Friends with benefits: KU og Novo tager næste skridt

Følg pengene, lyder et godt råd, som Novo Nordisk tilsyneladende har fulgt, da en af deres ledende medarbejdere – koncerndirektør for forskning og udvikling Mads Krogsgaard Thomsen – for nylig fik tjansen som ny formand for Københavns Universitets bestyrelse.

Pengene stammer fra virksomheden selv. De kommer fra Novo Nordisk Fonden, som (via holdingselskabet Novo A/S) ejer den bestemmende aktiemajoritet i Novo Nordisk og søsterselskabet Novozymes. Novo Nordisk er Danmarks største medicinalvirksomhed og landets mest værdifulde firma.

Alene i de sidste 10 år har Novo Nordisk Fonden brugt knap to en halv milliarder kroner på at oprette forskningscentre på Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet (SUND).

I spidsen for Novo Nordisk Fonden sidder direktør Birgitte Nauntofte, som er tidligere prodekan på netop SUND.

To versioner

Den tætte forbindelse mellem universitet og virksomhed er påfaldende, men der findes mindst to forskellige udlægninger af, hvad den betyder for landets største universitet.

I den ene udgave er Novo Nordisk i kraft af sin økonomiske styrke og erfaring som forskningsbaseret virksomhed en garant for universitetets selvstændighed og udvikling og et bolværk imod politikernes kortsigtede løsninger og tendens til detailregulering.

I den anden udgave er der i virkeligheden tale om en form for virksomhedsfusion mellem KU og Novo-familien: en privatisering af forskningen i Danmark, har tidligere medlem af KU-bestyrelsen Leif Søndergaard kaldt det. Han er ikke den eneste, der ser faresignaler.

»Det giver altid problemer, når man går i seng med en elefant,« siger Allan Randrup Thomsen, professor og læge og medlem af Hovedsamarbejdsudvalget på KU.

Randrup Thomsen siger også, at hans holdning til Novo Nordisk Fonden er ambivalent, dels fordi han »nødig vil bide den hånd, der fodrer en,« dels fordi Novo – ikke mindst ved Mads Krogsgaard Thomsens udtalelser – yder en stor og vigtig støtte til forskningen i Danmark.

»Når det er sagt, er Novos dominans på KU også et problem. Novo Nordisk Fondens centre er meget dominerende og har en vis gøgeungeeffekt, for eksempel når det gælder konkurrencen om andre midler – de er svære at konkurrere med,« siger han.

»Selv vores eget fakultets interesser synes i et vist omfang at følge Novos prioriteringer, og med en så dominerende partner er det ikke uden problemer. Jeg mener at vores situation i et vist omfang kan sammenlignes med Finlands relation til Rusland – der er tale om et uafhængigt land, men der skal hele tiden tages hensyn.«

Også Heine Andersen, professor emeritus i sociologi og aktiv debattør af forskningspolitik, hæfter sig ved, at Novo Nordisk alene i kraft af sin størrelse er en usædvanlig partner for universiteterne.

»Der er jo masser af samarbejde med industri i øvrigt og landbrug og andre erhverv, men sjældent med så stærke partnere,« siger Heine Andersen.

»Det er klart, at det har givet anledning til overvejelser hos mange – men det er sjældent, man støder på det i form af bekymringer, som tiderne er. De fleste steder klapper politikere og universitetsledere i hænderne, og mange forskere er jo også glade for pengene. Det er stærkt foruroligende.«

Thomas Vils Pedersen, lektor og fællestillidsmand for de videnskabeligt ansatte på KU, siger, at det overordnede problem med store eksterne bevillingsgivere er, at de kan få universitetet til at fravælge strategiske satsninger, det selv ville have ønsket.

»Det gælder alle de steder, hvor KU modtager forskningsbevillinger, der ikke dækker alle udgifter til forskningen. Det betyder, at universitetet reelt skal medfinansiere noget, og det er fint, hvis det er et felt, man allerede ville satse på.«

»Den enkelte ledelse på fakultet eller institut skal blive bedre til at vurdere, om de vil medfinansiere de privatstøttede projekter og dermed samtidig fravælge at satse på noget andet. Ellers er det et anslag mod forskningsfriheden.«

»Der er gode eksempler,« siger Thomas Vils Pedersen, »man skal bare være bevidst om valget.«

Vils Pedersen nævner ikke nogen eksempler på, at Novo-penge har gjort skade på forskningsfriheden, men et muligt eksempel kunne være den historie, som Dagbladet Information bragte i 2010 om Novo Nordisk Fondens 885 millioner kroner dyre metabolismecenter. Avisen kunne dengang afsløre, at metabolismecentret netop blev etableret, fordi Novo Nordisk Fonden mente, det kunne være en god idé – ikke fordi KU havde lagt en plan om et center.

Fondens direktør Birgitte Nauntofte havde ifølge Information kontaktet sin gamle chef på KU, dekan Ulla Wewer, og foreslået KU at søge penge til et center.

Det fremgik også af Informations dækning, at Novo Nordisk Fonden bevarede en vis kontrol over, hvad der blev af deres penge på KU. Det foregik på den måde, at Nauntofte og Wewer kom til at udgøre den komité, »der skal godkende centerets overordnede strategi, direktion og udvikling samt godkende budgettet«. Hvis Wewer skulle forlade komitéen, skulle fonden godkende hendes afløser.

Det var i den forbindelse, at daværende fællestillidsmand Leif Søndergaard (der også har været medlem af KU’s bestyrelse) talte om en privatisering af den offentlige forskning i Danmark.

Motorvej for ph.d.er

Ifølge skeptikere kan det også være et problem, at de store forskningscentre kan udgøre en form for motorvej for unge forskere, der automatisk leder dem i den videnskabelige retning, som bevillingsgiverne ønsker.

»Lokalt bør man sikre en vis mængde frie ph.d.-stipendier, så de bedste hoveder kan få chancen for at udvikle deres egne idéer,« siger fællestillidsmand Thomas Vils Pedersen.

Thomas Vils Pedersen siger også, at han ikke har nogen baggrund for at tro, at bestyrelsen vil blande sig i de konkrete forskningssatsninger på fakulteterne, men han siger, at habiliteten for medlemmerne – og især formanden – selvfølgelig er vigtig.

»Det er et opmærksomhedspunkt,« siger han, »men konkret har Mads Krogsgaard Thomsen sendt nogle rigtig gode signaler som fortaler for den frie forskning.«

Krogsgaard Thomsen har i flere kronikker i de senere år argumenteret for, at samfundet bør satse mere på forskning – især life science – og højne kvaliteten af ph.d.-uddannelserne og sørge for at rekruttere internationalt.

Habilitetsregler bør gøre formanden forsigtig

»Hvorvidt man kan være uhildet er en psykologisk vurdering,« siger Johan Tufte-Kristensen, der er ved at lægge sidste hånd på en ph.d.-afhandling om inhabilitetsnormer ved Det Juridiske Fakultet på KU.

»Nogle vil mene, at man kan være uhildet. Andre vil ikke. Men der er næppe tvivl om, at en koncerndirektør i Novo Nordisk normalt vil være i stand til at forvalte midler på et universitet.«

»Det man kan overveje er, om forbindelsen mellem Novo Nordisk Fondens investeringer og formandens job i visse situationer kunne få omverdenen til at rynke på næsen. Det er blandt andet for at forhindre omverdenens rynken på næsen, at vi har habilitetsregler på en række områder.«

»Der er ikke noget retligt til hinder for, at den samme person er bestyrelsesformand for KU og koncerndirektør i Novo Nordisk, så længe han ikke selv deltager i behandlingen af spørgsmål, der vedrører Novo Nordisk.«

»I selskabsretlig forstand er der vandtætte skotter mellem fonden og virksomheden, men talen om vandtætte skotter holder ikke altid i inhabilitetsmæssig forstand. De to aktører hænger jo uløseligt sammen, fordi fonden har den bestemmende indflydelse over Novo Nordisk. Man kan overveje, om Novo Nordisk mon ikke kan have interesser i fondens dispositioner.«

»Hvis formanden behandler konkrete spørgsmål, der har med Novo Nordisk Fondens projekter at gøre, kan det få omverdenen til at rynke på næsen. Hvis interessesammenfaldet mellem formanden og fonden er tilstrækkelig stort, kan det ligefrem være i strid med inhabilitetsreglerne i forvaltningsloven og bestyrelsens forretningsorden. Men trækker han sig fra behandlingen af de konkrete spørgsmål, skulle der ikke være noget problem.«

Novo og KU-ægteskabet er del af generel en udvikling, hvor universiteter og industri med politikernes og rektorernes velsignelse, nærmer sig hinanden. KU’s ledelse er dybt engageret i at gøre de naturvidenskabelige campusområder til centrale kvarterer i en københavnsk science city, hvor det er tanken, at mange virksomheder kan rykke ind og opsuge kandidater og ph.d.’er fra universitetet.

»Der er en kæmpe udvikling i gang, Man vil gerne blande den private og den offentlige sektor. De udefrakommende forventes at bidrage med noget andet eller nyt,« siger Carsten Greve, professor i public governance og management på CBS .

I denne fortælling er det naturligt, at KU og Novo slår pjalterne sammen. Måske kan Krogsgaard Thomsens formandskab endda ses som en styrkelse af universitetets selvstændighed, hvor forskerverdenen i en alliance med industriens fyrster bliver stærke nok til at tale embedsfolkene på Slotsholmen imod, når de og deres politiske chefer ønsker at regulere akademia.

Modkup

Faktisk er udpegningen af Mads Krogsgaard Thomsen sket på en måde, hvor KU talte Christiansborg midt imod.

KU-bestyrelsens beslutning om at vælge Mads Krogsgaard Thomsen som formand blev truffet i marts måned i en vis hast, efter at regeringen havde annonceret, at den fremover ville overtage kontrollen med, hvem der skal lede landets universiteter (ikke mindst på bekostning af universiteternes egne ansatte og studerende).

Regeringens lovforslag står til at blive vedtaget 1. juli, og KU besluttede – som en slags modkup over for regeringen – at fremskynde et formandsskifte, der ellers var planlagt til efteråret, så uddannelsesministeren ikke, i denne omgang, får indflydelse på, hvem der sidder for bordenden i KU’s bestyrelseslokale.

Krogsgaard Thomsens hastige indtog er ikke ensbetydende med, at han ikke i kender KU godt. Novo-koncerndirektøren har allerede siddet som menigt bestyrelsesmedlem på KU i fire år.

Formænd har det med at blive universitetets folk

Professor emeritus på Aarhus Universitet og grand old man inden for forskningen i forvaltning og bureaukrati i Danmark Jørgen Grønnegård Christensen virker ikke skræmt over valget af Mads Krogsgaard Thomsen.

»Umiddelbart ser jeg ikke de store problemer i det,« skriver han i en mail. »Der kan selvfølgelig være sager, hvor Krogsgaard kan være i en interessekonflikt, men for det første vil de, sådan som universiteternes bestyrelser arbejder, være meget få, og for det andet er der regler for det.«

Han gør også opmærksom på den nye formands meritter:

»Med Krogsgaard får KU en bestyrelsesformand, som har et ret professionelt forhold til det at drive videregående undervisning og forskning. Og alene kan han jo ingenting,« skriver Jørgen Grønnegård Christensen.

Regeringen ønsker, som nævnt, at udpege bestyrelsesformændene på universiteterne og dermed få mere kontrol over sektoren. Men i en kronik i Weekendavisen (10. marts 2017) har Grønnegård Christensen sat spørgsmålstegn ved, om den form for detailstyring overhovedet vil tjene regeringens formål. Fx er det ikke givet, at bestyrelsesformændene vil klappe hælene sammen for ministeren, blot fordi regeringen har en hånd i at udpege dem:

»[M]ed alt hvad vi ved om offentlig organisering, er det en illusion, at de nye ministerudpegede bestyrelsesformænd vil orientere sig mod ministeren snarere end deres universitet,« skriver Jørgen Grønnegård Christensen i WA.

Bestyrelsesmedlemmer repræsenterer uni, når de selv skal sige det

Hvis Mads Krogsgaard Thomsen altså primært er universitetets mand i rollen som formand – og ikke Novos udsending – svarer det godt til, hvordan bestyrelsesmedlemmer på de danske universiteter selv opfatter deres rolle.

Det siger Niels Ejersbo, seniorforsker ved KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning), som sammen med professor Carsten Greve, CBS, har forsket i, hvordan medlemmerne af universiteternes bestyrelser anskuer deres opgave.

»Litteraturen beskriver flere roller, som en bestyrelse kan have. Medlemmerne kan gå op i at kontrollere den daglige ledelse i henhold til en strategi, eller de kan se sig selv mere som en understøttende funktion, der bistår ledelsen i dens arbejde. Men derudover kan bestyrelsesmedlemmerne også se sig selv som repræsentanter for interesser uden for universitetet, altså stakeholderne. Når vi spørger, hvordan de selv opfatter sig, svarer de ja til de to førstnævnte ting, men de ser ikke sig selv som stakeholdernes repræsentanter.«

Pengestrømmene

Ejersbo og Greve har også fundet, at der er stor enighed internt i bestyrelserne, og altså ikke tegn på en standende konflikt mellem de medlemmer, der kommer fra universiteternes egne rækker og flertallet, der er hentet fra verden udenfor.

»Der var ikke tegn på en konfliktlinje mellem de to parter,« siger Niels Ejersbo.

Dette harmonerer også med, hvordan bestyrelsen fremtræder i offentligheden. Sjældent er der dissens i beslutningerne, og selv den hårdeste studenterpolitiker har en tendens til at falde til ro og spille efter konsensusreglerne, når han eller hun først er valgt ind i KU’s ledende forsamling. Hvis der er skænderier, er de typisk hemmelige.

Derfor vil det også i de kommende år være interessant at følge pengestrømmene. Ikke blot dem fra Novo Nordisk Fonden, men også KU’s egne midler. Kommer de også til altovervejende at flyde i retning af life science?

Det har ikke været muligt inden deadline at få et interview på plads med Mads Krogsgaard Thomsen.