Humaniora under pres fra biovidenskab og socialvidenskab

Hvad vil det betyde for fremtidens humaniora, hvis evolutionsbiologi og neurofysiologi bliver i stand til at give stadig stærkere forklaringer, der beskriver menneskets adfærd, moral, sprog og kultur ud fra dets genetiske materiale og kognitive evner?

Vil nye forskningsteknologier som hjerneskanninger og psykologiske eksperimenter forandre studiet af mennesket så fundamentalt, at det reelt fører til nye og anderledes humanvidenskaber end dem, vi kender i dag?

Det er nogle af de spørgsmål, der blev drøftet, da en række førende danske og internationale forskere inden for videnskabsteori, kognitionspsykologi, æstetik og sociologi mødtes til en tværvidenskabelig konference på Københavns Universitet under overskriften ‘Humaniora mellem konstruktivisme og biologisme’ den 16.-17. september 2010.

Presset på humaniora

For tiden hører vi meget om presset på humaniora fra samfundets side. Politikere og talsmænd fra erhvervslivet erklærer, at de humanistiske discipliner skal bidrage mere effektivt til den økonomiske velstand. Og at de dele af humaniora, der ikke umiddelbart bidrager til vækst, skal nedprioriteres eller omstruktureres.

Men det diskuteres sjældent, hvordan der under denne diskussion stikker en anden, langt mere grundlæggende diskussion om humanioras eksistensberettigelse.

Nemlig presset på humaniora internt i den akademiske verden – fra socialvidenskaberne på den ene side, der hævder, at mennesket og dets kulturelle produkter er en social konstruktion, og fra evolutionspsykologi på den anden side, der hævder, at mennesket er en biologisk maskine, der i stigende grad skal forklares ud fra neurofysiologi og kognitionsvidenskab.

Strømninger inden for både biovidenskab og socialvidenskab rejser tvivl om, hvorvidt det område, der traditionelt har bestemt humaniora, nemlig studiet af mennesket, bedst lader sig beskrive ud fra discipliner som kunsthistorie, litteraturvidenskab og sprogfag.

Eller om der snarere er tale om områder, der skal betragtes som afspejlinger af en mere fundamental virkelighed, hvad enten det er menneskets biologiske virkelighed eller dets sociale.

Der findes i dag både argumenter, som forsvarer og taler imod humaniora som selvstændigt videnskabsområde.

Flere filosoffer og videnskabsteoretikere beskæftiger sig med den fredelige sameksistens mellem humanistiske videnskaber og andre videnskaber, og forsvarer en intellektuel arbejdsdeling, der anerkender, at mennesket er et naturligt og socialt væsen, men fastholder, at det distinkte ved menneskets erfaring, sprog, kultur og så videre kræver metoder, der ikke i dag, og antageligvis næppe i fremtiden, vil kunne varetages af andre videnskaber.

Tre reduktionismer

Centralt for denne diskussion står spørgsmålet om reduktionisme. Mange betragter reduktionisme som forsøget på at generalisere metoder og teorier, der bygger på begrænset empirisk materiale, til at omfatte konklusioner, som i virkeligheden er filosofiske og ikke empiriske.

Et eksempel kan være programerklæringer om, at neurolingvistik med tiden vil erstatte komparativ litteratur i studiet af litterære værker, eller at evolutionær psykologi vil erstatte normativ politisk teori som forklaring af vælgernes adfærd.

Sådanne overordnede programmer baserer sig på generelle antagelser, der næppe er begrundet i eksisterende videnskab, og som derfor betjener sig af ambitioner og ønsker om fremtidig forklaringskraft, der med rette kan kaldes for reduktionistiske.

Reduktionisme findes både inden for biologiske og sociologiske tilgange, men også blandt humanister selv, der undertiden hævder, at samtlige kulturprodukter eller sproglige egenskaber ved mennesket hører til et isoleret område af virkeligheden, der kun kan forstås ved hjælp af psykoanalyse, strukturalisme eller hermeneutik, og som ingen andre discipliner har adgang til.

Naturvidenskaber som neurologi og kognitionsforskning bliver imidlertid stadig dygtigere til at forbinde menneskets kognitive og sproglige evner med hjernens fysisk-kemiske funktioner og til at se disse evner ud fra menneskets biologiske natur. Mennesket bliver i dette perspektiv nemt genstand for en anden reduktionisme, nemlig synet på mennesket som en avanceret biologisk maskine.

En tredje reduktionisme opstår, når samfundsvidenskaben definerer mennesket som et socialt væsen, hvis handlinger og kultur skal forstås ud fra de sociale fællesskaber, som mennesket er indlejret i.

I det perspektiv er mennesket en social konstruktion, som kun kan forstås i relation til en bestemt historisk eller kulturel kontekst.

Konsekvensen synes at blive, at hvad der ikke er biologisk, er socialt, og hvad der ikke er socialt, er biologisk. I begge tilfælde levnes der ikke meget plads til en selvstændig humanistisk videnskab.

Flere perspektiver

Imod disse strømninger i biovidenskaben og socialvidenskaben er det vigtigt at insistere på, at humaniora hverken kan reduceres til biologi eller sociologi, fordi mennesket ikke fuldt ud kan forstås som enten biologisk eller socialt væsen.

Begge perspektiver overser den rolle som menneskets sprog, bevidsthed og historie spiller, og ikke mindst hvordan disse aspekter hænger sammen.

Et mere rimeligt alternativ synes derfor at være, at humanvidenskaberne arbejder i overgangen mellem natur og samfund, mellem instinktiv adfærd og normstyret handling. Mennesker er fra naturens side udstyret med intentioner og evnen til at udtrykke disse intentioner i sit sprog.

Det betyder, at mennesker i fællesskab med andre har etableret et kompliceret sprogsystem og fastlagt samfundets normer og institutioner, der igennem sproget virker tilbage og former den enkelte.

Følger vi dette argument, forpligter vi os på at anvende empiriske metoder i humaniora. Ikke på den måde, at metoderne skal hentes fra naturvidenskab eller socialvidenskab. Men i den forstand, at humaniora beskæftiger sig med aspekter af den samme virkelighed som de øvrige videnskaber.

I dette perspektiv er alle videnskaber at betragte som modeller. Ligesom et kort over metroen i London siger den enkelte model kun noget ganske specifikt om virkeligheden, nemlig hvordan man orienterer sig i undergrundsbanen, og mange andre modeller, der beskriver kloaksystemet eller vejnettet, henviser til andre aspekter af virkeligheden, der på hver sin måde fortæller noget relevant om sin genstand.

For at modstå presset fra de øvrige videnskaber er vejen frem ifølge denne optik at gøre ideen om den ‘menneskelige natur’ til det centrale analysefelt i humaniora.

Det vil sige mennesket forstået som hverken social konstruktion eller ren biologi, men som både producent og produkt af sin historie og kultur. Det betyder ikke, at al humanistisk forskning skal beskæftige sig med mennesket i snæver forstand; dets frembringelser i form af sprog, kunst og medier hører også med.

Den politiske kamp

Uanset hvordan man stiller sig til de metodiske og teoretiske diskussioner om humanioras emnefelt og erkendelsesform, har dette konsekvenser for den måde, hvorpå politikere og samfund i dag forstår humaniora.

En ofte overset vinkel på humanioras situation i dag, er netop indflydelsen fra social og biologisk reduktionisme.
Nye prestigevidenskaber som kognitionspsykologi og neurobiologi vinder frem og lover en mere objektiv viden om mennesket.

En viden, der måske kan bruges til at skabe fremtidige teknologier, og som nyder fremme, selvom der ofte kun er tale om spekulative fremskrivninger.

Indflydelsen fra social og kulturel konstruktivisme kommer også til udtryk politisk – for eksempel i navneændringen af Statens Humanistiske Forskningsråd til Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation i 2004.

Her er det tydeligt, at humaniora som studiet af det særligt menneskelige er erstattet af studiet af mennesket som kulturelt og socialt produkt.

Et andet eksempel er, hvordan faglige discipliner som antropologi, psykologi og etnologi, der har et centralt humanistisk indhold, på flere universiteter er flyttet fra de humanistiske til de samfundsvidenskabelige fakulteter. En tendens, som dagens universitetsledere burde bekymre sig meget om.

Til sammen skaber disse tendenser et kontrapres på humaniora, som forståeligt nok føler sig anfægtet. Udfordringen, som humanister må tage op, består i at formulere, hvad humanistisk viden er og hvorfor den er vigtig.

Humaniora er ikke væsensforskellig fra de øvrige videnskaber. Men humaniora studerer det unikke, det subjektive, det viljesbestemte, det intentionelle på måder, der adskiller sig fra naturvidenskab og socialvidenskab.

Udvalgte forelæsninger fra konferencen ‘Humaniora mellem konstruktivisme og biologisme’ udkommer som et særnummer af Danish Yearbook of Philosophy i 2011.

David Budtz Pedersen. Ph.d.-stipendiat i filosofi, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling.

uniavis@adm.ku.dk