Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
CLEAN – Martin Fritzen har mere livserfaring end de fleste andre, der begynder på KU. Han har skiftet et misbrug på 60 piller om dagen foruden amfetamin og kokain ud med en studieplads på Psykologi.
Ingen kan se på Martin Fritzen, 39, at han startede et livsforløb som misbruger af hash og øl, da han var 13 år, og at han gav den fuld gas med piller, amfetamin og kokain, fra han var 18.
Martin fremstår i dag helt afslappet og ser ikke spor slidt ud. Stofferne har ikke sat synlige spor på hans krop. Det har også vist sig, at han har masser med ressourcer, men det opdagede han først for et par år siden, da han begyndte at læse en HF.
Nu er han kommet ind på psykologistudiet på Københavns Universitet (KU) og går og glæder sig til at begynde på det.
»Jeg er spændt, og det er nok ikke helt gået op for mig endnu. Jeg er meget ydmyg over, at det har kunnet lade sige gøre, og jeg er tilfreds med min arbejdsindsats på HF,« siger han. Han kom ind på psykologistudiet via kvote 1, der i år kræver et eksamensgennemsnit på 11,4.
Drømmen om at læse psykologi opstod først for halvandet år siden, men vejen til viden var ikke noget, han automatisk fik med sig hjemmefra.
»Jeg har ingen erindring om eller tiltro til, at jeg skulle have boglige evner,« siger han.
Hans egen familie var præget af misbrugsvaner. Måske derfor skulle der ikke så meget til for at kickstarte hans misbrug for alvor.
»En dag – jeg var vist 18 år – gav min mor mig to kodimagnyler, da jeg havde hovedpine. De to piller udløste en wow-oplevelse i mig af kærlighed og ‘overskudsagtighed’, og de dulmede mine ubehagelige følelser,« siger han.
Martin Fritzen har været i misbrugsbehandling med alle slags mennesker, også rockere, og alle har det på samme måde, fortæller han.
»De bruger stofferne til at dulme følelser, de ikke kan holde ud. De slås med følelser af at være mindre værd end andre, af at være forkerte, af at være kede af det og af at være ensomme. Stofferne bedøver de negative følelser for en stund,« siger han.
Det er hans erfaring. Det er også det, han har formidlet via sin egen blog siden 2010. Han har også skrevet en bog om at være misbruger, han holder foredrag om det, og han tror, han måske vil arbejde med misbrugsproblematikker, når han bliver færdig som psykolog.
Han slap af med stofferne for fem år siden. Han fik overskud til at gå op på kommunen og komme med i en misbrugsgruppe. Det gjorde hele forskellen for ham for at kunne blive ‘clean’.
»Min læge havde sagt til mig, at ‘jeg bare skulle stå det igennem’ alene. Det kunne jeg ikke bruge til noget. På misbrugscentret sagde de i stedet ‘vi forstår dig godt’. Det var en åbenbaring for mig at blive mødt på den måde, og at det har en positiv virkning at dele sine erfaringer med andre,« siger han.
Han havde ikke kunnet finde noget på internettet om andres erfaringer med at slippe af med stofferne, men i dag ved han, at han ikke er alene om at have haft det sådan.
»Der findes mange ressourcestærke og højtuddannede mennesker som fx læger, psykologer og piloter, som er misbrugere, og deres helt store problem er, at de ikke aner, hvad de skal gøre ved det. De kan være bange for noget så enkelt som at gå til lægen,« siger han.
I dag kommer nogle af de samme mennesker til ham og får den vigtige oplevelse af at blive forstået. Martin Fritzen opfatter ikke sig selv som deres behandler. Han lytter til dem og giver dem idéer til, hvordan de kan komme videre.
Efter at være blevet clean for fem år siden, begyndte han i 2012 at tage en HF-pakke for kommende pædagogstuderende, der ikke kræver, at man får en fuld HF. Han klarede ret nemt alle opgaver og fag. Måske lidt for nemt, mente hans engelsklærer, der foreslog ham at tage en fuld HF.
Det endte med, han blev så ivrig en studerende og med så højt et snit, at det gav ham direkte adgang til Psykologi på KU. Hans interesse for det fag opstod ellers først for halvandet år siden, og det var en ‘fantastisk psykologilærer’ på HF, der var med til at åbne den verden for ham.
Alt det har gjort, at han i dag ikke længere oplever sig som en del af misbrugsmiljøet.
»Jeg føler mig ikke engang som eksmisbruger,« siger han og fortsætter, »i dag er jeg psykologistuderende, for det er positivt og godt for mig.«
På den måde er psykologistudiet på KU med til at opbygge hans ny identitet.
Han er langt væk fra sin gamle verden i dag. For over fem år siden brugte han al sin tid på at skaffe penge til stoffer. Han tog 30-60 piller om dagen, for ‘de er nemmere at tage med sig end to flasker vodka’. Piller og alkohol sløvede hans sind og fik ham til at slappe af, men så tog han amfetamin og kokain for at få energien tilbage. Derfor fik han aldrig et stabilt arbejde.
»Når jeg havde fået mig et arbejde, forlod jeg det ofte i et par timer, fordi jeg skulle ud at skaffe penge til stofferne, som jeg tog flere gange i døgnet. Jeg fik dårlig samvittighed af at lyve over for min arbejdsgiver, når han spurgte bekymret til min adfærd. Det holdt selvfølgelig kun i et par måneder hver gang, inden jeg blev fyret,« siger han.
De sidste fem år har han haft regelmæssigt arbejde, som han har passet, og han står op klokken fem hver morgen. Han er meget bevidst om at sortere i sine tanker, så han vælger de positive til og de negative fra. Han bliver også glad af at hjælpe andre, og hans 39 års livserfaring bliver en ekstra fordel for ham på studiet, tror han.
»Den gør det nemmere for mig at forstå indholdet i studiet,« siger han, der nysgerrig, spændt og glad går rundt et par uger inden studiestart og tænker på lavpraktiske ting, han skal nå at ordne. Som fx at købe et penalhus.
anfj@adm.ku.dk