Gysets grammatik

En sen torsdag eftermiddag, hvor kun de mest flittige endnu boger den, er Universitetsavisen mødt op på det Humanistiske Fakultetsbibliotek til diskussion om den gotiske roman.

Lektor Lene Østermark-Johansen og kulturpersonlighed, forfatter og anmelder, Leonora Christina Skov er bænket i et hjørne med gamle, mørke træmøbler og to korintiske søljer bag sig.

På bordet ligger Chalotte Brontës Jane Eyre, Mary Shelleys Frankenstein samt Leonora Christina Skovs egne nyudgivne Silhuet af en synder. Rammen er sat til et styrtbad i gysets grammatik.

Skræk som nakkemassage

Lene Østermark-Johansen, der i flere omgange har undervist i gysergenren på Engelsk, starter debatten med at give et historisk oprids af den gotiske romans udvikling op gennem det 18. og 19. århundrede.

Her konstitueredes den som særskilt genre (især i det angelsaksiske sprogområde), begyndende med Horace Walpoles The Castle of Otranto (1764) og nåede ifølge Lene Østermark-Johansen sit kunstneriske højdepunkt med Bram Strokers Dracula (1896).

Hun fortæller, at de alle tematiserer ’das unheimliche’, uhyggen, som en materialiseret eksistentiel angst. Den gotiske roman gør skeletterne i skabene virkelige. En bevægelse, hvor fortrængelsernes fulde fascination og samtidige ubehag bearbejdes som en konkret skrækoplevelse.

En slags psykoterapeutisk nakkemassage.

Lægen er skurken

Denne metafor om skrækoplevelsen som massage rækker videre, idet det ikke bare er individets angst, men også samfundets tabuer, der beskrives i den gotiske roman, indskyder Leonora Christina Skov.

Lene Østermark Johansen perspektiverer dette ved at pege på, hvordan den gotiske roman indskriver sig i sin samtid. I de tidligste værker er det tabubelagte centreret omkring katolicismen. Derfor er Italien og Spaniens gamle borge og klostre er i fokus, men op igennem det 19. århundrede rykker handlingen til det labyrintiske London.

Og da er det ikke længere nonner og munke, som har skurkerollen, men i stedet de nye professionelle – lægerne, videnskabsmændene og advokaterne. En geografisk bevægelse, der mest berømt er inkarneret i Dracula, hvor vampyrgreven bliver transporteret fra Transsylvanien til London i en kiste.

Man kan sige, at den gotiske roman dermed vænner sit publikum til en urbaniseret modernitet, og derved forhindres samfundet i at gå i påskeø-mode og udslette sig selv, netop fordi læseren bliver bevidst om de destruktive kræfter, der ligger lige under civilisationens fernis.

Camp Dracula

Leonora Christina Skov fremhæver, at mange af de tabuer, den gotiske roman behandler, fortsat er kontroversielle. Hun fremhæver en gennemgående tematisering af ambivalente køns- og seksualroller, og ser et queerpolitisk potentiale i genren.

En pointe hun uddyber ved at pege på, at gotiske romaner så at sige hænger sine virkemidler udenpå tøjet, og det er da også derfor, Skov har valgt at skrive Silhuet af en synder inden for netop den genre.

Leonora Christina Skov foretrækker bøger, hvor litteraturen står på linjerne snarere end mellem dem. Der er da også mange forskere, som ser den gotiske roman som campet kitsch, mener hun.

Gotisk Excel-ark

Både Leonora Christina Skov og Lene Østermark-Johansen er enige om, at den gotiske romans tradition er præget af en lang række genrekonventioner. Skov fortæller da også, at hun følte, at hun sad med et Excel-ark i hovedet, mens hun skrev Silhuet af en synder.

Lene Østermark-Johansen ser dette som genrens svaghed. Hun mener ikke, at den typiske gotiske roman kan tåle mange genlæsninger på grund af dens tydelige skematik, men til gengæld er den fremragende til litteraturundervisning.

De gotiske værker er – som Frankensteins monster – sammensat af mange forskellige teksttyper og afbrudte fortællinger og ofte bygget op i ganske komplekse æskesystemer. Det er i sandhed en genre, der gør, hvad den kan.

‘Den gotiske roman – en samtale med Leonora Christina Skov’, foredrag den 28. oktober på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek, KUA.

uni-avis@adm.ku.dk