Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

I fuld fart mod muren

Studiepres — »Det gør ondt at skrive dette. Det gør ondt at indrømme, at dét system jeg skulle have brugt som en platform for udvikling af kompetencer, der kan gøre mig til en positiv, bidragende og energisk del af samfundet, har efterladt mig træt og med total mangel på lyst til at erhverve mig ny viden.« Sådan skriver kandidatstuderende Karoline Vildlyng, der har 23 måneder til eksamen og 23 klip på SU-kortet.

For nylig har jeg ramt muren. I min kamp for at være en dygtig, vidende, original, sund, social og kravsopfyldende universitetsstuderende er jeg fuldstændig forudsigeligt og med fuld fart braget ind i en mental mur af trumpske proportioner.

Og nu, stadig ør og overrasket over min pludselige nedtur, må jeg erkende, at livet som studerende på et dansk universitet anno 2017 har givet mig eksamensangst for første gang i mit liv.

Jeg plejede at elske at gå til eksamener. Muligheden for at vise mine evner, fremlægge resultater og ideer og få feedback, jeg kunne bruge til næste gang, var en spændende og udfordrende proces, som jeg følte mig helt tryg i. Som at gå på line med sikkerhedsnet og en træner for enden, der guider dig på vej. Nu er sikkerhedsnettet smidt til siden, træneren er sygemeldt med stress, og linen ryster under mig.

Jeg har ikke sovet ordentligt i flere år. På tre år har jeg været til 14 eksamener, arrangeret og fuldført to udlandsophold i henholdsvis USA og Skotland og arbejdet op til 25 timer om ugen i et studierelevant i job.

For at være studerende i en verden, der placerer det ultimative ansvar for lykke og succes på individets ofte relativt smalle skuldre, er en kraftanstrengelse af de store, og frygten for at fejle, ikke at lykkes, og falde igennem, er konstant.

»I kommer desværre ikke sovende til jeres uddannelse,« proklamerede den nye rektor på Københavns Universitet ved studiestart.

Jeg har ikke sovet ordentligt i flere år. På tre år har jeg været til 14 eksamener, arrangeret og fuldført to udlandsophold i henholdsvis USA og Skotland og arbejdet op til 25 timer om ugen i et studierelevant i job. Og jeg er ikke den eneste. At studere er ikke længere et arbejde, det er en livstil, hvor selve læsningen og undervisningen kun er én del af et større karriere- og angstdrevet puslespil. Job, netværksarrangementer, frivilligt arbejde, udlandsophold på gode universiteter og dertil hørende ansøgninger om legater, sociale kompetencer og venner på studiet, samtidig med at man jo også gerne skal opretholde en sund sjæl i et sundt legeme og være lige dele orienteret om den nyeste artikel i Politiken, såvel som det nyeste yoga-hold i Studenterhuset.

»I kommer desværre ikke sovende til jeres uddannelse.«

Denne udtalelse er skudt noget forbi, for ingen af de studerende, jeg har mødt, forventer at få en uddannelse serveret, mens de ligger med hovedet på puden. De håber på og tror på og stoler på, at de er en del af et uddannelsessystem, der vil dem det bedste, et der ikke vil strippe dem for selvværd og tro på egne evner, men derimod stille ressourcer, overskud, rådgivning og viden til rådighed.

Vi studerende er stressede. Det er egentlig ikke noget nyt. Vi har været stressede de sidste mange år. Men nu er vi også angste. Og deprimerede. Og dét i en sådan grad, at mange studerende i dag præsenterer samme grad af stress- og angstsymptomer som patienter inden for ambulantpsykiatrien.

Det gør ondt at indrømme, at dét system jeg skulle have brugt som en platform for udvikling af kompetencer, der kan gøre mig til en positiv, bidragende og energisk del af samfundet, har efterladt mig træt og med total mangel på lyst til at erhverve mig ny viden.

Vi studerende er pressede. Det er sådan set heller ikke nyt. Vi har altid skullet præstere og forbedre os. Det er i høj grad et menneskeligt vilkår. Men nu foregår det i et kapløb med fremdriftsreformen, hvor mulighedsrummet for fejl er elimineret og tid, bogstavelig talt, er penge. 24 måneder må det tage at få en kandidatgrad, 24 SU-klip tildeles dertil. Jeg har 23 klip tilbage.

Nedtællingen er begyndt, bombeuret tikker, startskuddet er gået, så skal der sprintes. 24 måneder hvor man ikke må tage ubegrundet orlov, før man har bestået 30 ects-point, og hvor det bare er ærgerligt, hvis man oplever behovet for orlov, inden de er bestået, og hvor man ikke må studere på halv tid, medmindre man kan fremvise en gyldig lægeerklæring på, at ens helbred er så udsat, at det er den eneste forsvarlige mulighed.

Jeg mangler ilt. Jeg har læst, at fridykkere kan dykke op til 300 meter under havoverfladen på én indånding. 22 minutter tager det, hvor de undervejs presser kroppen så fri for oxygen, at de lettere kan synke ned, ned, ned mod bunden. At studere i dag er på mange måder som at dykke uden ilt.

Ved studiestart i september lukker vi øjnene, holder vejret og glider ned under overfladen indtil januar, hvor vi kan dukke op igen og trække et par mentalt livsvigtige åndedrag, inden vi returnerer under vandet til et nyt semester med permanent dårlig samvittighed, en læringskurve der skal være konstant og stejlt opadgående, og undervisere der ofte og med god grund, må returnere en studerendes forespørgsel om mere feedback end en karakter, med en beskrivelse af manglende midler på instituttets budgetter. Jeg mangler ilt. Ilt i form af et roligere tempo på universitetet;

Hvor fejl i opgaver ikke er endegyldige og uoprettelige, men hvor der er tid og plads til, at opgaver kan skrives, rettes, afleveres til en underviser, konstruktivt kritiseres og skrives igen, og hvor fænomenet fordybelse ikke er omgivet af et skær af nostalgi og savn tilbage til de gamle dage i 70’ere, hvor vi har fået at vide, at man kunne nørde detaljer alene for detaljernes og læringens skyld.

Dette er derfor et råb om hjælp til den regering, der pålagde danske universiteter at spare to procent af sig selv væk. Den regering der vedtog reformer til at presse unge mennesker hurtigere gennem universitetsmøllen udelukkende med tid og penge for øje. Den regering der kalder nedskæringer for effektivisering og dernæst undrer sig over, at flere studerende end nogensinde før søger psykologhjælp.

Hvor læsegrupper ikke er noget, man får besked på at danne på 15 minutter til første forelæsning med et »så må I lige summe lidt om hvem I kan arbejde sammen med,« mens 30 studerende kigger med vilde øjne på hinanden og bare håber, at de ikke er den sidste mand eller kvinde stående alene tilbage til den stoleleg, som læsegruppedannelse er blevet til.

Hvor marxisme ikke er en teori, man stifter bekendtskab med én gang på første semester til én undervisningsgang på 2 timer, inden man hastigt løber videre til Hegel. Og så til Bourdieu. Giddens. Foucault, og hu-hej, se hvor hurtigt vi kan lære!

Jeg indrømmer det blankt: Jeg har ikke gode ideer eller forkromede planer for et fremtidens universitet uden stress og angst. Jeg er p.t. løbet tør for ambitioner og energi i dén retning. Dette er derimod et råb om hjælp og et skriftligt formuleret håb om, at jeg ikke er den eneste, der føler sig så helt og aldeles fremmedgjort i vores uddannelsessystem, at jeg ikke længere kan se meningen med at lære.

Det gør ondt at skrive dette. Det gør ondt at indrømme, at dét system jeg skulle have brugt som en platform for udvikling af kompetencer, der kan gøre mig til en positiv, bidragende og energisk del af samfundet, har efterladt mig træt og med total mangel på lyst til at erhverve mig ny viden.

Dette er derfor et råb om hjælp til den regering, der pålagde danske universiteter at spare to procent af sig selv væk. Den regering der vedtog reformer til at presse unge mennesker hurtigere gennem universitetsmøllen udelukkende med tid og penge for øje. Den regering der kalder nedskæringer for effektivisering og dernæst undrer sig over, at flere studerende end nogensinde før søger psykologhjælp. Hvis ikke den regering, bestående af mennesker der alle var så heldige, at de fik deres uddannelser før den fremdriftsreform, de selv har lavet, tror på, at videregående uddannelse er værd at bruge flere ressourcer på, hvorfor skulle jeg så?

Det er mandag og jeg har været til første forelæsning på kandidatdelen af min uddannelse. Jeg står i min lejlighed og kigger på mine nyindkøbte kompendier bestående af akademiske artikler og uddrag af fagbøger, og det eneste jeg tænker er åh nej. Mit hoved kan ikke rumme mere, jeg har ikke energien til at vise, at jeg forstår det, jeg læser, endsige bruge det i en faglig sammenhæng.

Det er okay, at man føler sig som en fiasko, en skuffelse, en ensom taber, engang imellem. Så længe man husker, at det man føler, ikke er lig med, at man er det. Det prøver jeg dagligt at minde mig selv om.

Forleden dag huskede jeg en episode, da jeg begyndte på bachelor-delen af min uddannelse i 2013. Jeg fik en e-mail på min splinternye studie-mail (hvor spændende!) der blandt andet indeholdt skemaet for mit kommende semester.

Jeg huskede, hvor mange sommerfugle jeg havde i maven, og hvor glad og energisk jeg var, da jeg læste navnene på mine nye fag, hvor heldig jeg følte mig over, at lige netop jeg fik lov til at læse noget så spændende og udfordrende som en videregående uddannelse på et af de bedste universiteter i Europa. Al den viden jeg kunne få adgang til, alle de spændende refleksioner jeg skulle gøre mig i læsegrupper med folk, der var lige så nørdede og barnligt glade ved tanken om deres kommende studieliv som jeg.

Fast forward tre år senere, og nu er min allerførste reaktion på et nyt undervisningsskema ondt i maven og en pludselig trang til at søge dækning.

Det er okay, at man føler sig som en fiasko, en skuffelse, en ensom taber, engang imellem. Så længe man husker, at det man føler, ikke er lig med, at man er det. Det prøver jeg dagligt at minde mig selv om.

Du er ikke dine følelser, du har dine følelser. Men det er altså ikke længere nok. Jeg tror inderligt på, at vi som mennesker har ret til at være glade for vores liv. Vi har ret til at forsøge at skabe liv, der giver mening for os, og vi har ret til at forfølge vores drømme, så længe vi ikke skader andre i processen. At indrømme at det jeg troede var drømmen og det gode liv for mig, ikke rent faktisk er det, er skamfuldt. Men ikke desto mindre er det sandt.

Jeg tog fejl og selv om min perfektionistiske person synes, det er fysisk smertefuldt at måtte indrømme fejl, så må jeg anerkende, at der også er fordele ved at fejle: du får muligheden for at lære af dem. Og jeg skal lære at lære igen.

 

Ønsker du at deltage i debatten på Uniavisen? Send dit indlæg til uni-avis@adm.ku.dk – og læs mere om vores debatregler her.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste