Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
FLERHED - Angstprovokerende og svære læsegruppedannelser har skabt debat om, hvem der har ansvaret for de studerendes sociale ve og vel. Risikoen for frafald er større, hvis ikke man passer ind socialt, siger pædagogisk konsulent.
»Hver dag gik jeg til undervisning med ondt i maven. Jeg følte mig alene, og det var svært at få et socialt netværk op at køre, da jeg ikke havde særlig mange undervisningstimer.«
Et nyt semester betød nye angstprovokerende læsegruppedannelser for den historiestuderende Gro Holde. Lige indtil en studiekammerat med overskud tog hende under vingerne og fik hende til at glemme tankerne om at droppe ud af studiet.
Oplevelsen fik Gro til tastaturet. I et debatindlæg i Uniavisen med titlen med titlen Giv mig et rodnet, KU appellerede hun til universitetsledelsen: Styrk de sociale og faglige miljøer for at mindske frafaldet.
Indlægget blev modtaget med både uenighed og forståelse fra medstuderende, så kimen til en debat var lagt: hvem har ansvaret for de studerendes sociale ve og vel på universitetet?
Allerede dagen efter havde retorikstuderende Daily Snow Leth et svar: Når verden drejer rundt om mig. Han argumenterede for, at studiegrupperne også nemt kan føre til fiasko. »Vi har i forvejen 42 timers arbejdsbyrde om ugen. Jeg har ikke tid til at bokse med medstuderende, der forventer forskellige ting af gruppen,« skrev Daily Snow Leth.
Gro Holde havde ikke ventet de mange reaktioner, som oplevelsen med læsegruppedannelsen afstedkom:
»Jeg er overrasket over den debat, som indlægget har medført. Min pointe var ikke, at studerende ikke har ansvar for skabe et socialt netværk. Pointen var, at KU skal være med til at løfte ansvaret og anerkende, at det at læse er en holdsport.«
»Heldigvis har jeg også fået mange henvendelser fra folk, der deler følelsen af at være på studiet og føle sig som Palle alene i verden,« siger hun.
Gro Holde, der også er bestyrelsesmedlem i Studenterrådet, mener at KU på tre punkter kan gøre mere for at skabe et frugtbart studiemiljø: mere gruppearbejde, mere undervisning samt læsegrupper, der dannes i samarbejde med underviserne.
Pædagogisk Center Samfundsvidenskab er et af tre undervisningspædagogiske centre, der hjælper med at forbedre undervisningsmiljøet på Københavns Universitet.
Her er pædagogisk konsulent Julie Marie Isager ikke i tvivl om, at KU bør være interesseret i at skabe gode studierammer. Et studiemiljø, der er åbent og imødekommende giver nemlig mere og bedre læring, siger hun.
»Det sociale og det akademiske skal kunne spille sammen, for læring er grundlæggende et socialt fænomen. Forskning viser, at der er større risiko for at falde fra uddannelsen, hvis man ikke føler, at man passer ind socialt og akademisk, end hvis man ikke er klog nok til at klare studierne.«
Julie Marie Isager mener ikke, at myten om den dygtige og selvstuderende bognørd holder i virkeligheden. Enkelte selvstuderende genier kan klare sig fint uden kontakt til et fagmiljø, men det er de færreste, siger hun. Derfor er det klogt at sørge for, at undervisningsforløbet lægger op til, at de studerende arbejder i grupper.
»Det er optimistisk at tro, at man bliver en dygtig studerende ved kun at læse i sin egen lille osteklokke. Det er en myte, at man studerer bedst, når man isolerer sig med bøgerne på luftrummet med et stearinlys ved skrivebordet. Jo højere taksonomisk niveau, jo vigtigere er debat og diskussion med fagfæller. Læsegrupper er en god måde at sparre med hinanden på, og det kan sagtens være en godt idé at hjælpe studerende med at danne grupperne,« siger hun.
Hos Konservative Studerende mener landsformand Mikkel Wrang ikke, at ideen om tvangsdannede læsegrupper er god. Han anerkender, at KU har et ansvar for at sikre et godt studiemiljø, men siger også, at det er vigtigt at stå på egne ben.
»Tvungne læsegrupper er som udgangspunkt en dårlig idé. På 1. semester kan det være ok, men derefter er det nødvendigt at man er selvstændig og lærer at stå på egne ben. Nogle vil det mere end andre, og derfor er det bedst, hvis læsegrupper laves af de studerende selv,« siger han.
Mikkel Wrang har personligt gode erfaringer med gruppearbejde og frivillige læsegrupper, men får mange henvendelser fra studerende der »selv vil bestemme hvem de er i gruppe med«.
Ifølge Julie Marie Isager sikrer man sig bedst god faglighed ved at være sammen om studiet. Der er nemlig ikke meget fremtid i at bøvle alene med bøgerne, siger konsulenten fra Pædagogisk Center Samfundsvidenskab.
»Det er hårdt og kedeligt at sidde alene. Man bliver mere kvalificeret af at møde faglig modstand og opbakning – og det kan man sagtens få af sine medstuderende. I USA er det hotte lige nu at skabe ‘a sense of belonging’ til sin uddannelsesinstitution, fordi at man opnår bedre resultater ved at give folk lyst til at være på universitetet,« siger den pædagogiske konsulent.
Konservative Studerende er ifølge Mikkel Wrang meget optaget af at skabe gode rammer for de studerende. Men studerende skal være opmærksomme på, at ansvaret for et godt studiemiljø først og fremmest ligger hos den enkelte, dernæst hos Københavns Universitet.
»Virkeligheden ligger lige om hjørnet (efter endt uddannelse, red.), og der skal man være selvstændig i alle facetter,« siger han.
På Københavns Universitet har man i de kommende tre år afsat 20 millioner kroner om året til at forbedre studiemiljøet på universitetet. Et relativt stort beløb i tider, hvor universiteterne kæmper med grønthøsterbesparelser i millionklassen. Om midlerne betyder bedre studiegrupper vil fremtiden vise. Dog mener Mikkel Wrang fra Konservative Studerende ikke, at flere penge nødvendigvis gavner:
»Det handler ikke kun om kroner og øre. Måske kan de penge bruges til noget bedre. De studerende skal trives, det er der ingen tvivl om. Men det gør man bedst ved at tage ansvar og bidrage positivt – både til egen læring, men også til studiemiljøet og foreningslivet på ens studie.«
Gro Holde tror på, at KU-midler kan få studiemiljøet til at blomstre op. Hun kommenterer ikke direkte millionpuljen, men nævner, at KU kan støtte studiemiljøet ved eksempelvis at spytte penge i frivillige studenterforeningen, hvilket man tidligere har haft succes med på fagene Sociologi og Russisk.
arn@adm.ku.dk