Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Helge Sander forandrede universiteterne totalt og fortryder intet

Portræt — Tyve år er gået, siden Helge Sander blev minister for videnskab og satte skub i udviklingen mod et mere markedsorienteret universitet. Mange forskere har aldrig tilgivet ham – men selv er han ikke i tvivl om, at han havde ret. 

Helge Sanders øjne lyser op bag designerbrillen, mens han taler om Melodi Grand Prix.

Han var borgmester i Herning, da Brødrene Olsen i år 2000 triumferede i Det Europæiske Melodi Grand Prix i Stockholm, og mens konfettien dalede til tonerne af Smuk som et stjerneskud, sad han i sin sofa og tænkte stort.

Næste dag gik han ikke i kirke, som han ellers plejede at gøre om søndagen, men ringede i stedet til 14 af de mest indflydelsesrige herninggensere. Mandag morgen klokken 7.30 stod 12 af dem på hans borgmesterkontor, og da mødet var slut, var de enige om, at Herning skulle være vært for det Europæiske Melodi Grand Prix, når Danmark skulle afholde det næste år.

Helge Mølsted Sander

Født i Herning 27. august 1950.

Minister for videnskab, teknologi og udvikling fra 27. november 2001 til 23. februar 2010.

Folketingsmedlem for Venstre 1984-1998, 2005-2011.

Borgmester i Herning 1998-2001.

De kontaktede straks Danmarks Radio og sagde, at de ville give et bud. »Jamen, vi er slet ikke klar,« lød svaret fra Statsradiofonien.

»Jamen, det er vi,« svarede Helge Sander, og så tog han ellers til København for at få dem overtalt.

Det lykkedes ikke, og Det Europæiske Melodi Grand Prix blev i stedet afholdt i Parken. Men allerede året efter fik Sander sin vilje: Da Rollo & King sang Der står et billede af dig på mit bord og vandt Dansk Melodi Grand Prix, skete det i MCH Messecenter Herning.

»Det er sådan en typisk Herning-historie om, hvordan tingene bliver skabt,« siger Helge Sander. Bag ham brøler motorerne fra et Formel 1-løb, som kører på en fladskærm i hans køkken.

Man kan tale om Herning-ånden. Om den særlige driftighed på heden, der har fået gigantiske musiknavne til Jyske Bank Boxen og har skabt et af Danmarks bedste fodboldhold, FC Midtjylland.

Det handler, siger Helge Sander, i al sin enkelhed om »at få ting til at ske«.

Og det er han ekspert i.

Måske var det derfor, at Anders Fogh pegede på Herning-borgmesteren som minister for videnskab, teknologi og udvikling, da han fik nøglerne til statsministerkontoret i år 2001. Helge Sander havde aldrig studeret på universitetet, kun på journalisthøjskolen, og han kendte intet til forskningsverdenen.

Jeg havde en mere fri tilgang til stoffet, fordi jeg aldrig havde gået på universitetet.
*

Men han kunne få ting til at ske. Og det var i høj grad hans opgave.

Fogh havde allerede formuleret Sanders mission: Forskerne skulle ud af »elfenbenstårnet«, og deres viden skulle i højere grad omsættes til varer, der kunne styrke den danske konkurrenceevne.

Helge Sander gav senere missionen en overskrift, som de fleste forskere vil kende: Fra tanke til faktura.

Det var ikke bare en løs programerklæring, det var en målrettet strategi for at bringe markedslogikken ind i hjertet af universiteterne. Sander indførte bestyrelser på universiteterne med et flertal af medlemmer udefra, introducerede målstyring med de såkaldte udviklingskontrakter, øgede andelen af strategiske midler markant og lagde sektorforskningen (fx myndighedsbetjening) under universiteterne.

Det har alt sammen gjort Helge Sander til en mand, som de fleste forskere har en (ofte stærk) holdning til, selv nu tyve år efter hans ansættelse som videnskabsminister og over ti år efter hans afsked.

Nogle ser ham som en skurk, der gjorde vold på forskningsfriheden og koloniserede universitetets ånd med hårdkogt kapitalisme. Andre ser ham som en visionær minister, der – mere end politikerne i dag – så forskning som en investering og ikke en udgift.

Ugleset med den største sindsro

Helge Sander fik ikke en munter velkomst.

Det var de færreste universitetsfolk, der forstod, hvorfor en mand, der havde været journalist, borgmester og konsulent i sportsverdenen, men ikke havde en flig af aka-demisk erfaring, kunne være den rette mand til posten.

Og det lagde de ikke skjul på:

»De manglede jo ikke ord,« siger Helge Sander, der har passeret 70 år, men ser ud præcis som for tyve år siden. Han er ulasteligt klædt i hvid skjorte og indigoblåt jakkesæt, og hans nyklippede hår er stadig mere sort end gråt.

Han blotter ofte et skinnende tandsæt i joviale grin, særligt når han snakker om de kamphaner, der skosede ham i hans ministertid.

»I starten var jeg virkelig ugleset, fordi det var et område, jeg slet ikke kendte. Der er ingen tvivl om, at hele Politiken-segmentet ikke synes, at jeg var verdens mest geniale minister.«

Også statsminister Anders Fogh Rasmussen måtte forholde sig til Sanders manglende erfaring. På et tidspunkt stillede en journalist ham det kritiske, eller snobbede alt efter temperament, spørgsmål, hvordan kunne han vælge en videnskabsminister, der kun havde gået i skole hver anden dag, fordi han havde hjulpet sin far på gården?

»Det kan jeg, fordi han er cirka dobbelt så klog som dig, for han har kun brugt den halve tid på at lære det samme, som du har,« svarede Anders Fogh Rasmussen ifølge Sanders hukommelse.

Heller ikke Sander lod sig påvirke af kritikken, siger han:

»Der har ikke været én nat, hvor jeg ikke har sovet, efter det øjeblik jeg lagde hovedet på puden. Ikke én nat.«

Ministeren på aftenskole

Når han alligevel beskriver sin første ministertid som hård – »virkelig, virkelig hård« – skyldes det den arbejdsbyrde, han pålagde sig selv.

Han bad sin departementschef om at sammenstrikke et uddannelsesforløb, der kunne lukke de gabende huller i hans viden om forskningspolitik. Han fik kompendier fra alle ministeriets kontorer og om aftenen klokken seks – da han havde afsluttet de daglige opgaver – satte han sig ned og læste frem til klokken tolv.

»Jeg læste og læste, hver aften,« siger Helge Sander.

»På nær hver tirsdag, der var jeg ude og spille fodbold fra klokken syv til ni, og så kørte jeg tilbage i ministeriet bagefter og læste videre, mens de andre sad og fik en øl.«

Han læste ikke for at opnå den anerkendelse, han manglede i de akademiske miljøer. Han læste om universiteterne med en outsiders blik, eller som han selv siger i dag: »Jeg havde en mere fri tilgang til stoffet, fordi jeg aldrig havde gået på universitetet.«

Og der var meget, han undrede sig over.

Det altoverskyggende problem var ifølge Helge Sander, at ledelsen på universitetet blev valgt af medarbejderne. Som en mand, der var formet i det private erhvervsliv, fandt han kollegastyret »fuldstændig uhørt,« og han kom frem til, at universiteterne aldrig ville få den retning, som Fogh havde efterlyst, hvis det ikke blev ændret.

»Det gav jo et helt forkert udgangspunkt for en mere målrettet og hensigtsmæssig styring på universiteterne.«

Det var det, Sander ville ændre med universitetsloven fra 2003, det måske vigtigste aftryk, han overhovedet satte i sine otte år som videnskabsminister.

Med loven fik universiteterne et nyt formål. De skulle nu bidrage til at fremme »vækst, velfærd og udvikling i samfundet.« Det såkaldte konsistorium som før var universiteternes øverste organ, valgt af universitets egne ansatte og studerende, blev nu erstattet af universitetsbestyrelser, hvor flertallet af medlemmerne var erhvervsfolk og andre udefrakommende.

Helge Sander ville kort sagt tilføre universiteterne den professionelle styring, de ikke selv vidste, de havde brug for.

»Bestyrelsen skulle operere på universiteterne, så man havde mulighed for at gøre det mere målrettet og – det turde jeg ikke sige dengang, men det gør jeg godt i dag – meget mere effektivt.«

Kommandoveje og pis og lort

 

Det sagde kritikerne i 2003

Jesper Langballe, Dansk Folkeparti:

»Et flertal i Folketinget har valgt at overhøre alle saglige indvendinger fra universitetsverdenen og at bryde med 500 års dansk tradition, jeg kunne sige europæisk tradition for forskningsfrihed, for åndsfrihed (…). Universiteterne skal være leveringsdygtige af viden, som om viden, når det drejer sig om forskning, er sådan en stangvare, som man er leveringsdygtig i på bestilling, og ikke en erkendelse, som man søger sig frem til, og hvor man egentlig aldrig ved, hvad resultatet bliver. Her bliver det erhvervslivet, der bliver organisationerne, det bliver magthaverne i landet, der sætter universiteterne deres opgave for.«

Magrethe Vestager, Radikale Venstre:

»Det her lovforslag fjerner muligheden for demokrati som styrelsesprincip, det giver ministeren og eksterne for stor magt, det skaber en grundlæggende usikkerhed om forskningsfriheden, ødelægger en frugtbar proces, som var i gang i det danske universitetsmiljø.«

Linda Nielsen, rektor, Københavns Universitet:

»Københavns Universitet tager skarp afstand fra væsentlige elementer i lovudkastet og dets bagvedliggende tankesæt (…) Lovudkastet sigter tilsyneladende på at indrette universiteterne på en tiltagende markedsgørelse af uddannelses-og forskningsområdet.«

Morten Homann, SF:

»Tilsyneladende har man altså ikke skelnet imellem, hvad det er for behov, man har i sådan en moderne vidensorganisation [universitetet], og de behov, man havde på et dampvæveri i midten af 1800-tallet. Jeg synes, denne her universitetslov giver mere end stof til eftertanke.«

Helge Sander afviste blankt kritikken og sagde blandt andet i et folketingssvar:

»Hvis vi taler om en universitetsledelse, så må jeg sige, at jeg foretrækker den professionelle version.«

Kilde: Citaterne stammer fra specialet Markedsgørelsen af de danske universiteter af Nils Bärenholdt.

Allerede dengang advarede politiske modstandere om, at loven truede universitetets demokratiske idealer. SF’s Morten Homann sagde, at regeringen ikke skelnede mellem universiteter og dampvæverier fra 1800-tallet, og De Radikales Margrethe Vestager sagde, at loven fjernede muligheden for demokrati som styreform på universiteterne.

Det er ikke ligefrem en kritik, der er forstummet siden:

Ifølge den nu pensionerede engelskprofessor Peter Harder, der er aktuel med bogen Ledelse på afveje, har økonomiske rationaler fortrængt de videnskabelige værdier, som ledelsen burde værne om.

I et interview med Uniavisen i 2020 forklarede Harder, at han har oplevet afstanden mellem forskerne og ledelsen vokse sig afgrundsdyb siden universitetsloven. Alle kigger opad i magthierarkiet, og medarbejderne mangler indflydelse på beslutningerne, lød det.

»Man har fået en langt større hierarkisk afstand, som spærrer for, at man kan fokusere på indholdet. Fordi det hele skal sættes ind i en sammenhæng, hvor der er kommandoveje og strategier og pis og lort,« sagde han.

Helge Sander siger, at han har forståelse for forskernes mishag. Reformen fra 2003 gjorde trods alt op med en styreform, der i sin grundform havde eksisteret på Københavns Universitet siden 1479.

»Det er klart, at det rystede mange,« siger Helge Sander.

LÆS OGSÅ: Hvis Peter Harder skulle gøre karriere i dag, var han ikke blevet forsker

Alligevel afviser han Peter Harders kritik:

»Min opfattelse dengang og i dag er, at forskerne har akkurat så meget indflydelse, som de skal have på de ting, de skal arbejde med. Peter Harder skal ikke koncentrere sig om at være rektor. Det har vi ansat en til at være.«

Når vi på Uniavisen dækker valg til bestyrelsen, er manglende medarbejderinddragelse altid et tema. Kan der være noget om snakken, nu hvor forskerne siger det år efter år efter år?

»Man kan ikke ændre på tingene så fundamentalt, som vi gjorde, og så er alting lysegrønt for alle. Jeg mener bare, at vi klart ændrede det til det bedre.«

Så man kan ikke sige, at fordi I lavede reformen, er der generelt kommet for meget topstyring på universiteterne?

»Jeg synes, det er en styring, som er naturlig, når man trods alt skal forvalte 24 milliarder kroner. Der er altså ikke andre steder i samfundet, hvor man har noget, der bare minder om den ledelsesstruktur, vi har set på universiteterne,« siger han og ser pludselig tænksom ud.

»Jeg er virkelig overrasket over, at Peter Harder kan holde dampen oppe.«

Rane og Eske tog sig til hovedet

Når Helge Sander er en omdiskuteret figur i universitetshistorien, skyldes det, at han ikke kun var manden, der gjorde op med kollegastyret og bragte erhvervslivets tækning længere ind på universitetet. Han investerede samtidig massivt i forskningen.

Da han startede som videnskabsminister, lå det offentlige forskningsbudget omkring 13 milliarder kroner, da han afsluttede sin periode i 2010, var tallet steget til over 18 milliarder.

Det afgørende ryk kom med globaliseringsaftalen fra 2006, der gav et voldsomt økonomisk løft af forskningen: Der kom flere forskere, større basisbevillinger og flere strategiske midler.

Helge Sander anede rigtig nok ikke det fjerneste om sit stofområde, da Fogh gjorde ham til minister, men den tidligere herningborgmester vidste allerede fra første dag, hvordan han skulle skaffe dugfriske midler til området:

Forskningen skulle være mere folkelig.

»Jeg ved godt, hvordan man skaber flertal. Det gør man ikke ved at holde store taler på Folketingets talerstol alene. Det gør man ved, at der er en folkelig interesse,« siger han.

Derfor oprettede Sander EliteForsk-prisen, hvor de største unge forskertalenter bliver hædret, og han stod også bag videnskabsfestivalen Forskningens Døgn, hvor befolkningen kan møde forskere og få indsigt i de seneste nybrud.

Den første uddeling af EliteForsk-priserne i 2007 opsummerede, hvilken forskningsminister Danmark havde fået. Ikke bare uddelte Helge Sander priserne, den sportsinteresserede herninggenser havde også inviteret Team Danmark til at holde et oplæg om, hvordan de arbejdede målrettet med at udbrede og optimere eliteidrætten. Underforstået: Dem kunne forskerne lære noget af.

Imens stod Rane og Eske Willerslev og tog sig til hovedet, fortæller Helge Sander.

»Det var lidt for poppet,« siger han og griner.

Forsker i fritiden

Selv de harmeste kritikere vil nok medgive, at Sander skabte større opmærksomhed om forskningspolitik og fik flertal for investeringer i kølvandet på en periode, hvor universiteterne var blevet udsultet og underprioriteret. Det afspejlede sig også i de danske universiteters fremgang på de internationale ranglister.

Alligevel har indsprøjtningen af kapital ikke ligefrem gjort Helge Sander til en helt i menige forskeres øjne. Måske fordi pengene kom med en pris.

De nye midler gik i høj grad til den forskning, der kunne bygge bro mellem viden og vare og skabe vækst i Danmark. Forskning, der opfyldte doktrinen om tanke til faktura. Det betød, at fondsmidler og strategiske puljer fik lov at fylde mere til gavn for navnlig de tekniske videnskaber og sundhedsvidenskab, mens humaniora og samfundsvidenskab til sammenligning næsten intet fik.

Målstyringen blev intensiveret på universiteterne, og bevillingerne kom i højere grad til at afhænge af universiteternes performance, herunder forskernes evne til at opnå citationer og tiltrække penge fra fondene.

Samtidig blev de offentlige midler gjort til genstand for konkurrence i højere grad end tidligere, så forskere skulle bruge en stadigt større del af deres arbejdstid på at slås om lunser hos offentlige og private fonde, med meget lav succesrate.

LÆS OGSÅ: For få midler, for meget kontrol. Anja C. Andersen hudfletter den danske forskningspolitik

Det er den udvikling, der har taget overhånd i dag ifølge astrofysiker og professor Anja C. Andersen. I sin nye bog Hvad skal vi med videnskaben? beskriver hun, hvordan målrettet, politisk defineret forskning har stjålet fokus fra den langsigtede, nysgerrige grundforskning, i en grad så Danmark risikerer at gå glip af den næste Niels Bohr eller H.C. Ørsted.

Jeg har det utrolig godt med de ting, jeg har lavet.
*

I dag har forskere ikke tid til fordybelse, snarere tværtimod, sagde hun i et interview med Uniavisen:

»Vi er mange forskere, der sidder og forsker i vores fritid, fordi hele vores kalender er fyldt med andre ting, man skal gøre som universitetsansat.«

Helge Sander er ikke ansvarlig for 10’ernes forskningspolitik, herunder de årlige besparelser på to procent i 2016-19, men spørgsmålet er, om han kickstartede den udvikling, som Anja C. Andersen og et kor af kollegaer hudfletter, hver gang de får chancen.

Som sprogforsker Jørn Lund sagde under Sanders tid som minister i 2007:

»De farligste anslag kommer fra Videnskabsministeriet, der ledes af en minister, som i sin hidsige jagt på hurtige og synlige resultater inden for områder, han har meget begrænset indsigt i, er godt på vej til at erstatte langsigtede vækstmuligheder med kortsigtede satsninger inden for et meget begrænset felt, som har tidsånden med sig.«

Løsningen kommer først i 2037

Helge Sander afviser, at den forskningspolitik, han stod for, har mindsket Danmarks mulighed for at fremelske en ny Niels Bohr. Han investerede bredt i forskningen, både den strategiske og den frie, minder han om.

Han tilføjer, at han har stor forståelse for, at den nuværende regering yderligere har forhøjet andelen af strategiske midler. Senest har et enigt folketing fyldt det hul, der er opstået i det offentlige forskningsbudget under corona, ud med målrettede midler til grøn forskning:

»Det er et område, hvor vi står og mangler mange millioner – klima, miljø osv. Hvis de ting skal lykkes, skal der simpelthen målrettes noget på det område.«

LÆS OGSÅ: Regeringen fylder coronahul med 750 millioner til grøn forskning

Men er politikerne de bedste til at definere, hvad der skal forskes i?

»Det er i hvert fald politikerne, der har til opgave at sikre, at man får hjælp til at løse samfundets problemer fra de mennesker, der har de største kompetencer. Altså forskerne.«

Men kritikernes pointe er netop, at vi ikke ved, hvor løsningerne kommer fra. Måske kommer det vigtigste nybrud fra en forsker, der har fået lov til at sidde med sin grundforskning på et støvet kontor og finde ud af noget, ingen havde regnet med.

»Og så kommer den løsning måske i 2037, og så var vi gået til i skidt og lort,« siger Helge Sander.

»Grundforskningen skal være der, men det er vigtigt, at vi laver målrettet forskning på de områder, hvor vi har store udfordringer. Det synes jeg altså er klogt.«

Sander har svært ved at vurdere, om forskere bruger for meget tid på at søge midler i dag. Han konstaterer bare, at de sagde det samme, da han var minister:

»Der vil jeg bare sige: Jeg tilførte altså fem milliarder kroner ekstra, så derfor var der altså fem milliarder ekstra at søge om.«

»Derfor har jeg ikke dårlig samvittighed over, at man måske brugte kræfter på at søge dem. Hvis det var sådan, at jeg havde reduceret budgettet med fem milliarder, kunne man måske sige, at det var beklageligt, hvor mange kræfter de spildte,« siger Helge Sander.

Gør det ikke indtryk, at en person som Anja C. Andersen siger, at hun i dag er nødt til at forske i sin fritid. Det lyder ineffektivt?

»Så må de jo rette op på det, der er blevet ineffektivt. Jeg gjorde netop de ting, for at det skulle blive mere effektivt. Så jeg ved ikke, hvad det er, der er gået galt.«

»Jeg vil jo også gerne lytte til det, Anja siger. Jeg synes ikke, hun har uret, jeg synes bare ikke, det er helt rimeligt at sige, at de her ting har gjort, at forskningen er blevet dårligere stillet.«

Ingen store demonstrationer

Hvis Sander fortryder noget, skjuler han det godt. Han var, siger han, med til at gøre forskningen mere effektiv og mere folkelig og dermed relevant for flere.

Historien giver ham ret, siger han.

For hvis de reformer, han lavede i sin tid som videnskabsminister, havde slået fejl, ville i hvert fald en af de hidtil otte efterfølgende ministre have gjort op med dem.

»Det er jo minimalt, hvad der er blevet ændret,« siger han.

Men kan det ikke have noget at gøre med, at politikerne har fået bedre hånd i hanke med universiteterne, efter man har indført bestyrelser? Derfor er det ikke gunstigt for politikerne at ændre det.

»Hvis der var en stor interesse for at ændre det, kunne man jo ændre det når som helst. Men der er ingen minister, der har følt behov for det.«

»På grund af alle de geniale ting, som jeg har lavet … « Helge Sander længer sig frem i sofaen, tager fat i diktafonen og fører den op til munden. »Det trækker jeg tilbage!« siger han og griner.

»Alle de strukturelle ting, jeg har lavet i nullerne, de har jo fungeret, og der har hverken været store demonstrationer eller noget.«

Men er det ikke, fordi man har lavet en konstruktion, hvor den politiske magt over universiteterne er større end tidligere? Det ønsker politikerne jo ikke at lave om, uanset om de så skriger inde fra universiteterne.

»Jamen, hvis ikke det var hensigtsmæssigt, så tror jeg da man ville lave det om, ligesom man gør på mange andre områder.«

Jagten på verdensrekorder

Nu har Helge Sander hørt forskere brokke sig over ham og hans tanke til faktura-doktrin i to årtier, men han ligner jo ikke en bitter mand, som han sidder og smiler i sit sirligt indrettede sofaparti.

Han fik også en forkærlighed for forskningsmiljøet, siger han, i så høj grad, at han aldrig helt har sluppet det: Han er stadig formand for et eksternt udvalg på Aarhus Universitet og dukker op til årsmøder i Grundforskningsfonden.

For selv om han kolliderede med forskerne, spejler han sig også lidt i dem. I ambitionerne og arbejdsiveren.

De er også, siger han, gode til at få ting til at ske.

»Når forskerne brokker sig, er det i en god sags tjeneste. De gør det jo, fordi de virkelig mener og tror på det. Derfor kunne jeg også virkelig godt lide miljøerne. Jeg gik aldrig fra møderne og tænkte, at det var en masse løs snak. Hvis de i idrættens verden – hvor jeg kommer fra – havde sat sig et mål, skulle de lave verdensrekorder. Det var det samme med de her forskningschefer. De ville alle gerne være en ny Rømer, Bohr eller Ørsted.«

Men kan du ikke godt være frustreret over, at så mange forskere stadig vrisser over Helge Sander?

»Nej. Det kan jeg godt forstå. Det er en anden dagsorden, de har.«

»Men,« tilføjer han, »jeg har det utrolig godt med de ting, jeg har lavet.«

 

Annonce

Seneste