Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Giv de unge noget at skamme sig over

DANNELSE - Gymnasiereformen ser ud til at være endnu et slag mod den almene dannelse. Og den er allerede i farligt underskud på universitetet.

Der er en gymnasiereform under opsejling – og den er bekymrende.

Den indebærer for det første en ret kraftig nedvurdering af almendannelse og humaniora – som jeg er ret sikker på er en nedvurdering af gymnasiet, og sådan set også af hjælpevidenskabernes (de naturvidenskabelige fag og matematiks) status, da også de åbenbart skal ses i et rent teknisk-instrumentelt lys fremover.

Jeg tillader mig som universitetsunderviser med 17 års erfaring fra to forskellige universiteter og i hvert fald otte forskellige uddannelser (fra filosofi over medicin til molekylærbiologi) og censorerfaringer af ditto længde og bredde forsigtigt at konkludere:

1) det er ikke som sådan tilfældet, at de unge mennesker er mindre kvikke, entusiastiske eller ambitiøse i dag, end de var for 5, 10, eller 15 år siden, men det er tilfældet, at de:

2) ved meget mindre om verden, historien, kunsten, kulturen og videnskaberne i dag, end de gjorde for i hvert fald 10 og 15 år siden, og endnu værre, at de:

3) ikke ved, at de ikke ved (særlig meget), og endnu værre end det, at de:

4) derfor slet ikke skammer sig over det, eller har ambitioner om at opnå/stræbe efter den form for viden, og, nå ja, dannelse, der ligger dér – hvor umuligt det end er at lave præcise optegninger over de nødvendige og tilstrækkelige betingelser, der udtømmende kan definere dannelse.

Vil ikke lave en Mads Holger

Faktisk ville jeg ikke være tilnærmelsesvist så bekymret, hvis det bare var et spørgsmål om, at de unge mennesker ikke var klædt på og trænet og formet i den retning.

Jeg møder (massevis af) studerende, der ikke ved, hvem Stalin var, hvad reformationen gik ud på (bare i allergroveste træk), hvad Den kolde krig var, der ikke nogensinde læser lyrik eller litteratur …

Selv skammede jeg mig over min ringe viden om og indsigt i europæisk – og verdenslitteratur, klassisk musik, malerkunst, historie og filosofi, da jeg gik i gymnasiet, og gjorde (måske mere senere end faktisk under gymnasietiden) en indsats for at fylde hullerne ud – fordi det simpelthen hørte sig til!

Ja – det var muligvis ureflekteret. Men ikke al dannelse eller viden begynder med refleksion. (Hegel skrev (frit oversat): »at forsøge at vide, før man ved, er som at beslutte sig for ikke at gå i vandet, før man har lært at svømme« ).

Jeg møder (massevis af) studerende, der ikke ved, hvem Stalin var, hvad reformationen gik ud på (bare i allergroveste træk), hvad Den kolde krig var, der ikke nogensinde læser lyrik eller litteratur, som ikke interesserer sig en dyt for kultur, eller har hørt om termodynamikkens anden lov, eller Platon, eller tænker over evolutionslæren, eller …

Der er ikke noget galt med at være erhvervslivsvenlig, men det er faktisk ikke venligt over for virksomhederne og organisationerne at udradere dannelsesmæssige idealer – uanset om dannelsen er humanistisk eller naturvidenskabelig.

Og jeg vil ikke lave en Mads Holger her, ikke engang en kvart, for det er ikke den substantielle kunnen der er central her. Det er sgu ok, at man ikke kan huske, hvordan bestikket skal ligge til en syvretters menu med hele pivtøjet, eller at man ikke kan høre forskel på Chopin og Wagner (sorry, musikdudes!).

Det er selve tanken om, at der mangler noget, at der er noget, der er efterstræbelsesværdigt, og at vi på så mange måder er dværge, der står på fortidens dværges skuldre, der står på …

Gymnasiet er på sin vis alletiders egalitaristiske idé – idéen om, at man også kan hives op og ind i kvaliteten, hvis man strammer sig an og lytter, også selv om man kommer fra en mindre privilegeret baggrund (eller, hvis man som mig, havde en postinspektør og en dagplejemor fra provinsen som forældre).

Men vi er, og har været, i gang med egalitarismens hæslige side, nemlig en omgang levelling down: lad os trække alle ned i en sump af erhvervslivsvenlige floskler om teknisk kunnen, innovation og it-kompetencer.

Der er ikke noget galt med at være erhvervslivsvenlig, men det er faktisk ikke venligt over for virksomhederne og organisationerne at udradere dannelsesmæssige idealer – uanset om dannelsen er humanistisk eller naturvidenskabelig.

Giv de unge noget at skamme sig over, ellers er der intet at stræbe efter.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste