Hustvedt: »En Stephanie Jobs er utænkelig«

Det var ikke fordi titlen på Siri Hustvedts foredrag var nemt at tyde. Eller mundret for den sags skyld. Men fremmødet var stort til foredraget om ’Borderlands: First, Second, and Third Person Adventures in Crossing Disciplines’, hvilket ikke er overraskende i lyset af Hustvedst internationale succes som romanforfatter – først og fremmest til romanen What I Loved fra 2003, der handler om kærlighed og intriger i et newyorker-kunstnermiljø.

De færreste er klar over, at Hustvedt ved siden af sin forfattergebet gør sig gældende inden for humanistisk debat og forskning: Ikke mindst i kraft af sin passion for at undersøge og diskutere forholdet mellem naturvidenskab og humaniora.

Der gik da heller ikke mange minutter, før Hustvedt slog et stort filosofi-teoretisk brød op, idet hun slyngede spørgsmålet »what are we?« ud i auditoriet. Et, mildest talt, vanskeligt spørgsmål, som ifølge Siri Husvedt kun kan besvares, hvis vi anvender vinkler, metodologi og empiri fra – i en populær metaforik – både de ’hårde’ og de ’bløde’ videnskaber.

Hverken naturvidenskab eller humaniora kan stå alene

En af Hustvedts centrale pointer er, at naturvidenskabens kølige ’tredjepersons’ blik på verden ikke kan forklare menneskets indre liv, mens det humanistiske subjektive ’jeg’ blandt andet kommer til kort over for hjernens biokemi. Derfor har vi brug for at anlægge begge perspektiver, hvis vi vil nærme os svar på spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske – hvad vi er.

Humaniora, fortsatte hun, har til tider helt ’glemt’ den biologiske krop i sin iver efter at udlægge mennesket som et konstrukt af ord og ideer, mens naturvidenskaben fejlagtigt har forsøgt at reducere menneskets psyke og følelsesliv til spejlneuroner og kemiske processer.

Men kan vi ikke bare anvende humaniora og naturvidenskab side om side og så kalde det færdigt arbejde, fristes man til at spørge? Desværre ikke, mener forfatteren. For der et problem. Og det er relateret til køn.

Humaniora er feminint og »squishy«

For lige meget hvor meget vi ønsker at inddrage humaniora og naturvidenskab på lige fod til at løse gåden om mennesket, har naturvidenskab en samfundsskabt forrang over humaniora, mener Siri Hustvedt.

Den bagvedliggende årsag til dette hierarki er, argumenterede hun videre, en dyb samfundsmæssig frygt for feminine værdier. Den vestlige verden er på trods af årtiers kvindekamp stadigvæk dybt forankret i et paradigme, der betoner de maskuline værdier som overlegne. Og historisk er naturvidenskab blevet associeret med logik, resultater, effektivitet og, ja, maskulinitet.

Vi er med Siri Hustvedts ord »angste for det bløde kvindelige skød som vi allesammen kommer fra.« Og for at tabe den kontrol, som naturvidenskaben er blevet ensbetydende med til fordel for humanioras mere »squishy« – flydende eller bløde – tankegang.

Dermed har vi ubevidst udstyret os selv med en åndelig hæmsko af dimensioner. For humaniora tilbyder i Hustvedts optik en enestående indsigt i det menneskelige indre liv, som naturvidenskabens distancerede ’tredjeperson’ ikke har mulighed for at beskrive.

»Forandring sker top-down«

Applausen var stor og spørgsmålene mange efter forfatterens sidste ord. Selv sad jeg tilbage med en følelse af, at den underliggende kønsproblematik, som gennemsyrede hele oplægget, savnede yderligere uddybning.

Derfor spurgte jeg efterfølgende og på tomandhånd Siri Hustved om, hvad hun mener, der må gøres for at komme kønsstereotyperne til livs.

På trods af hendes højde og elegance slog det mig hvor skrøbelig og mild hun ser ud. Hendes hud er kridhvid, nærmest spøgelsesagtig, og de blå øjne er, ikke overraskende, tankefulde.

»Først og fremmest er det et spørgsmål om at gøre det ubevidste bevidst. For eksempel at humanioras faldende status er forbundet med en nedvurdering af kvinder, hvilket de færreste nok tænker over,« sagde hun.

»Men faktisk sker meget forandring oppefra og ned. Jeg ved for eksempel, at de i Norge har indført kønskvotering i virksomheder, og det synes jeg egentlig er fint. Et andet eksempel er en amerikansk sportsforening, som indførte kvotering af mande- og kvindeidræt, og straks blomstrede kvindeidrætten op med masser af nye hold og flotte konkurrenceresultater. Det er da tankevækkende. Og så tror jeg nok, det er i Berlin, at de har indført en regel, som dikterer, at gadenavne skal opkaldes efter lige mange kvinder som mænd. Det virker måske komisk, men det virker!«

Til kamp

At redde humaniora fra lavstatus-prædikatet er altså en kvindesag. Ligesåvel som kønsproblematikken er den bagvedliggende grund til, at vi ikke har et kvindeligt ikon på linje med Steve Jobs anno 2013, hvis man skal tro Siri Hustvedt.

Et kvindeligt hightech-ikon er simpelthen »utænkeligt,« siger hun.

»Selv hvis der skulle være – og det er der – lige så innovative og intelligente kvindelige virksomhedsledere, ville de ikke opnå samme ikonstatus af den simple grund, at man ikke forbinder kvinder med ’hårde’ værdier som teknologi og det skruppelløse forretningstalent, som Jobs på mange måder repræsenterer.«

Siri Hustvedt henviser i den forbindelse til et essay hun har skrevet med titlen »Hvorfor vi aldrig vil se en Stephanie Jobs.« Men hendes øjne gløder, da hun understreger, at titlen burde være »Hvorfor der ikke ER en Stephanie Jobs.«

Det deprimerende ’aldrig’ er udryddet. Siri Hustvedt insisterer på at holde den feministiske fakkel højt i en tid, hvor mange finder kønskampen fortærsket og uddateret. Og det er i hvert fald lykkedes hende at tænde den indre kampånd hos undertegnede.

Uni-avis@adm.ku.dk