Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Humaniorastuderende pitchede innovationsprodukter blandt kørestole og blindestokke

Innovation — Humaniorastuderende på innovationsfaget 'Fra problem til løsning' præsenterede koncepter, der skal skabe bedre forhold for personer med funktionsnedsættelser. Med besøg fra dem, det hele handlede om.

Kort før den første gruppe skal præsentere deres innovationsprodukt i faget ‘Fra problem til løsning’, bliver en ældre kvinde i kørestol skubbet ind i lokalet. Hun kigger rundt på de studerende, der har fordelt sig på tre snorlige rækker.

»Der er godt nok mange unge mennesker, hva’?« siger kvinden, der fører kørestolen.

»Ja, det må man sige,« svarer den aldrende kvinde med hæs røst.

Efterhånden er der også mange ældre i lokalet. Det kan man ikke bare se på rynkerne og de tynde, grå lokker, men også på de mange stokke, rollatorer og elektriske kørestole, der har fundet sig til rette omkring bordene.

Blandt tilhørerne er også en enkelt førerhund, der afslører, at ikke alle fremmødte kan se, hvad projektoren skyder op på den hvide væg.

Underviser Brian Due, skuer ud i lokalet og smiler, næsten stolt. »Det ser man ikke hver dag,« siger han.

Men der er en grund til, at man netop ser det i hans valgfag ‘Fra problem til løsning’. Her skal de studerende, alle fra humanistiske uddannelser, udvikle et produkt til personer med forskellige funktionsnedsættelser, det være sig gang- eller synsbesvær eller skavanker forårsaget af alderdom.

Det handler om at bruge de analytiske evner, de har opbygget som humaniorastuderende, til at sætte sig dybt ind i deres modtageres situation. På den baggrund skal de, som fagtitlen antyder, udvikle løsninger på de problemer, som målgruppen oplever.

Tid til Kultursyn

En af grupperne luftede allerede deres ide over for Uniavisen i april. De havde sat sig ind i blinde og svagsynedes hverdag gennem interviews og brug af blindebriller, og på den baggrund ville de udvikle en platform, der kunne føre målgruppen sammen med ledsagere forud for forskellige kulturarrangementer – fra koncerter til teaterstykker.

Her en måned senere er de klar til at præsentere det endelige koncept til platformen, der nu også har fået et navn: Kultursyn.

Applikationen, som man kan downloade på mobilen, tager afsæt i konkrete kulturtilbud og foreslår en række ledsagere, som den blinde eller svagsynede kan kontakte forud for arrangementet. Bag forslagene ligger et matchingsystem, der blandt andet tager højde for brugernes kulturinteresser.

Jeg er glad for, at det ikke er gennem Facebook. De skal ikke vide, alt hvad jeg foretager mig. Jeg bryder mig ikke om det.

Hanne Skipper, svagsynet tilhører

De fem studerende peger på deres diasshow og viser en af de features, de vil indbygge i appen. En stemmefunktion, hvor ledsageren fortæller om sig selv, så den svagsynede kan vurdere, om de vil have den pågældende med i teater, i biografen, til koncert, eller hvad det måtte være.

»Hej, jeg hedder Anna, jeg er 24 år og bor på kollegie på Amager,« lyder det i en indtaling, som en af gruppens medlemmer, Anna Louise Svehag, har lavet.

»Jeg kan godt lide at sejle kajak i Københavns kanaler og lave keramik, og så elsker jeg at gå til kulturelle arrangementer – mest til koncerter og i teatret, men jeg er også åben for andre ting. Og jeg glæder mig til at møde dig.«

Nej tak til Facebook

De studerende uddyber konceptet, inden de slår fast, at de ønsker at skabe applikationen, også uden for ideplanet. Men der er nogle forhindringer:

»Vi skal lave et samarbejde med nogle it-kyndige, for vi kan ikke udvikle selve appen. Det skal vi outsource. Og så skal vi få flere kultursteder til at være med i ledsagerordningen, så det bliver gratis for svagsynede at have ledsagere med,« siger Jonathan Carstensen.

De understreger også, at de har brug for støtte fra fonde for at markedsføre platformen så effektivt, at svagsynede og ledsagere vil downloade den i stort antal.

Da de studerende åbner for spørgsmål, rækker en midaldrende mand på forreste række lappen i vejret:

»Har I tænkt på bare at gøre det gennem Facebook?« spørger han.

Det afviser de studerende. Kultursyn handler ikke om at få ens venner som ledsagere, siger de, det handler om at skabe forbindelser til nogen, man ikke kender i forvejen.

Til højre for manden rækker Hanne Skipper hånden i vejret, kvinden med førerhunden, som er en af de svagsynede, de studerende har talt med i løbet af processen.

»Jeg synes, det er rigtig godt. Og det lyder overraskende fint med hende Anna der. Jeg vil meget gerne vælge hende. Jeg er glad for at være sammen med unge mennesker,« griner hun.

»Der er altså nogen, der ikke hører så godt her. Kan du tale lidt højere?«

Mandlig tilhører

»Jeg er glad for, at det ikke er gennem Facebook. De skal ikke vide, alt hvad jeg foretager mig. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg er glad for den selvstændige app.«

Aldrende eksperter

De andre grupper møder også kritiske spørgsmål fra salen. En mand på den sydlige side af 70 år vil vide, hvorfor de studerende bag Fit for Livet, et fitnesscenter for seniorer, definerer deres målgruppe som 70+ og ikke 65 eller 60+.

Også her bryder Hanne Skipper ind:

»Er der rum til blinde i jeres fitnesscenter?«

De studerende afviser.

»Handicaptoiletter er jo ikke for blinde,« fortsætter hun. »Vi farer bare vild.«

Brian Due smiler i hjørnet af lokalet, og inden den næste gruppe træder op foran tavlen, henvender en studerende til forsamlingen af kørestolsbrugere, svagsynede og seniorer:

»Det er så fedt, at I er kommet her som eksperter.«

To andre projekter bliver også præsenteret: en kampagne, der skal forbedre arbejdsgiveres viden om svagsynede på jobmarkedet, blandt andet gennem en form for faglig ‘speed dating’, og en certifikatordning, hvor arbejdspladser kan få et positivt stempel, hvis de deltager i en workshop med henblik på at skabe acceptable forhold for kørestolsbrugere.

Den sidste gruppe har født et slagkraftigt slogan: »Prøv at se det fra røvhøjde.«

Det har virkelig været fedt at arbejde så tæt sammen med de synshandicappede. Jeg føler, at det er på grund af den sparring, at vi er havnet, hvor vi er.

Anna Louise Svehag, studerende, Migrationsstudier

Alle grupper oplever på et tidspunkt at blive afbrudt med den samme indvending:

»Der er altså nogen, der ikke hører så godt her. Kan du tale lidt højere?« som en herre siger til de studerende bag Kultursyn.

Præsentationerne har også det til fælles, at de ikke byder på endelige produkter, men ufærdige koncepter. Et par af grupperne overvejer dog at fortsætte deres innovationsprojekter i et kommende speciale, herunder nogle af de studerende bag Kultursyn.

»Jeg synes i hvert fald, vi er nået frem til et produkt, der kunne være rigtig spændende at arbejde videre med, og som virker til at kunne løse nogle af de behov og udfordringer, som vores målgruppe har. Dem, vi har snakket med, har i hvert fald udtrykt stor interesse i at få det realiseret. Så vi er glade og håbefulde,« siger Savi Drachmann, én af to studerende fra gruppen, der overvejer at arbejde videre med projektet i et speciale.

Anna Louise Svehag er enig:

»Vi er også kommet frem til en løsning, som jeg ikke havde forestillet mig kunne lykkes på den første dag. Det har virkelig været fedt at arbejde så tæt sammen med de synshandicappede. Jeg føler, at det er på grund af den sparring, at vi er havnet, hvor vi er.«

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste