheder,« siger han.

For hvornår går en tanke fra at være et indskud til at være en konkret idé? Idéer kan opstå i mødet med andre halve idéer eller helt for sig selv. Så hvordan afgør man, hvem der ejer en idé?

»Vi bygger alle sammen videre på det vidensarbejde, vores forgængere har lavet. Vi står på skuldrene af hinanden. Spørgsmålet er, hvor meget man skal henvise. Plagiat behøver ikke være formuleringer eller resultater. Det kan også være data eller idéer.«

Stridens kerne

Når man skal afgøre, om en forsker har lavet nok arbejde i forbindelse med en artikel, kigger man i ’Den danske kodeks for integritet i forskning.’

Kodeksen rummer en hel masse retningslinjer for, hvordan man laver god og redelig forskning, og om forfatterskaber står der blandt andet, at man bør anerkendes som forfatter til en artikel, hvis man har bidraget væsentligt »til idé bag eller design af arbejdet eller til tilvejebringelsen, analysen eller fortolkningen af data til arbejde.«

Projektleder Quentin Gausset fortæller, at han har stået for at udvikle en dataanalysemodel, der er central for hele forskningsprojektet. Både han og vejleder Jens Hoff mener, at det er helt almindeligt, at man står som medforfattere på hinandens artikler, når man er en del af samme forskningsprojekt med samme datasæt.

»Det er et fælles arbejde, og det kan ikke privatiseres nu. Det er ikke mit første forskningsprojekt. Det er kutyme, at vi deler data, er generøse og inviterer hinanden som medforfattere. Det har altid været meningen,« siger Quentin Gausset.

Shhhh…

Der står også i kodeksen, at »deltagelse udelukkende i opnåelsen af finansiering, indsamling af data eller generel supervision af forskningsgruppen berettiger ikke til forfatterskab.«

Hvem der fik idéen først er altså temmelig afgørende, og både Quentin Gausset og Jens Hoff holder på, at de har gjort mere end bare indsamle data og finansiering til de to artikler.

»Jeg var også med i idéudviklingen. Idéen har ligget i projektet fra starten som en del af den grundlæggende ide. At vi skulle have stjålet hendes ide, synes jeg, er lodret forkert,« siger Jens Hoff.

»Nogle gange serverer man jo også nogle ideer eller ledetråde til de ph.d.-studerende, som de så løber med, så det der stjæleri går også den anden vej,« tilføjer han.

Morten Rosenmeier har udviklet en metode til at undgå idétyverier. Den er simpel, men måske også lidt nedslående. De nye forskere skal være nærige med deres idéer. De skal simpelthen holde dem for sig selv, opfordrer han til.

Hvorfor siger du det? Er det ikke ærgerligt for forskningen, hvis alle går og putter med deres idéer?

»Jo! Men det er endnu mere ærgerligt, hvis nogen stjæler ens geniale idéer. Det kan betyde, at man ikke kan komme videre i sit forskningsarbejde. Det er lettere at forebygge end at helbrede, så det er nemmere bare at holde sin kæft,« siger han.

»På et højere plan er det virkelig ærgerligt, men for den enkelte forsker er det bedre at undgå at blive plagieret end at måtte holde sine idéer for sig selv og først dele dem, når man udgiver dem.«

Ikke ondt ment

Folk, der ikke har deres daglige gang på universitetet, vil måske spørge sig selv: Er det virkelig så vigtigt, om der lige står et ekstra navn under overskriften på forskningsartikler? Men det gør en forskel for en ung forsker at være den eneste, der står som forfatter. Eller i hvert fald at være den, der er angivet som den forfatter, der har lavet mest på artiklen, siger Maria Toft.

»Det er ikke bare et spørgsmål om en forfatter til eller fra. Jeg er i starten af min karriere, og så betyder det noget i praksis, hvor mange udgivelser man er dels førsteforfatter og soloforfatter på.«

Derfor blev hun ærgerlig, da hun opdagede, at Quentin Gausset var begyndt at skrive en artikel ud fra hendes analyser af nogle af projektets forskningsresultater, mens hun var på sin anden barselsorlov.

»Det var det, der skulle være den første artikel i hele min afhandling, som han pludselig ville tage æren for, selv om vi havde aftalt, at jeg skulle være førsteforfatter. Jeg følte mig virkelig forrådt. Man opbygger jo personlige relationer, så det var hårdt,« siger hun.

Quentin Gausset selv siger, at hans intention var, at de skulle skrive en artikel hver, og at han gerne ville i gang med at publicere artikler om forskningsprojektet, selv om Maria Toft var på barsel for at drive projektet fremad. Forskningsprojekter betaler ikke sig selv, og de fonde, der gør, vil gerne se resultater.

Han endte alligevel med at droppe sin artikel, og lade Maria Toft skrive den i stedet.

»Jeg forstod, at det var meget vigtigt for hendes afhandling at være førsteforfatter, og jeg gav hende derfor alligevel lov til at være førsteforfatter på den artikel, jeg var begyndt at skrive for at hjælpe hende,« siger Quentin Gausset.

Ifølge Quentin Gausset kan der opstå udfordringer i et projekt, når ph.d.-studerende må tage orlov fx for at få børn.

»Jeg har prøvet at give plads til de orlov, hun har haft brug for, men projektet har også sit tempo, det kan ikke vente tre år ekstra. Vi kunne ikke vente på hende, vi var nødt til at gå fremad. Det var ikke ondt ment, det er bare sådan, ting fungerer,« siger han.

Det har Maria Toft, der har arbejdet en del under sin orlov, ikke meget til overs for.

»Jeg har haft helt retmæssige orlover, som er blevet godkendt. Hvorfor skal jeg overhovedet forsvare, at jeg har haft barselsorlov? Barselsorlov er en ret, der ikke bør forsvares. Og forskningsintegritet bør ikke gradbøjes,« siger hun.

Også Jens Hoff afgav sit forfatterskab på artiklen med pandemi-vinklen, da han var på vej på pension og »ikke har behov for flere publikationer for at kvalificere mig yderligere rent videnskabeligt.«

Traditionsclash

Morten Rosenmeier har flere bud på, hvorfor der lander flere og flere sager om plagiat og forfattertvister på hans bord på jura.

»En forklaring kan være, at forskere i dag udsættes for et større publikationspres,« siger han.

En anden forklaring er, at forskningstraditioner fra de naturvidenskabelige områder er begyndt at sive ind på forskergangene i såkaldte tørre, videnskabelige miljøer – altså humaniora, teologi, jura og samfundsvidenskaben.

»På de tørre områder har man traditionelt kun været medforfatter, hvis man var med til at skrive ordene, mens man på de våde områder godt kan blive skrevet på, hvis man fx har været med til at få ideerne,« siger Morten Rosenmeier.

I forskningsmiljøerne på de våde fag er det langt mere almindeligt at arbejde i forskerkollektiver, end det er på de tørre fag. Og de regler og den præcedens der er brug for, når forskere arbejder i grupper, er simpelthen bare ikke til stede på de tørre fag. Der sker et clash mellem traditioner.

Jeg gør det for alle dem, som ikke tør eller kan overskue konsekvenserne af at sige fra, når de oplever ældre forskere overskride deres faglige grænser.

Maria Toft, ph.d.-studerende, Institut for Statskundskab.

I Maria Tofts forskergruppe var der blevet lavet mundtlige aftaler om at dele forfatterskaber og data, fortæller Quentin Gausset og Jens Hoff.

»Vi har oparbejdet en fælles forståelse i forskergruppen, men Maria har jo været fraværende en hel del af projektet, så hun er ikke blevet socialiseret ind i ånden i projektet. Jeg kan godt forstå, hun har haft en oplevelse af at komme tilbage og se toget være kørt. Vi skulle selvfølgelig have lavet nogle klare, skriftlige aftaler om, hvem der publicerede hvad og hvem, der var medforfattere på hvad,« siger Jens Hoff.

»Nu har vi det på skrift, men først nu. Det skulle vi have haft tidligere, det er også mit ansvar. Jeg skulle have prøvet at få en skriftlig aftale meget tidligere ind,« tilføjer Quentin Gausset.

Ikke plads til krøllede hjerner

Forløbet er for Maria Toft at se et eksempel på en tendens. Et spor, forskningsverdenen er på vej ned ad. Et spor mod en større og større hierarkisering af forskningsmiljøerne, hvor antal publikationer er ledestjerne for status og støtte til nye projekter.

Som forsker i dag bliver man målt på og belønnet for at udgive mange forskningsartikler. Det skaber et konkurrencepræget miljø, der presser forskere til det yderste. Og til i yderste instans at lukrere på andre forskere, mener Maria Toft.

»Man må spørge sig selv, om idéer trives i hierarkier og miljøer, der er præget af benhård konkurrence, eller om de trives i transparente og tillidsfulde fællesskaber, hvor der er plads til at tænke store tanker og til at begå fejl. Jeg er bange for, at dem, der ikke passer ind i det konkurrenceprægede system, bliver kørt over eller kørt ud af akademia. At der ikke er plads til de krøllede hjerner,« siger hun.

Og den bekymring er hun ikke alene med.

I oktober udgav det forskningspolitiske udvalg under Videnskabernes Selskab med statskundskabsprofessor Ole Wæver i spidsen en såkaldt hvidbog, der peger på de samme strukturelle problemer på de danske universiteter.

»Rummet til at lave mærkelige ting som forsker er blevet mindre. Og det er helt katastrofalt, for det er de mærkelige ting, der kan vise sig at være helt afgørende,« sagde Ole Wæver dengang til Uniavisen.

Alle kigger op

Maria Toft og de to seniorforskere har holdt et møde med institutlederne på Institut for Statskundskab og Institut for Antropologi. Alligevel sidder Maria Toft tilbage med følelsen af, at det er omkostningsfrit for ældre forskere at tage æren fra yngre forskere.

Ligesom forskere, der kører med på yngre forskeres resultater eller kloge tanker uden billet, ikke fordi de er onde, men på grund af nye forskningskonstellationer og et stort pres for at udgive mange artikler, er ledelserne også viklet ind i et system, hvor de ikke føler ansvar for dem, der er under dem i hierarkiet, mener Maria Toft.

LÆS OGSÅ: Ikke alle deler Wævers kritik af uniloven: »Jeg blev egentlig lidt provokeret«

»Jeg synes, at ledelserne har lagt låg på sagen. Men de har bare gjort, som systemet har krævet af dem. Så længe ledelserne kun har ansvar opadtil, vil de lægge låg på sager som denne og negligere det forskerkollektiv, de burde repræsentere,« siger hun.

Nina Græger, der er institutleder på Institut for Statskundskab, vil ikke udtale sig om sagen, da det er en personalesag, men hendes institutlederkollega på Antropologi siger, at ledelsen »også er på de unge forskeres side.«

»Området fortjener rigtig stor opmærksomhed, jeg er sikker på, vi alle sammen kan forbedre os meget på det her punkt,« siger institutleder Bjarke Oxlund.

I den store sags tjeneste

På Institut for Antropologi gør ledelsen et forsøg på at komme konflikter om forfatterskaber og beskyldninger om idétyverier til livs.

For Maria Tofts projekt er ikke det eneste, hvor der er opstået konflikt. Derfor er ledelsen på Institut for Antropologi i gang med at sørge for, at der bliver lavet skriftlige aftaler i forskerkollektiver, inden de tager hul på projekterne.

»I samfundsvidenskaberne er samforfattede publikationer faktisk en ret ny ting, og vi kan se på tværs af alle mulige projekter, at det leder til uoverensstemmelser,« siger institutleder Bjarke Oxlund og tilføjer, at »det er seniorernes ansvar,« at der ikke blev lavet skriftlige aftaler i Maria Tofts tilfælde.

Maria Toft fortæller ikke sin historie for at ændre udfaldet af sin egen sag. Hun har hele tiden været overbevist om, at hun og hendes forskerkolleger nok skulle finde en løsning, og siden mødet med de to seniorforskere og institutlederne er der blevet lavet konkrete aftaler om, hvem der kan stå som forfattere på de artikler, der er på vej i forskningsprojektet.

»Jeg gør ikke det her for mig selv. At gå offentligt ud med en sag som den her kan betyde, at min karriere i forskning er slut. Jeg gør det for alle dem, som ikke tør eller kan overskue konsekvenserne af at sige fra, når de oplever ældre forskere overskride deres faglige grænser, og for at pege på de systemiske problemer,« siger hun.

 

Seneste