»Gud, jeg troede, det var begyndt at lyne.«

To kollegaer mumler lavmælt til hinanden på et kontor bag en pastelfarvet dør på Trygfondens Center for Aktiv Sundhed, Rigshospitalet.

»Det er bare mig! Der bliver lige blitzet lidt herude, sorry.«

Nicklas Brendborg stikker hovedet ind på kontoret og løfter undskyldende en hånd i vejret.

»Nå, det er Nicklas, der får taget billeder,« griner den ene kollega.

»Er det til et interview?« spørger den anden.

Nicklas Brendborg nikker.

»Ej, hvor spændende! Det glæder jeg mig til at læse.«

Forfatter og ph.d.-studerende Nicklas Brendborg er 28 år og har allerede to bestsellere bag sig, Vanedyr fra 2023, og Gopler ældes baglæns fra 2021. I første bog samler han videnskabens bedste svar på, hvordan vi kan udskyde alderdommen. Han lærte for eksempel sine læsere, at tandtråd kan forlænge livet, og at det kan være sundt at lade sig årelade en gang imellem.

I sin nyeste bog beskriver han, hvordan både streaming og forarbejdet mad er skabt af kæmpeindustrier til at manipulere med vores instinkter. Vi er vanedyr, skriver han, ofre for afhængighedsskabende superstimuli, der får os til at spise meget mere, end vi har behov for, og forsvinde langt dybere ned i vores telefoner, end vi har lyst til.

De senere år har Nicklas Brendborg turneret i danske medier og er i flæng blevet hædret som »stjerneforsker« og »ungt geni«. Han er især blevet rost for sin evne til at formidle komplicerede videnskabelige fund på en både letforståelig og humoristisk måde. For eksempel ved at sammenligne menneskets dårlige vaner med en strandskades irrationelle fascination af et falskt og unaturligt stort æg, der får den til at vrage sine egne æg.

I øjeblikket er han ansat som ph.d.-studerende på Trygfondens Center for Aktiv Sundhed og ved Københavns Universitet. Og her, på arbejdspladsen, hvor Uniavisens journalist og fotograf møder ham, er han ikke interesseret i, at den stjernestatus, han har opnået i danske medier, skal påvirke hans arbejde.

»Jeg er nordjyde, så nogle gange kan jeg da godt synes, det er lidt tidligt i min forskerkarriere at blive kaldt ’stjerneforsker’ og den slags,« siger Nicklas Brendborg.

Vi er selvsagt ikke de første, der besøger Nicklas Brendborg på Rigshospitalet. Da vi beder om en rundvisning, må han lige bruge et par minutter på at overveje situationen.

»Det er bare fordi …« indleder han og trommer tænksomt på sin arm med sine fingre.

»… jeg deler kontor med to andre ph.d.-studerende, og de sidder og arbejder lige nu. Jeg tror også, der er folk i laboratorierne,« siger han.

Det er ikke fordi, der er nogen, der har brokket sig over de mange journalister, der er valfartet til Nicklas Brendborgs arbejdsplads de seneste måneder, siger han.

»Folk herinde har kun været støttende og interesserede. Der er endda flere, som har købt mine bøger som julegaver. Men jeg vil bare ikke så gerne forstyrre nogen, der sidder og arbejder.«

Roser fra en guru

Følger man Nicklas Brendborg på sociale medier, står det klart, at hverdagen i øjeblikket er fyldt med meget andet end arbejdet på Center for Aktiv Sundhed.

Kalenderen bugner af foredrag, som skal afholdes, og interview, der skal afvikles. Men han insisterer på, at det aldrig bliver for meget. Det værste, han kan forestille sig, er at komme til at kede sig.

Han skrev sin første bog, mens han stadig var kandidatstuderende på Molekylær Bioteknologi på Københavns Universitet. Den høstede store roser og blev blandt andet anmeldt i Politiken af overlæge og professor Bente Klarlund, der gav bogen fem stjerner og kaldte Nicklas Brendborg et »geni«, der »underholder fra først til sidst uden at væreoverfladisk.«

Nicklas Brendborg var glad for roserne fra Bente Klarlund, der er blevet folkeeje som sundhedsguru blandt andet på grund af en læserbrevkasse i Politiken, flere tv-optrædener og en lang række bøger om sundhed.

»Jeg tænkte, at hvis Bente Klarlund kunne lide min bog, ville der måske også blive mulighed for at komme til at arbejde for hende. Hun er leder her på Center for Aktiv Sundhed, hvor jeg synes, der er gang i nogle virkelig spændende ting,« siger Nicklas Brendborg.

Han rakte ud til Bente Klarlund og fik i første omgang et job som videnskabelig assistent på hendes center, og siden en ph.d.-stilling samme sted med Klarlund som hovedvejleder.

Anden bog blev færdigskrevet, samtidig med at han begyndte på sin ph.d.

»Planen var, at jeg skulle være færdig med den, inden jeg startede på min ph.d., men det trak ud,« siger han.

Det betød, at han i en periode måtte stå ekstra tidligt op, så han kunne nå at arbejde på bogen, inden han mødte på arbejde.

»Jeg havde en regel om, at jeg skulle skrive minimum en time om dagen. Derefter kunne jeg vurdere, om det var en god eller en dårlig dag. Du ved, nogle dage flyder det bare, andre dage kommer det ikke til dig. Som regel var jeg så tidligt oppe, at jeg alligevel mødte ind samtidig med de andre,« siger Nicklas Brendborg.

For de fleste er livet som ph.d.-studerende krævende nok i sig selv. Som udgangspunkt skal en ph.d.-studerende færdiggøre et forskningsprojekt på tre år. Derudover er de fleste ph.d.-studerende underlagt et krav om at undervise et bestemt antal timer. Men alt det har Nicklas Brendborg endnu ikke haft tid til for alvor at tage stilling til.

På spørgsmålet om, hvordan i alverden han kan nå det hele, lyder svaret:

»Alle de ting, jeg laver, er jo ikke lige hårde. For eksempel kan jeg lige så godt sidde her efter arbejde og lave et interview med dig, som jeg kan tage hjem og se Netflix. Det sidste får jeg alligevel ikke så meget ud af.«

Han trækker på skuldrene.

»Jeg føler mig meget privilegeret over at have bygget et liv op, hvor jeg hver dag får lov til at lave alt det, jeg synes er spændende.«

Stakkels menneskeceller

»Hov, I må ikke komme med herind!«

Nicklas Brendborg holder afværgende hånden op, da Uniavisens fotograf forsøger at følge ham ind i et sterilt laboratorium. Derinde skal man have særlige kitler og sko på, så man ikke ødelægger de »stakkels menneskeceller«, der så let som ingenting udkonkurreres af udefrakommende bakterier, hvis ikke de beskyttes i særlige udsugningsskabe, forklarer Nicklas Brendborg.

Vi får i stedet lov til at kigge gennemen glasdør, mens en entusiastisk Nicklas Brendborg peger og gestikulerer og i muted version fortæller, hvordan et særligt udsugningsskab skubber luften væk fra menneskecellerne.

»Det fungerer som et modsat stinkskab,« siger han, da han igen er ude af laboratoriet.

I arbejdet med sine bøger har Nicklas Brendborg gennemtrawlet tusindvis af forskningsartikler om aldring hos både mennesker og dyr for derefter at trække røde tråde mellem de forskellige fund og formidle det, så almindelige mennesker kan forstå det.

»Det hele startede af ren og skær egeninteresse. På et tidspunkt tænkte jeg, det kunne være fedt, hvis jeg kunne dele den viden, jeg havde fået med andre, så de ikke behøver at sidde og læse alt det, som jeg har været igennem,« siger han.

For tiden har Nicklas Brendborg bevæget sig ud af forskningsartiklerne og ind i laboratorierne, hvor han selv står med fingrene i jorden. Eller menneskecellerne, om man vil.

»I arbejdet med mine bøger er jeg nogle gange stødt på spørgsmål, som tidligere forskning ikke har kunnet forklare. Det er fedt at forske selv og på den måde være med til at udfylde nogle af videnskabens huller,« siger han.

Et lille stykke menneskelår

Og hvad er det så, Nicklas Brendborg står og laver med de skrøbelige menneskeceller i det sterile laboratorium?

Den del taler han ikke mere om end højst nødvendigt.

»Jeg ved ikke helt, hvor meget jeg skal sige.«

Han tøver et kort øjeblik.

»Vi arbejder ret intenst på nogle resultater, som vi håber at komme først med. I overordnede træk kan jeg fortælle, at det handler om, hvordan aldring påvirker både unge og gamle muskelceller, og hvordan det siden påvirker hjernen,« siger han.

Det konkrete arbejde består i først at indsamle muskelvævsprøver, biopsier, fra både unge og ældre mennesker.

»Man jager en kæmpestor nål ned i låret på folk. Det er noget, vi er rigtig gode til herinde,« griner Nicklas Brendborg og skærer ansigt.

For få måneder siden fik han selvsuget muskelvæv ud af låret. Den menneskelige ofring i videnskabens navn ligner »en lille klump hakkekød.«

»Det var faktisk ikke så slemt, selv om det ser ret ubehageligt ud. Man bliver jo bedøvet først,« siger han.

Når muskelvævet er ude, handler det om at få cellerne til at gro.

»Vi lægger et medie oven på dem, så vi kan fodre dem med forskellige ting – sukkerstoffer og den slags. Og så holder vi øje med, hvordan de reagerer og om de udskiller et eller andet, vi kan se, har en effekt,« siger han og stopper brat.

Præcis hvilken effekt, ønsker han ikke at uddybe. Men det lyder jo angiveligt som om, Nicklas Brendborgs forskning faktisk er et spædt forsøg på at skabe et middel, der kan modarbejde aldring. Det vil han ikke umiddelbart bekræfte. Men han vover at afsløre, at forskningen handler om at nedsætte farten på aldringen i hjernen.

Tror du, det kan lade sig gøre?

»Ja, ellers var vi ikke gået i gang.«

55 bliver det nye 35

Nicklas Brendborg er med egne ord »ekstremt fascineret af aldring.«

»Al forskning peger på, at den allerstørste risikofaktor for dødelige sygdomme som kræft, demens og blodpropperer er aldring. En på 28 år, mig for eksempel, har væsentlig lavere risiko for at få de sygdomme end en på 80. Ting som rygning øger selvfølgelig også risikoen – men slet ikke i samme grad som aldring,« siger han.

»Hvis vi finder en måde at bremse aldringen på, kan vi ramme alle de her sygdomme på én gang.«

Ved ikke at blive gamle?

»Det er selvfølgelig meget optimistisk at tro, at vi ikke længere skal ældes. Men hvis vi kan blive klogere på nogle af de centrale mekanismer, der gør, at vi bliver ældre, kan vi måske også finde måder at bremse dem på,« siger Nicklas Brendborg og eksemplificerer:

»Ser vi på folk, som er blevet 110 år gamle, ender de som regel med at dø af de samme ting som alle andre – en blodprop, kræft, den slags. Men pointen er, at sygdommene indtræffer 20-30 år senere. Hvorfor?«

I fremtiden spår Nicklas Brendborg, at vi vil finde metoder til at bremse aldringen, så en 90-årig vil have en biologisk alder på 70. 55 bliver det nye 35. Og så videre.

Jeg spørger, hvorfor han mener, det er attraktivt at udskyde alderdommen, døden. Det er ikke første gang, han er blevet spurgt om det, så han har svar parat.

»Det er ikke et glansbillede at blive gammel. Det er faktisk ret grufuldt. Selvfølgelig skal vi dø, men hvis vi får mulighed for at forlænge livet og udskyde de sygdomme, vi som regel dør af, hvorfor så ikke gøre det?«

Nicklas Brendborg holder en tænkepause.

»Hvis du mener, at livet har en værdi i sig selv, hvorfor så ikke lade det vare så længe som muligt?«

En hummers livsrejse

Det er ikke fordi, Nicklas Brendborg har et personligt traume eller frygter alderdommen som sådan. Men det undrer ham, at der er så stor forskel på, hvordan Jordens forskellige arter ældes og dør. Gopler ældes baglæns fik sin titel, fordi vandmænd simpelthen fysisk kan udvikle sig tilbage til et tidligere livsstadie

»Der findes flere eksempler på dyr, som ikke gennemgår en decideret aldersproces. Hummeren for eksempel. Den bliver bare større og større, stærkere og stærkere og mere og mere fertil. Den har ingen fysisk nedgang i løbet af sit liv. En dag bliver den bare så stor, at den ikke længere kan være i sin krop.«

Vupti. Og så dør den. Uden at blive hverken dement eller få dårlige hofter.

Tror du, det bliver sådan for mennesker en dag?

»Det er ikke utænkeligt. Men jeg ved ikke, om det bliver i denne generation, i næste eller først om 500 år,« siger Nicklas Brendborg.

Han er ofte blevet portrætteret som manden, der jagter det evige liv.

I Weekendavisen er han tilmed citeret for at ville blive den længstlevende person nogensinde. Det kræver, at han slår den nuværende rekord på 122 år.

Ifølge Nicklas Brendborg handler drømmen om en modgift mod alderdom dog ikke så meget om hans personlige livsbane.

»Jeg håber da, at min viden om sundhed og aldring smitter af på mig selv. Men jeg ser et større perspektiv. Jeg vil gerne hjælpe en masse mennesker og bidrage til, at vi i fremtiden lykkes med at udskyde de dødelige sygdomme, som følger af aldring,« siger han.

»Hvad angår mig selv, aner jeg det ikke. Jeg kan blive ramt af en bus i morgen. Jeg kan få kræft, selv om jeg har gjort alt for at forebygge det. Lige meget, hvor sundt man lever, kan man altid være uheldig.«

Drop din kur

De senere år er Nicklas Brendborg gået til ekstremer for at optimere sin egen sundhed. For eksempel har han testet en kur, som udelukkende bestod i at spise kogte kartofler, verdens mest mættende fødevare. Han har også prøvet stenalderkost, vegansk kost, low carb og sådan cirka alle særlige diæter, man kan forestille sig.

»Men helt ærligt, jeg har fundet ud af, at det ikke gør den store forskel, om du følger en ekstrem diæt eller bare sørger for at spise masser af grøntsager og så lidt forarbejdet mad så muligt,« siger han.

Det ved han blandt andet, fordi han har mulighed for at teste sin egen sundhed på alle tænkelige parametre.

»Jeg har haft det med hurtigt at blive fascineret af forskellige sundhedstrends og så lade mit liv styre af det i perioder. I dag spiser jeg en almindelig sund kost, og mine blodprøver, mit kondital og min fedtprocent ligger helt fint.«

Det eneste Nicklas Brendborg i øjeblikket lader sig styre af, er ’80-20-princippet’, som han kalder det. Han spiser sund, ikke forarbejdet mad 80 procent af tiden, resten af tiden tillader han sig at skeje ud med fastfood eller sukker.

Vandmænd i akvariet

Selv om Nicklas Brendborgs interesse i dag primært handler om at sikre sin eget art et længere liv, har han stor fidus til dyr. Det skinner tydeligt igennem i hans litteratur, hvor menneskets aldringsprocesser og vanemønstre ofte krydres med anekdotiske sammenligninger med dyreriget.

»Jeg har ikke selv dyr. Jeg havde tænkt, det ville være meget on brand at anskaffe et akvarium med vandmænd. Men så fandt jeg ud af, at man ikke kan have dem i et almindeligt firkantet akvarium. Vandmænd er nemlig så uintelligente, at de sidder fast og dør, hvis de svømmer op i et hjørne. De kan simpelthen ikke skifte retning,« siger han.

Måske kan vandmænd leve evigt, men det er nu nok federe at være menneske.

Også vi er drevet af irrationelle vaner, der får os til at handle til skade for os selv. For eksempel ved at proppe os med tomme kalorier eller binge ligegyldige reels på TikTok.

Men modsat vandmanden kan vi blive klogere. Vi kan blive bevidste om vores usunde vaner, og vi kan vælge at handle aktivt for at omlægge dem. Det er i hvert fald den revolution, Nicklas Brendborg håber på at være med til at starte.

Kort før jul støder jeg tilfældigt på den unge forsker i Støvring i Nordjylland, hvor han er vokset op. Vi er begge taget hjem for at holde ferie. Selv er jeg på jagt efter en garnforretning i den lille by, mens forskeren haster gennem gaderne for at nå en tid hos sin stamfrisør.

Nicklas Brendborg har boet i København i mere end otte år. Måske er han selv et vanedyr?