Guide til at gå på universitetet

Jeg har en Air Force 1-støvle på hver fod og et kort over Københavns Universitet på printerpapir. Hele motherfucking universitetet skal besøges i dag. Det gælder om at indkredse Campus. Ikke campus som i ‘Søndre Campus’ eller ‘City Campus’, men hele KU. Til fods. Ellers kan man ikke føle det.

På overfladen er denne gåtur en simpel overspringshandling. Jeg havde lyst til at gå. Men på et marginalt dybere plan er den manifestationen af en tværfaglig idé. For universitetet er en åndelig golfbane, og frem af hullerne i græsset stikker isolerede bevidstheder uden nogen videre forbindelse til hinanden.

Den engelske forfatter Will Self bruger udtrykket ‘micro worlds’. Og uddannelse er én lang øvelse i at befæste grænserne mellem disse mikroverdener. Vi lever hver især i én – følger de samme fladtrådte ruter i vores liv. Fysisk såvel som mentalt. Ved at gå rundt om campus og opleve det i den real time som mine slubrende sneakers dikterer, kan jeg symbolsk aftegne ideen om et bevidsthedsfællesskab. Så dette er en vandretur til forsvar for ideen om det åndelige campus – og en undskyldning for at gå tur.

Prydhave

10.49 Life: Arkitektonisk er fakultetet en bizar, men indbydende, blanding af forsøgsstation, victoriansk galeanstalt, 1990’er-firmadomicil og prydhave. En mægtig englebasun i en firkantet kumme fælder messingblæserblomster på stien. Life har for nylig – som supplement til sin giftige medarbejderkantine – etableret en studenterdreven cafe ved navn Væksthuset.

Cafeen er anbragt i et drivhus midt i blomster- og urtebedene. Her er luksuskaffe med ligeså lave priser som i det udslettede Ungdomshus på Jagtvej. Som hajer sanser en dråbe blod i havet har områdets kvinder opfanget duften af dampet mælk. Nu søger de mod stedet i flokke, skubbende deres blanke sorte barnevogne foran sig i den blinde jagt på wellness. Jeg tager flugten gennem parken. På Thorvaldsensvej træder en mand frem fra en dyster portåbning. Han bærer en kasse med ordene humor, kærlighed og opmærksomhed.

Loven og ånden

11.40 Jurahuset: »Pas på tasketyve!« formaner skiltet, hvilket straks får ordet advokatsalær til at dukke frem i hjernen. Af alle fag som det er muligt at begrave sig i i fem år, har jura altid slået mig som det mest kedsommelige. De studerende udviser en særlig målrettethed her. Deres vej i livet synes afgjort nu. Alt er jo tilsyneladende et emne for lovgivning. Immaterielret, Arveret, Møtrikret, Krokodilleret. ‘Hvordan,’ tænker man, ‘er nogen afsmitning mulig mellem dette frygtelige fag og noget som helst andet i hele verden?’

Professor i retshistorie Ditlev Tamms foto smiler fra biblioteksvæggen mellem billedvævninger i uspecificeret spirituel stil. Professor Tamm har doktorgrader i mindst to fag. Han må vide hvordan. Jeg sender ham en mail.

Svar fra Ditlev Tamm: »Som retshistoriker har man jo et ben i flere lejre, både jura og historie, den gamle sætning, der tillægges Luther, om at en jurist, der kun er en jurist, er »ein arm’ Ding«, gælder jo i meget høj grad de mere almene juridiske discipliner, og skal juraen sættes ind i en almenkulturel sammenhæng, hvad den skal efter min mening, er det helt nødvendigt videnskabeligt at kunne se ud over de snævre faggrænser. Om jeg så spænder over mere end et videnskabeligt område, eller om det, der sker, ikke snarere er, at juraen sættes i perspektiv ved intensiv beskæftigelse med fag som historie, teologi, litteratur og sprogvidenskab er så anden sag. Vh DT.«

Det virker fair. Tak.

Udenfor summer løsslupne Studiestræde af hashstinkende liv som de kommende jurister kan se frem til at begrænse ad rettens vej. Og dér står de alle sammen! Foran Akademisk Boghandel i en mange meter lang kø som konsumproletarer til et køtilbud. Nanna venter tålmodigt med sin veninde. De vogter sig (klogt) for at sige noget i medierne der senere kan inkriminere dem, men jeg får ud af dem at de nye bøger fra pensumlisten ankommer i dag. Iveren efter at få fingrene i de juridiske tekster er omvendt proportional med den lidelse de vil bringe op til eksamen.

Luther lidelse

12.10: Lidelse! Teologi er tæt på. Det skal være næste stop. Men først lige hen og røre ved Hovedbygningen på Frue Plads. På trappen brænder bestandig oplysningens flamme fra to bronzekærter på løvefødder. Eller, den ville nok brænde, hvis ikke det var i modstrid med CO2-politikken. Teologi er ikke helt let at finde. Jeg finder først en vandskadet EDB-kælder. Er det Guds straf over den teknologi der truer med at undergrave Hans autoritet? Ellers er her meget stille. De studerende er ikke begyndt endnu, og teologibaren henligger i mørke. Jeg spejder gennem vinduet efter et glimt af malerierne af den væmmelige antisemit Luther og hans wingman, Melanchthon.

Musik og Museion

13.20: Musikvidenskab holder til i en mægtig imposant bygning i Klerkegade på den anden side af Kongens Have. Bygningen er smukt restaureret udenpå og herligt ramponeret indeni. Dørene er den faretruende mekaniske type der åbner sig i hovedet på en med et ryk og en voldsom lyd når man griber ud efter håndtaget. Uh, hvad er det? En ny kantine åbner netop i dag, 1. september. Og den viser sig at være … tom.

Til gengæld munder den ud i en rar slyngelstue med møbler i stofmisbrugerstil og hele to klaverer. Køber en æske gajoler hos kantinebestyreren. Men de er alt for friske og virker forkerte, bløde som nyfødte krabber. Jeg udskyder frokosten lidt endnu – der er en reception på Center for Samfund og Sundhed at crashe. Medicinsk Museion i Fredericiagade er en del af Campus og må derfor besøges, selv om personalet nidkært holder de tohovedede babyer i kælderen for sig selv. Jeg kan alligevel udtale med sikkerhed at Medicinsk er et af de bedste museionner vi overhovedet har. Fortsætter langs Grønningen hvor tykke arbejdsmænd fælder rådne træer med fjernstyret legetøj, mens turisterne begramser de nøgne bryster på Gerhard Hennings ‘Liggende pige’.

Meteoritter og Per Kirkeby

13.50. Geocenter. Passerer den herlige bygning i fascist-polyteknisk stil der huser Geografi og Geologi. Indenfor svinger byens største pendul i magtfulde cirkler. Geologisk Museum lidt længere nede ad gaden byder på stenforskning og skiveskårne meteoritter. Her er også en meget stor Per Kirkeby-vægdekoration som kræfter inden for murene forsøger at få lov at destruere. Formentlig kan Kirkebybrokker sælges for flere tusind per spandfuld.

Videre forbi Botanisk Have hvor guderne må vide hvad man kan studere. »Botanik,« siger et skilt. Se, se. Botanikerne har fat i den lange ende. De har den gode adresse og et dampende Crystal Palace i miniformat hvor de studerende kan tage tøjet af og lege fortidsøgler midt om vinteren. Hvis de vil.

Gratis frokost på CSS

14.10. Center for Samfund og Sundhed ligner et campus, men føles det sådan? »Does it feel like campus?«, spørger jeg to studerende som er ved at spise et par meter baguette. »Definitely more than it does in Belgium,« gumler den ene. Det er deres første dag på KU.

Jeg kan ikke sige det nok: Universitetet er ét stort bevis på at det gamle udtryk »There’s no such thing as a free lunch« er noget destruktivt sludder. Universitetsansatte er mestre i at klatte deres arbejdstid væk på receptioner og andre autoriserede drikkegilder. Og for den studerende er det en vigtig pligt at udnytte dette.

Dagens reception på CSS er dog en skuffelse. Her er kun Bastognekiks og salte snacks. Jeg lusker ned og finder en antropolog i stedet. Brian Wood, ph.d.-studerende på udlån fra Harvard, har ekspertviden om det at gå:

»Selv jæger/samlere, fx Hadzafolket i Afrika der lever på et eksistensminimum, sætter ressourcer af til det at gå en tur,« forklarer han. »Man prioriterer at tage på visit hos hinanden – og man opnår viden undervejs.« Var det viden? Jeg går videre. Himlen ser truende ud nu. Og vinden er taget til. På den anden side af søerne ligger Nørre Campus.

Makeup og udstoppet okse

15.15 På Panuminstituttet føjer biolog-drop out og kommende ergoterapeut, Katja, ny viden til spørgsmålet om juristernes tværfaglige potentiale. En af hendes medstuderende er eksjurist. Man kan høre advokaten tale når hun holder oplæg om ergoterapi. »Det er så formfuldendt! Men hun er fed,« siger Katja, og tilføjer: »Et rigtigt menneske.«

Vi klapper hendes venindes groteske miniaturehund hvis lille krop sitrer som en gnavers. Krydser Tagensvej ved Nørre Allé. Ned til det nyopførte Biocenter der har forenet biomedicinere og -kemikere. Tidligere var de to grupper isolerede. Tværfaglighed viser sig at være en enorm udfordring, selv inden for et enkelt fakultet.

I den underjordiske studenterdrevne mBAR der er spritny og grå som en endnu ikke indviet metrostation, står Johannes Waage og Anne Katrine Frank. »Der er ikke så meget tværfaglighed på KU alene af den grund at lortet er spredt over hele byen,« forklarer Johannes mens han åbner min sodavand. Hans kollega, Anne Katrine, supplerer med en bemærkning om at ledelsen taler mere om sammenhæng end den skaber det i praksis:

»Det er ideen om campus, snarere end en realitet.« Nørre Campus lider under at være delt op i mindre stykker af indfaldsvejene til byen. Universitetet kunne gøre mere, siger de, men de er stolte af mBAR. »Den er et skridt i den rigtige retning.«

Videre forbi August Krogh Instituttet ned til Zoologisk Museum – denne taksidermiske våde drøm. Som lille var det mit yndlingsudflugtsmål til min mors irritation. Jeg elskede den ramponerede klappe-okse i forhallen, men jeg var nervøs for at røre ved den fordi den var så åbenlyst ulækker. Overfor ligger Det Farmaceutiske Fakultet, endnu et offer for regeringens hostile-take-over-strategi. Her bliver man, så vidt jeg ved, uddannet til kosmetolog.

Intellektuel staffage

16.15: Himlen er nu meget truende. Kosmetolog? Hvad fanden har jeg gang i? Det ville være godt med noget intellektuel staffage så denne latterlige vandretur kan blive bibragt et skær af formål. Jeg arrangerer at mødes med Morten Østergaard på Sankt Hans Torv. Ligesom alle andre Moderne Kultur-veteraner er han interesseret i sådanne temaer som byens rum, rummet i byen, mellemrummene mellem stederne i byen, og storbyens fremmedgjorte individers veksler og spor.

Morten arbejder for Læreanstalternes Fælles Byplanskursus under Institut for Geografi og Geologi. Han er også lænestolsflanør. Og villig til at dele ud af sin viden for øl og chorizo.

Morten taler sig i gang: »Bruce Chatwin,« siger han. »Det må være noget af det samme. Har du læst Bruce Chatwin? Chatwin skrev om kulturen nedlejret i ruten over ødemarken, aboriginerne. Det at gå, den rumlige dimension der krydser en tidslig dimension…« Han afbryder sig selv.

»Se! Der er nogen der har stillet deres cykel op ad skulpturen uden at se det er et springvand!«

»Groft sagt,« forklarer Morten, mens han spidder et stykke pølse, »kan man gå på to måder, nemlig målrettet eller planløst.« Den målrettede bevægelse tjener samfundets kapitallogik, og bilturen er (bortset fra i Road Movies) et klassisk eksempel.

»Vi taler pendling!« siger Morten, og begynder at fortælle om Ballerup. »Men!« indskærper han. »Man må endelig ikke have noget imod den rationelle, dagligdags bevægelse. Eller det infraordinære, som Georges Perec udtrykker det.« Kombinationen af øl, af at sidde stille og den afsmittende effekt af Mortens klogskab gør mig bedre tilpas.

»Mere,« siger jeg. Han taler yderligere en halv times tid. En planløs køretur ud i skoven giver associationer til selvmord – man bruger ganske enkelt ikke bilen på den måde. Heller ikke cyklen. Det går for stærkt. Den planløse bevægelse knytter sig med andre ord særligt til det at gå, og den arketypiske byvandringsmand er flanøren som søger fortabelsen i byens vrimmel. Jeg kan godt lide ideen om fortabelse i vrimlen. Det forekommer mig at vrimmel kan udskiftes med hav af ideer.

»Er tab af overblik en forudsætning for at kunne besøge andres bevidsthedsverden?« Foreslår jeg, kryptisk. Morten vil ikke udelukke det. »I fænomenologisk forstand er det at gå den primære adgang til byen«, siger han. Han dypper en pomfrit i aïoli og påpeger så det subversive potentiale i en gåtur. »Lidt plat sagt er den formålsløse gang i opposition til den rationelle form.«

Niels Bohr og Fælledens formålsrationalitet

Jeg rejser mig og går, glad for at kunne føle mig subversiv fordi jeg ikke er helt klar over hvilken vej jeg skal. Niels Bohr Instituttet på Blegdamsvej! Det er mit yndlingsinstitut. Niels Bohr var exceptionelt tværfaglig. Det var ulideligt for ham at tænke på at den moderne tids filosoffer og andre humanister ikke begreb hvad det var for epokegørende opdagelser han og hans udvalgte skare af fysikgenier havde gjort. Hvor radikale de var.

For nylig har forskere på NBI gennemført teleportation, no less. NBI ligger ved Fælledparken, og her foregår netop i disse dage et gigantisk løb til ære for et transport- og logistikfirma. Også KU er repræsenteret. Måske er der øl. 17.45: For den subversivt vandrende er det pinefuldt at være vidne til dette opbud af formålsrationelt hamsterløb i parken. Her er prorektor Lykke Friis indsvøbt i et KU-flag.

Universitetsavisens redaktion gnaver i knækbrødsstykker mens de venter på at blive sendt af sted. Alle bærer grimme 1990’er-bordeaux t-shirts. Det regner. De formålsrationelle løbere styrter forbi. Redaktøren mener at mit gangprojekt er blevet foregrebet i en pjece om en kommende cykeltur. Jeg kan berolige ham med at cykling er en helt forkert bevægelsesform som aldrig kan manifestere et tværfagligt projekt og nedbryde grænser mellem mikroverdener. Det er han okay med.

18.54 Der er Thy-øl i KU-teltet. Plus: det regner mere nu. En invasiv støvregn. Men Amager mangler.

19.10 Regnen er ophørt. Sortedamsøens løbeklientel kratter sig frem over gruset. Skarvene synes at håne mine trætte skridt. Aftensolen reflekteres i de dyre lejligheder på bysiden.

Gotik og eskimologi

19.23: Tycho Brahe, Rosenborgs spir er indfanget mellem hans ben, som han skræver foran observatoriet der indtil for nylig husede Det Naturvidenskabelige Fakultetskontor. Stemningen heroppe er gotisk. Nedgående sol og rustne metalgitre. Lidt à la ‘The Omen’. Man spejder efter den sorte hund.

19.31 – Marchmusiktræning foran Rosenborg. Der må være en særlig ironi over at blive slået ihjel til så fjollet musik.

19.40: »Du må godt notere,« siger Rasmus Bech Olsen i Kristen Bernikowsgade. »At vi sidste år fik at vide i et notat at vi ikke må åbne vinduerne på sjette sal fordi de kan falde ud.« Rasmus læser arabisk på Carsten Niebuhr på Amager. Jeg lytter til advarslen, men vil stadig derud.

Christianshavn er halvmørk nu. Institut for Arktiske Studier ligger helt ude for enden af Strandgade. Det er usandsynligt at her foregår noget eskimologisk interessant på dette tidspunkt, men jeg har lyst til at tjekke alligevel. Uret under Vor Frelsers Kirkes Conquistador-Jesus viser 20.10.

Frelsens Hær i Wildersgade 66. Teksten på væggen: »Vi er et folk uden blivende sted, os er der ingen der regner med. Dog er vi mennesker ligesom I, vi er stolte og glade og fri.« Hyggelige lyde strømmer fra bygningen, og grænsen mellem subversiv flanør og hjemløs synes ulden i skumringen.

Humaniora i socialklasse C

Meget senere. Artillerivej er et trist sted at flanere. Fedlinge på scootere brøler forbi, og tatoverede mænd kæmper for at kontrollere deres dræberhunde. Også universitetet synes ramt af den sociale kølle. Institut for Religionsvidenskab gemmer sig fx oven over City Fitness. KUA? Har du noget til mig nu?

Der er mørkt her, klokken 21. Den puber- og interfakultære grafitti om Foucault (som var bøsse) er usynlig i skyggerne. På KUA er de forskellige afdelinger forbundet med broer over de kanaler der gennemskærer landskabet. Sammenbindingen af fag har her fået et fysisk udtryk. »Det er nogle lortebroer,« siger Christina Bennetzen. Jeg har ringet til hende. Hun læser Moderne Kultur. »Hælene sidder fast i mellemrummene.«

»Tværfaglighed er godt,« erklærer Christina. »Bare jeg ikke behøver at gøre det.« Hun er fokuseret og et produkt af samfundets differentiering. Utvivlsomt dygtig, men – slår det mig – også en menneskelig ø. Et atom.

»Eller er du en bøje midt ude i havet?« foreslår jeg hende. »Hvad?« siger Christina. KUA er berømt for at være øde. Engang var Christina herude en eftermiddag. Vinden susede langs betonmurene. Vandet strømmede iskoldt forbi de høje vinduer. Christina krøllede et stykke papir sammen i hånden og trak låget af en KUA-affaldsspand. Et afhugget grisehoved stirrede op på hende. Hun smækkede låget på igen. Nu har hun alle mulige indvendinger over for arkitekturen.

Evaluering

21.16 dykker jeg ned i metrorørets grå lys. Jeg er usikker på om noget af betydning blev forbundet i dag. En symbolsk gåtur sætter i sagens natur diffuse spor. I mit hoved blev Ditlev Tamm forbundet med ergoterapeuten Katja i dag, og en gajol der var for blød i Klerkegade, resulterede i en ekstra kiks på Nørre Farimagsgade.

Men nøgternt betragtet var min tur et stykke pop. Det var, som Anne Katrine udtrykte det i mBar, ideen om campus, jeg gik tur i. Aftegnet på et kort udgør vandreruten en slags kryds. X markerer stedet. Men det er ikke gjort med det. Næste skridt bliver ikke fysisk, næste gang skal det handle om de mennesker der nedbryder faglige grænser i praksis. Venstre fods sko udsender en klagende lyd. Gmårrrk! Gmårrrk! Gmårrrk! Ja,» siger jeg. »Gmorrg.« Jeg kan ikke udtale lyden rigtigt.

chz@adm.ku.dk