Fusionen ingen vil have

»Skal man gennemføre sådan en fusion, må man have medarbejderne med. Vi måtte konstatere, at det kunne vi ikke få.«

Citatet tilhører dekan på det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet John Renner Hansen. Det kunne stamme fra den meget omdiskuterede fusion mellem Statens Naturhistoriske Museum og Biologisk Institut, som netop er blevet en realitet.

Men det gør det ikke. Det er fra Uniavisen den 14. november 2014, da en planlagt sammenlægning af Datalogisk og Matematisk Institut måtte skrottes på grund af drøje protester fra de ansatte på begge institutter. Dengang måtte selvsamme dekan, John Renner Hansen, bøje sig for presset og opgive fusionen.

Måske er det belært af erfaringen fra 2014, at John Renner Hansen denne gang har valgt at gennemføre fusionen uden at inddrage de ansatte. Endnu et nederlag vil ikke se godt ud på Renners cv som leder af landets største naturvidenskabelige forsknings- og uddannelsesinstitution. Selv skriver dekanen til Uniavisen, at der ikke er tale om en »en beslutning, der kan tages i plenum.«

Men den manglende medarbejderinddragelse har ikke kun skabt vrede på begge berørte institutter – den har også resulteret i dyb splittelse mellem ledelse og medarbejderstab. De ansatte, Uniavisen har talt med, føler sig snigløbet af et uigennemskueligt parløb mellem dekan og institutleder på Biologi Niels Kroer.

Trynet af prestigeprojekt

Skyerne hænger januartungt over beton- og glasklodserne, der udgør Biologisk Institut på Ole Maaløes vej 5 på Nørre Campus. Det er her, skyttegravene i slaget om den igangværende fusion kan findes, og man skal ikke mange meter ind bag svingdøren, før det står klart, at det ikke er en populær beslutning, som Renner og Kroer har hastet igennem. Modstanden mod fusionen er bredt funderet på instituttet.

Det her er ikke en beslutning, der kan tages i plenum

Dekan John Renner

Ud af de cirka 200 fastansatte forskere og teknisk personale på Biologi underskriver og indsender 117 ansatte den 21. november 2018 et fælles brev til rektor Henrik Wegener og prorektor Bente Stallknecht med CC til John Renner Hansen og Niels Kroer. I brevet udtrykker de stor frustration og mistro til fusionens bæredygtighed.

Uniavisen har bedt om et interview med instituttets frontkæmpere imod fusionen, og de møder talstærkt op.

»Vi er ganske enkelt blevet trynet. Det er en uønsket fusion og et prestigeprojekt, som kun er i John Renners interesse,« siger de seks forskere som fælles afsender.

I mødelokale 1.0.19 sidder akademisk medarbejder Caspar Elo Christensen samt John Mundy, Søren Johannes Sørensen, Olaf Nielsen, Lars Ellgaard og Stine Helene Falsig Pedersen, der alle er professorer på Biologisk Institut. De siger, de er rystede over den måde, som fusionsprocessen er foregået på, og på spørgsmålet om hvem der er glade for fusionen, lyder det samstemmende svar: »Ingen – jo, vel kun Renner og institutleder Niels Kroer.«

Professor Olaf Nielsen uddyber: »Beslutningen er truffet hundrede procent top-down og strider imod alt det, som universitetet står for. Den åbne dialog og debat har været totalt fraværende. Universitetet er efterhånden blevet en kopi af det private erhvervsliv, hvor præstations- og overskudskrav er de herskende elementer. Selvfølgelig skal der være styr på økonomien, men der skal også være plads til visioner, til at være inkluderende – og have rum og plads til at være en smule anarkistisk. Det er ved at forsvinde.«

Især Niels Kroers parløb med dekanen uden om de ansatte på Biologi, har fået medarbejdere til at miste respekt for ledelsens beslutninger. Ifølge Niels Kroer selv blev han først oplyst om fusionen den 8. oktober 2018 (hvilket dekanen bekræfter). Og når han bliver spurgt om, hvorfor han ikke tog instituttets medarbejdere på råd i så drastisk en forandring, lyder svaret ifølge medarbejderne, at Kroer er overbevist om, at Museet skulle ind under Biologi med eller uden ham selv ved rattet.

Samme forklaring fremfører Niels Kroer ved en nytårsreception for Biologi den 11. januar i Mærsk Tårnet, hvor de ansatte har fået lov at debattere fusionen (på sms) med deres ledelse. Men de kritiske ansatte kalder det en søforklaring:

»Det er uforståeligt, at institutlederen ikke har sagt fra over for Renner. Renner har valgt Biologisk Institut, fordi instituttet kører godt. Vi har været igennem en række fyringsrunder, men nu er der styr på økonomien, og vi henter mange midler ind fra private fonde. I det hele taget har instituttet et godt ry og nyder international respekt. Netop derfor kunne Kroer sige nej. Ingen ville jo fyre ham, selv om han havde lyttet til sine medarbejdere, og sagt nej til fusionen,« lyder det samstemmende rundt om bordet.

Mistilliden til Kroers loyalitet over for sine egne folk blev ifølge de ansatte kun større, da institutlederen over for mere end 200 ansatte til førnævnte nytårsreception på engelsk ytrede: »I must be loyal to my superior.«

Strider mod både sjælen og uniloven

Hele forløbet fra 1. november 2018 har ifølge medarbejderne været et miskmask af fortielser, mangel på respekt, på visioner og på basal menneskelig empati og forståelse.

»Den måde det er foregået på, strider ikke kun mod universitetets sjæl – det strider også mod universitetsloven , der klart siger, at ved store og væsentlige ændringer skal medarbejderne involveres. Det gjorde man da Datalogi og Matematik skulle fusioneres, men det har man så valgt ikke at gøre her. Og det er stærkt bekymrende,« siger Caspar Elo Christensen.

Selv afviser dekan John Renner, at de ansatte ikke bliver hørt. »Det her ikke er en beslutning, der kan tages i plenum,« skriver dekanen til Uniavisen, men han lover, at de ansatte bliver »dybt involveret i implementeringsfasen af fusionen.«

Et klart svar på, hvorfor deres institutleder ikke inddrog medarbejderne, mener forskerne stadig ikke, de har fået. Og hvad har man faktisk lagt til grund for den fusion, som ingen tilsyneladende er interesseret i? Økonomi? Eller videnskabelige visioner? Ikke ifølge Lars Ellgaard og Søren Johannes Sørensen:

»Der er aldrig blevet præsenteret en forskningsmæssig vision for fusionen. Der er faktisk en total mangel på faglige visioner. Ikke nok med det, så er det virkelig kritisabelt, at der tilsyneladende ikke er lavet en økonomisk analyse af fusionen. Der er sat 25 millioner kroner af, som skal subsidiere de grupper, som ikke har nok undervisning de første fem år – men hvad med bagefter? Der er ingen økonomiske beregninger, der underbygger en fusion.«

Stine Helene Falsig Pedersen tilføjer:

»Vi kan ikke se nogen videnskabelige fordele. Biologi har et fremragende forskningsmiljø, som nu bliver truet af en ny uigennemskuelig konstruktion. Oveni vil sammenlægningen udvande den forskningsmæssige profil og vores organisation.«

Ingen i det gråmalede mødelokale på Nørrebro kan se en eneste fordel for deres institut ved fusionen:

»Der er ingen, ud over ledelsen, der ønsker en fusion. Der er ingen økonomiske fordele for Biologi. Der er ingen forskningsmæssige fordele, og der er ingen visioner for instituttet. Sammenhængskraften på et ellers velfungerende institut bliver sat under pres, og begge institutter risikerer at miste dygtige folk,« lyder det fra de seks erfarne medarbejdere på Biologisk Institut.

Selv om sammenlægningen er vedtaget, nærer de fortsat et håb om, at deres protester kan få rektor til at gribe ind og stoppe den fusion, som de ansatte siger er blevet trukket ned over hovedet på dem.

Fed deal for Statens Naturhistoriske Museum?

Sammenlægningen kaldes i en skriftlig kommentar fra dekanen en nødvendighed for fremtidssikringen af Museet, der i de senere år har haft tocifrede millionunderskud, som den nuværende ledelse ikke har været i stand til at gøre noget ved. Blandt andet har Museet med dets få studerende manglet uddannelsesindtægter fra staten, ligesom det har været dyrt at huse højt profilerede forskningscentre. Ved fusionen adskilles museumsaktiviteterne og forskningsdelen, idet sidstnævnte rykkes ind i Biologisk Institut

Det nye storinstitut bliver fakultetets suverænt største med en omsætning i omegnen af 500 millioner kroner og en stab på 7-800 ansatte, og det kommer til at udgøre næsten 25 procent af fakultetets samlede budget. Faktisk bliver det nye biologiske institut økonomisk større end hele Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, der er universitetets fjerdestørste.

Hvor Biologi har plus på bundlinjen, er det altså en helt anden sag med Statens Naturhistoriske Museum, der har opbygget store underskud. I slutningen af november 2018 fyrede Museet med direktør Peter Kjærgaard i spidsen 17 medarbejdere og fik samtidig eftergivet en gæld af fakultetet på 50 millioner kroner. Altså en gældssanering, efter fusionsplanerne var blevet fremlagt. I dag udtrykker dekan John Renner »fuld tillid til Peter Kjærgaard.«

Troede man, at de ansatte på Statens Naturhistoriske Museum er lykkelige over den økonomiske redningskrans, de har fået i forbindelse med fusionen, må man tro om igen. Her er der nærmest ingen positivitet at spore – især ikke hos de mediedøbte ’stjerneforskere’, der ad flere omgange i november og december har klaget deres nød i dagspressen.

I Politiken den 16. november gik fem museumsprofiler ud og advarede mod fusionen, som de siger »kan smadre Statens Naturhistoriske Museums position som verdens førende naturvidenskabelige forskningsmuseum.« Og kritikken kommer ikke fra hvem som helst. Professorerne Eske Willerslev, Minik Rosing, Martin Bizzarro, Carsten Rahbek og Tom Gilbert står i spidsen for egne forskningsgrupper på Statens Naturhistoriske Museum, og de er blandt nogle af de mest citerede naturvidenskabelige forskere i verden.

Hvis dekan Renner havde håbet på, at dansk forsknings mediedarlings ville være gelinde i deres fusionsmodstand, blev han overrasket:

»Jeg synes, at det er utrolig trist og et stort tab for dansk forskning,« sagde Eske Willerslev til Politiken. Minik Rosing, der i årevis har engageret sig personligt i arbejdet med at få etableret et nyt naturhistorisk museum i Botanisk Have, sagde, at »det er til at græde over.«

Faktisk gik forskerne så langt som til at foreslå, at beholde Museet som et selvstændigt institut med en museumsdel, der er indkapslet som en isoleret sektion med museumsdirektør Peter Kjærgaard. Det ville tillade forskerne på begge institutter at profilere sig skarpere og kunne tiltrække flere eksterne bevillinger, sagde de. Forslaget blev bakket op af de ansatte på Biologi, men mødte ikke lydhørhed hos dekan John Renner.

»Tilliden forsvinder, når man kører folk over«

Hvis ikke de ansatte, hvem har John Renner da involveret undervejs i sine fusionsplaner? Har han kørt sit helt eget løb? Der er mange spørgsmål, der stadig flagrer i kølvandet på fusionen. Måske er det en del af dekanens strategi, for selv på universitetets højeste niveau, bestyrelsen, kom nyheden om fusion ind fra sidelinjen som et nærmest skjult dagsordenspunkt.

»På sidste bestyrelsesmøde den 6. december 2018 stod fusionen som et ’fortroligt orienteringspunkt fra daglig ledelse’. Her blev vi i bestyrelsen orienteret om fusionen,« siger medarbejdervalgt medlem af Københavns Universitets bestyrelse for det videnskabelige personale professor Anja C. Andersen.

Ifølge Anja C. Andersen er det fint, at der er et armslængdeprincip – men derfor kan man godt undre sig over måden, fusionen er foregået på, siger hun.

»Personligt er jeg forundret over sagsforløbet. Jeg savner at høre dekanen tale om visionen for det samlede institut. Det virker meget, som om fusionen kun er drevet af nød som følge af en række økonomiske problemer. Der mangler, så vidt jeg er orienteret, en ordentlig dialog med de menige medarbejdere. Der har været orienteringsmøder med de mest kendte forskere på Statens Naturhistoriske Museum. Men det jeg savner mest, er nogle analyser, der kortlægger problemer eller muligheder ved fusionen i forhold til, hvad det kommer til at betyde for KU’s forskning og undervisning,« siger Anja C. Andersen.

»Det vi gør, skal helst være drevet af, hvordan vi skaber de bedste rammer for det. Sådanne analyser er vi jo gode til rent videnskabeligt, så det er bemærkelsesværdigt med en proces, som ikke er baseret på de sædvanlige principper, vi plejer at hylde i forbindelse med videnskaben,« siger hun.

Ifølge professoren kan den manglende lyst til at inddrage medarbejderne måske skyldes, at ledelsen fra starten indså, at en fusion ikke ville kunne lade sig gøre, hvis man tog de ansatte med på råd. Men den topstyrede beslutning har ifølge Andersen skabt et endnu større skel mellem ledelse og medarbejdere. Og beslutningen kan have store konsekvenser for Københavns Universitets internationale anseelse:

»Det er vist ingen hemmelighed, at fusionen kan have den bagside, at instituttet mister nogle af sine mest internationalt kendte forskere. Det er mit indtryk, at der foregår en masse forhandlinger i øjeblikket, som kan have stor indflydelse på, hvem der bliver – og hvem der går,« siger Anja C. Andersen.

Som bestyrelsesmedlem nikker hun genkendende til en generel holdning blandt medarbejderne om, at der er sket et skred i den måde, de behandles på:

Det er forståeligt, at de føler sig overhørt. Det kommer til at tage lang tid at genetablere en tillid, når man insisterer på retten til at køre folk over

Professor Anja C. Andersen, bestyrelsesmedlem

»Det er forståeligt, at de føler sig overhørt. Det kommer til at tage lang tid at genetablere en tillid, når man insisterer på retten til at køre folk over,« siger Anja C. Andersen.

Fusionen mellem Statens Naturhistoriske Museum og Biologisk Institut vækker mange følelser. Uniavisen har interviewet mere end 30 ansatte fra begge steder. Vi har fået en række aktindsigter, modtaget intern mailkorrespondance og prøvet at indhente svar fra relevante personer. Dekan John Renner Hansen har ikke ønsket at lade sig interviewe, men har skriftligt besvaret en række spørgsmål fra Uniavisen.

Dekanen skriver blandt andet, at han nødig ser, at stjerneforskerne tager deres gode tøj – og millioner af forskningskroner – og forsvinder: »Jeg kan ikke forhindre nogen i at forlade os, men jeg ser naturligvis helst og arbejder meget intenst på, at vores dygtige forskere fra Statens Naturhistoriske Museum bliver på Københavns Universitet, det er klart.«

John Renner Hansen bekræfter desuden, at sammenlægningen til et nyt storinstitut ville være sket med eller uden institutleder Niels Kroer ved roret, uden at det dog betyder, at institutlederen er blevet truet med en fyring, hvis han ikke støttede op. »Jeg er bekendt med, at han har sagt, at såfremt han valgte at sige nej til at være leder af det nye institut, ville det ikke have ændret på beslutningen og at en anden sandsynligvis ville blive sat i spidsen i stedet, hvilket kunne have været en mulighed under en eller anden form,« skriver John Renner Hansen.

Læs alle dekanens svar samt avisens spørgsmål.