Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Gammel mistænkeliggørelse af LGBT-personer på nye flasker

Kønsforskning — Den nuværende politisering af kønnede og seksuelle minoriteters liv og eksistens er på ingen måde ny. Den trækker spor bagud i dansk medborgerskabshistorie, ligesom den forgrener sig til internationale strømninger og kampe.

»Parforhold mellem personer af samme køn kan efter sagens natur aldrig blive livsbekræftende på samme måde som forholdet mellem to af hver sit køn. Der bør derfor ikke gives sådanne parforhold ægteskabslignende karakter gennem en registreringsordning. Det virker kunstigt og unaturligt«.

Sådan sagde den konservative ordfører Hagen Hagensen i 1988, da Folketinget diskuterede registreret partnerskab. Det blev som bekendt ikke, som de Konservative ønskede, idet registeret partnerskab blev en juridisk realitet året efter. Folketingets tilslutning til ordningen (der som den første i verden statsanerkendte samkønnede par), var dog blandt andet betinget af, at homoseksuelt partnerskab ikke blev juridisk ligestillet med det heteroseksuelle ægteskab, og at de registrerede par ikke måtte blive forældre. Som de Radikales ordfører, Kirsten Lee, sagde: »Børn skal efter vores opfattelse ikke have to mødre eller to fædre«.

Disse udsagn står i skarp kontrast til de folketingsforhandlinger, som 30 år senere medførte ligestilling mellem hetero- og homoseksuelle par i adoptionslovgivningen (2008). Her sagde de Radikales ordfører, Morten Østergaard, fx: »Der er intet belæg for at sige, at homoseksuelle ikke kan være fuldgyldigt lige så gode forældre som heteroseksuelle«. I de folketingsforhandlinger, som i 2012 medførte ligestilling mellem hetero- og homoseksuelle par i ægteskabsloven, havde også de Konservative en meget anden holdning end i 1988, idet ordfører Per Stig Møllers standpunkt var, at: »Vi går ind for – det skal der ikke være tvivl om – at homoseksuelle kan vies i kirken.« Man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt.

Lighed for loven og anerkendelse fra staten

Homoseksuelles rettigheder blev altså i 1980’erne primært forstået som værdispørgsmål, som den heteroseksuelle majoritet kunne definere deres politik og position gennem. Homoseksuelle var unaturlige, og deres familier var ikke rigtige familier. Den cis-heteroseksuelle kernefamilie stod som det uomtvistelige ideal, som andre familieformer højst kunne være en sørgelig afglans af.

Folk kan ankomme til deres køn ad andre veje end dem, som blev udstukket for dem, da de blev født.

Men gennem de sidste 30 år, og i særdeleshed efter årtusindskiftet, flyttede spørgsmålet om homoseksuelle rettigheder langsomt diskursivt domæne. Spørgsmålene blev i stadigt højere grad rammesat som et spørgsmål om juridisk ligestilling og menneskerettigheder. Man kan sige, at den homoseksuelle blev genkendelig som en politisk medborger (snarere end som en kriminel eller patologisk outsider, sådan som det tidligere havde været tilfældet). Og en medborger kan – modsat en outsider – forvente lighed for loven og anerkendelse fra staten.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Denne diskursive flytning viste sig at være særdeles vigtig: Fra 2006, hvor lesbiske og enlige kvinder fik adgang til assisteret reproduktion, til i dag, hvor medmoderskab endeligt ligestilles med faderskab i børneloven, er der opnået næsten fuldstændig juridisk ligestilling mellem hetero- og homoseksuelle par hvad angår. familie og partnerskab. Selv om denne flytning af LGBT-politik til ligestillingsområdet er blevet kritiseret for at udgøre et knæfald for dominerende kulturelle normer som ægteskab og reproduktion, kan det ikke nægtes, at den også har betydet et helt nyt sprog om seksuel forskellighed og et nyt syn på homoseksuelle som del af samfundet.

Samme udvikling kan spores i det politiske landskab omkring transkønnedes juridiske rettigheder, om end noget langsommere og i mindre omfattende grad. Selv om transkønnethed stadigt ofte bliver diskuteret inden for en patologisk ramme, er det lykkedes at rammesætte trans-spørgsmål som et spørgsmål om politisk medborgerskab. Fx blev lov om juridisk kønsskifte indført i 2014, så staten nu anerkender transkønnedes køn også uden at kræve, at man er i medicinsk behandling. I 2017 blev transkønnethed fjernet fra listen over psykiatriske diagnoser, ligesom en nylig vedtagen lov indebærer visse ligestillingstiltag for transkønnede i forhold til navneskifte og forældreskab.

Repolitisering af LGBT

Inden for de seneste fem år er LGBT-spørgsmål dog blevet repolitiseret på nye – og gamle – måder. En ny politisk alliance, som favner såvel nationalkonservative  som socialdemokratiske medspillere,  har sammen med en bredere såkaldt ‘anti-identitetspolitisk‘ position og visse dele af Folkekirken udviklet en sprogbrug, der arbejder for at re-politisere LGBT-politik gennem en ny form for mistænkeliggørelse. Gennem betegnelser som ‘LGBT-dagsordenen‘, ‘LGBT-ideologien’, ‘seksual-lobbyen‘, ‘translobbyen‘ såvel som gennem en generel mistænkeliggørelse af LGBT-ligestilling re-politiseres kønnede og seksuelle minoriteter.

Konference om kønsforskning

Center for Køn, Seksualitet og Forskellighed afholder den 18.-19. august 2022 kønsforskningskonferencen Dansk kønsforsknings indre og ydre rammer. Foruden at præsentere et overflødighedshorn af aktuel dansk kønsforskning sætter konferencen fokus på de transnationale anti-gender og anti-LGBT bevægelser og mobiliseringer.

Roman Kuhar, som er professor i sociologi ved University of Ljubljana i Slovenien, undersøger i sin keynote hvordan anti-gender-ideologien er blevet et mobiliseringsredskab for nykonservative bevægelser på tværs af Europa.

Clare Hemmings, der er professor i kønsforskning ved London School of Economics and Political Science, giver i sin keynote et bud på, hvorfor følelsesmæssig mobilisering mod kønsforskning og ligestillingsspørgsmål kan rekruttere bredt.

Lektor i kommunikation Ferruh Yilmaz fra Tulane University i New Orleans sammenligner de moralske panikker angående ‘akademisk aktivisme’ i Danmark med lignende panikker i USA, Australien og Frankrig, mens professor Lene Myong fra Stavanger Universitet, professor Mikkel Thorup fra Aarhus Universitet og professor Rikke Andreassen fra Roskilde Universitet bidrager med deres overvejelser og analyser fra en dansk-nordisk kontekst.

Læs mere her

Det sker blandt andet gennem en diskursiv flytning af LGBT-spørgsmålet fra ligestillings- og medborgerskabsområdet tilbage til det værdipolitiske område. Denne dagsorden trækker klare spor tilbage til homofobiske diskurser fra 1980’erne og før, ligesom den danner transnationale nykonservative forbindelser til blandt andre Orbans Ungarn, Ergodans Tyrkiet, (efterdønningerne af) Trumps USA, Putins Rusland, Dudas Polen og Bolsonaros Brasilien.

Sideløbende er anti-trans diskurser og -aktivismer genopstået inden for visse dele af den feministiske bevægelse. Historisk var centrale dele af 1970’ernes radikalfeministiske position kendt for at mistænkeliggøre og dæmonisere transkønnede (helt i tråd med den generelle anti-trans diskurs, som dengang herskede, hvor transkønnede blev latterliggjort og dæmoniseret i populærkultur, politik osv.). Visse radikalfeminister betragtede således transkønnede som kønsforrædere og skurke: Transkønnede kvinder blev fremstillet som mænd i fåreklæder, mens transmænd blev fremstillet som ynkelige kvinder, der overgav sig til patriarkatet

Radikalfeministen Janice Raymond, som i 1970’erne bl.a. fremførte påstanden om at alle transpersoner er (symbolske eller reelle) voldtægtsforbrydere har således i 2021 fået comeback ved at fremstille transpersoner som løgnere og børnemishandlere. I dele af nye feministiske grupperinger vinder transfobiske troper og forestillinger igen internationalt frem. Mest berømt er nok JK Rowlings anti-trans-udtalelser, men disse må, som det fremgår, forstås i forhold til deres lange forhistorie.

Vi må således forstå anti-LGBT-positionerne som en re-politisering af LGBT-rettigheder, der flytter spørgsmålene fra en ligestillingsdiskurs tilbage til et patologisk (’de er syge’) og heteronormativt (’de er farlige’) diskursivt domæne. Når Rowling skriver, at transkvinder ikke er kvinder, underkendes transkvinder både som køn og som politiske medborgere, der kan forvente retfærdighed eller juridisk ligestilling. Diskussionen flyttes således fra et spørgsmål om beskyttelse og medborgerskab til spørgsmålet om transkønnedes eksistens som sådan, det vil sige hvorvidt transkønnethed overhovedet findes, som andet end transpersoners egen, urimelige og farlige fiktion.

I den ny-gamle anti-trans radikalfeminisme såvel som i den bredere internationale anti-LGBT-politiske offentligheder italesættes cis-kønnethed og heteroseksualitet igen som – hvis ikke den eneste – så den mest naturlige virkelighed. Mod dette argumenterer kønsforskningen, at virkeligheden ser anderledes ud, end den øjensynligt kan forestilles af Rowling & Co: Kvinder og mænd findes i mange former og farver – og folk kan ankomme til deres køn ad andre veje end dem, som blev udstukket for dem, da de blev født. Regnbuefamilier laver virkelige børn, som ved deres blotte eksistens viser, at det at lave og have børn ikke forbeholdt heteroseksuelle, cis-kønnede par og familier.

Den diskursive udvikling af LGBT-spørgsmål som et ligestillings- og medborgerskabsspørgsmål har været afgørende for juridiske landvindinger, hvis vigtighed næppe kan overdrives. Det, at spørgsmålet om LGBT-rettigheder nu i stigende grad flyttes væk fra det diskursive domæne om ligestilling og tilbage til et værdi-spørgsmål, hvor ciskønnethed og den heteroseksuelle kernefamilie står som det uomtvistelige ideal, må derfor ses som en magtfuld diskursiv strategi. Det er en strategi, som historisk har haft afgørende betydning for, hvorvidt LGBT-personers har kunnet regne med at leve i relativ fred for vold, marginalisering og stigmatisering eller ej. Derfor er øget viden om de historiske, geografiske og begrebsmæssige sammenhænge bag ‘LGBT-spørgsmålet’ også et nødvendigt grundlag for at forstå rammen for de diskussioner om køn og seksualitet, som finder sted lige nu i Danmark – og i resten af verden.

Seneste