Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Gisp! Mens du var væk, har Søndre Campus udvisket kulturarv fra toiletvæggene

Klumme — Vi kommer tilbage til et hvidskuret KUA, for toiletpoesien på Amager er blevet malet over. Jeg synes, det er en skam. Men grænsen mellem hærværk og kulturarv er fin – og den deler folk.

Narrestregerne, de små poesi-debuter, hærværket – kald det hvad du vil – er blevet slettet fra Søndre Campus’ toiletters vægge. Tidligere kunne man få et lille skud inspiration, mens man sad på tønden. Når campus åbner igen, kan man kigge ind i en hvid væg, der ligner alle andre hvide vægge.

Jeg er selv en sucker for vægskriblerier, og jeg har da også (i andre liv, andre steder) sat mit eget aftryk eller to, for jeg synes, at det giver steder charme, karakter og sjæl, hvis folk indprenter dem med deres tanker og dybfølte opfordringer.

Et af de bedste akademiske råd, jeg har fået på universitetet, var faktisk at finde på de toiletvægge.

Et toiletbesøg på uni kan være ensomt, men når man er omringet af stemmer fra studerende, er man ikke så alene, og man er i hvert fald underholdt. Ordene lærer os, at der er andre, som har eksamensangst, kærestesorger og livskriser, og det er altså rart at vide.

KLUMME

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Et af de bedste akademiske råd, jeg har fået på universitetet, var faktisk at finde på de toiletvægge. Det nåede jeg ikke at fotografere, så I får det i citat:

»How to skrive en universitetsopgave: Sig hvad du vil gøre, gør hvad du siger, sig hvad du har gjort.«

De ord fik læsesalskvalerne og de skriftlige eksaminer til at virke lidt nemmere og meget mindre skræmmende. Det hjalp mig til at få blæst alt det selvhøjtidelige væk fra akademia og blot se på opgaven som et håndværk. TAK.

En hel debat udspillede sig, mindeværdigt, mellem tilhængere og modstandere af veganisme på en lokumsvæg på KUA, et monument til samtiden, og en påmindelse om, at tidens store debatter ikke altid drejer sig mest om, hvad der er til debat, men hvem der siger hvad og hvordan.

Men sådan skal det ikke være at glo på vægge, hvis man spørger driftsadministrationen på Københavns Universitet. Her skal teksten blive i kompendierne, og væggene skal være rene og matche resten af det strømlinede look, som universitetets store campus på Amager kører.

Rematerialiseret som hvidhed

Når jeg blev opmærksom på fraværet af toilet-skriblerier, er det fordi jeg tilbage i december 2020 havde planer om en billedreportage, der skulle få humøret op for Uniavisens læsere, nu hvor hele corona-situationen igen er – undskyld mig – til at lukke op og skide i.

Men til min overraskelse var alle de mange inspirational quotes forsvundet fra toiletterne (og jeg var altså på alle toiletterne i KUA 2).

Jeg stødte på det tidspunkt, for dengang måtte man stadig færdes på campus, ind i min veninde Clara Vind, der læser historie, og satte hende den kedelige situation.

»Administrationen burde bruge penge på at sørge for, at der er rengøringspersonale i weekenden i stedet for at male toiletterne over. KUA mangler altid toiletpapir i weekenden. Når toiletterne ligner lort, kan det være lige meget, at væggene er malet over,« sagde hun.

Og Clara har ret. Når studerende igen får lov at bruge campus, kunne universitetet tage fat mange andre steder end ved malerrullens skaft. Flere forlængerledninger i undervisningslokalerne og en justering af de (yderst utilregnelige) automatiske markiser kunne for eksempel være en start.

Men nej, i stedet er væggene endnu en gang blevet rematerialiserede. Et ord, som måske ringer en klokke hos dem, der kan huske noget med en buste, der røg i havnen ved Charlottenborg. Den kongelige bustes fald rejste megen debat, om hvornår oprør er kulturarv eller blot hærværk. Nogle kaldte bustehappeningen for pjat og hærværk, andre så det som et relevant opgør med vores historiske glorificering af magthavere og et opgør med fortidens cementerede racisme.

»Ved at fjerne gipsafstøbningen sænkes blikket mod den tomme sokkel som et symbol på det fundament, som kunstakademiet hviler på.« skrev kvinden bag buste-aktionen, Katrine Dirckinck-Holmfeld, i en kronik i Politiken.

Institutioner som Kunstakademiet og Københavns Universitet har godt af at overveje deres fundament, og hvad der egentlig er vigtigt. De studerendes stemmer udgør størstedelen af universitetslivet, men i dette lille tilfælde er de blevet gjort tavse af den hvide maling.

Det er en sejr for orden og properhed, men hvad med studenterånden på universitetet? Skal den bare nedsænkes i hvid plastikmaling?

Dirckinck-Holmfeld fik en bortvisning fra Kunstakademiet, og jeg gad vide, hvad dommen er, hvis man bliver fanget midt i sit kunstneriske lorte-udtryk på Københavns Universitets toiletter.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Jeg kan godt lide, når kunsten sparker opad i stedet for nedad, og netop her går universitets ledelse galt. Væggene er visket rene, og de studerendes stemmer visket ud.

Toiletpoesien er et dejligt, grimt pusterum fra alt den opblæste akademia-fims, som vi ellers møder mange steder på universitetet. Det tror jeg er sundt for alle os, der har brug for at få forventningerne ned. Og så har lidt kritik i retning af institutioners ledelse altid været sundt, hvis du spørger mig. Selv om æstetikken kan halte lidt, så vil jeg altså vove at kalde skriblerierne for vigtig kulturarv.

På gensyn, toiletpoesi

Når de studerende igen får lov at komme hjem, vil toiletterne stå lige så skarpt og kedeligt, som da Søndre Campus’ anden etape blev taget i brug i 2013, (måske lige uden fyldte toiletpapirs-dispensere, men ellers).

Det er en sejr for orden og properhed, men hvad med studenterånden på universitetet? Skal den bare nedsænkes i hvid plastikmaling?

Det tossede, men måske opmuntrende, er jo også, at pengene til overmalingen af toiletterne er spildt. For vi ved jo alle sammen godt, at der ikke går mange uger efter genåbningen, før toiletpoesien og studenterånden kommer tilbage.

Mens vi venter, kan vi dvæle ved et par gamle tanker skrevet fra kummen af Søndre Campus’ studerende:

Nummer 1 scoreråd.
billede: Johanne Nedergaard/Uniavisen
En opfordring à la: »Lev mens du gør det, elsk mens du tør det«
billede: Johanne Nedergaard/Uniavisen
Hashtags og ikke for kønt, men meningen bag er jo god.
billede: Johanne Nedergaard/Uniavisen
Endnu et selvtillidsboost leveret af toiletvæggen.
billede: Johanne Nedergaard/Uniavisen
Annonce

Seneste