Hongkong-humanisme

A Simple Life hævder at være en sand historie om forholdet mellem den aldrende tjenerinde Ah Tao og den unge filmproducent Roger, hvis familie Ah Tao har serviceret i 60 år og over fire generationer.

Da Ah Tao får et slagtilfælde og bliver lammet, beslutter hun sig for at fratræde sin stilling og flytte på ældrehjem. Roger vælger at drage omsorg overfor Ah Tao som var hun ægte familie, og deres relation vokser sig således varmere og mere intim i hendes sidste leveår.

Rørende fortælling

’En usentimental tåreperser’. Sådan beskriver Det Danske Filminstituts programredaktør månedens film i Cinemateket, A Simple Life.

Den betegnelse lever filmen godt op til, i hvert fald for min biografgæst antropolog og kinaforsker Susanne Bregnbæk, der diskret tørrede tårerne mod filmens afslutning.

Og det er som regel et godt tegn, når man har med filmoplevelser at gøre. Mon jeg selv enten er gået glip af nogle gribende nuancer eller blot er en kold ufølsom kyniker, efter som filmen ikke formåede at iværksætte de helt store følelser hos Deres udsendte?

Familiær intimitet

For Susanne Bregnsbæk var noget af det stærke og bevægende ved filmen dens skildring af en foranderlig relation:

»Tjenerinden og arbejdsgiveren er historiens afsæt, og det der gør fortællingen særlig. Det er også i den relation, vi først møder Ah Tao og Roger i filmens begyndelse. Men det viser sig alligevel snarere at være en form formor-søn bånd. Og den familiære intimitet, der kan eksistere i den slags relationer, bliver meget nærværende mellem de to hovedkarakterer,der i virkeligheden minder meget om hinanden. « siger hun og fortsætter.

»Det kommer også tydeligt frem i filmen, at Ah Tao reelt har fungeret som Rogers mor, siden hans biologiske mor migrerede til USA, da han var en baby. Så de er forbundet på en særlig måde, hvilket langsomt kommer frem via billeder og genstande fra fortiden..«

At pleje de gamle

Den voksende ældrebyrde i Asien generelt gør filmen aktuel og i Kina dikterer normen, at børn er moralsk forpligtede til at drage omsorg for deres forældre, når de bliver gamle.

»Det usædvanlige ved filmens fortælling er, at denne form for omsorg og pligt bliver kultiveret mellem to mennesker, der ikke er slægtninge,« siger Susanne Bregnbæk.

Men denne norm er særligt udfordret i dagens Kina af et barns-politikken, som giver mange enebørn den nærmest umulige opgave at pleje begge deres aldrende forældre ved siden af deres job.

Men det er en helt anden (og spændende) snak. Desuden foregår filmen i Hongkong, og Roger har sågar flere søskende han kunne dele arbejdet og omkostningerne med, hvis han ville. De andre familiemedlemmer har dog etableret sig i udlandet, og det viser sig, at Roger har en særlig grund til at rette omsorg mod Ah Tao:

»Roger har tidligere lidt af en sygdom, hvor han har nydt godt af Ah Taos pleje. Nu gengælder han denne.«

Skift i relationen

Når rollerne skiftes mellem Ah Tao og Roger, begynder Ah Tao at livne op.

»Hun revitaliseres fuldstændig, også psykisk: hun begynder at smile, grine og interagere mere som menneske. Det er rørende at være vidne til hvordan denne menneskelige interaktion, der overskrider både køn, alder og klasse gør dem begge mere levende. Filmens fokus er på at kærlighed handler ligeså meget om at give som at modtage,« siger Susanne Bregnbæk.

Hun er begejstret over, hvordan filmen formår at formidle dette uden at henfalde til melodramatiske og sentimentale vendinger. Filmen er befriende fritaget for påtrængende føleri.

Det universelle og det partikulære

Susanne Bregnbæk har generelt stor sans for et blik, der både kan fange det universelle og det partikulære på samme tid og lade disse to nuancere hinanden:

»A Simple Life er et godt eksempel på en vellykket kombination: Den universelle historie om to menneskers kærlighed for og tilknytning til hinanden, placeres i et samfund der på mange måder er præget af stor social ulighed og benhård konkurrence,« siger hun.

Det kan således handle om alt fra filmbranchens forhandlingsmetoder, som Roger manøvrerer i, til de triste omgivelser, vi efterlader vores gamle i og hvordan vi behandler dem, der har brugt deres liv på at forsørge andre.

Samfundskritik

Netop plejehjemmet, Ah Tao flytter ind på, rummer et af filmens samfundskritiske aspekter. Heldigvis er det skildret med overskud, bemærker Susanne Bregnbæk:

»Jeg kan godt lide at filmen indirekte kritiserer institutioner og strukturer, men at den alligevel aldrig moraliserer. Det kommer snarere til udtryk via humor og komik, fx i hvorledes priserne for en personlig hjælper på plejehjemmet afhænger af hvilken etnisk baggrund de har.Her er asiatiske migrantarbejdere lavest i hierarkiet og folk med halv-vestlig baggrund er dyrest«

I A Simple Life bliver også den i udgangspunktet deprimerende tilværelse lige så stille en livsbekræftende og opløftende af slagsen. Menneskene gør det bedste ud af de bedrøvelige vilkår de bliver stillet til rådighed.

En kærlighedshistorie

Fortællingen i A Simple Life er meget vedkommende i sin skildring af den menneskelige relation, der går på tværs af familiebånd, blod og gense strukturer. Den kærlighedshistorie der udspiller sig mellem Ah Tao og Roger er genkendelig og almen-menneskelig.

Vægtningen af den universelle historie er således væsentlig tungere end den partikulære. Det gør den svær at tale om ud fra et hovedsagelig kinesisk/honkong’sk perspektiv.

Men det gør den nem at holde af, om man kniber tårer eller ej.

Line.hjorth@adm.ku.dk