Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Godt, at menstruation bliver en del af hverdagen – også for mænd

Inde i øje, inde i sind — Når bind og tamponer hænger synligt fremme, bliver vi mænd hver dag mindet om, at menstruation findes. Det er med til at afstigmatisere emnet og styrke forståelsen på tværs af køn.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Under overskriften »Gratis bind og tamponer hører ikke hjemme på KU« argumenterer økonomistuderende Alexander Foged i Uniavisen for, at KU fejlprioriterer sine midler, når universitetet sætter penge af til at gøre menstruationsprodukter tilgængelige for de studerende.

Man må forstå, at menstruation er »et personligt ansvar og et personligt behov,« og faktisk blev skribenten så oprevet over tiltaget, at han har turneret med sin holdning i både Uniavisen og hos TV2.

LÆS OGSÅ: Gratis bind og tamponer hører ikke hjemme på KU

Det er i grunden vanskeligt at være uenig i, at det er et personligt behov og ansvar. At det deraf logisk skulle følge, at KU ikke kan tilbyde et bind til en kvinde, der måtte have brug for det, synes mere tvivlsomt. Selv for en mand, der også satte sit kryds ved Konservative Studerende til Univalget.

Tamponer er ikke kaffe

Alexander Foged argumenterer blandt andet ved at sammenligne bind og tamponer med energidrik og kontaktlinser – og spørge, om KU så også skal tilbyde dét gratis? Det ville være mere retvisende at sammenligne dem med andre hygiejneprodukter, såsom toiletpapir, sæbe eller papirhåndklæder. Hvilket KU jo tilbyder gratis.

LÆS OGSÅ: Det er slut med toiletpapir i trusserne på KU

Energidrik, kaffe og hovedpinepiller er selvfølgelig også reelle behov, men ikke så basale og sjældent så akutte som hygiejneprodukter. Derfor plæderer jeg ikke for gratis kaffe, men blot for, at vi ligestiller kvindens kropslige funktioner med dem, begge køn har, og stiller de nødvendige produkter til rådighed.

Blæst ud af proportioner

At et tilbud om bind og tamponer skulle have så stor indvirkning på KU’s budget, at det skulle stå til hinder for god undervisning, virker også til at være blæst ud af proportioner.

Det ville være mere retvisende at sammenligne dem med andre hygiejneprodukter

Alexander Foged skriver, at tiltaget er »en glidebane, der fjerner fokus fra universitetets kerneopgaver«. Men det kunne man vel også sige om puljerne til sociale arrangementer og studenterforeninger?

LÆS OGSÅ: Tamponer og bind bliver gratis på KU. Prorektor kalder det en »rimelig prioritering«

Det er jo også en del af kerneopgaven at sikre et miljø, hvor det er trygt at lære. Uanset, om det er ved at skabe gode fællesskaber eller sørge for, at de studerende ikke skal bekymre sig om at mangle hverken toiletpapir eller bind.

En del af mænds hverdag

Afstigmatisering er et nøgleord. Ved at hygiejneprodukter hænger tilgængeligt og synligt fremme, bliver menstruation en del af hverdagen – også for mænd.  Det er med til at normalisere samtalen og styrke forståelsen på tværs af køn. En sådan indsats kan skabe et mere inkluderende og ligeværdigt studiemiljø. For vi har forskellige behov, og med tiltaget ligestiller vi blot kvindernes med mændenes.

Skulle man have glemt et bind eller få sin menstruation uventet, skal man ikke længere ud at lede efter en, man kan få et bind af. Mon ikke både Alexander Foged og jeg selv ville finde sådan en søgen lidt akavet, hvis det var toiletpapiret, KU havde sparet væk?

Seneste