Humorekspert: »Alle kan lære at bruge humor i undervisningen. Og det bør de«

Martin Einfeldt er selv-diagnosticeret autist. Han udviklede alle sine sociale færdigheder som 16-årig, da han besluttede sig for, at han gerne ville have venner. Og så blev han sjov.

»Jeg stammede som barn og lærte at formulere mig i oneliners. At gøre mig forståelig med en enkelt skarp sætning,« siger Einfeldt.

Han er ikke noget stort komisk talent, hvis han selv skal sige det, men der er en rigtig god grund til at lære at blive sjov. Især hvis man arbejder med undervisning. Forskning viser, at undervisning bliver bedre, hvis eleverne har et smil på læben. Nu giver Einfeldt rådene videre i sin nye bog, Humor i undervisningen, så alle kan benytte sig af hans tips og tricks til at skabe et sjovt læringsrum.

At bruge humor i undervisningen kræver, at man tør gøre sig selv til grin.

Martin Einfeldt

Man behøver ikke selv at være sjov

Først og fremmest fortæller Einfeldt, at man ikke selv behøver at være en onkel-joke-fortæller for at bruge humor som underviser. Det er hans konklusion efter flere års arbejde med at gøre undervisning sjov, underholdende og spændende. Det handler om formidling og at kunne være i stand til at finde ud af, hvad der er morsomt. At bruge de studerendes humor.

»Lad de studerende fortælle historier, træn deres fantasi og gør morsomme observationer. Sådan mobiliserer man de studerendes humor. Hvis der i dit undervisningsstof er detaljer, som er mærkelige, overraskende, ude af proportioner eller på anden måde bryder med vanetænkning, så lokaliser detaljerne og brug dem.«

På Skovskolen har hans metode med at forbinde faglig viden fra pensum med personlige fortællinger givet pote. De studerende skal blandt andet beskrive plantearter som et af deres familiemedlemmer. Einfeldt opfordrer underviserne til at tage på ekskursioner, sige morsomme ord, optage lyde, fotografere mærkelige ting, være gavmilde med personlige anekdoter og til at tænke absurd.

»Humor er svært at forske i, men der er evidens for, at det både gavner læring og trivsel. Humor er mere end vittigheder. Det kan også være ordspil, tegninger, memes, lyde, mimik, tilfældigheder og overraskende observationer og fortolkninger. Alt det kan bruges i undervisningen.«

Selvfede fælder og kassetænkning

Einfeldt har et stort behov for struktur og kategorisering af ting. Han skal have systemer til at få overblik og gennemskue det uoverskuelige og svære. Måske er hans trang til systemer og kasser grunden til, at han ville sætte noget som humor, der ellers er så uhåndgribeligt og flydende, på formel i sin nye bog.

Der er forskellige humorstile: opløftende, harmløs og tydelig humor. I den anden ende af skalaen finder vi humor, der er nedgørende, grænseoverskridende og sarkastisk. Einfeldt anbefaler, at man er varsom med ironien, der kan virke utydelig. Også selvironi er risikabelt, fordi det kan underminere ens autoritet som lærer. Og så er der det, som ikke kan sættes på formel. Reaktionerne.

»Selv om man sætter alting på formel, kan man stadig ikke regne andres følelser og reaktioner ud. Følelsen af at more sig er umulig at definere. Akkurat lige som alle andre følelser.«

Einfeldt anbefaler derfor også, at man som underviser helt undgår fire store fælder i sin undervisning: Krænkelse, udelukkelse, kiksethed og selvfedme. Einfeldt er ikke selv bange for at krænke folk, men har måttet erkende, at der kan ske et clash mellem humor-kulturer på universiteterne, hvor der ofte er udvekslingsstuderende og expats.

»Jeg er ikke meget for generaliseringer, men der er forskel på kulturers humor, og jeg har humor-mæssigt lidt mere til fælles med mine danske landsfæller end andre. Det skal man være opmærksom på som underviser. Kulturforskellene kan gøre, at man udelukker nogen fra et humoristisk fællesskab.«

Ellers har Einfeldt ikke meget til overs for dem, der råber vagt i gevær og påstår, ungdommen nu til dags er blevet mere krænkelsesparat. Han mener, at krænkelser altid har været der – det nye er, at der er kommet flere platforme, og de mennesker, der er blevet krænket, er blevet mere synlige og får lov til at fylde mere i debatten end nogensinde.

»Humor kan udstille, håne og latterliggøre dem, der har fortjent det. Men man skal huske at sparke opad. Det skal bruges til at latterliggøre magtmisbrug, diktatorer og selvhøjtidelighed. Jeg er ikke bange for, at ytringsfriheden forsvinder, den er der ingen, der anfægter. Til gengæld synes jeg, det er fint, man øver selvcensur, for vi skal tænke os om. Brug pilotens regel: Hvis du er i tvivl, er der ingen tvivl om, at du skal lade være.«

Det kræver tillid at gøre sig selv til grin

Martin erkendte allerede som 19-årig, at han var gået galt i byen, da han læste til forstkandidat. Hans medstuderende var meget bedre til skovbrug, end han var, men han ville ikke droppe ud af uddannelsen, da han ikke vidste, hvad han ellers skulle. På Landbohøjskolen havde Einfeldt en professor, der underviste med en konstant understrøm af humor.

»Han gjorde sig selv til klovn for at få de studerende til at tænke selv. Det er ikke alle, der kan det, men grunden til, det fungerede for ham, var, at han var skidedygtig til sit fag. At bruge humor i undervisningen kræver, at man tør gøre sig selv til grin.«

Ifølge Einfeldt kan man ikke lære folk noget. I stedet kan man som underviser tage folk et sted hen, hvor de begynder at tænke selv. Hvis en underviser kan sige mærkelige og dumme ting og få de studerende til at tvivle på ham, er der grobund for et frugtbart læringsmiljø. Så bliver de studerende kritiske og sætter sig selv i spil. Det kræver, at man som underviser stoler på de studerende, kan fornemme dem og er opmærksom på, om nogen går tabt.

»Tal med eleverne om din og om deres humor. Giv dem plads og rammer til at udfolde sig og undgå at grine med de samme elever hele tiden. Tal om grænser – dine, elevernes og skolens. Og gør noget aktivt for at sætte deres humor i gang – det kan være noget så simpelt som en personlig historie.«