Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

FRONTs identitetspolitiske blindgyde

AKTIVISME - Pensum er for hvidt, mikroaggressioner stortrives, og minoriteter bliver diskrimineret på de danske universiteter. Sådan lyder anklagerne fra foreningen FRONT. Men de grove anklager savner berettigelse. Og de begreber, som foreningen trækker på, truer i høj grad vores mulighed for at tale sammen.

Identitetspolitikken raser. Et stort antal mennesker med forskellige baggrunde gør deres stemmer gældende i den offentlige debat, på de sociale medier og på universiteterne. Ofte er det minoritetsgrupper, der er forenede i tanken om, at andre ikke skal have lov til at definere dem.

Ligeledes deler de en fælles indignation over at blive behandlet dårligt – eller diskriminerende – af (majoritets)samfundet. Deres mål er at blive hørt og gøre deres ellers marginaliserede stemmer gældende i det omgivende samfund, som de føler, udviser en både undertrykkende og negligerende adfærd over for dem.

I foråret 2016 så en ny identitetspolitisk forening dagens lys, og den høstede stor opmærksomhed i den danske medieverden. FRONT hedder den, og den udspringer af studentermiljøet på en række universiteter i Danmark. FRONTs målsætning er at »gøre opmærksom på og ændre ved diskriminerende strukturer« på de danske universiteter.

»FRONT påstår at invitere til en debat om, hvordan diskrimination og racisme kan bekæmpes på danske universiteter. Men kursen for den debat, FRONT har startet, fører direkte ud i en identitetspolitisk blindgyde«

Det projekt, som FRONT har lanceret, er utvivlsomt båret frem af gode intentioner. Intentioner som vi og forhåbentlig også mange andre deler. Men ét er at erklære sig enig i, at der eksisterer problemer. Noget helt andet er måden at diagnosticere disse problemer og deres omfang. Vi mener, at den diagnose, FRONT præsenterer, ikke blot er mangelfuld og analytisk svag, men også at den rummer en række uheldige implikationer, som vi bør sige fra overfor.

Personlige erfaringer i den offentlige debat

Det primære afsæt for FRONT er de personlige erfaringer, som foreningens medlemmer har gjort sig, og det er netop medlemmernes »egne oplevelser med diskrimination«, som foreningen ønsker at dele med offentligheden. En overordnet præmis for FRONTs virke er altså, at det er både vigtigt og nødvendigt at dele personlige erfaringer i den offentlige debat.

I et demokratisk perspektiv er præmissen intuitivt forståelig. Når enkeltindivider bringer oplevelser fra deres hverdagsliv ind i den offentlige debat, bliver landets øvrige borgere tilbudt en principiel mulighed for at blive klogere på hinanden og samfundet.

Men – og det er et vigtigt men – værdien af den personlige erfaring, som bliver delt i det offentlige rum, afhænger af, om den har hold i virkeligheden, og om personens reaktion dermed kan siges at være velbegrundet og rimelig. Som offentlighed har vi ret til at efterprøve de påstande, som enkeltpersoner kommer med. Og vi har ret til at forkaste et udsagn om, at noget står grelt til, hvis ikke vi finder, at udsagnet er begrundet tilstrækkeligt.

Fravær af egentlige undersøgelser

Kigger vi på FRONTs udtalelser til de danske medier, bliver de enkelte medlemmers egne erfaringer flere steder fremhævet som et generelt problem på de danske universiteter. I særdeles skarpe vendinger vel at mærke. Problemet er imidlertid, at FRONT intetsteds godtgør denne slutning. Foreningen peger ikke på noget studie, der har undersøgt diskriminationsfænomenet på systematisk vis.

Men det er FRONTs eget ansvar at underbygge sine egne påstande og konklusioner. Nægter man at påtage sig dette ansvar, lever man ikke op til helt basale minimumskrav, man må kunne stille til debattører i den offentlige debat.

Det er uholdbart at påstå, at der blandt de studerende og de ansatte på universiteterne er et grundlæggende og udbredt problem med diskrimination, indtil det modsatte er bevist. Hvis alle i den offentlige debat praktiserede et sådant princip om omvendt bevisbyrde, ville vi ikke komme særlig langt.

Klæg forudindtagethed

I mangel på systematiske undersøgelser hviler FRONTs påstande udelukkende på deres 11 medlemmers personlige erfaringer. Og de udsagn, som foreningens medlemmer er kommet med, er langt fra uproblematiske.

En taler om, at hun som kvinde ikke kan identificere sig med den litteratur, der bliver læst på hendes studium, fordi pensumlisten primært er baseret på tekster forfattet af mænd. En anden taler om, at »hvidhedens privilegier bliver beskyttet og forlænget i klasselokalet«. Dette er udtalelser, som bør få alle alarmer til at lyse og larme.

Udtalelserne rummer for det første en klæg forudindtagethed, der skeler mere til hudfarve og kromosomer end til argumenter og analyse. Pensum og undervisningssituation bliver stillet i et bestemt lys, blot fordi de faglige aktører har et givent pigment eller et bestemt køn. Det er i sig selv ironisk, når FRONTs mål efter sigende er at bekæmpe diskrimination. Men frem for alt er udtalelserne nedbrydende for idéen om universitetet som en institution, hvor flid og faglighed går hånd i hånd med akademisk fortjeneste og forfremmelse. Kort sagt – for idealet om universitetet som meritokratisk vidensinstitution.

»Det eneste produkt, offentligheden står tilbage med, er resterne fra en indforstået form for mudderkastning«

For det andet er udtalelserne udtryk for intellektuel dovenskab. I stedet for at bringe egentlige argumenter på banen, formår medlemmerne blot at sætte miskrediterende etiketter på det, de ikke kan lide. Dermed er ingen blevet klogere. Til gengæld er debatten blevet drevet derud, hvor den enkeltes følelser bliver ophøjet til dommer over, hvad der er relevant og vigtigt. Dette strider mod den klassiske dannelsestanke om, at en af universitetets fornemmeste opgaver er at tilbyde den enkelte muligheden for at sætte noget andet end sig selv i centrum. Og det er en tanke, der er værd at værne om, hvis man – som vi – ser det at blive udfordret som en vigtig del af et universitetsstudium.

Som Fanden læser Biblen

Et af de to førnævnte medlemmer taler desuden om at have oplevet gentagne »mikroaggressioner«, mens et tredje udtaler, at der tilsyneladende er en tendens til, at andre studerende ikke kan »se den usynlige diskrimination, som er en del af den måde, universiteterne fungerer på«. Ingen af disse temmelig grove påstande bliver kvalificeret.

Det eneste produkt, offentligheden står tilbage med, er resterne fra en indforstået form for mudderkastning.

Man kan, hvis man vil, gøre Fanden kunsten efter og læse ens omgivelser, som han læser Biblen. Trække det værste frem i det, man støder på. Med begreber som »mikroaggression« og »usynlig diskrimination« er døren til ballet åbnet på vidt gab, og alt kan i princippet forstås som en aggression eller noget usynligt forskelsbehandlende. Alle kan gøre sig selv til ofre og andre til skurke. For hvad er den nedre tærskel for, hvad der kan opfattes som en aggression eller diskrimination? Det er ikke noget, man bliver klogere på, når man besøger FRONTs hjemmeside eller læser de talrige interviews, foreningen har givet.

Hvad vil FRONT?

FRONT påstår at invitere til en debat om, hvordan diskrimination og racisme kan bekæmpes på danske universiteter. Men kursen for den debat, FRONT har startet, fører direkte ud i en identitetspolitisk blindgyde.

»Dette er udtalelser, som bør få alle alarmer til at lyse og larme«

Hvad er der at diskutere, hvis man som FRONT på forhånd har besluttet sig for, at egne personlige oplevelser udgør et klokkeklart vidnesbyrd om generel diskrimination på universiteterne? Hvordan kan vi sætte skub i en samtalende offentlighed, hvis nogle aktører på forhånd stemples og vurderes ud fra deres køn og hudfarve? Eller når FRONT gør brug af så vage begreber, at alt kan forstås som diskrimination og fjendtlighed?

De protestbevægelser, FRONT peger på som inspirationskilde, har foreslået en lang række vidtgående tiltag: forbud mod kontroversielle oplægsholdere, trigger warnings, retningslinjer for passende sprogbrug og udklædning til fester, obligatorisk undervisning i diversitet og safe spaces for særlige grupper.

Er det den vej, FRONT mener, at vi skal følge?

Som deltagere i den offentlige debat står vi tilbage med en lang række ubesvarede spørgsmål. Spørgsmål, der udspringer af de alvorlige huller i FRONTs problemdiagnose, som vi har søgt at tage fat om med dette indlæg. De identitetspolitiske debatter raser derude, og FRONT har utvivlsomt sat ydereligere kog under kedlen. Og hvis målet med debatterne er at blive klogere og lede efter konstruktive fælles løsninger, er der god grund til, at FRONT kommer på banen og tager stilling til disse spørgsmål. For blindgyden er der forhåbentligt ingen, der ønsker at havne i.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste