Helten er lektor

»Jeg er nok mere kontroversiel end jeg selv forestiller mig,« lyder det fra lektor Klaus Kjøller. Hans nyeste bog ‘Lingos lov’ har bragt et par anmeldersind i kog hist og her.

Den satiriske roman foregår om to år i dagene op til afstemningen om den nye EU-traktat. Lektor Ivar Olavson bliver via sin forskning hvirvlet ind i et dystert politisk magtspil med skandaler, mord og dobbeltgængere.

»Min formidlingsteknik har altid været offensiv. For at komme ud over rampen, så er det efter min mening nødvendigt at sætte tingene meget på spidsen.

Jeg provokerer nok ind imellem på en måde som nogen altså synes er for meget,« siger Klaus Kjøller der er ansat på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab.

Men lektoren fra Dansk er vant til at være kontroversiel. Med håndbøger som ‘Netværk på godt og ondt’, ‘Manipulation’ og ‘Snyd ikke dig selv til eksamen’ er han op igennem 90’erne nået ud til en bred læserskare, men har også fået en del anmelderhug undervejs.

»I mine bøger giver jeg folk hjælp til nogle ting som andre nok synes man bør bekæmpe, fx manipulation eller at bruge sit netværk til at gøre karriere.

Men for mig at se handler det om at gøre den viden jeg har som forsker brugbar for enhver,« siger Klaus Kjøller.

Blandt sine kolleger på universitetet oplever han ikke den samme indignation som i nogle af anmeldelserne af hans bøger. Men hvorfor skrive håndbøger, romaner og satire i stedet for videnskabelige artikler?

»Jeg forestiller mig ikke at almindelige mennesker interesserer sig for mit fag som sådan. Derfor fokuserer jeg meget på hvad læserne konkret kan få ud af min viden.

Det er 100 procent på brugernes betingelser. Og reaktionen fra den almindelige dansker, som jeg blandt andet møder ved foredrag, er ofte at her er der endelig en som laver noget vi kan bruge til noget,« siger Klaus Kjøller.

Klaus Kjøllers mere populære forfatterskab startede i 1992 med bogen ‘Manipulation’ og siden da er der kommet en lind strøm af fag- og skønlitterære bøger fra lektorens hånd.

Eksperiment med virkeligheden
Klaus Kjøller underviser til daglig på Sproglig Rådgivning der er en særlig, praktisk studieretning på Dansk.

Igennem sin undervisning og forskning i blandt andet manipulation, politisk argumentation og spin sidder han inde med masser af viden som han også synes skal komme den almindelige dansker til gode.

»Mit forskningsobjekt er hvordan man bærer sig ad med at konstruere en hensigtsmæssig virkelighed for de forskellige politiske interesser, medier og organisationer.

Derfor er det nærliggende også at gå ind selv og lave en historie som handler om at skabe en virkelighed,« fortæller Klaus Kjøller.

For ham er romanen også en måde at holde sig selv i live på efter mange år ved tasterne. At tvinge sig selv ud i noget nyt og satse sig selv.

»Risikoen ved at skrive satire om noget der foregår i virkeligheden, er at jeg måske rammer nogle mennesker der bliver onde i sulet på mig. Da jeg som institutleder skrev en satirisk nøgleroman om universitetslivet (‘Kong Klaks Sten’ fra 1998, red.), kunne mine kolleger og dekanen blive småsure over at se sig genbrugt i romanen.

Med min nye bog risikerer jeg også at brænde nogle broer. Jeg har fx brug for at have gode forbindelser til medierne for at få gode anmeldelser af mine bøger og få læserbreve i avisen. Det er mere sikkert at blive inde i folden og lave de ting man nu skal lave som forsker.

Det er ikke fordi jeg opfatter mig selv som sindssygt modig. Jeg er bare indrettet sådan at jeg har behov for at eksperimentere og arbejde med forskellige genrer.«

En af fordelene ved både at skrive fiktion og fakta er i Klaus Kjøllers øjne at han får en profil som en lidt skæv og utraditionel forsker. Og det kommer også universitetet til gode.

»Jeg kan godt mærke at medierne elsker folk der ikke er helt strømlinede. Omvendt er det selvfølgelig uheldigt hvis folk synes mine bøger er så elendige at det bliver et problem at jeg underviser folk i at skrive og tænke rationelt når jeg åbenbart ikke selv evner nogen af delene.

Men sådan er det når man fører sig frem. Sådan er det også når jeg er på tv eller bliver interviewet af dig. Alternativt kunne jeg så isolere mig trygt og godt i elfenbenstårnet som de fleste forskere gør,« siger Klaus Kjøller.

Åbenhedsombudsmænd
‘Lingos lov’ går tæt på forskerens dilemma i forhold til medier og politikere. Hvordan være uafhængig forsker og samtidig tage aktivt del i det man forsker i?

Da magtens korridorer får nys om at Olavsons forskning kan skade et ja til EU-traktaten, hyrer de ham som åbenhedsombudsmand for regeringen.
Forskerens politiske rolle bliver på den måde sat på spidsen.

»Jeg har sat forskerens dilemma ud i en ekstrem position fordi jeg gerne vil lave en historie som engagerer. Forhåbentligt er det komisk og afklarer nogle af virkelighedens dilemmaer for en forsker,« siger Klaus Kjøller der aldrig har fået tilbudt et job som åbenhedsombudsmand.

»Men jeg tror jeg ville sige ja tak,« griner han og fortsætter: »I virkeligheden bliver vi jo også udnyttet af journalister, politikere og andre. Så min morale er nok at vi forskere skal passe på ikke at være alt for naive.«

Men forskerne udnytter også andre for at pleje deres interesser. I Ivar Olavsons tilfælde handler det om at der skal afsløringer af kendte politikeres fortid på bordet til gavn for hans karriere. Og her dukker der en pikant lille sag op om den forsvundne justitsminister.

»En forsker skal nådesløst engagere sig i sit forskningsområde. Spørgsmålet i Olavsons tilfælde er bare hvor anvendelig hans forskning egentlig er,« mener Kjøller der dog forsvarer sin helt med at Olavson får afdækket et beskidt politisk spil.

Medierne, spindoktorerne og politikerne sidder efter Klaus Kjøllers mening dog stadig med det lange strå både i bogen og i virkeligheden.

»Forskere er ikke først og fremmest interesseret i magt og penge, for så havde de valgt en anden karrierevej.

Forskere er grundlæggende nørder. De er gift med deres forskningsfelt. Derfor kan de selvfølgelig godt være magtmennesker eller imperiebyggere, men de holder sig som regel til forskningsverdenen,« siger han.

Forskeren vil derfor aldrig få samme magtfulde rolle som politikere og medier har, mener Klaus Kjøller. Men ved at forskerne bliver bedre til at formidle får de nemmere ved at manipulere med medier, politikere og menigmand.

»Folk opfatter forskeren som en der er forpligtet overfor sit fag, en der er objektiv, men selvfølgelig er der forskere der overskrider den grænse og bliver en slags politikere,« siger han og understreger det store ansvar som hviler på den formidlende forsker.

Ligegyldigt om man er politisk kommentator eller skriver kriminalromaner, så risikerer forskeren at miste troværdighed.

»På den måde er vi alle vel ansat som åbenhedsombudsmænd for universitetet,« slutter Klaus Kjøller.