Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Frihed til animeret børneporno

TEGNINGESAG - Er en tegning af børn, der har samleje, kunst eller børneporno? Hvis den nu er tegnet absurd smukt? Dansk Tegneserieråd inviterede til debat på KUA.

Det går op for mig, at jeg har stirret direkte ind i Hendes Majestæts gabende kusse uafbrudt de sidste fem minutter, da jeg atter sænker blikket mod notatblokken og noterer Klaus Rothsteins ord:

»Skellet mellem kunst og pornografi er en gråzone.«

Plakaten med Margrethe og resten af den udvidede kongelige kernefamilie i seksuel udfoldelse er begået af kunstnergruppen Surrend og hedder »Dusken er tilbage.«

Og den undgår faktisk behændigt at berøre aftenens debat-tema, animeret børneporno, idet prinser og prinsesser under den seksuelle lavalder er skildret som rundkindede, impotente englebasser.

Vi springer over Muhammed

Anledningen til debatten er at Socialdemokraternes Karen Hækkerup har fremsat et lovforslag om at forbyde animeret børneporno, ud fra en betragtning om, at brugen af animeret børneporno kan være med til at legitimere og normalisere pædofili.

Altså som det første led i en glidebanebevægelse mod misbrug af rigtige, levende børn.

Debattens anden halvdel omhandler Muhammedtegningerne, men ender, mere eller mindre, som Klaus Rothstein udtrykker det, med »at repetere de sidste fem års motivdebat.«

Hækkerup mangler

Trods indbydelse er Karen Hækkerup dog ikke dukket op til aftenens arrangement, Grænseoverskridende tegninger. Bag arrangementet står Dansk Tegneserieråd, med formand Thomas Thorhauge som vært for debatten.

Det er nok meget klogt at Hækkerup meldte fra. Hendes forslag ville have mødt massiv modstand.

De fremmødte paneldebatdeltagere, Klaus Rothstein, journalist og debattør, Jacob Mchangama, chefjurist i Cepos, Zenia Stampe, næstformand for De Radikale, Christoffer Zieler, tegner og journalist ved nærværende avis og Dennis Meyhoff Brink, forsker i religionssatire ved Københavns Universitet, er nemlig forbløffende enige om at lovforslaget er uigennemtænkt.

Panserbasser som smagsdommere

Forslaget virker som et misforstået forsøg på at kontrollere tanken, snarere end en måde at begrænse pædofili, lyder det. Og man må skelne mellem virkelighed og uvirkelighed, understreger Christoffer Zieler.

Et overgreb der udelukkende foregår i tankerne er en offerløs handling, og det nytter ikke noget at regulere uvirkeligheden, selv om den kan være noget så skræmmende, mener Zieler og tilføjer, at hvis Josef Fritzl havde haft stuen fuld af den slags porno, som man nu vil forbyde, så ville hans sløve naboer måske i det mindste have opdaget, at manden var klam.

Jacob Mchangama formulerer sin tvivl således:

»Jeg ser for mig et par overpanserbasser, der skal afgøre om en japansk manga-tegneserie er kunst eller ej. For mig virker det helt absurd.«

»Ja, pædofili er ubehageligt og bør begrænses, men hvad med mord, vold og så meget andet. Fører man Karen Hækkerups logik ud i sin konsekvens, skulle langt de fleste computerspil og film forbydes, fordi de fremstiller ulovligheder.«

Paff, paff, paff

»Paff, paff, paff! Uh, ja!«

Næseblodet sprøjter fra den skæggede mand, da han får lov at se den lille piges blottede skød. Det får læserne i øvrigt også lov til.

Thomas Thorhauge viser en side fra en japansk mangategneserie på Powerpoint, som et af flere eksempler på, at der findes adskillige tegneserier, der bevæger sig på grænsen.

»Inden for dansk moralkodex er intimiteten, vi her ser mellem en voksen mand og et mindreårigt barn, klart upassende, men i Japan anser man det ikke for at være stødende på samme måde,« siger Thorhauge.

Siden er taget fra Dragonball-serien, som har solgt i 1,5 millioner eksemplarer i Danmark, primært til børn på den fiktive piges alder. Klaus Rothstein advarer mod at bruge kulturforskelle som et argument.

»Vi diskuterer dansk lovgivning, så vi må forholde os til en dansk kontekst,« som han siger.

Ytringsfriheden på spil

Zenia Stampe istemmer:

»Ja, og det er netop problemet med det her lovforslag. Der findes ikke nogen egentlig dokumentation for, at der er den glidebane, som det hævdes. Der er muligvis en sammenhæng mellem børn i seksuelle akter og overgreb på børn, men den er næppe kausal.«

»Forslaget åbner for en gradvis stramning af ytringsfriheden, som jeg for alvor finder skræmmende.«

Det er et godt spørgsmål, om ytringsfriheden altid kommer først, eller om der findes undtagelser. Bag debattørerne er Powerpointen, som står med det seneste eksempel fra Thomas Thorhauges oplæg.

Absurd smuk kopulation

Det er et japansk maleri, der nærmest er absurd smukt i farverne. På billedet kærtegner små piger voksne mænds kønsorganer.

Jeg føler mig ikke mere som en pervers onkel efter at have set Thorhauges tegninger, men måske provokeret. På samme måde, som billedet af kongehuset i kopulation provokerer.

Billedet er måske ikke (god) kunst, men det er i hvert fald ikke porno. Pædofili er også provokerende, men som Christoffer Zieler siger:

»Man må vel gerne være pædofil, så længe man ikke opfører sig pædofilt.«

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste