Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Fra seriøst arbejdende forsker til nasserøv på halvanden time

DEBATINDLÆG – Nordisk Forskningsinstitut får skåret mere en tredjedel af sin bevilling og skal fusionere med nabosinstituttet. Fire ansatte protesterer mod spareplanerne – og mod at blive fremstillet som »snyltere« af dekanen.

Det Humanistiske Fakultet skal spare penge. Mange penge. Det vidste vi naturligvis godt, da dekan Ulf Hedetoft havde indkaldt til stormøde om økonomi den 15. september. Vi vidste også godt, at Nordisk Forskningsinstitut (NFI) stod for at skulle bære en del af de nødvendige besparelser. Det var allerede med Struensee-konsulenternes rapport i juli blevet understreget, at vores lille institut med arkiver og samlinger i et uddannelsesøkonomisk perspektiv er ’ubæredygtigt’ og dermed et problem for fakultetet.

»Hvad vi derimod ikke var forberedt på, var dekanens ensidige fremstilling af NFI som snylter i en kompleks økonomimodel. Vi var rystede.«

På stormødet blev det så klart, at NFI udover at fusionere med vores naboinstitut, INSS, også får beskåret basisbevillingen med 9 mio. kroner (ud af 23 mio.). Det siger sig selv, at så stor en besparelse på et lille sted har drastiske konsekvenser. Med et fortroligt brev til medarbejderne på NFI havde dekanen tre timer inden stormødet derfor informeret os om sine planer, så vi i det mindste ikke skulle sidde i et tætpakket auditorium sammen med resten af fakultetets ansatte, når beskeden om vores skæbne blev leveret.

Hvad vi derimod ikke var forberedt på, var dekanens ensidige fremstilling af NFI som snylter i en kompleks økonomimodel. Vi var rystede.

»Vi er en voldsom belastning«

Som forskere ”på gulvet” har vi efter bedste formåen udfyldt de rammer, der har været lagt for vores institut – rammer der er blevet vendt op og ned på flere gange de senere år. Senest i 2014, da ’Det Gamle NFI’ blev fusioneret med Center for Sprogteknologi (CST), og gik i gang med en ’normaliseringsproces’ som bl.a. indebar op- og udbygning af egne uddannelser. Vi tør ikke tænke på, hvor mange arbejdstimer vi lagde i den opgave, da den med et pennestrøg blev annulleret af dekanen i foråret.

Det var dekanen, der igangsatte processen om udvikling af nye uddannelser, og det var dekanen, der senere besluttede, at den skulle stoppes. Det er altså ikke korrekt, når ansatte på NFI udpeges som nogle, der hverken har viljen eller evnen til at undervise. Vi forsøgte i den forbindelse forgæves at få dekanen på besøg på instituttet til en snak om den uheldige proces og om en alternativ strategi.

Så der sad vi den 15. september. I et fyldt auditorium med en temperatur på nær de 30 og fik, udover nyheden om den drastiske beskæring af vores institut, serveret det utvetydige budskab, at vi er en voldsom belastning for fakultetet. Belastningen fremstår kort fortalt som konsekvens af en budgetmodel, der regulerer institutternes økonomi på grundlag af STÅ-indtægter. NFI’s økonomi er afhængig af en basisbevilling, fordi det har arkiver og samlinger og kun i mindre udstrækning har mulighed for at tjene egne STÅ. Retorikken på fakultetet, og ikke mindst hos vores dekan, er så blevet sådan, at de andre institutter af deres surt optjente STÅ-indtægter giver ”tilskud” til NFI. Det går jo ikke i længden, forklarede dekanen os, ”det kan vi jo godt se, ik’os’?”.

Nej, det kan vi ikke se. Mange af vores arbejdsopgaver blev tidligere finansieret direkte af finansloven, men for år tilbage gav man i stedet universitetet ansvaret for at sørge for at varetage opgaverne.

Langt forbi grænsen

Det rimelige spørgsmål at stille er, hvor den økonomiske smertegrænse ligger, hvis disse opgaver fortsat skal varetages. Med den nuværende spareplan er vi langt forbi en grænse, hvor forskningsmiljøerne omkring stedets samlinger kan oppebæres.

Det fremgik da også på fællesmødet, at faglige overvejelser vedrørende NFI’s aktiviteter ikke havde spillet nogen rolle i udviklingen af spareplanen. Det kan ikke overraske nogen, at et institut som primært har sin berettigelse i kraft af sin forskning (eftersom vi ikke har fået lov til at lave uddannelser) ikke kommer godt ud af en økonomisk analyse, der kun måler på STÅ.

»På NFI har vi gjort det godt, rigtigt godt endda, på alle de parametre som Struensee og dekanen ikke vil se på«

Men universitetets samlede bevilling handler ikke kun om uddannelse – den gives også på basis af og til forskning. Når man på fakultetet beslutter, at alle enheder skal måles ved hjælp af samme metode, så har man på forhånd udstukket en taber. Det behøvede vi ingen Struensee-rapport til at gøre.

Vi forstår godt, at institutlederne på de andre institutter ser på fakultetets økonomi gennem den budgetmodel, som de på nuværende tidspunkt skal agere efter. Men vi forstår ikke, at fakultetets øverste ledelse ikke hæver sig herover og i det mindste lægger en moralsk hånd over os. Anerkender os, slet og ret.

En succes på de parametre, dekanen ikke vil se på

Samtidig med at dekanen udstiller NFI som en stor økonomisk belastning, vælger han at fusionere os med INSS.

Som det er nu, er der lagt op til en fusion, hvor det ene fusionerede institut slår ring om sig selv, mens det andet må bære sin krise selv. De to parter spillet ud mod hinanden. Sådan. Det er opskriften på en beskidt fusionsproces med nervøse medarbejdere og dårligt arbejdsmiljø til følge mange år frem.

»Vi forstår ikke, at fakultetets øverste ledelse ikke […] i det mindste lægger en moralsk hånd over os. Anerkender os, slet og ret«

På NFI har vi gjort det godt, rigtigt godt endda, på alle de parametre som Struensee og dekanen ikke vil se på: Vi har stærke internationale forskningsmiljøer, vi trækker eksterne midler hjem, og vi markerer os bredt gennem offentlig formidling både herhjemme og i Norden. På vores afdeling, Afdeling for Dialektforskning, har vi aktive forskningsmiljøer omkring det historiske dialektordbogsprojekt, Ømålsordbogen, og LANCHART-korpusset, som er et af verdens største talesprogs-korpora. Vi har gennem årene opbygget et stærkt sociolingvistisk miljø, som ikke mindst er blevet blandt de førende i verden, fordi vi med professor Frans Gregersen i spidsen har haft muligheden for at huse et grundforskningsfondscenter fra 2005 til 2015.

Her gik vi altså og bildte os ind, at vi var dygtige forskere, undervisere og formidlere, men nu er det så slået fast, at vi er en belastning. Og med dette motiverende udgangspunkt kan vi så gå i gang med at skaffe endnu flere eksterne midler i et forsøg på at redde det miljø, vi brænder så meget for.

uni-avis@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste