Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Gratis kaffe og skarpe argumenter: Studenterpolitikere går i offensiven til univalget

Univalg 2024 — Mange studerende på CSS er bekymrede over udsigten til at skulle flytte til KUA, og flere leder efter kandidater, der kan kæmpe for at bevare deres studiemiljø.

Da de psykologistuderende endelig får en pause i deres forelæsning, stormer de fra auditoriet og ud mod kantinen. Her har kandidater fra nogle af studenterlisterne ved det igangværende universitetsvalg taget opstilling, og fra deres forskellige standere langer de kaffe, løbesedler og gode argumenter over klapbordene.

Den kandidat, Uniavisen taler med, må afbryde vores snak, for nu skal deres gafles stemmer.

Univalget 2024 er for alvor i gang på Københavns Universitet, og Uniavisen var tirsdag 26. november taget ud på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet for at blive klogere på, hvad der rører sig blandt kandidater og vælgere.

Og en ting går særligt igen her på CSS – den kommende udflytning til KUA, der efter planen skal ske etapevis i 2025-2026.

Man kan virkelig mærke, at der er nogle specifikke mærkesager, som betyder mere for de studerende end andre

Anton Stubbe Teglbjærg, Studenterrådet

»Det er noget, der optager mange, og det er noget, vi taler om. Vi er førsteårsstuderende, så det er nok også mest os, der bliver ramt af det,« siger Michala Andersen, der læser psykologi på første semester.

Sammen med sin studiekammerat David Sølling har hun været rundt ved de forskellige standere for at blive klogere på de forskellige listers mærkesager.

Og de to venner hælder til, at deres kryds skal sættes ved Studenterrådet.

»De virkede meget nærværende og repræsenterer det, som mange vil. Jeg synes, man kunne spejle sig i mange af deres mærkesager,« siger Michala Andersen.

Glæden ved dialogen går begge veje

Spørger man en af Studenterrådets kandidater, Anton Stubbe Teglbjærg, går glæden ved dialogen begge veje:

»Man får et bedre indblik i, hvad der virkelig betyder noget, og man kan virkelig mærke, at der er nogle specifikke mærkesager, som betyder mere for de studerende end andre. Særligt det her med udflytningen til KUA, som jo også er en ting, der kommer til at ramme foreningslivet og de omgivelser og det studieliv, de studerende kender. Det er et emne, der sætter gang i folk og nok også nogle, der ikke har stemt tidligere, siger Anton Stubbe Teglbjærg, som stiller op til Akademisk Råd.

Mens de studerende tager for sig af bodernes gratis kaffe og snacks, får de også forskellige løbesedler i hånden, som forklarer listernes politik.

Bag et bord står Politrådets spidskandidat, Christian Ramon, og taler om sine mærkesager med tre studerende. Han stiller op til universitetsbestyrelsen, og han får også meget ud af samtalerne med de studerende, siger han.

»Vi bliver klogere på, hvad der er vigtigt for dem, og hvad deres problemstillinger er. Der kan jo opstå situationer, hvor vi igennem de samtaler får øje på en god ide, som vi så kan arbejde for fremadrettet,« siger Christian Ramon.

Også han nævner udflytningen til KUA, som den største øjenåbner og problemstilling for de studerende på CSS.

Christian Ramon håber, at han har fået overbevist nogle studerende om, at de skal stemme på Politrådet, men ifølge spidskandidaten er der et budskab, der er endnu vigtigere.

»Bare husk at stemme. Og stem hellere blankt eller på en anden liste. Jeg vil altid være glad for en stemme på mig og på Politrådet, men det vigtigste budskab er, og det har jeg gentaget igen og igen, at de skal huske at stemme.«

Uenighed er en styrke

Univalget er med til at styrke debatterne rundt omkring på Københavns Universitet. Det mener også Victoria Helene Olsen, der er Konservative Studerendes spidskandidat til studienævnet på Statskundskab.

»Det er meget fedt nogle gange at snakke med studerende og også finde steder, hvor man måske er uenige, men stadig kan have en god diskussion. Vi mener for eksempel, at klokken 17-reglen skal afskaffes, og der er mange, der er enige med os, men der er også ret mange, der kommer hen og forklarer, hvorfor de er uenige. Og der er univalget et godt udgangspunkt for at få en debat op at køre om, hvorfor vi hver især mener, som vi gør,« siger hun.

Selvom kandidaternes argumenter, løbesedler og gratis snacks har fået overbevist nogle studerende om, hvor krydset skal sættes, er det ikke alle, der endnu er afklarede.

»Måske jeg vil stemme, men jeg ved overhovedet ikke på hvem,« siger Helin Ibrahim Yassin.

For hende er det også flytningen til KUA, som kan få betydning for, hvor hendes eventuelle kryds ender.

»Hvis nogle af kandidaterne kan overbevise mig om, at de vil kæmpe for den sag og ved, hvordan sagen skal håndteres, så vil jeg nok stemme på dem,« siger hun.

Seneste