Forskningsminister går ind i sagen om forfatterskaber: »Det er der åbenlyst behov for«

I denne uge stod den yngre forsker Anna Xavier frem og fortalte historien om, hvordan hendes navn forsvandt fra en forskningsartikel om fundet af ny hjernehinde.

Det har fået uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) til tasterne. I et mailsvar til Uniavisen skriver hun, at ministeriet er ved at undersøge problemstillingen dybere.

»Det er der åbenlyst behov for,« skriver ministeren.

Anna Xaviers sag er ikke enestående. Sidste år stod mere en 100 forskere frem under i hashtagget #pleasedontstealmywork og fortalte deres historier med ældre kollegaer, der tog æren for deres arbejde.

LÆS OGSÅ: Forskere vil have nedsat kommission til at kulegrave forskningsfriheden

Forfatterskab er enormt vigtigt

Et nyt studie »The person in power told me to«, som blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Plos One 12. januar, forsøger at sætte tal på den tendens. Studiet viser, at forskningsverden har et generelt problem med, at magthierarki påvirker, hvem der skrives på forfatterlisten i videnskabelige artikler.

Hver tredje europæiske ph.d.-studerende har prøvet at give et medforfatterskab til en mere erfaren kollega, selvom de ikke syntes, personen havde bidraget væsentligt til artiklen. Det kan være den samme konkurrenceprægede kultur, som spillede ind i Anna Xaviers sag, mener Mads Paludan Goddiksen, der er førsteforfatter på det nye studie. Han er desuden postdoc på Sektion for Forbrug, Bioetik og Regulering ved Københavns Universitet.

»Både studiet og sagen viser, hvor vigtigt det er at få sit navn på videnskabelige artikler. I sagen om hjernehinden slås forskerne om en lille asterisk,« siger han.

En asterisk er et tegn, der forestiller en stjerne. Det er det symbol, der indikerer, hvem der er førsteforfatter.

Sagen om Anna Xavier går kort fortalt ud på, at hjerneforskeren i flere år arbejdede tæt sammen med den ældre kollega Kjeld Møllgård. I 2020 sendte hun en videnskabelig artikel til det videnskabelig tidsskrift Nature om en ny struktur mellem nogle af de allerede kendte hjernehinder, men den blev afvist, fordi det ikke var velunderbygget nok.

Kort efter blev hun sygemeldt med stress og gik senere på barsel. Imens fik Kjeld Møllgård antaget en artikel i det videnskabelig tidsskrift Science om fundet af en ny hjernehinde. Artiklen havde helt samme overskrift som den artikel, Anna Xavier havde sendt til tidsskriftet Nature.

LÆS OGSÅ: Yngre forsker blev skrevet ud af historien om fund af ny hjernehinde

På Kjeld Møllgårds Science-artikel var der skrevet tre yngre forfattere på med en asterisk, der angav dem som førsteforfattere. Ifølge Anna Xavier havde de ikke bidraget lige så meget som hende, og hun kunne ikke acceptere, at de blev krediteret på lige fod. Derfor takkede hun nej til at dele forfatterskabet med dem.

»Det kan virke som en meget lille ting, men en af grundene til, at de slås, er selvfølgelig, at det har stor betydning for at udvikle sin karriere i et meget konkurrencepræget miljø at stå som førsteforfatter på et så vigtigt et studie,« forklarer Mads Paludan Goddiksen.

»Der er jo en grund til, at vi har de retningslinjer«

Mads Paludan Goddiksens ved, hvad han taler om. Han har de seneste tre år viet sin tid til at dykke ned i kulturen omkring at sætte mere magtfulde kollegaer på forfatterlisten. Sammen med de andre forskere bag studiet har han sendt spørgeskemaer ud til ph.d.-studerende i Danmark, Ungarn, Irland, Portugal og Schweiz.

En relativt lille procentdel på 6 procent er vendt tilbage svarende til 1336 besvarelser. Det kan skævvride billedet, hvis det er dem med dårlige oplevelser, der har svaret, forklarer Mads Paludan Goddiksen. Alligevel mener han, at resultaterne fra studiet er udtryk for et problem. For ifølge Mads Paludan Goddiksen er det et brud på internationale retningslinjer, som siger, at man skal have bidraget væsentligt til studiet som medforfatter.

»Der er jo en grund til, at vi har de retningslinjer. Forfatterskaber betyder noget, og det er dem, vi viser frem, når vi skal søge forskningsmidler, fordi de indikerer, hvor god en forsker, man er. Men hvis tallet nærmere afspejler taktik frem for viden, så er det med til at skævvride konkurrencen,« siger han.

Mads Paludan Goddiksens studie undersøger ikke specifikt, hvordan man afgør, rækkefølgen af forfatterne til en videnskabelig artikel som i Anna Xaviers sag. Der er ifølge ham meget utydelige retningslinjer på det punkt.

Seniorforskerne er ikke dårlige mennesker

Den mest almindelige grund til, at ph.d.-studerende har skrevet en mere erfaren kollega på forfatterlisten, er, at de har fået besked på det – mere eller mindre direkte. Det svarer til cirka halvdelen. Næsten lige så mange svarer, at de gjorde det, fordi de ville bevare et godt forhold til personen. Den tredje mest almindelige grund er, at alle andre også gør det.

Den bedste forklaring, på at de ph.d.-studerende har handlet, som de har gjort, er, den hårde konkurrence, ensidigt fokus på antal publikationer og et stejlt hierarki, mener Mads Paludan Goddiksen:

»Det er altså ikke den enkelte ph.d.-studerendes skyld. Det er heller ikke nødvendigvis den enkelte seniorforsker, der er et dårligt menneske. Men der er en konkurrencepræget kultur, som gør, at det helt naturligt sker.«

Og det er dem, der er villige til at komme på kant med retningslinjerne og de erfarne forskere, der vinder konkurrencen.

»Det er klart, at jo længere oppe du er i systemet, jo større kontaktflade har du. Dermed kan du også få dit navn på flere artikler. Berettiget eller uberettiget.«

Det handler også om ledelse, mener Mads Paludan Goddiksen. For når man er højt oppe i hierarkiet som forsker, er man ofte også personaleleder.

»Det taler ind i diskussionen om magtmisbrug, eller i hvert fald tvivlsom ledelse fra nogle ældre forskere. Man kan jo være leder på mange måder. Men når man læser resultaterne i vores studie, kan man blive bekymret for, om ledelsesstilen nogle steder er for diktatorisk.«

Hans studie bakkes op af et andet nyt studie fra december 2022. Studiet har 287 respondenter, som har afsluttet deres ph.d.-afhandling på et skandinavisk universitet. Her svarer knap halvdelen, at de har brudt reglerne for medforfatterskab.

Gør konkurrence forskning bedre?

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) skriver til Uniavisen, at de gældende principper for medforfatterskab selvfølgelig skal følges, og det forventer hun, at universiteterne tager alvorligt.

Ministeriet oplyser, at der i Den danske kodeks for integritet i forskning står følgende:

»Enhver person med en begrundet mistanke om forekomsten af et brud på ansvarlig forskningspraksis bør have mulighed for at anmode om personlig, upartisk og professionel rådgivning angående mistanken, f.eks. via en named person eller lignende.«

En named person er en kollega, man kan komme til, hvis man er i tvivl, om man har oplevet noget, der er i strid med god videnskabelig praksis. Der findes også praksisudvalg på universiteterne, som behandler sager om god videnskabelig praksis.

Men det er ifølge Enhedslistens forskningsordfører Victoria Velasquez ikke nok. Mandag kunne Uniavisen fortælle, at hun ville gå videre med et forslag om at oprette et uafhængigt klagesystem. Hun kalder det »grotesk,« at en sag som Anna Xaviers kan finde sted på en af landets største arbejdspladser og mener, at det »udstiller et kæmpe problem.«

Ifølge Mads Paludan Goddiksen skal man et spadestik dybere for at komme problemet til livs. Man må se på den konkurrenceprægede kultur og tendensen til at vurdere forskere på, hvor meget de har udgivet. I stedet for at lægge så meget vægt på antallet af udgivelser, når man skal søge forskningsmidler, bør der være større vægt på indholdet i forskningen.

»Det er ikke et nemt problem at løse. For konkurrencen om forskningsmidlerne er jo fra politisk hold indført, fordi man mener, den gør forskningen bedre. Derfor vil det nok være en god ide at kombinere kulturændringen med et system, som kan tage sig af dem, der misbruger medforfatterskaberne.«