Han var rapper, før han blev forsker. Og de to ting har mere til fælles, end man skulle tro

Fem unge mænd med kasketter, hængerøve og store hættetrøjer sidder tilbagelænet på en natklub. Foran dem ligger en nøgen blondine med sushi på kroppen.

»Ta’ det af« lyder det fra en af dem.

»Er det Gucci eller Louis Vuitton? Ta’ det af, ta’ det af til det går ud af facon. Ta’ det af, la’ mig put lidt mere sprut i din juice. Og bevæge dig til hiphop med blues.«

Der er et stykke vej fra Mikkel Skovrinds fortid i musikvideoen med rapgruppen Rent Mel til det tidligere kapel på det gamle kommunehospital, hvor han i dag forsker i forholdet mellem miljøændringer og evolution hos hvaler og fisk i Globe Instituttets klinisk rene laboratorier.

»Vi har et grønt, et gult og et rødt laboratorie, hvor der er forskellige krav til hygiejne,« fortæller Mikkel Skovrind, der har iført sig hvid kittel og blå latexhandsker for ikke at forurene de mange prøver, der bliver undersøgt i det grønne laboratorie.

Dér står tre hvide Gram-frysere fyldt med dna-prøver. De er helt almindelige, bortset fra den alarm, de har fået installeret, der går af, hvis de sætter ud. Inde i universitetets laboratorier gemmer der prøver af alt fra hvalkranier til bakterier, og de har været med til at sætte Københavns Universitet på verdenskortet som en førende institution inden for dna-forskningen.

Mikkel Skovrind har selv som postdoc på Globe været med til at drive opsigtsvækkende forskning i arktiske hvaler. Men da Mikkel Skovrind i midten af 90’erne blev erklæret uegnet til gymnasiet og hellere ville være rapper, var der næppe nogen, der forudså, at han skulle ende på et laboratorie blandt verdensførende forskere.

Det er historien om en skoletræt teenager, der endte på gartneruddannelsen, fik en succesfuld rapkarriere og optrådte på Roskilde Festival, inden han som 27-årig besluttede sig for at lægge sit liv helt om.

Den livsbane har givet et anderledes perspektiv på forskningen. Men han frygter – trods det store fokus på diversitet – at strømliningen af uddannelser vil betyde forskere, der minder mere om hinanden. Og det ville være et stort tab for forskningen, hvor forskellige indgangsvinkler er en styrke.

Fra Roskilde til CNN

»Det har jo også noget af den der ’utroligt men sandt’-karakter over sig,« siger Mikkel Skovrind, da vi har fundet et stille hjørne i laboratoriet.

Han taler ikke om sin egen livshistorie, men om den videnskabelige artikel fra 2019, der med moderne dna-analyser beviste eksistensen af den såkaldte narluga – en blanding af de arktiske tandhvaler narhval og hvidhval, der også er kendt som beluga. Han er hovedforfatter på artiklen, som blev downloadet over 23.000 gange fra tidsskriftets hjemmeside, og Mikkel Skovrind og hans kollegaer fik travlt med at give interviews til store medier som CNN og New York Times.

»Fundet af en ny hvalhybrid er jo grundlæggende fascinerende for mange mennesker. Men det var også noget, som forskere lagde mærke til, fordi det var et virkelig godt eksempel på, hvordan man, ved hjælp af de nyeste dna-teknologier, pludselig er blevet i stand til at løse nogle af biologiens klassiske gåder,« siger han.

Og skal man tro Mikkel Skovrind, ville forskningsresultater af den slags være sværere at få, hvis man ikke har forskere af mange forskellige baggrunde, der arbejder sammen.

På vej ud af laboratoriet tager han kittel og latexhandsker af og afslører et par lavthængende cowboybukser og en oversized grøn t-shirt. Og inden længe er hans hoved beklædt med en brun kasket.

Drengestreger og Roskilde Festival

Under opvæksten med en enlig mor og to søskende i Roskilde blev det hurtigt tydeligt, at skolen ikke var et sted for Mikkel Skovrind. Han havde hverken motivationen eller modenheden, mener han i dag.

»Jeg ville hellere køre skateboard, lave musik og drengestreger med vennerne,« siger han.

Skovrind blev erklæret uegnet til gymnasiet, søgte hen mod en gartneruddannelse, mens han i fritiden satsede på sin sande passion: hiphop.

Jeg havde noget fandenivoldskhed, jeg kunne bruge til at finde min egen vej.

Mikkel Skovrind

Som 13-årig i starten af 90’erne begyndte han at skrive numrene fra ghettoblasteren ned, så han for alvor kunne knække koden på deres opbygning af rim og takter.

»Det der med at forstå hvordan ting fungerer har vist altid fascineret mig,« konkluderer han.

»Jeg fandt ud af, at jeg kunne bruge rap til at få nogle succesoplevelser. Og det gjorde så, at jeg fik lyst til at blive endnu bedre og øve mig endnu mere. Alt det hårde arbejde og nørderi, der ikke blev lagt i skolen, blev i stedet lagt i rappen.«

Flere år senere fandt han sammen med et par andre gutter fra Roskildeområdet og dannede rapgruppen Rent Mel. I starten spillede de mest på ungdomsklubber, men med årene rykkede de ind på større spillesteder som Loppen og Rust og gav store koncerter på Skanderborg Festival og til P3 Guld, indtil det hele kulminerede på Roskilde Festival i 2004.

»At være vokset op i Roskilde med en oplevelse af, at tingene ikke helt gik som de skulle i skolen, gjorde det til et ægte I made it-moment.«

Pas dit arbejde

Som 27-årig begyndte Mikkel Skovrind dog at få en ny følelse i kroppen. Rapkarrieren havde toppet, og det gik heller ikke som han drømte om på det gartnerjob, han havde sideløbende med hiphoppen.

Chefen havde sagt op, og mens firmaet ledte efter en ny chef, tog den gartneruddannede souschef over. Han var kvalificeret på alle fronter, mente Skovrind, men ledelsen valgte alligevel en ny chef udefra med akademisk baggrund.

»Der indså jeg, at lige meget, hvor god du er til noget, er det svært at komme langt i livet uden en uddannelse. Jeg skulle bare passe mit gartnerarbejde og lade være med at foreslå noget nyt. Den kreativitet og selvbestemmelse, jeg havde fundet i musikken, havde ikke nogen plads i det job.«

Konklusionen blev, at Mikkel Skovrind startede på HF som 27-årig, og denne gang besluttede han sig for at gøre sig umage. Pludselig havde han 30 lektioner om ugen oven i alle lektierne, fordi han ville færdiggøre alle de rigtige fag på to år.

»Det var virkelig hårdt at komme tilbage til den skolebænk, jeg jo aldrig havde været god til,« fortæller han i dag.

Men årene og erfaringerne havde givet en ny modenhed og selvdisciplin:

»I musikårene var fokus på mest mulig fest og mindst muligt arbejde, men nu fortalte jeg gutterne, at det sgu var alvor. Og det var det også. Det blev til gengæld en kæmpe succesoplevelse, der viste, at jeg hører til på den skolebænk, hvis bare jeg knokler nok.«

To år senere kunne han endelig søge ind på den uddannelse, han havde besluttet sig for. Valget faldt på biologi. Selv tror han, at det bunder i en familierejse til Grønland som otteårig.

»Det var en tur i den barske natur kun med telt, riffel og fiskeudstyr med. Så levede vi ligesom der og fangede fisk, sov i telt og så alt fra sæler og rensdyr til en enkelt skudt hval, der lå på stranden og som vi spiste noget af. Det plantede en dyb fascination af naturen i mig.«

Dumpet

På biologistudiet oplevede 29-årige Mikkel Skovrind snart, at han som så mange andre måtte lægge sig i selen for at følge med.

»Det var tydeligt, at der var andre, der var dygtigere end mig, og jeg følte mig også ret fremmed i universitetsverdenen. Men jeg holdt sgu hovedet over vandet.«

Mange af fagene sagde ham ikke det store, og på et tidspunkt dumpede han en eksamen i molekylærbiologi – samme fag, han i dag forsker i.

»Jeg havde simpelthen ikke gjort mig umage nok, og havde måske også svært ved at læse koderne for, hvad man egentlig skulle kunne til sådan en eksamen. Men når man sidder til en fire timers skriftlig eksamen, bliver det pludselig ret tydeligt, kan jeg afsløre.«

Trods udfordringerne var den grundlæggende interesse for dele af biologifaget intakt, så da han en dag sad til endnu en forelæsning, han ikke fandt ret interessant, besluttede han at udnytte tiden på bageste række i forelæsningssalen på en anden måde.

Jeg kunne bruge de metoder, de brugte til at studere menneskets evolutionshistorie, til at besvare mine mange spørgsmål om fisk og hvaler.

Mikkel Skovrind

Han begyndte at søge videnskabelige artikler frem inden for de dele af biologien, der optog ham.

Sådan faldt han en dag over et studie, hvor forskere havde sat radiosendere op i ægsækken på fisk. På den måde kunne man se hvor gydepladserne var, fordi senderen røg ud af fisken sammen med æggene.

»Jeg syntes virkelig, det var smart, og det tændte en lille ild i mig,« fortæller han.

Mikkel Skovrind besluttede at gentage eksperimentet med andre typer af fisk, og fandt derfor en vejleder og en medstuderende, som var friske på projektet, der blev omfattende, fordi de måtte finde nye typer af måleudstyr, der kunne bruges i havvand.

»Men det lykkedes, og så fandt jeg ud af, at jeg ikke udelukkende behøvede at måle mig på, hvilke karakterer jeg fik. Jeg havde noget fandenivoldskhed, jeg kunne bruge til at finde min egen vej.«

Bacheloren og kandidaten blev lavet på Statens Naturhistoriske Museum. Det var her, at han for alvor fik kombineret sin interesse for fisk med dna-analyser. For museet var kort tid før blevet slået sammen med andre afdelinger, og pludselig sad han til møder med verdensledende dna-forskere.

»Jeg begyndte at banke på deres døre og spørge til deres forskning. Og så fandt jeg ud af, at jeg kunne bruge de metoder, de brugte til at studere menneskets evolutionshistorie, til at besvare mine mange spørgsmål om fisk og hvaler,« siger han og peger på, at mange af de metoder han i dag bruger til at kortlægge hvaler og fisks evolutionshistorie oprindeligt blev udviklet til at undersøge forholdet mellem moderne mennesker og neandertalere.

»Det handler om at blive inspireret af andre felter, for så kan man pludselig rykke sit eget forskningsfelt hurtigt frem. Men det kræver selvfølgelig, at man tænker lidt anderledes – og så er vi tilbage der, hvor kreativitet er så afgørende i videnskaben.«

Det er Mikkel Skovrinds kongstanke, som han kommer tilbage til igen og igen. At musikkens verden og forskningens verden faktisk har en del ligheder. Og uden hans baggrund som rapper, tror han næppe, at han havde været den samme forsker i dag.

»For en rapper handler det hele tiden om at tænke kreativt på, hvordan man kan stykke noget musik sammen, og det starter som regel med inspiration enten fra et andet stykke musik, en bog eller bare en sætning, man overhører i bussen. Det handler om at identificere muligheder. Det er det samme med forskningen.«

Det mener han, at arbejdet med narlugaen om noget er et eksempel på.

Forskning og musik

I 90’erne skød en grønlandsk fanger en hval med en lidt mærkelig farve og form. Hvalens kranie lå på taget af hans skur til skue for forbipasserende, og der gik ikke lang tid, før et par forskere fra Grønlands Naturinstitut fik nys om kraniet og satte sig for at undersøge det med de teknikker, der var tilgængelige dengang.

De opmålte de forskellige afstande på kraniet, og fandt frem til, at der sandsynligvis var tale om en hybrid af hvidhvalen og narhvalen.

Jeg synes, at det er lidt af en katastrofe, at de unge bliver jagtet gennem et mere strømlinet uddannelsessystem i dag.

Mikkel Skovrind

Men det endelige bevis kom først, da Mikkel Skovrind og hans kollegaer kastede sig over kraniet med de nye dna-teknologier mere end to årtier senere. Processen var ikke så sømløs, som den kan lyde. Der er nemlig ikke nogen skabelon for, hvordan man identificerer en ny hvalhybrid, og der opstår konstant udfordringer.

»Kreativiteten er der hele tiden, for meget af det vi laver, handler om at finde på, hvordan vi gør noget, inden vi gør det. Hvis det er gjort før, er det jo typisk ikke noget ret spændende forsøg.«

I narlugaens tilfælde led dna’en skade af de mange år på fangerens tag, og det lykkedes derfor kun at få data fra en tyvendedel af genomets 2,4 mia. baser.

»At få meningsfulde resultater og fortælle en fængende historie ud fra den type data kræver kreativitet. Men med en kombination af klassisk evolutionsteori og topmoderne analyser lykkedes det os at vise, at hybriden var en han, og at der var tale om en første generations hybrid med en narhvalmor og en hvidhvalfar.«

Stræberen og den lille rod

Tilbage på det kliniske laboratorie gør Mikkel Skovrind status over den nye generation. De studerende, han selv omgås med, oplever han som flittige og dygtige. Men han er alligevel bekymret.

»Jeg synes, at det er lidt af en katastrofe, at de unge bliver jagtet gennem et mere strømlinet uddannelsessystem i dag. For det gør, at vi går glip af nogle anderledes øjne på tingene, der er så vigtige.«

Diversitet er afgørende på universiteterne, mener han.

»Der er næppe nogen, der er uenige i, at det er en fordel, at man har forskere med forskellige nationaliteter, køn og lignende. Men det er også vigtigt, at der er en generel diversitet, særligt hvis vores forskning skal betyde noget for den brede befolkning.«

Skovrind holder en eftertænksom pause i talestrømmen og tager sine briller af, inden han serverer sit sidste svirp:

»Jeg drømmer absolut ikke om, at alle minder om mig. Det ville også være helt skidt. Vi skal både have plads til den 18-årige, der har siddet på forreste række til undervisningen og til de små rødder, der lige skulle have nogle andre livsoplevelser, inden de blev klar til universitetet.«