Klimadebattens sabotører og tvivlens købmænd

Er der en rød tråd i den konstante kritik af videnskabens resultater inden for klimaforskningen?

Naomi Oreskes, der er professor ved University of California, holdt foredrag over samme tema på Københavns Universitet i Studiestræde 6. Det skete den 24. juni 2010 kl. 19.

Naomi Oreskes begyndte at arbejde, ved dokumentgennemgang, på sin netop udkomne bog Merchants of Doubt efter at have undret sig over, at klimaskeptikere altid stillede utroligt enslydende spørgsmål, også selv om de ikke var helt ignorante eller uvidende. Nu mener hun at have fundet frem til et mønster:

SE billedgalleri: Naomi Oreskes foredrag på KU

Det er især The George C. Marshall Institute, en konservativ tænketank med hjemsted i Washington, der har stået for at udvikle den strategi, som hun nu kalder for ‘tvivlens købmænd’, og som ifølge Naomi Oreskes bliver ved med at sætte spørgsmålstegn ved anerkendte videnskabelige teorier – formentlig for at forhale politisk handling. De såkaldte klimaskeptikere bruger samme strategi, og den går flere tiår tilbage i tid, mener hun.

Ideologien som drivkraft

»Historien om klimaskeptikerne er historien om nogle videnskabsfolk, især fysikere fra atomoprustningens æra, og om hvordan de, da den kolde krig sluttede, kastede sig over et nyt felt: klimadebatten,« fortalte Naomi Oreskes i et tæt pakket auditorium.

Deres drivkraft er i øvrigt slet ikke økonomisk, mener hun.

»De gjorde det ikke for penge. Historien er meget mere kompliceret. De gjorde det for ideologi: Markedsfundamentalisme og en moderne neoliberalisme, udviklet især af Milton Friedman og Friedrich Hayek,« fortalte Naomi Oreskes.

»Hayek mente, at det kun er det frie marked, der kan føre til frihed, og at alle miljøsager, der kræver statslig regulering, er en uønsket glidebane til socialisme,« sagde hun.

Klimaskeptikere kommer alt for nemt i medierne

Naomi Oreskes fortalte flere gange om, hvorfor hun ikke giver meget for de strategier, som forskellige af ‘tvivlens købmænd’ har valgt at praktisere, og hun kritiserede den lethed, hvormed klimaskeptikere har kunnet komme til orde i medierne.

»Hvorfor får kritikere, som ikke kan understøtte deres påstande med fakta og undersøgelser, og som udgør måske en procent af forskerverdenen, så meget plads i medierne, mens 99 procent videnskabsfolk med et anerkendt synspunkt ender med at få næsten ingen omtale?« spurgte hun retorisk.

Det gælder for eksempel i spørgsmålet om, hvorvidt CO2 er en drivhusgas. Det spørgsmål har videnskabsfolk været sikre på skal besvares med et ‘ja’ i 50 år, ifølge Naomi Oreskes. Alligevel er det ifølge hende lykkedes for klimaskeptikerne også at så tvivl hos folk om den sandhed, ved at bruge tvivlens købmænds strategi.

Imod al regulering af markedet

Hun fortalte videre om historien bag The George C. Marshall Instituttet, der blev grundlagt af tre fysikere, alle oprindeligt anerkendte videnskabsmænd, som siden blev til tvivlens købmænd.

De tre fysikere tog endog fat på tobaksrygningen, og på samme måde som videnskaben hvad angår CO2 siden 1950’erne har været sikker på, at den virker som en drivshusgas, så har videnskaben ligeledes siden 1950’erne været klar over, at tobaksrygning er både sundhedsskadeligt og kræftfremkaldende, men strategien hos tvivlens købmænd imod videnskabelige kendsgerninger er den samme.

Ifølge Naomi Oreskes argumenterede tvivlens købmænd ihærdigt for, at passiv rygning er u-skadeligt simpelthen og alene af den ideologiske grund, at de er imod enhver form for statslig regulering af markedet, og samme strategi er også brugt på andre ’politisk korrekte’ spørgsmål som virkningerne af sprøjtemidlet DDT, følgerne af syreregn og ozonhullets farlighed.

Barn af Reagans stjernekrig

The George C. Marshall Institute markerede sig med klimaskeptiske tiltag allerede i 1980’erne, selv om tænketankens oprindelige formål bestod i at arbejde med at advare om faren for sovjetisk overlegenhed på det militære område.

Tænketanken støttede præsident Ronald Reagans stjernekrigsprojekt, SDI. Nogle gange meget konsekvent.

En af grundlæggerne Robert Jastrow af the Marshall Institute Foundation skrev, kun to år før Murens fald den 13. februar 1987, en artikel i National Review med overskriften: ’America has five years left’ – altså fem år tilbage, inden Sovjet havde opnået total militær overlegenhed over USA. Naomi Oreskes viste en kopi frem af artiklen under foredraget.

Efter foredraget var der mulighed for at stille spørgsmål fra salen, og selv om mange indlæg nærmest havde form af et mindre foredrag med spørgerens egne holdninger i front, så var Naomi Oreskes hurtig til at fange essensen af spørgsmålet og få det besvaret kort og præcist.